Positive Søren, Mink-Mette og Alfahan-Jakob
Gårsdagens debat mellem de tre statsministerkandidater gav os et interessant første indblik i de retoriske profiler, vi snart kommer til at se igen og igen. Heidi Jønch-Clausen, ph.d. og husretoriker i EY, deler her sin retoriske vurdering af de tre debattører.
af Heidi Jønch-Clausen
Se debatten her. Kilde: DR.
Mette Frederiksen: overlegenhed på godt og ondt
Som sædvanlig demonstrerer statsministeren en stærk retorisk grundform. ”Skrigeskinken”, som hun selvironisk refererede, at hun var blevet kaldt, da hun overtog formandsposten efter Helle Thorning, eller ”den evige elevrådsformand”, som hun tidligt i sin karriere også blev kaldt, har udviklet sig til en meget dygtig og selvsikker retoriker med godt kropssprog, kontrolleret mimik og gode, hurtige svar – også i pressede situationer, hvor hun er under angreb. Egne angrebsevner viste hun, da hun kaldte Søren Pape Poulsens forslag om drastisk at skære i de offentlige udgifter for ”det største eksperiment i vores levetid” og opponenternes refleksioner for ”floskler”.
God gestik skal være 80 % under brysthøjde på fjernsyn for ikke at fremstå for hektisk. Jeg tror med fordel, Mette kunne sænke sin gestik for et mere roligt udtryk. Kilde: DR.
Gestik og ordvalg
Mette Frederiksen bruger sine hænder meget, når hun taler. Som regel er det kun fordelagtigt at illustrere sine pointer kropsligt og dermed få budskabet ind både auditivt og visuelt. Men nogle gange bliver statsministerens ivrige brug af hænderne næsten for meget af det gode. Jeg læste engang (i en artikel, jeg til min store ærgrelse aldrig formåede at genfinde), at god gestik skal være 80 % under brysthøjde på fjernsyn for ikke at fremstå for hektisk. Jeg tror med fordel, Mette kunne sænke sin gestik for et mere roligt udtryk.
Derudover kan hendes sprog til tider forekomme lidt tungt og djøf’sk. En sætning som ”Økonomien udhuler vores købekraft” er ikke bredt appellerende, men snarere elitær – nogle ville sige overlegen. Og netop dette ord, overlegen, er et ord, der generelt passer godt på statsministeren som retoriker. Ifølge Den Danske Ordbog har ”overlegen” både en positiv og en negativ betydning. Ordet kan således betyde, at man simpelthen bare ER bedre end andre (f.eks. ”hæren var overlegen i styrke”), men dækker også over den negative betydning, at ”man som uberettiget og på en irriterende måde regner sig selv for bedre eller mere værd end andre”.
Mette Frederiksen har en strategi, der handler om at sætte det lange lys på og fokusere på sin bekymring for verdens store problemer, det store billede og de usikre tider med krig og klimakrise. Temaer, der er en statskvinde som Mette Frederiksen værdig.
Womansplaining
Den mere negative betydning af ordet overlegen kan siges at udspille sig, når statsministeren talte om klima, hvor hun blev meget womansplainende belærende – nogle vil sige nedladende – over for sine to opponenter. Formuleringer som ”Vi KAN godt!” og ”Vi har ikke råd til at gamble med den grønne omstilling” efterlader et indtryk af, at der ikke har været noget, der ligner en fælles klimakamp på tværs af partierne, men at statsministeren stadig ser det som sin opgave at forklare sine politiske kolleger om klimaudfordringen. Udtalelsen provokerede tydeligvis begge opponenter, der på udsagnet om ”at vi ikke har råd til at gamble” hvislede ”Det skal jeg da hilse og sige, at jeg godt ved”. Søren Pape Poulsens reaktion var at minde statsministeren om, at langt de fleste klimaaftaler var blevet udarbejdet og vedtaget i fællesskab over midten.
Mette Frederiksen bruger ofte formuleringer som ”Sådan noget synes jeg er vigtigt” og ”jeg synes ikke, vi kan være det her bekendt”, hvor hun med tydelig indignation tager hænderne til hjertet. Med dette greb tager hun udgangspunkt i sine egne følelser og giver derved udsagnet et stærkt, personligt præg. Afhængigt af øjnene, der ser, kan formuleringer som disse tolkes enten som værdistærke udsagn fra en passioneret politiker eller som en gloriepudsende, ekskluderende retorisk manøvre. Om det er det ene eller det andet, er det under alle omstændigheder tydeligt, at Mette Frederiksen har en strategi, der handler om at sætte det lange lys på og fokusere på sin bekymring for verdens store problemer, det store billede og de usikre tider med krig og klimakrise. Temaer, der er en statskvinde som Mette Frederiksen værdig.
Jakob Ellemann har et åbenlyst sprogligt overskud med sans for at skarpvinkle sine holdninger til vellydende soundbites. Kilde DR.
Jakob Ellemann: ekspressiv mansplainer
”Det lyder som en statsminister, der vil være statsminister for enhver pris!”, ”Vi er uenige, om vi vil have en velfærdsstat eller et velfærdssamfund”, ”For mig er det ikke en spareøvelse. Det er en kvalitetsøvelse.”, ”Tvivlen som nådegave”, ”Køge eller Kuala Lumpur”. Jakob Ellemann har et åbenlyst sprogligt overskud med sans for at skarpvinkle sine holdninger til vellydende soundbites. Hans sproglige bevidsthed udmønter sig også i en overbevisende rytme, som når han bruger stilfiguren anafor ved at sige:
”Dårligere for klimaet, dårligere for dyrene og dårligere for miljøet”. Jakob Ellemann forstår også at tale til følelserne, f.eks. med udsagnet om, at ”elregningen skal bankes i bund – fordi vi står over for en kold tid, en mørk tid”. Et andet stærkt greb fra hans side er den måde, han bruge sig selv og sine egne oplevelser som argument, når han f.eks. om det konservative tema om at skære i de offentlige bruger sine egne oplevelser som far nede i børnehaven: ”Når jeg står nede i børnehaven og skal hente min fireårige oplever jeg det – så kan jeg da ikke bare pege på ham der eller hende der, der ikke skal være der!”.
Jakob Ellemann er en af dem, der har forstået den store effekt i at variere sin stemmeføring ved indimellem at tale langsomt. Da han om Mette Frederiksen og minksagen højt og langsomt med vægt på hver stavelse sagde: ” Målet. Helliger. Ikke. Midlet!”, viser han sans for stor pathos.
Alfahannen Ellemann
Også Jakob Ellemanns kropssprog, mimik og stemmeføring er på et retorisk højt niveau. Han har en meget tydelig, nærmest overekspressiv mimik, både når han lytter og taler. Ingen kan se så skeptisk ud som Jakob Ellemann, når han rynker panden – og det gør han ofte. Andre hyppigt brugte mikroudtryk er små opgivende ryst på hovedet eller et sarkastisk smil, når noget i hans ører lyder absurd.
Jakob Ellemann har et åbenlyst sprogligt overskud med sans for at skarpvinkle sine holdninger til vellydende soundbites. Jakob Ellemann er en af dem, der har forstået den store effekt i at variere sin stemmeføring ved indimellem at tale langsomt. Da han om Mette Frederiksen og minksagen højt og langsomt med vægt på hver stavelse sagde: ” Målet. Helliger. Ikke. Midlet!”, viser han sans for stor pathos. Men også, hvordan han har en tendens til at blive overpædagogisk, dramatisk belærende – eller bare mansplainende. Som om Jakob vil forklare os noget, som han klart ved bedst. At han samtidig manspreader bag talerpulten, bidrager til indtrykket af en alfahan – et interessant modstykke til alfahunnen Mette Frederiksen.
I lyset af denne dominerende udstråling kan hans nærmest grænseløse opbakning til Søren Pape Poulsen forekomme signalstridigt. Formuleringer som ”Jeg er 100 % enig med Søren”, ”Som Søren siger” eller ”Der må jeg give Søren ret i …” efterlader et tydeligt indtryk af en kandidat, der (endnu) ikke vil gå i rette med sin blå modstander. I retorikken siger man, at når en retorisk strategi bliver for tydelig, så mister den sin effekt. Det er tilfældet her. Jakob Ellemanns samarbejdsstrategi gør så tydeligt opmærksom på sig selv, at det bliver overdrevet og dermed uelegant.
Søren Pape Poulsen: angrebslysten folkelighed
Søren Pape Poulsen havde en broche på med det danske flag, som understreger strategien om at vinkle mange af sine argumenter ud fra kærligheden og forståelsen til Danmark og danskerne. En strategi, der også afspejles i hans sprog. Som Mette Frederiksen også har for vane, er han en af de politikere, der taler om ”danskerne”. Med hans brug af ordet bruger han lidt af Støjbergs strategi med at opstille et modsætningsforhold mellem politikerne og danskerne. Vi skal vide, at han ved, hvad der rører sig derude i det rigtige Danmark – f.eks. smeden med leddegigt eller de mange børn og unge, han har mødt i psykiatrien. Strategien udmønter sig i en interessant hyppig brug af ordet ”ærlig” – f.eks. når han siger ”Vi skal være meget ærlige – den ærlighed skal vi give befolkningen – vi politikere kan ikke redde inflationen.”
Hurtigsnakker med lyttesmil
”Hvad sagde han? Hvorfor taler han så hurtigt?”, spurgte min 12-årige søn om en af Søren Pape Poulsens forklaringer. Jeg kunne kun tilslutte mig observationen – Søren Pape Poulsen har ikke Jakob Ellemanns sans for (over)overbevisende stemmeføring, men taler til tider problematisk hurtigt. Jeg tror og håber for ham, at han får styr på det inden de næste debatter, da det høje tempo påvirker hans gennemslagskraft. I lyttepositionen har Søren Pape ikke Jakobs Ellemanns ekspressive mimik, men viste os sin velkendte, folkelige og tilsyneladende venlige facon med hovedet let på skrå og det amerikanerne kalder et ”tight smile”. Et lidt fastfrosset lyttesmil uden tænder, hvilket et par gange fremstod lidt umotiveret – et muligt nervøsitetstegn. Et andet tegn på mulig nervøsitet var hans hænder, der nogle gange havde svært ved at finde hvile.
Ud over at identificere sig med danskerne og gå efter Mette Frederiksen gav Søren Pape Poulsen en smagsprøve på en strategi, der handler om at være positiv. Kilde: DR.
Søren og Mette duellerer
At der brænder en ild og vilje til hård kamp bag det venlige ydre, var meget tydeligt i går. Mette Frederiksen og Søren Pape Poulsen var dem, der gik mest efter hinanden – og statsministerens tidlige, meget friske regnestykke om, at Søren Pape Poulsen med sin vision om at skære i det offentlige ville fyre 40.000 offentligt ansatte, tændte ilden i ham. Han vinklede klogt sit modangreb ved at afkræve statsministeren et her og nu-svar på hendes løsning om at tilføre en milliard til de ansatte på sundhedsområdet. “HVEM skal have de penge?”, spurgte han, igen og igen: ”HVEM?” Angrebsviljen betød også, at han konsekvent var den, der bragte såkaldt Christiansborg-fnidder på banen – noget som vært Kim Bildsøe straks bed på! – f.eks. ved at minde statsministeren om, at de resultater, hun tog æren for, faktisk var et resultat af en fælles indsats: ”Du siger, at vi er sorte og brune – men har vi ikke lavet det her sammen?”, ”Kører der ikke en TV-kampagne, hvor I siger, at 9 ud af 10 forslag er vedtaget over midten?” Det var også Søren Pape der, umiddelbart noget umotiveret, bragte minkskandalen på banen:
”Det er helt VILDT! Det er og bliver en skandale at fjerne et erhverv fra Jordens overflade”, sagde han blandt andet. Udtalelsen demonstrerer hans sproglige stil, som, modsat Mette Frederiksens, er meget jævn og direkte. Denne sproglige stil kom også til udtryk i verber som at ”pøse penge ud”, ”kradse penge ind” og ”at holde på hat og briller og tegnebog”. Måske kammede det over, da han kaldte Mette Frederiksens regnestykker for hokuspokus. Et noget utraditionelt, ekstremt uformelt ordvalg for en statsministerkandidat.
”Det er helt VILDT! Det er og bliver en skandale at fjerne et erhverv fra Jordens overflade”, sagde han blandt andet. Udtalelsen demonstrerer hans sproglige stil, som, modsat Mette Frederiksens, er meget jævn og direkte. Denne sproglige stil kom også til udtryk i verber som at ”pøse penge ud”, ”kradse penge ind” og ”at holde på hat og briller og tegnebog”. Måske kammede det over, da han kaldte Mette Frederiksens regnestykker for hokuspokus. Et noget utraditionelt, ekstremt uformelt ordvalg for en statsministerkandidat.
Ud over at identificere sig med danskerne og gå efter Mette Frederiksen gav Søren Pape Poulsen en smagsprøve på en strategi, der handler om at være positiv. Det så vi f.eks. under klimadebatten: I stedet for vanlig problematiserende snak om de enorme problemer insisterede han på at tale om den grønne omstilling som ”et eventyr!”. ”Erhvervslivet drøner derudad og producerer ting, man bruger i hele verden!”, sagde han også med et stort smil. Vi kan godt lide gode nyheder, så måske er denne strategi om at rose erhvervslivet og tale positivt, hvor de fleste taler negativt, en klog vej at gå.
