Den handlede også om retten til at være lækker og sexet for sin egen skyld, mere end for at tækkes det mandlige blik. Dermed kunne kampen for den erotiske femininitet bruges politisk i opgøret med det allestedsnærværende luder-stigma, der gør, at kvinder, der er åbenlyst seksuelle eller bruger erotikken til egen fordel, kaldes billige eller tøjter og påføres en særlig skam. Mens mænd, der bruger deres krop og seksuelle fremtoning, ses som nogle fandens karle, der bærer tilnavnene charmetrolde, skærmtrolde eller charlatans som hædersmærker.
Problemet var og er, at det at være lækker for sin egen skyld har svære vilkår i en kultur, hvor lækkerhed bruges som en målestok for både ansættelser og andre veje frem i livet. Hvor magtfulde mænd rangerer, udvælger og gør kvinderne til genstande for deres umiddelbare lyst og begær, som TV 2-affæren er et stjerneeksempel på. Fordi mændene kan og får lov. Problemet er, at hvis man som kvinde bruger sin erotiske kapital til at fremme karrieren, så risikerer man at underbygge logikken om, at kvinder udvælges på udseendet.
Et af de mere bizarre eksempler på, at nogle magtfulde mænd styres af ideen om, hvorvidt en kvinde er "fuckable", kom måske ikke overraskende fra den tidligere italienske præsident Silvio Berlusconi, der i en telefonsamtale med en journalist udtalte, at den tyske kansler Angela Merkel var en “culona inscopabile”, i medierne oversat til en “unfuckable fatass”. Man kan hævde, at en magtmand som ham hører fortiden til, men det viser, at fuckability-barometret lever i bedste velgående, selv blandt magthavende i den absolutte verdenstop. Heldigvis blev Merkel ikke valgt på sin "fuckability", men på sine lederegenskaber og troværdighed.
Har du tænkt over, hvordan din vej i livet er formet af dit udseende, din krop og tiltrækning? Og at den fysiske overflade, du udgør, kan være med til at bestemme, hvem du bliver – eller ikke bliver kæreste med, hvilket job du kan få, og hvordan din karrierevej ser ud?
Det er dybt ubehagelige spørgsmål, som mange nok har mærket betydningen af i deres liv, men som ingen bryder sig om at tænke over alt for længe ad gangen. Bare det at skrive om det giver mig en klam følelse af tabubrud og uretfærdighed. Alle husker det sikkert fra skolegården, gymnasiet eller ungdomsfesterne. Hvor ofte gik snakken ikke på, hvem der var den flotteste fyr eller smukkeste pige i klassen, hvem man ville "knalde" eller have som kærester i ungdomsklubben, fordi de var "lækre"? Men lige så ofte var konsekvensen, at andre blev kaldt for grimme, klamme eller ulækre. Den fysiske krops ydre virkelighed og måden, vi rangerer hinanden derefter, er brutal og uretfærdig. Det gælder i ungdommen, men også i de voksnes verden.
Singlekvinden, de seksuelt løsslupne og queers er særligt udsatte, mente Rubin. Den gifte kvinde er derimod ofte uden for mistænkeliggørelse. Det er luder-madonna-spektret, der viser sit sande ansigt.
Den efterhånden famøse musikvideo, som blev lavet på TV 2 til intern brug i forbindelse med kanalens 25-års jubilæum har siden været gransket og kritiseret fra flere kanter. Men selvom de kvindelige studieværter danser sexet, og dermed "selv bidrager til den sexistiske kultur" , som nogle har hævdet, er det urimeligt patroniserende at kritisere de medvirkende kvinder i videoen som per definition underlagt en sexistisk kultur - eller at hævde, at de “selv var ude om det”, alene fordi de optræder sexede og udfordrende. Når vi ved, hvad vi ved i dag, er det derimod tragikomisk at se Jes Dorph sige "lækker røv" til slut i videoen og Morten svare "fed".
Det har vist sig, at videoen spejler den struktur, der eksisterede på TV 2. Men samtidigt skal vi huske, at der kun er et spørgsmål, der er vigtigt i den henseende: Gjorde kvinderne det, fordi de havde lyst og synes det var sjovt, eller fordi de blev sat i den rolle uden at ønske det og på chefernes præmisser og for det mandlige blik? Og hvorfor er det efterfølgende de kvindelige tv-værter, der på et tidspunkt har været singler eller har haft forhold til underordnede mænd på kanalen, der siden er blevet kritiseret af bl.a. Ekstra Bladets chefredaktør Henrik Qvortrup? Selv når der ingen krænkelser er fundet sted? Hvis kvinderne optrådte, fordi de havde lyst, er der ikke noget at komme efter. Hvis de gjorde det, fordi de følte, at de skulle, og fordi cheferne ønskede det, er det den systemiske sexisme, der er problemet.
Rangeringssystemet og retten til sex
Hun argumenterede for, at kvinders frie udlevelse af deres seksualitet efter #MeToo-bevægelsen er kommet til primært at handle om samtykke. Og selvom hun bakker op om bevægelsen, peger hun på, at der stadig er mange andre blokeringer for, at kvindens seksualitet kan blive fri, end spørgsmålet om samtykke. Det handler bl.a. om, hvilke kroppe der bliver set som tiltrækkende og dermed "fuckable". Kvinder med handicap, sorte kvinder og tykke kvinder marginaliseres og er mindre frie, både i deres udtryk og adgang til sex og deres adgang til magt.
Selvom nogle af de marginaliserede grupper prøver at fremme en større kropspositivisme, er de stadig langt fra det ideal, der giver andre mere attraktive kvinder en række fortrin og privilegier. Hun viser også, hvordan den ulighed hænger sammen med andre ulige strukturer i samfundet, bl.a. dæmoniseringen af sorte og farvede generelt i det amerikanske samfund, styret af den hvide majoritet, og hvor det hvide er skønhedsidealet. I et af kapitlerne skriver hun om samtaler med sine studerende, der giver udtryk for, at pornografien har fået for meget magt, som markør for, hvordan sex og sexede mennesker skal se ud.
Man kunne gå skridtet videre og diskutere, hvordan de, der i et Dyrbysk univers ses som "ukneppelige", kan få bedre adgang til de erotiske zoner i samfundet, hvor udseende ikke er altafgørende for adgang til sex eller frihed fra krænkelser, og hvor flere kroppe portrætteres som tiltrækkende eller respekterede.
Derfor, skriver hun, ligger der et potentiale i at skabe repræsentationer af sex med langt større rummelighed og diversitet både i porno, film og andre offentlige udtryk. Med tanke på TV 2-affæren og det generelle rangeringssystems uretfærdighed kunne man derfor foreslå en større diversitet blandt tv-værter. Men problemet er langt større, end det vi kender fra TV 2. Det handler også om de idealer, vores børn vokser op med, og de muligheder, man har uanset udseende og lækkerhed. Man kunne gå skridtet videre og diskutere, hvordan de, der i et Dyrbysk univers ses som "ukneppelige", kan få bedre adgang til de erotiske zoner i samfundet, hvor udseende ikke er altafgørende for adgang til sex eller frihed fra krænkelser, og hvor flere kroppe portrætteres som tiltrækkende eller respekterede.
Jeg har i min forskning beskrevet hierarkiet mellem mænd i Mozambique, hvor de unge og fattige mænd bruger deres veltrænede kroppe til at komme frem i verden og få status og sex, fordi de ikke har samme muligheder som de velstillede mænd med smukke koner og gode stillinger. Det samme gælder for lokale kvinder fra de fattige forstæder, der bruger deres udseende og erotiske udstråling til at tiltrække hvide mænd, der enten bliver deres sugar-daddies eller med tiden måske ægtemænd, som tager dem med til Europa. Da jeg spurgte en ung kvinde, der var flyttet til Milano med sin mand og nu levede som model, hvorfor hendes søster ikke også havde fundet sig en rig hvid mand, hun kunne giftes med, svarede hun, “My sister is too ugly for Europe”. Med andre ord, hvis ikke man er tiltrækkende nok, har man ingen chance for, at en privilegeret mand vil hjælpe en frem i livet eller gifte sig med en.
Uden sammenligning i øvrigt gælder det også for både kvinder og mænd i Danmark, der ikke har samme adgang til kulturel og økonomisk kapital som det velstillede københavnersegment, at dyrkningen af udseendet kan blive det primære redskab til succes, opmærksomhed og status. Og her kan både fitness, selvbruner, botox, plastikoperationer og hair extensions være en del af værktøjskassen.
Når folk har travlt med at kritisere kvinder for at være for udseendesfikserede, skal man huske på, at det ikke er dem, der har skabt rangeringssystemet. Selv for værterne på TV 2 gælder det, at de nok har andre muligheder end at dyrke udseendet i samme grad, men at efterspørgslen og kravet om at være lækker som kvinde også sætter dem i et svært dilemma. Hvis de pludselig holder op med at gå op i, hvordan de ser ud og dropper makeuppen, har de formentligt ikke jobbet som tv-vært særligt længe. Hvis de omvendt går for meget op i at se godt ud på skærmen, kan de kritiseres for at løbe blåskjorternes ærinde.
Skal mænd også være fuckable?
Men gælder det samme ikke for mænd? Ingen tvivl om, at mænd også vurderes på udseende og fuckability, men det er alligevel, som både Hakim, Rubin og Srinivasan argumenterer for, utvivlsomt et vilkår, som kvinder i højere grad end mænd må leve med. På godt og på ondt. Og mest på ondt. Mænds udseende bliver ikke på samme måde gjort til genstand for rangering og et fuckability-barometer. Men man kan heller ikke sige, at mænds udseende ingen betydning har for deres vej i livet. Er man tyk, lav, mangler man begge ben, har man et deformt ansigt eller en anden hudfarve end majoriteten, kan det i sig selv sætte nogle begrænsninger. Alligevel er det, som om mænd har flere strenge at spille på. Det kaldes udstråling, karisma, charme eller gennembrudskraft, som jeg hørte en virksomhedskonsulent kalde det.
På en arbejdsplads handler det først og fremmest om, hvordan mandens fysiske fremtoning bruges aktivt, overbevisende eller dominerende. Den handlende og karismatiske mand(ekrop) ses ofte som dygtig og magtfuld, den passive og ydmyge anses ofte som svag og uværdig. Det gælder også for de tidligere tv-værter og mandlige chefer på TV 2 og i andre dele af samfundet, at det oftest er disse mænd, der ender med at indtage de øverste stillinger, og som sidder på magten.
Mænd i mediebranchen har andre forudsætninger for at få succes. Hvor kvinder vurderes på fuckability, vurderes mænd mere på egenskaber som karisma og handlekraft. Foto: TV 2
Hvis man som mand er både ydmyg og hverken høj eller flot, har man derimod svære betingelser. Ikke kun i arbejdslivet, men også når det gælder om at få en kæreste eller at finde en sexpartner. Som en ung mand i 20’erne fortalte mig for nyligt “jeg er for grim til Tinder”. Han forklarede, at han aldrig fik mulighed for at mødes med en kvinde, fordi online dating handlede om, hvem der er flottest og har de bedste scorereplikker. En ubærligt ærlig beskrivelse af hvor udseende-fikseret datingmarkedet er blevet - for begge køn. Det gælder nok i højere grad for kvinder, at de fravælges, fordi de vurderes som gamle, grimme, tykke eller u-erotiske. Men mænd, der ikke lever op til maskulinitetens strenge idealer, er også sat udenfor.
Hvad har vi lært af TV 2-affæren?
Vi har lært, at sexismen bygger på et rangeringssystem, der fysisk og kulturelt bestemmer, hvordan vi vurderer den kvindelige og mandlige krop som erotisk eller u-erotisk, og at systemet kan afgøre ens karriere. På en måde havde Dyrby ret. Og det gælder ikke kun for TV 2, men i samfundet generelt. Til gengæld havde Dyrby ikke ret i, at systemet kan bruges, som man lyster, blot man har magten på sin side. I en forestillet fremtid, hvor disse forskelle og rangeringssystemet er væk, er sagen en anden. Men vi lever stadig i et system, hvor manden har en fordelagtig position, og hvor kvinden ikke undslipper luder-madonna-komplekset, mens manden i mange tilfælde forbliver usynlig og urørlig.
Det handler om, at systemet stadig primært er til mændenes fordel og er bygget på mændenes præmisser. Og det handler om at være opmærksom på den underordnedes lyst og sårbarhed.
TV 2-affæren har også lært os, at sex med en praktikant overordnet ikke skaber gode betingelser for samtykke og ligeværdighed, uanset køn. Men vi har også lært at skulle det ske, er samtykke og en gensidig afstemning mellem parterne altafgørende. Det handler ikke om, at kvinder har lov til mere end mænd, når det gælder sex med under- eller overordnede. Det handler om, at systemet stadig primært er til mændenes fordel og er bygget på mændenes præmisser. Og det handler om at være opmærksom på den underordnedes lyst og sårbarhed.
Den erotiske kampzone er udvidet med de digitale og sociale medier, og det nedbryder skellet mellem os. Sex er ikke en ret, men et mulighedsrum, hvor man skal være særligt opmærksom på ligestillingen i den erotiske situation. Og overveje, hvordan rangeringssystemet nedbrydes. Man skal hverken have samme alder, indkomst, etnicitet eller stillingsbetegnelse for at kunne have sex. Men man skal manøvrere mere forsigtigt, når magtforskelle indgår i ligningen.
Det ser heldigvis ud til, at der blæser nye vinde blandt de yngre generationer, der virker mere opmærksomme på hinandens grænser, behov og er mere kritiske over for de gamle systemer. For en gang skyld er det dem, vi andre, der tilhører de ældre generationer, skal lære af. Det bliver dem, der skal definere de nye normer, for flirter, samtykkesignaler og ligeværdig sex.
Opgør med lækkerhedskulten
Hvordan gør vi op med lækkerhedskulten? Er udseende en målestok, man kan se bort fra? Kan man forestille sig en verden, hvor det ingen betydning har? Det tvivler jeg på. Men man kan bekæmpe samfundstendensen til at måle, rangordne, udvælge og konkurrere på baggrund af det ydre. Både når det gælder kvinder og mænd.
På arbejdspladsen kan man sikre sig, at ansættelser bygger på faglighed, kompetencer og værdisæt, og så kan man aktivt arbejde for størst mulig udseendemæssig diversitet blandt medarbejderne. Både dem, der træder frem på skærmen, og dem, der ikke gør. Dermed gør man ikke kun sine medarbejdere en tjeneste og skaber lige muligheder for alle, der ønsker en karriere. Man viser også de fremtidige generationer, at det samfund, vi ønsker, er et, hvor hverken lækkerhed – eller køn, race, etnicitet, alder, seksualitet, handicap eller kropsbygning – skal afgøre ens karrieremuligheder. Den sande revolution sker først den dag, en arbejdsplads bliver bevidst om lækkerhedskultens uretfærdighed og tør ansætte og fremme personer, der bryder med normerne for det smukke, pæne og fine. Eller i det mindste ikke skal leve op til urimelige standarder for at være skærmegnet.
Skønhed er ikke objektivt, siges det. Måske ikke, og dog viser sociologiske studier, at enigheden om, hvem, der er smukke og grimme, er relativt stor i et samfund, hvis man for eksempel udvælger en vilkårlig gruppe, der skal vurdere et individs skønhed og tiltrækning. Idealer for skønhed og lækkerhed kan variere fra kultur til kultur og fra en historisk periode til en anden, men der er ofte en vis enighed om, hvem der er – og ikke er – smukke og sexede.
Lad os i stedet søge en måde at gøre op med lækkerhedskulten og det sexistiske rangeringssystem og være opmærksomme på, hvordan forholdet mellem køn, magt og sex kan håndteres på en mere ligestillet facon.
Vores fysiske udformning, også kaldet fænotyper, er primært baseret på en biologi og arvemasse, som er overleveret gennem generationer og præget af både arv og miljø. Hvordan vi ender med at se ud, er relativt tilfældigt, og de genetiske koder for skønhed er heldigvis ikke blevet genstand for laboratorieforsøg, og eugenikken har vi heldigvis lagt bag os.
Vores udseende og fysiologi kan og skal ikke ændres fundamentalt hen imod det perfekte og smukke, selvom nogle prøver med plastikkirurgi, fitness og botox – eller tøjvalg og en god frisør. Lad os i stedet søge en måde at gøre op med lækkerhedskulten og det sexistiske rangeringssystem og være opmærksomme på, hvordan forholdet mellem køn, magt og sex kan håndteres på en mere ligestillet facon.