Metroen er en parisisk natklub

Cityringen er Metroen på en ny måde. Hvor Metroen 1.0 var præget af kølig – og grå – overskuelighed i arketypisk “Danish Design” har version 2.0 fået nye farver og materialer. Cityringen er også et meget større og mere indgribende projekt. Den første metro var et stort fremskridt og gjorde det nemmere at komme til lufthavnen og en masse andre, ret nybyggede steder, men i bund og grund var den “kun” et opgraderet S-tog. En bro og et bindeled mellem lufthavnen og byen.Ikke mindre, intet mere.

Anderledes er det med Cityringen. 17 helt nye stationer centralt i byen – i de gamle kvarterer – skaber nye sammenhænge på kendte steder og griber ind i selve den måde, København er København på. Derfor er det, Cityringen siger, også noget andet og nyt.

Overordnet fortæller Cityringen om overskud. Hele projektet er stensikkert, behersket og overlegent formgivet. Som gæst føler man sig vel modtaget og ført gennem hele turen fra stationsnedgang til rulletrappe til perron og op igen. De enkelte stationer markerer sig i gadebilledet med de flotte elevatortårne, der står som store urværk og peger på den nye underjordiske verden, men stationerne har desuden fået hver deres identitet på en diskret og subtil måde, der underlægger sig det overordnede design og derfor måske leverer sine pointer en smule for forsigtigt. Men lad os se på de mest typiske af stationerne:

Kongens Nytorv. Foto: Reginaldo Sales / Metroselskabet.

Kongens Nytorv & Trianglen - Prada-butik eller Moulin Rouge

Kongens Nytorv Station er først og fremmest et hit af to grunde: For det første er den nye trappe ved Hviids Vinstue meget mere indbydende og meget mindre stejl end den gamle. Det er godt for feststemte turister og knapt så sporty rejsende generelt. Og for det andet på grund af det store brede cirkelslag, der forbinder den gamle og den nye station. Første gang man står i det roterende rum, forestiller man sig på ingen måde, at man er i København.

Størrelsen og det opulente sving er decideret udanske elementer, men er med til at understøtte den generelle historie om, at NU sker her noget – vi er ikke mere de samme. Selve stationen er grå, fordi den indgår i de nye stationers snedige, men måske lidt for diskrete symbolik – og grå station betyder, at her kan du skifte til det gamle metrosystem – fordi dét er gråt!!

Du føler natklub stemningen ikke? Trianglen. Foto: Reginaldo Sales / Metroselskabet.

De nye stationer har fået lange lysende LED-bånd monteret under rulletrapperne. Meningen er, at man vil undgå de lidt mørke rum, der kommer under en rulletrappe. Desværre er resultatet også, at alt lyset maskerer de rene og klare rum og skaber en mere hårdtpumpet Tivoli-stemning. Man føler, man er på en parisisk natklub i 90erne, i en Prada-butik eller ved Moulin Rouge.

Den ro, man følte i den gamle metro, er ikke til stede i lige så høj grad i den nye Cityring. Det kan der være mange gode grunde til, men personligt kan jeg bedre lide en belysning, hvor der er både lys og skygge, end et rum, der er lyst så kraftigt op, at alle skygger forsvinder.

Gammel Strand. Foto: Reginaldo Sales / Metroselskabet.

Gammel Strand - vandfornemmelse og bølger

Stationen ved Højbro Plads er den mest spektakulære af alle de nye stationer. Fordi det er næsten umuligt at bygge noget i de fredede omgivelser, er den gravet dybt, dybt ned og ligger på tværs under kanalen. Den store effekt er den utroligt lange rulletrappe, der fører passagererne ned i dybet. Belysningen er samtidig blå for at understrege vandtemaet.

Når man kommer ned til selve perronen, ser man også, at lofterne, der normalt har ovenlys, men her er under kanalen, i stedet har et bølget mønster i ståltrekanter – igen for at understrege vandfornemmelsen. Selve stationens vægpaneler er i en hvid keramisk flise, der er skåret af i et skråt mønster – måske som en henvisning til skibsstævne. Det er smukt, men symbolikken er nok en kende for subtil.

Rådhuspladsen. Foto: Ditte Valente / Metroselskabet.

Rådhuspladsen - København for alle pengene

Det går straks bedre nede på Rådhuspladsen, hvor stationen er klædt i matsort glas. Referencen til natten og de mange lys på pladsen, der vil spejle sig i glasset, er umiddelbart forståelig. Samtidig er det en fornøjelse at ankomme til Rådhuspladsen Station: Trappen er placeret, så man kigger direkte på rådhustårnet, når man går op ad trappen til overfladen. Så er man i København!

København H. Foto: Reginaldo Sales / Metroselskabet.

Hovedbanegården - klædt i DSB-rødt

På Hovedbanegården er stationen klædt i DSB-rødt for at markere, at her kan man skifte til S-tog (og fjerntog). Denne klare og indarbejdede farvesymbolik er stationernes stærkeste kommunikationskort. Smukt udført og umiddelbart forståeligt. De røde stationer er, udover Hovedbanegården, Østerport og Nørrebro. Forbindelsen mellem metrostationen og selve hovedbanen er ikke færdig endnu, så det er for tidligt at sige noget om, hvordan den fungerer.

Derimod kan man konstatere, at den lille plads, der er opstået på Stampesgade, hvor stationen ligger, er en meget fin tilføjelse til byen. Det har været hårdt for gadens beboere i de ni år, det har taget, men de må være glade nu – ligesom de lokale asiatiske supermarkeder nu må få øget deres kundeunderlag ganske betragteligt.

Enghave Plads. Foto: Ditte Valente / Metroselskabet.

Enghave Plads - en plads på en plads

Stationen på Enghave Plads er beklædt med en smuk, håndstrøgen Petersen-teglflise som en hilsen til de mange klassiske ejendomme i røde mursten, der ligger omkring Enghave Plads. Materialevirkningen er overvældende stoflig, og teglens varme glød er en meget behagelig kontrast til al den metro-coolness, projektet har så rigeligt af. Lignende teglklædte stationer finder man i Aksel Møllers Have og på Nuuks Plads.

Metropladsen på Enghave Plads er blevet præcis dét: en plads på en plads; og det virker en smule underligt. Det havde været smukkere, hvis man havde turdet afvige fra det generelle koncept lige her, og så bare fulgt det design, kommunen har etableret i sin renovering af selve pladsen.

Frederiksberg Allé. Foto: Ditte Valente / Metroselskabet.

Frederiksberg Allé - hidsigt på en lidt u-frederiksbergsk måde

Frederiksberg er ikke København, og derfor skal stationerne her naturligvis være anderledes. For eksempel har kommunen betalt lidt ekstra for at få rulletrappe til gaden på sine tre stationer. Frederiksberg Allé Station er meget grøn. Som en hilsen til Alléens træer er den beklædt med aflange keramiske fliser i tre grønne nuancer.

Pænt, men også lidt hidsigt på en lidt u-frederiksbergsk måde. På samme måde er det med opgangen til gadeplan, hvor man kører lige op i den åbne stueetage til et nyt “Madkulturens Hus”. Man kigger op i et trekantmønstret spejlloft, der naturligvis refererer til metrostationernes “origamiloft”, men som mest af alt ligner noget sci-fi fra tresserne eller et billigt diskotek.

Selve madkulturhuset er dog meget vellykket – i hvert fald i facaden. En legesyg teglbearbejdning af skalmuren gør bygningen moderne samtidig med, at den tilpasser sig sine naboer – både Alléens tegl og Platanvejs kedelige elementbyggeri.

På de to øvrige Frederiksberg-stationer har kommunen også ofret en elegant ståloverdækning at trappeskakten, så kommunens beboere (og gæster forstås) kan komme tørskoede hele vejen op på gadeplan. Overdækningen er som en stor stålplante på en enkel spinkel stilk, der må have kostet mange beregningstimer hos ingeniørerne fra Arup, der har været designere på hele Cityring-projektet.

Marmorkirken. Foto: Reginaldo Sales / Metroselskabet.

Marmorkirken - stationen respekterer kirken

Stationen ved Marmorkirken er naturligt nok beklædt med marmor og virker som en luksusstation. Den adskiller sig desuden ved, at perronerne ligger oven på hinanden – et greb, der var nødvendigt for at beskytte Meldahls fine kirke. Stationen er elegant som Frederiksstaden, den ligger i, og især skal designerne roses for at respektere kirkens og hele planens symmetri ved at placere nedgange og elevatortårne symmetrisk i forhold til kirken.

Cityringen

Sådan er de nye stationer i det hele taget: Klassiske i al deres danske design-agtighed, men med tilføjet farvespræl, der gør dem mere nutidige og også hjælper passagererne med at finde vej og kende de enkelte stationer fra hinanden.

Der er en ro i Metroen, som ikke minder om undergrundsbaner i andre byer, og den fornemme finish virker betryggende på enhver – også selvom man måske ikke er bevidst opmærksom på begreber som materialitet, rytme og stoflighed. Elevatortårnene som skiltning på gadeplan er en stærk – og meget underspillet – idé, der også fortæller en historie om overskud og ro.

Eneste anke fra designpolitiet er selve Metroens røde M-logo. Her er der på ingen måde tale om formgivning. Det ligner en grafik, enhver kunne lave i “Word” på under et minut. Der har ikke været nogen bearbejdning af M’ets indre rum, ingen bearbejdning af overgangen mellem bogstav og klods og i det hele taget ikke meget design.

Læg hertil, at de valgte “omvendt-L”-skiltegalger har det med altid at se lidt skæve ud, og man har et stykke bydesign, der på ingen måde lever op til den visuelle fest, der udfolder sig under jorden.