En uretfærdig skala af lækkerhed
Blåskjortesexisme, pussy power og fuckability-problemet

Kvinder skal være fuckable for at komme på skærmen – eller det skulle de i hvert fald i gamle dage på TV 2, men hvad ligger bag termet? En lækkerhedskult, der skal gøres op med, skriver kønsforsker Christian Groes. Foto: Getty Images

Ordet "fuckability" har de sidste uger cirkuleret i medierne, efter det kom frem i dokumentaren om sexisme på TV 2, at de blåskjortede mandlige mediechefer på kanalen brugte begrebet fast til at beskrive sine kvindelige kollegaers "kneppelighed". Men hvad ligger bag begrebet? Kan kvinder udtrykke sin seksualitet uden at underkaste sig blåskjorternes fuckability-diskurs? Skal mænd også være fuckable? Og kan vi overhovedet forestille os et liv, der ikke i større eller mindre grad udformes i en skønhedskonkurrence? Antropolog, kønsforsker og lektor ved Roskilde Universitet Christian Groes giver i dette essay nogle nuancer med på vejen i debatten.
En passende oversættelse af fuckability findes ikke, så lad os holde os til det engelske udtryk, der kommer af ordet fuck: at kneppe, bolle, knalde, have sex med. Man kan måske tale om at være mere eller mindre "bolleværdig"  eller "kneppelig" , men terminologien sidder ikke helt i skabet. I bred forstand dækker udtrykket over, i hvilken grad en person anses for at være sexet, lækker eller tiltrækkende nok til, at man vil have sex med vedkommende. Er personen fuckable?
 
Rangeringen af sexede og usexede kroppe er både et system, der krænker og udnytter, særligt fra et mandligt blik, men systemet rummer også muligheden for at bruge sin erotiske magt, og tvinger os til i sidste ende at stille spørgsmålet, om alle har eller bør have ligeret til sex og til at være sexet? Det er bl.a. herskende skønhedsidealer og kropsnormer, der bestemmer, hvilke kroppe og udseender der vurderes som tiltrækkende, og her har både porno, modeindustrien og den generelle smag stor betydning. Men en ting er sikkert: Vurderingen og rangeringen af sexede og usexede kroppe sker aldrig i et vakuum eller et magtfrit rum.
 
Trailer til Discovery Plus Tv2 metoo dokumentaren. Kilde Discovery.
 
Udtrykket kom på manges læber efter, nu fratrådte chefredaktør på B.T. Michael Dyrby forklarede, at det, mens han var ansat som chef på TV 2, var helt normalt at vælge kvindelige studieværter alt efter, om de var fuckable. Hvis man tror, det kun er et udtryk for tendensen til overvejende at vælge smukke kvinder som studieværter, tager man fejl. I det, der er blevet kendt som blåskjorternes ordbog, skal det tilsyneladende også forstås mere bogstaveligt, som de overordnedes lyst til og mulighed for at få sex med deres underordnede kolleger og praktikanter.
 
Som den omdiskuterede dokumentar Metoo: Sexisme bag skærmen viste, var det en helt central del af blåskjorternes, det vil sige mandlige chefer og tv-værters udvælgelsesproces af, hvilke af de yngre medarbejdere de ville forfremme og kurtisere, om de blev anset som sexede og tilgængelige. Det var naturligvis langt fra alle kvinder, heller ikke alle studieværter, der blev genstand for kurtisering eller krænkelser. Men selve udvælgelsesprocessen og rangeringssystemet havde fatale konsekvenser for mange. Og det system er vi nødt til at forstå i lyset af det, vi kan kalde blåskjortesexisme, men også i lyset af, at lækkerhed blev anset som en ressource.
 

Blåskjortesexisme: adgang til sex på den magtfulde mands præmisser

 
Der har de seneste uger været stor fokus på TV 2 som en arbejdsplads, der minimum siden årtusindeskiftet har været præget af en omgangsform og kønsstruktur, hvor sexisme og krænkelser tilsyneladende kunne få frit spil, og hvor særligt de omtalte blåskjorter styrede gamet. Blev man som nyansat ung kvinde vurderet sexet nok og særligt udvalgt af blåskjorterne, kunne man, hvis man accepterede præmisserne, blive en del af inderkredsen af karismatiske ledere og feterede mandlige studieværter, og muligvis fremme sin karriere. Men i så fald måtte man også leve med grænseoverskridende oplevelser og blive del af en rangordnet lækkerhedskult, som i høj grad var indstiftet af blåskjorterne, tilsyneladende med de kvindelige chefers vidende og accept. Man måtte, særligt som underordnet kvinde, leve med hele tiden at skulle afveje, hvor langt man ville gå, også seksuelt, for at forblive en del af TV 2-klubben. Gik den unge kvinde for langt og efterlevede blåskjorternes præmisser, måtte hun samtidigt leve med, at andre kvinder og mænd så ned på hende, hviskede om hende i krogene og omtalte hende som "billig". Alene fordi hun efterlevede lækkerhedskultens krav.
 
Hvis en underordnet kvinde derimod afviste præmissen om at være lækker og "festlig" og ikke ville pleje intim omgang med kulturbærerne, kunne hun risikere at blive sat uden for døren. Rakket ned, få sin karriere ødelagt eller blive ligegyldig i blåskjorternes øjne. Det er i hvert fald det indtryk, man sidder med efter at have set dokumentaren. På den måde blev de underordnede kvinder sat i en catch-22, hvor næsten alle veje førte til nederlag, skam eller udstødelse. Jeg ved godt, at mange, der har været eller er ansat på TV 2, også har holdt af deres arbejdsplads og nydt den frie og kreative ånd og omgangsform. Men der har været en bagside. Michael Dyrby endte med at tage afsked med ordene "Tak for turen. Det var sjovt." Det har vist sig at være knap så sjovt for de kvinder, der måtte tage turen gennem blåskjorternes rangeringssystem. 
 
Det peger derimod på en udvikling i vores kultur mere generelt, hvor samfundet i stigende grad fokuserer på udseende og lækkerhed fremfor det, man kan kalde de indre værdier og kompetencer. 
 
Titlen på den omdiskuterede dokumentar om sexisme på TV 2 – Metoo: Sexisme bag skærmen – er sigende, for den minder os om, at det, vi ser på skærmen, i en vis forstand også afspejler strukturen bag skærmen. Dermed ikke sagt, at de kvindelige studieværter ikke også blev valgt på baggrund af dygtighed og kompetencer. Det gjorde de utvivlsomt, hvad deres professionalisme på skærmen tydeligt viser. Men udseendet har også haft en betydning, hvis man skal tro Dyrbys udsagn.
 
I bredere forstand minder blåskjortesexismen os om, at præsentationen af det overfladiske ydre på skærmen i høj grad er centrum for vores bedømmelse af hinanden som fysiske væsner. Og med skærmen mener jeg ikke kun fladskærmen. Og det gælder heller ikke kun for TV 2 eller de visuelle medier generelt, eller deres specifikke "sexismekultur". Det peger derimod på en udvikling i vores kultur mere generelt, hvor samfundet i stigende grad fokuserer på udseende og lækkerhed fremfor det, man kan kalde de indre værdier og kompetencer.
 
Og det minder os om, hvor meget præsentationen af vores ydre på skærmene fylder i stadig flere facetter af livet. Lige fra selfies på Facebook og Instagram, hvor alle, fra politikere til influencers, iscenesætter sig selv fra deres bedste, smukkeste og lækreste side til formfuldendte profilbilleder på Tinder og andre datingapps, hvor grimhed og det uperfekte udseende retoucheres og manipuleres til fordel for det perfekte, tiltalende og tiltrækkende. Den blåskjortesexisme, vi hører om på TV 2 og i andre dele af mediebranchen, præger os alle, ikke mindst i takt med, at skærmen er blevet den lim, der binder os sammen i de sociale og visuelle mediers tidsalder. Vi tvinges alle sammen til at fremstå mere eller mindre "lækre", hvis vi vil opnå anerkendelse, opmærksomhed og likes. 
 

Pussy power og den erotiske kapitals bagsider

 
En anden side af fuckability-problemet er retten til at være sexet eller til at vise og bruge sin krop, udseende og seksualitet aktivt i mødet med andre, kvinder som mænd. Den ret har indtil i nyere tid været stærkt begrænset for kvinders vedkommende, og særligt kvinders seksuelle udtryk har skiftevis været mødt med fordømmelse eller midlertidig lovprisning, hvis den sexede kvinde tilgodeså de rigtige mænds behov og gav dem adgang til sex.
 
 
Cardi B og Megan Thee Stallion i musikvideoen til WAP. 
 
 
Sangerinderne Cardi B og Megan Thee Stallion synger i nummeret WAP om at være “Whores in the house” og om at have sexkontrollen i mødet med manden, “Wet ass pussy, make that pullout game weak, woo!” Og videre, “Put this pussy right in yo' face. Swipe your nose like a credit card. Hop on top, I want a ride. I do a kegel while it's inside”. Det er kvinden og hendes pussy, der styrer showet. Det er hende, der bestemmer. Hun bruger pussy power, som hun vil. Man kan være kritisk over for deres sprog og udtryk, men de viser, hvordan kvinder tager magten tilbage, og frigør sex fra mandens blik og mandens kontrol. Men hvad er prisen?
 
Da sociologen Catherine Hakim præsenterede udtrykket "erotisk kapital", var formålet at vise, hvordan særligt kvinder kunne gøre brug af deres udseende, charme og erotiske udstråling i en verden, hvor mænd stadig havde magten i de fleste samfundsstrukturer. Den erotiske eller seksuelle kapital kunne være vejen frem for kvinder, der ville bruge den strategisk. Dermed kunne kvinder udfordre den magt, som privilegerede mænd altid havde benyttet i kraft af deres økonomiske, sociale og kulturelle kapital. Det Hakim derimod aldrig har forholdt sig kritisk til, er det system, kvinder dermed direkte eller indirekte accepterer, og hvilke kort det efterlader kvinder, der enten ikke ønsker at gøre brug af den erotiske kapital, eller som ikke fysiologisk har den ressource til rådighed.
 
Hvis man ikke anerkender kvinders ret til at bruge den erotiske kapital, risikerer man at ende i en konservatisme, der begrænser kvinders frihed og underminerer den lange kamp for seksuel og kønsmæssig ligestilling, der også førte til fri abort, p-pillens frigivelse og kvindens ret til at klæde og udtrykker sig, som hun ønsker.
 
For hvor efterlader den erotiske kapitallogik de kvinder, der ikke anses som tiltrækkende, og dem, der nægter at lækkerhedskulten skal styre deres liv og karrierevej? Er det muligt som kvinde at kæmpe for sin ret til at være sexet, hvis man har en fysisk erotisk fordel, og samtidig kæmpe for andre kvinders ret til ikke at fremstå sexede eller til at blive anerkendt, selvom de har en fysik, der ikke anses som erotisk i andres øjne? Det er et åbent spørgsmål, jeg ikke kender svaret på. For når først man accepterer systemet og lækkerhedsskalaens præmisser, bidrager man vel også til at fastholde systemet? Omvendt, hvis man ikke anerkender kvinders ret til at bruge den erotiske kapital, risikerer man at ende i en konservatisme, der begrænser kvinders frihed og underminerer den lange kamp for seksuel og kønsmæssig ligestilling, der også førte til fri abort, p-pillens frigivelse og kvindens ret til at klæde og udtrykker sig, som hun ønsker.
 
Nogle kvinder var begejstrede for, at der med Hakims terminologi kom et frirum for den erotiske magt, og hvordan den kunne bruges til at komme frem i verden. Nogle feminister tog udtrykket og strategien til sig og så det som et skridt videre fra den feminisme, der anså brugen af kvinders seksualitet som en underordning og efterlevelse af mandens krav og patriarkatets diktater. Ikke at der er noget nyt i at tænke udseende og lækkerhed som del af en karrieremæssig eller kønspolitisk strategi. Marilyn Monroe brugte vel også sit udseende til at nå samfundets tinder og var bevidst om værdien af sin lækkerhed. Men det er i nyere tid blevet mere legitimt at være eksplicit om, at det er sådan det forholder sig, og at bruge krop og sexethed mere aktivt. Den såkaldte fjerdebølgefeminisme, som ekspliciterede kvinders erotiske magt, blev også en progressiv platform mod de tendenser i kulturen, der udskammer kvinder på grund af deres erotiske fremtoning og seksuelle adfærd. Herhjemme blev fjerdebølgefeminismen blandt andet kendt, da Louise Kjølsen, Nikita Klæstrup og Ekaterina Andersen i 2017 udgav bogen Ludermanifestet.
 
 
Fra højre: Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen og Ekaterina Krarup Andersen, forfatterne bag "Ludermanifestet". Foto: Ekaterina Andersen
 
 
Den handlede også om retten til at være lækker og sexet for sin egen skyld, mere end for at tækkes det mandlige blik. Dermed kunne kampen for den erotiske femininitet bruges politisk i opgøret med det allestedsnærværende luder-stigma, der gør, at kvinder, der er åbenlyst seksuelle eller bruger erotikken til egen fordel, kaldes billige eller tøjter og påføres en særlig skam. Mens mænd, der bruger deres krop og seksuelle fremtoning, ses som nogle fandens karle, der bærer tilnavnene charmetrolde, skærmtrolde eller charlatans som hædersmærker.
 
Problemet er, at hvis man som kvinde bruger sin erotiske kapital til at fremme karrieren, så risikerer man at underbygge logikken om, at kvinder udvælges på udseendet.
 
Problemet var og er, at det at være lækker for sin egen skyld har svære vilkår i en kultur, hvor lækkerhed bruges som en målestok for både ansættelser og andre veje frem i livet. Hvor magtfulde mænd rangerer, udvælger og gør kvinderne til genstande for deres umiddelbare lyst og begær, som TV 2-affæren er et stjerneeksempel på. Fordi mændene kan og får lov. Problemet er, at hvis man som kvinde bruger sin erotiske kapital til at fremme karrieren, så risikerer man at underbygge logikken om, at kvinder udvælges på udseendet.
 
Et af de mere bizarre eksempler på, at nogle magtfulde mænd styres af ideen om, hvorvidt en kvinde er "fuckable", kom måske ikke overraskende fra den tidligere italienske præsident Silvio Berlusconi, der i en telefonsamtale med en journalist udtalte, at den tyske kansler Angela Merkel var en “culona inscopabile”, i medierne oversat til en “unfuckable fatass”. Man kan hævde, at en magtmand som ham hører fortiden til, men det viser, at fuckability-barometret lever i bedste velgående, selv blandt magthavende i den absolutte verdenstop. Heldigvis blev Merkel ikke valgt på sin "fuckability", men på sine lederegenskaber og troværdighed.
 

Lækkerhedsskalaens uretfærdighed

 
Har du tænkt over, hvordan din vej i livet er formet af dit udseende, din krop og tiltrækning? Og at den fysiske overflade, du udgør, kan være med til at bestemme, hvem du bliver – eller ikke bliver kæreste med, hvilket job du kan få, og hvordan din karrierevej ser ud?
 
Det er dybt ubehagelige spørgsmål, som mange nok har mærket betydningen af i deres liv, men som ingen bryder sig om at tænke over alt for længe ad gangen. Bare det at skrive om det giver mig en klam følelse af tabubrud og uretfærdighed. Alle husker det sikkert fra skolegården, gymnasiet eller ungdomsfesterne. Hvor ofte gik snakken ikke på, hvem der var den flotteste fyr eller smukkeste pige i klassen, hvem man ville "knalde" eller have som kærester i ungdomsklubben, fordi de var "lækre"? Men lige så ofte var konsekvensen, at andre blev kaldt for grimme, klamme eller ulækre. Den fysiske krops ydre virkelighed og måden, vi rangerer hinanden derefter, er brutal og uretfærdig. Det gælder i ungdommen, men også i de voksnes verden.
 
Som den amerikanske antropolog og aktivist Gayle Rubin har beskrevet, er kvinder og seksuelle minoriteter i højere grad end heteromænd udsat for den bedømmelse, der udgør det, hun kaldte for køn-sex-systemet, hvor kroppene rangeres efter, hvorvidt de lever op til normerne og det mandlige begær. Hvem har et attraktiv udseende og ditto krop? Hvem har ret til at udleve deres seksualitet og med hvilke konsekvenser? Hvilke kroppe ses som grimme, uværdige og mærkelige, og hvilke ses som perfekte, normale, flotte eller nydelige?
 
Singlekvinden, de seksuelt løsslupne og queers er særligt udsatte, mente Rubin. Den gifte kvinde er derimod ofte uden for mistænkeliggørelse. Det er luder-madonna-spektret, der viser sit sande ansigt.
 
 
 
 
Den efterhånden famøse musikvideo, som blev lavet på TV 2 til intern brug i forbindelse med kanalens 25-års jubilæum har siden været gransket og kritiseret fra flere kanter. Men selvom de kvindelige studieværter danser sexet, og dermed "selv bidrager til den sexistiske kultur" , som nogle har hævdet, er det urimeligt patroniserende at kritisere de medvirkende kvinder i videoen som per definition underlagt en sexistisk kultur - eller at hævde, at de “selv var ude om det”, alene fordi de optræder sexede og udfordrende. Når vi ved, hvad vi ved i dag, er det derimod tragikomisk at se Jes Dorph sige "lækker røv" til slut i videoen og Morten svare "fed".
 
Det har vist sig, at videoen spejler den struktur, der eksisterede på TV 2. Men samtidigt skal vi huske, at der kun er et spørgsmål, der er vigtigt i den henseende: Gjorde kvinderne det, fordi de havde lyst og synes det var sjovt, eller fordi de blev sat i den rolle uden at ønske det og på chefernes præmisser og for det mandlige blik? Og hvorfor er det efterfølgende de kvindelige tv-værter, der på et tidspunkt har været singler eller har haft forhold til underordnede mænd på kanalen, der siden er blevet kritiseret af bl.a. Ekstra Bladets chefredaktør Henrik Qvortrup? Selv når der ingen krænkelser er fundet sted? Hvis kvinderne optrådte, fordi de havde lyst, er der ikke noget at komme efter. Hvis de gjorde det, fordi de følte, at de skulle, og fordi cheferne ønskede det, er det den systemiske sexisme, der er problemet.
 

Rangeringssystemet og retten til sex

 
Kan man frigøre sex fra undertrykkelsen og fra det sexistiske system? Og hvordan ville kvinders seksualitet se ud, hvis de var helt frie? Og hvem har overhovedet ret til sex og til at være sexet? Det spørgsmål stillede den feministiske professor i politisk teori fra University of Oxford Amia Srinivasan, da hun tidligere i år udgav bogen The Right to Sex.
 
 
 
 
Hun argumenterede for, at kvinders frie udlevelse af deres seksualitet efter #MeToo-bevægelsen er kommet til primært at handle om samtykke. Og selvom hun bakker op om bevægelsen, peger hun på, at der stadig er mange andre blokeringer for, at kvindens seksualitet kan blive fri, end spørgsmålet om samtykke. Det handler bl.a. om, hvilke kroppe der bliver set som tiltrækkende og dermed "fuckable". Kvinder med handicap, sorte kvinder og tykke kvinder marginaliseres og er mindre frie, både i deres udtryk og adgang til sex og deres adgang til magt.
 
Selvom nogle af de marginaliserede grupper prøver at fremme en større kropspositivisme, er de stadig langt fra det ideal, der giver andre mere attraktive kvinder en række fortrin og privilegier. Hun viser også, hvordan den ulighed hænger sammen med andre ulige strukturer i samfundet, bl.a. dæmoniseringen af sorte og farvede generelt i det amerikanske samfund, styret af den hvide majoritet, og hvor det hvide er skønhedsidealet. I et af kapitlerne skriver hun om samtaler med sine studerende, der giver udtryk for, at pornografien har fået for meget magt, som markør for, hvordan sex og sexede mennesker skal se ud.
 
Man kunne gå skridtet videre og diskutere, hvordan de, der i et Dyrbysk univers ses som "ukneppelige", kan få bedre adgang til de erotiske zoner i samfundet, hvor udseende ikke er altafgørende for adgang til sex eller frihed fra krænkelser, og hvor flere kroppe portrætteres som tiltrækkende eller respekterede.
 
Derfor, skriver hun, ligger der et potentiale i at skabe repræsentationer af sex med langt større rummelighed og diversitet både i porno, film og andre offentlige udtryk. Med tanke på TV 2-affæren og det generelle rangeringssystems uretfærdighed kunne man derfor foreslå en større diversitet blandt tv-værter. Men problemet er langt større, end det vi kender fra TV 2. Det handler også om de idealer, vores børn vokser op med, og de muligheder, man har uanset udseende og lækkerhed. Man kunne gå skridtet videre og diskutere, hvordan de, der i et Dyrbysk univers ses som "ukneppelige", kan få bedre adgang til de erotiske zoner i samfundet, hvor udseende ikke er altafgørende for adgang til sex eller frihed fra krænkelser, og hvor flere kroppe portrætteres som tiltrækkende eller respekterede.
 
Jeg har i min forskning beskrevet hierarkiet mellem mænd i Mozambique, hvor de unge og fattige mænd bruger deres veltrænede kroppe til at komme frem i verden og få status og sex, fordi de ikke har samme muligheder som de velstillede mænd med smukke koner og gode stillinger. Det samme gælder for lokale kvinder fra de fattige forstæder, der bruger deres udseende og erotiske udstråling til at tiltrække hvide mænd, der enten bliver deres sugar-daddies eller med tiden måske ægtemænd, som tager dem med til Europa. Da jeg spurgte en ung kvinde, der var flyttet til Milano med sin mand og nu levede som model, hvorfor hendes søster ikke også havde fundet sig en rig hvid mand, hun kunne giftes med, svarede hun, “My sister is too ugly for Europe”. Med andre ord, hvis ikke man er tiltrækkende nok, har man ingen chance for, at en privilegeret mand vil hjælpe en frem i livet eller gifte sig med en.
 
Uden sammenligning i øvrigt gælder det også for både kvinder og mænd i Danmark, der ikke har samme adgang til kulturel og økonomisk kapital som det velstillede københavnersegment, at dyrkningen af udseendet kan blive det primære redskab til succes, opmærksomhed og status. Og her kan både fitness, selvbruner, botox, plastikoperationer og hair extensions  være en del af værktøjskassen.
 
Når folk har travlt med at kritisere kvinder for at være for udseendesfikserede, skal man huske på, at det ikke er dem, der har skabt rangeringssystemet. Selv for værterne på TV 2 gælder det, at de nok har andre muligheder end at dyrke udseendet i samme grad, men at efterspørgslen og kravet om at være lækker som kvinde også sætter dem i et svært dilemma. Hvis de pludselig holder op med at gå op i, hvordan de ser ud og dropper makeuppen, har de formentligt ikke jobbet som tv-vært særligt længe. Hvis de omvendt går for meget op i at se godt ud på skærmen, kan de kritiseres for at løbe blåskjorternes ærinde.
 

Skal mænd også være fuckable?

 
Men gælder det samme ikke for mænd? Ingen tvivl om, at mænd også vurderes på udseende og fuckability, men det er alligevel, som både Hakim, Rubin og Srinivasan argumenterer for, utvivlsomt et vilkår, som kvinder i højere grad end mænd må leve med. På godt og på ondt. Og mest på ondt. Mænds udseende bliver ikke på samme måde gjort til genstand for rangering og et fuckability-barometer. Men man kan heller ikke sige, at mænds udseende ingen betydning har for deres vej i livet. Er man tyk, lav, mangler man begge ben, har man et deformt ansigt eller en anden hudfarve end majoriteten, kan det i sig selv sætte nogle begrænsninger. Alligevel er det, som om mænd har flere strenge at spille på. Det kaldes udstråling, karisma, charme eller gennembrudskraft, som jeg hørte en virksomhedskonsulent kalde det.
 
På en arbejdsplads handler det først og fremmest om, hvordan mandens fysiske fremtoning bruges aktivt, overbevisende eller dominerende. Den handlende og karismatiske mand(ekrop) ses ofte som dygtig og magtfuld, den passive og ydmyge anses ofte som svag og uværdig. Det gælder også for de tidligere tv-værter og mandlige chefer på TV 2 og i andre dele af samfundet, at det oftest er disse mænd, der ender med at indtage de øverste stillinger, og som sidder på magten. 
 
 
Jes Dorph-Petersen var kørt træt i sit job som vært på TV2. 
Mænd i mediebranchen har andre forudsætninger for at få succes. Hvor kvinder vurderes på fuckability, vurderes mænd mere på egenskaber som karisma og handlekraft. Foto: TV 2 
 
 
Hvis man som mand er både ydmyg og hverken høj eller flot, har man derimod svære betingelser. Ikke kun i arbejdslivet, men også når det gælder om at få en kæreste eller at finde en sexpartner. Som en ung mand i 20’erne fortalte mig for nyligt “jeg er for grim til Tinder”. Han forklarede, at han aldrig fik mulighed for at mødes med en kvinde, fordi online dating handlede om, hvem der er flottest og har de bedste scorereplikker. En ubærligt ærlig beskrivelse af hvor udseende-fikseret datingmarkedet er blevet - for begge køn. Det gælder nok i højere grad for kvinder, at de fravælges, fordi de vurderes som gamle, grimme, tykke eller u-erotiske. Men mænd, der ikke lever op til maskulinitetens strenge idealer, er også sat udenfor.
 

Hvad har vi lært af TV 2-affæren?

 
Vi har lært, at sexismen bygger på et rangeringssystem, der fysisk og kulturelt bestemmer, hvordan vi vurderer den kvindelige og mandlige krop som erotisk eller u-erotisk, og at systemet kan afgøre ens karriere. På en måde havde Dyrby ret. Og det gælder ikke kun for TV 2, men i samfundet generelt. Til gengæld havde Dyrby ikke ret i, at systemet kan bruges, som man lyster, blot man har magten på sin side. I en forestillet fremtid, hvor disse forskelle og rangeringssystemet er væk, er sagen en anden. Men vi lever stadig i et system, hvor manden har en fordelagtig position, og hvor kvinden ikke undslipper luder-madonna-komplekset, mens manden i mange tilfælde forbliver usynlig og urørlig.
 
Det handler om, at systemet stadig primært er til mændenes fordel og er bygget på mændenes præmisser. Og det handler om at være opmærksom på den underordnedes lyst og sårbarhed.
 
TV 2-affæren har også lært os, at sex med en praktikant overordnet ikke skaber gode betingelser for samtykke og ligeværdighed, uanset køn. Men vi har også lært at skulle det ske, er samtykke og en gensidig afstemning mellem parterne altafgørende. Det handler ikke om, at kvinder har lov til mere end mænd, når det gælder sex med under- eller overordnede. Det handler om, at systemet stadig primært er til mændenes fordel og er bygget på mændenes præmisser. Og det handler om at være opmærksom på den underordnedes lyst og sårbarhed.
 
Den erotiske kampzone er udvidet med de digitale og sociale medier, og det nedbryder skellet mellem os. Sex er ikke en ret, men et mulighedsrum, hvor man skal være særligt opmærksom på ligestillingen i den erotiske situation. Og overveje, hvordan rangeringssystemet nedbrydes. Man skal hverken have samme alder, indkomst, etnicitet eller stillingsbetegnelse for at kunne have sex. Men man skal manøvrere mere forsigtigt, når magtforskelle indgår i ligningen.
 
Det ser heldigvis ud til, at der blæser nye vinde blandt de yngre generationer, der virker mere opmærksomme på hinandens grænser, behov og er mere kritiske over for de gamle systemer. For en gang skyld er det dem, vi andre, der tilhører de ældre generationer, skal lære af. Det bliver dem, der skal definere de nye normer, for flirter, samtykkesignaler og ligeværdig sex.
 

Opgør med lækkerhedskulten

 
Hvordan gør vi op med lækkerhedskulten? Er udseende en målestok, man kan se bort fra? Kan man forestille sig en verden, hvor det ingen betydning har? Det tvivler jeg på. Men man kan bekæmpe samfundstendensen til at måle, rangordne, udvælge og konkurrere på baggrund af det ydre. Både når det gælder kvinder og mænd.
 
På arbejdspladsen kan man sikre sig, at ansættelser bygger på faglighed, kompetencer og værdisæt, og så kan man aktivt arbejde for størst mulig udseendemæssig diversitet blandt medarbejderne. Både dem, der træder frem på skærmen, og dem, der ikke gør. Dermed gør man ikke kun sine medarbejdere en tjeneste og skaber lige muligheder for alle, der ønsker en karriere. Man viser også de fremtidige generationer, at det samfund, vi ønsker, er et, hvor hverken lækkerhed – eller køn, race, etnicitet, alder, seksualitet, handicap eller kropsbygning – skal afgøre ens karrieremuligheder. Den sande revolution sker først den dag, en arbejdsplads bliver bevidst om lækkerhedskultens uretfærdighed og tør ansætte og fremme personer, der bryder med normerne for det smukke, pæne og fine. Eller i det mindste ikke skal leve op til urimelige standarder for at være skærmegnet.
 
Skønhed er ikke objektivt, siges det. Måske ikke, og dog viser sociologiske studier, at enigheden om, hvem, der er smukke og grimme, er relativt stor i et samfund, hvis man for eksempel udvælger en vilkårlig gruppe, der skal vurdere et individs skønhed og tiltrækning. Idealer for skønhed og lækkerhed kan variere fra kultur til kultur og fra en historisk periode til en anden, men der er ofte en vis enighed om, hvem der er – og ikke er – smukke og sexede.
 
Lad os i stedet søge en måde at gøre op med lækkerhedskulten og det sexistiske rangeringssystem og være opmærksomme på, hvordan forholdet mellem køn, magt og sex kan håndteres på en mere ligestillet facon.
 
Vores fysiske udformning, også kaldet fænotyper, er primært baseret på en biologi og arvemasse, som er overleveret gennem generationer og præget af både arv og miljø. Hvordan vi ender med at se ud, er relativt tilfældigt, og de genetiske koder for skønhed er heldigvis ikke blevet genstand for laboratorieforsøg, og eugenikken har vi heldigvis lagt bag os.
 
Vores udseende og fysiologi kan og skal ikke ændres fundamentalt hen imod det perfekte og smukke, selvom nogle prøver med plastikkirurgi, fitness og botox – eller tøjvalg og en god frisør. Lad os i stedet søge en måde at gøre op med lækkerhedskulten og det sexistiske rangeringssystem og være opmærksomme på, hvordan forholdet mellem køn, magt og sex kan håndteres på en mere ligestillet facon.

Relaterede artikler

#MeToo: Som mediechef lover jeg ... - Læs chefredaktør på Mandag Morgen, Tanja Nyrup Madsens 10 bud til sig selv som mediechef, som hun skrev i et manifest ti...
TV 2's Daft Punk-deroute - En intern TV 2-jubilæumsvideo fra 2013 er dukket op til overfladen. I dag fremstår videoen som et spejl på det seneste å...
Alt det vi deler - TV 2-brandets deroute: Historien om, hvordan man tager livet af sit corporate brand og inspiration til at genopbyggge de...
Trans-inklusion eller transfobi - Den moderne feminisme udvisker kvinden. Nej, den traditionelle feminisme glemmer transkvinderne og de non-binære. Hvad e...
Tessas diss track til piggy-piggy Blachman - Hvordan svarer man en +30 år ældre Onkel Klam tilbage? Hvis man er rapper, laver man et diss track. Det er præcis, hvad ...

Giv din stemme

29 stemmer
2,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

59 JOB

Kommunikationsmedarbejder

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.