Bla-bla-bla afsløret
For to dage siden kom endnu en nedslående og alarmerende FN-rapport om det globale klima. De nyeste FN-beregninger viser, at det bliver svært at holde den farlige og frygtede temperaturstigning på under 1,5 grader. Konsekvenserne er kolossale og katastrofale for alt levende på Jorden. Noget må gøres, og noget må siges her og nu. Det er dog ikke blot et praktisk problem, men også et retorisk problem. Vi taler for forkert og for meget om klimaet, mens vi handler for lidt. Flertallet anerkender nu, at klimaet er truet, men modstanden viser sig nu mere subtilt som en retorisk kamp for at forsinke forandringerne, handle for lidt og fralægge sig ansvaret. Det kommer til udtryk i en potent forsink, forskyd, for lidt-diskurs, som fylder mere og mere i klimadebatten på verdensplan. Heldigvis har en europæisk forskergrupper fra Cambridge University gennemanalyseret bla-bla-bla-retorikken i den videnskabelig artikel Discourse of Climate Delay i tidsskriftet Global Sustainability. Her er deres resultater til skræk og advarsel for alle, der ikke tror, at forandringer må og skal ske nu.
Her kan du høre Greta Thunberg i sit berømte angreb på bla-bla-bla-retorikken. En videnskabelig artikel giver et bedre fundament til at forstå og kritisere bla-Bla-bla.
Læs den videnskabelige artikel Discourse of climate delay fra Global Sustainability frit og gratis her.
Artiklen Discourse of climate delay er skrevet af ikke mindre en ti forskere i fællesskab. Her gennemanalyserer de forsink, forskyd, for lidt-diskursen fra A til Z med en lang række eksempler for medier og politikere. Pædagogisk har de opstillet et hjul, som samler alle de retoriske kneb i er samlet overblik. Se hjulet her:
.png)
Hjulet over forsink, forskyd, for lidt-klimadiskursen og dets 12 argumenter, som forgrener sig fra fire temaer: klimaovergivelse, ansvarsforskydning, ligegyldige status quo-løsninger og negativt fokus. Kilde: Discourse of climate delay. Tryk på billedet for at se hjulet i stor.
Forstår og anerkender problemet med … rolig nu .. er det vores ansvar?
Forsink, forskyd, for lidt-diskursen anerkender naturligvis, at klimaforandringerne er et problem. Præmissen er blot, at løsningen skal være den billigst mulige, den mest langsomme og den mindst radikale – og gerne gennemført af andre andre steder i verden. Helt grundlæggende er den retoriske øvelse at skabe begrundet tvivl: Er det vores ansvar? Er radikale løsninger nødvendige? Er det pengene værd? Og endelig: Er det overhovedet muligt? Det bliver så fire gange nej forklædt som 12 argumenter.
Sådan spotter du en klimaforandringsforsinker fra A til Z
Lad os se på de 12 argumenter, så det er muligt for dig at spotte klimaforandringsforsinkere i den offentlige debat.
Bemærk dog, at de 12 argumenter ofte vil optræde i kombination til støtte for hinanden, og at listen langt fra er endelig og fyldstgørende. Andre forskere har fundet op til 217 myter og modargumenter mod klimaindgreb. For at støtte op om og formidle deres resultater har forskerne derfor samarbejdet med vidensportalen Skeptical Science. Portalens missionen er, som navnet lyder: Getting skeptical about Global Warming Skepticism, og her er samlet ikke mindre end 217 klimamyter, som de tilbageviser en for en. Læs dem her.
På vidensportalen Skeptical Science er der samlet en masse information om klimabenægtelse og forsink, forskyd, for lidt-klimadiskursen. Artiklen har fundet 12 argumenter mod dramatiske klimatiltag, mens portalen har fundet 217 – og flere kommer hele tiden til.
Hokuspokus, det er da amerikanerne og kinesernes problem, ikke?
Store uløselige, globale problemer er alle og ingens problemer. Et tåleligt klima er nemlig et fælles gratis gode og en fordel, som alle nyder godt af. Hvor alle og ingen burde betale for det. Hvem skal så være den første, som betaler for at bevare klimaet? Godt spørgsmål. Uklarheden om svaret – og ansvaret – er svagheden, som forsink, forskyd, for lidt-diskursen udnytter til fulde. Med en slet skjult appel til egeninteressen er præmissen, at andre bør handle før og hurtigere. Altså det klassiske “vi må freeride”, så længe andre ikke handler først på at bevare det fælles gratis gode. For det er både dyrt og dumt at betale for klimaet, når andre kan slippe gratis på grund af vores indsats og betaling, lyder konklusionen. Ofte ses dette klassiske forsink- og freeride-argument i kombination med, at man peger fingre af andre landes manglende klimaindsats og komparativt større miljøbelastning. Hvor ens nationale og individuelle udledning sættes relationelt i forhold til de typisk høje amerikanske og kinesiske udledninger af CO2. Præmissen er, at de andre er mere skyldige og bør handle før og mere drastisk, fordi det er “deres” problem. Altså, vi gør intet før amerikanerne og kineserne, for det er jo primært deres problem, og dermed forskydes ansvaret til dem. Som det udtrykkes i artiklen:
“A widely deployed discourse argues that other countries or states produce more greenhouse gas emissions and thus bear a greater responsibility for taking action. We call this whataboutism. Actors advancing this discourse often deploy statistics demonstrating their own small contribution to global emissions, or they point to large emitters such as China – “We are a nation that produces 1.8 percent of global carbon dioxide, so I do not get closing down our aluminium smelters, most of our steel production, and now our refining industry …”
Hokuspokus, det er ikke vores ansvar – det er dit personlige ansvar
Er klimaet samfundet eller borgernes problem? Godt spørgsmål. Hvis pilen udelukkende peger på borgerne, frikendes stat og virksomheder, og klimakampen bliver forsinket med årtier. Det retoriske trick er her at tørre hele ansvaret af på det enkelte menneske, på trods af det er et fælles ansvar, som også kræver, at stat, samfund og overstatslige organisationer spiller aktivt med. Konsekvenser er, at alle individuelt går rundt med dårlig samvittighed, selvom det også er et struktur problem. Som det formuleres:
“A prominent example is individualism, which redirects climate action from systemic solutions to individual actions, such as renovating one's home or driving a more efficient car. This discourse narrows the solution space to personal consumption choices, obscuring the role of powerful actors and organizations in shaping those choices and driving fossil fuel emissions”
I denne optik er tilgangen 1970'ernes triste reuse, recycle og reduce-tilgang til adfærdsændring. Her opfattes klimakampen som en inderlig personlig pietistisk kamp for at begrænse den personlige efterspørgsel. Altså, hvor klimakampen kæmpes ved at udskamme og true en skyldbetynget befolkning til at sige farvel til det liv, de med rette elsker. Selvdisciplin og selvhad er en dårlig, dyr og alt for langsom start på adfærdsændringer, hvilket netop er, hvorfor forsink, forskyd, for lidt-klimadiskursen gør det til et individuelt problem. Løsningen er omvendt at gå fra aktør-blame game til struktur-blame game for at få den nødvendige hastighed. At gå fra efterspørgselsbegrænsning til udbudsalternativer. Vi vinder kun, hvis vi sætter turbo på udbudssiden af klimakampen. Problemet er ikke, at folk (individ) skamløst flyver Jorden rundt. Problemet er, at verdenssamfundet (struktur) ikke har støttet udviklingen af elektriske fly. Forsink, forskyd, for lidt-diskursen ser det omvendt som udelukkende et personligt privat problem og syndighed.
Hokuspokus, der kommer en god, magisk, teknologisk løsning i morgen
Klimakampen kræver kæmpe ofre, lovændringer og har gigantiske omkostninger.Det er der mange, som naturligvis gerne vil slippe for og argumenterer imod. Forsink, forskyd, for lidt-klimadiskursen handler derfor om at sælge halve, småtekniske løsninger og målemetoder som den rigtige og eneste løsning. Det sker på mange subtile måde ved at sælge utopiske tekniske prototypeløsninger, som “Løsningen” – med stort L. På trods af de slet ikke er teknisk mulige eller rentable endnu. Et godt eksempel er her carbon capture-teknologien, som er og bliver ren science fiction. Formålet er naturligvis at forsinke og forskyde forandringen, fordi hele samfundet blot skal sidde trygt tilbage og vente på de teknologiske mirakler. Som den naive teknologiske optimisme forklares her:
"Technological optimism is a prime example, holding that technological progress will rapidly bring about emissions reductions in the future. This discourse has many variations, from touting recent progress in renewable energy deployment, to promoting technological ‘myths’ that fail to manifest in the promised timeframe and tend to be substituted by new ones (e.g., zero-carbon planes, fusion power and direct air capture of greenhouse gases)."
Bla-bla-bla i ren form som ren snak
Naturligvis findes bla-bla-bla også i sin rene form som slet og ret “bla-bla-bla, all talk, little action”. Her siger man, at man vil en masse, men gør meget lidt eller opstiller små eller gratis mål langt ud i fremtiden. Det får disse hårde ord med på vejen i artiklen:
"Another key strategy here is to establish narrow definitions of success, so that a country or industry can declare their leadership in the fight against climate change. We call this all talk, little action, a discourse that points to recent advances in lowering emissions (often based on relative measures) or in setting ambitious climate targets, thus downplaying the need for more stringent or new types of additional action... Ambitious long-term target setting may satisfy domestic demands for climate policy, but without concrete instruments, these targets are not guaranteed to translate into action on the ground."
Hokuspokus, det er bare et tilbud og en uforpligtende mulighed
Klimakampen kan kun vindes med dramatiske lovindgreb her og nu. Disse ubehagelige og nødvendige indgreb er en af forsink, forskyd, for lidt-klimadiskursens ærkefjende. Kravet om frivillighed og ubetinget konsensus er nemlig den logiske opskrift på, at det kommer til at gå meget langsomt og bliver meget billigere med al det klimahalløj. Det gælder derfor om at fremstille enhver form for tvang og indgreb som et farligt kontraproduktivt princip, som vil svække klimakampen uopretteligt. Ofte sker det i kombination med at love en masse frivillige, “selvregulerende” tiltag, så den vrede og bange befolkning bliver overbevist om, at frivilligheden og en uproblematisk konsensus er nok i sig, og klima-nirvana er inden for rækkevidde. Her kæmpes i kulissen for ingen-kæp-kun-gulerødder-frivillighedsparadigmet. Altsammen på trods af – og velvidende om – at løsningen jo er en både-og-indsats, hvor frivillighed og tvang/indgreb går hånd i hånd for at tvinge og lokke til klimakamp. Læs blot her:
“many actors appear to shy away from restrictive policies altogether. A discourse of no sticks, just carrots argues that we should only pursue voluntary policies (‘carrots’), in particular those that expand consumer choices, such as funding high-speed rail to substitute flights. More obviously restrictive measures (‘sticks’) such as taxes or a frequent-flyer levy are deemed too ‘paternalistic’ and overburdening for citizens. This discourse argues that such measures should be abandoned, despite the complementarity between ‘carrots’ and ‘sticks’ and the need for both approaches under strong climate policy. “
Hokuspokus, vi skal gøre noget, men det skal være helt perfekt, før vi gør det
At skabe forandringer i så stor skala, som det nu kræves, skaber konflikter, og mange industrier, lande og mennesker vil tabe stort i klimakampen. Sådan er politik, men de omkostninger er der mange, som gerne ville undgå, hvis det var muligt.
Forsink, forskyd, for lidt-klimadiskursen handler her om at tale til drømmen om den bedste løsning, hvor ingen taber. Her formidles, at den perfekte win-win-løsning er mulig, hvis vi bare venter længe nok. Altså, vi skal vente med at gøre noget, til den perfekte løsning, alle mennesker kan tilslutte sig, er fundet. En svær opgave i et demokratisk samfund, som desværre blot bliver en utopisk undskyldning for ikke at gøre noget nogensinde. Kravet om politisk perfektionisme bliver her præmissen for politisk stilstand. En subtil strategi, hvor det totale engagement i sin konsekvens bliver til intet. Formuleret således:
“Policy perfectionism. Here, one argues for disproportional caution in setting ambitious levels of climate policy in order not to lose public support – as when German Minister for Economic Affairs and Energy Altmaier defends a low carbon price on the basis that “we also have a responsibility for social peace in this country.”
Hokuspokus, stop, det skaber ulighed og rammer skævt
Klimaforandringene rammer skævt og skørt. De, der har ansvaret og skylden, slipper let, men de, som er uskyldige, skal betale hele prisen. Den tredje verden vil eksempelvis blive hårdt ramt af temperaturstigningerne og de stigende vandmasser, selvom det er den vestlige verden, som er skyld i klimakatastrofen.
Det er et faktum, men for nogle bliver det en undskyldning for ikke at handle. Samme sociale kritik finder man i tidens udbredte klimaklasseanalyse af samfundet, hvor det med rette fremhæves, at det er de rige, som klimaforurener, men det er hele samfundet, og specielt de fattige, som skal og må betale. Her handler det for forsink-diskurser om at sætte fokus på de uoverskuelige omkostninger og den sociale slagside. Kun hvis der er social retfærdighed må og kan vi gå i klimakrig, lyder devisen. Lidt en afart af politisk perfektionisme-fejlslutningen – blot mere marxistisk. Det sker så bare aldrig. Som det udtrykkes:
"The appeal to social justice moves social impacts to the forefront of policy discussions, framing a transition to renewable energy as burdensome and costly to society: “we can't allow climate protection to jeopardize prosperity and jobs”
Hokuspokus, løbet er kørt. Det er spild af tid, penge og indsats at tage kampen op
Klimakollapset er den nye dommedag. Det er ikke blot en eksistentiel trussel, men også en mulighed for dem, som ønsker langsomme/langsommere eller ingen forandringer. Det handler om at omfavne undergang som et sammenbrud, der allerede er sket – og umuligt at undgå. Konsekvensen er apati, hvilket blot giver mere tid og plads til at ødelægge klimaet. For hvis verden alligevel går under, bliver alle rammer og regler spild af tid. Hvorfor ødelægge og forandre vores rare hverdag, når der alligevel ikke er noget at gøre? Her er to argumenter i spil. For det første: Det er umuligt og ufatteligt dyrt at stoppe klimaforandringerne, så vi lader værd. Change is impossible er moralen:
“One could claim that strong climate policies will impinge on society, politics or human nature to the extent that their final implementation is doomed to failure. We call this change is impossible, a discourse that reifies the current state of things and denies the ability of societies to organize large socio-economic transformations: “To stop emitting waste carbon completely within the next five or 10 years, we would need to radically reorient almost all human economic and social production, a task that's scarcely imaginable, much less feasible”
Hokuspokus, lev med det – det, du frygter er allerede sket
Et andet argument er, at det er umuligt at stoppe: Ergo, lad os leve med det. Klimadefatisme kunne det kaldes. Opgaven er derfor ikke længere at bekæmpe det, men at forberede os på det.
“Doomism further argues that any actions we take are too little, too late. Catastrophic climate change is already locked-in: “The climate apocalypse is coming. To prepare for it, we need to admit that we can't prevent it.”
Således opløftet. Nu har du opskriften på at spotte dem, som vil forskyde ansvaret, forsinke indsatsen og gøre for lidt. Thunbergs bla-bla-bla er ikke længere blot bla-bla-bla. Det er nu afsløret og videnskabeligt beskrevet som en retorik, hvis klare formål er at forsinke og forvanske det indlysende behov for radikal handling her og nu.
