Produktionsstop i dansk film og tv
Lige nu befinder den danske film- og tv-branche sig i en af de vigtigste rettighedskampe i nyere tid på grund af det såkaldte ”produktionsstop”. Det er af branchefolk blevet beskrevet som dybt bekymrende og en meget svær situation af befinde sig i. Stoppet skyldes, at streamingtjenesterne ikke ønsker at producere nyt indhold under den toårige rettighedsaftale, som blev indgået ved indgangen til 2022.
PRODUKTIONSSTOP – ”OG HVAD SÅ?”
Der er produktionsstop i Danmark. Jeg oplever til tider, at mange danskere misforstår, hvad det egentlig handler om. Mange tror, at produktionsstoppet skyldes Medieaftalen, som blev præsenteret d. 21. maj 2022 af kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). Medieaftalen for 2022-25 indfører bl.a., at streamingtjenesterne skal betale et kulturbidrag på 6 %, hvis de producerer film og tv-fiktion i Danmark. Det er ikke Medieaftalen, som er årsagen til produktionsstoppet. Dog har Medieaftalen uden tvivl heller ikke bidraget positivt hertil. Derudover oplever jeg, at nogle danskere endda gør grin med produktionsstoppet og/eller bagatelliserer dets konsekvenser. Det kom eksempelvis til udtryk i en række kommentarer på forskellige Facebookopslag. Kommentarerne lød bl.a.: ”Godt hvis det betyder der kommer færre skodserier”, ”Det var så det vi fik ud af den glimrende aftale regeringen skruede sammen” og ”Og hvad så”.
Uanset om man kan lide danske film og serier eller ej, er produktionsstoppet alvorligt. Men hvad omhandler det, og hvilke konsekvenser kan det få? Det er spørgsmål, som jeg besvarer i denne artikel ved at tilbyde en introduktion til produktionsstoppet i den danske film- og tv-branche, og hvordan det eksemplificerer, at den danske film- og tv-branche står over for en ny medievirkelighed med nye konditioner. Jeg vil slå fast, at jeg ikke tilbyder en løsning på produktionsstoppet. Derudover vil jeg også gøre det klart allerede nu, at artiklen ikke tilbyder indblik i et helt konkret casestudie.
Udfordringerne, som dansk film og tv står over for med (globale) streamingtjenester, er blevet belyst tidligere her på Kommunikationsforum af professor emeritus Ib Bondebjerg. Bondebjerg problematiserer både den nye Medieaftale og betragtningen af streamingtjenester som ”fremmede magter, der bare har at tilpasse sig ’den danske model’” (Bondebjerg, 2022). Hvor Bondebjerg skitserer rammerne for samt udfordringer og muligheder ved den kulturelle globalisering af dansk film og tv, vil jeg kun fremhæve rettighedsaftalen.
RETTIGHEDSAFTALEN
Siden 2000’erne har danskerne i overvejende grad tilsluttet sig streaming frem for det mere traditionelle lineære flow-tv . Streamings indtog på det danske marked indledte en markant internationalisering af dansk film og tv-fiktion, som dermed kunne nå ud til et større internationalt publikum. Streaming har desuden faciliteret transnationale samarbejder, hvilket også har medvirket til dansk film og tv’s succes i 2000’erne. Dette eksemplificerer bl.a. den nye sæson af Borgen – Riget, Magten og Æren (2022), som er produceret af den danske public service-broadcaster DR i samarbejde med streamingtjenesten Netflix. Ifølge ph.d.-studerende Anders Grønlund og lektor Eva Novrup Redvall havde Borgens brug af Nuuk som location ikke været mulig uden et finansielt samarbejde med Netflix.
Streaming har dog også en bagside. Streamingtjenesterne anvender en ”buyout-model”. Det vil sige, at man som fx manuskriptforfatter overdrager alle sine rettigheder mod et engangsbeløb, der dækker over enhver fremtidig brug af vedkommendes værk. Dette har gjort det nemmere for streamingtjenesterne at budgettere rettighedsudgifter. Dette står i kontrast til ”den danske rettighedsmodel” med løbende betaling. Fundamentet for den danske model er, at kunstneren modtager penge, når værket bruges. Jeg har visualiseret de to modeller nedenfor.
Den nye rettighedsaftale blev vedtaget i januar 2022 og er udviklet af foreningen Create Denmark (en nonprofit, medlemsejet erhvervsdrivende forening stiftet af fagforeninger for danske film- og tv-skabere) og Producentforeningen (brancheorganisation for producenter af film, tv og computerspil). Aftalen tager hensyn til, hvor meget en film eller tv-serie bliver set via målinger af seertal og abonnementsstigninger. Dette er i tråd med den danske rettighedsmodel og skal sikre kunstnernes indkomstgrundlag. I forlængelse heraf skal den nye rettighedsaftale også tage hensyn til producenterne, bl.a. ved at sikre, at producenterne får indsigt i de data, som streamingtjenesterne har på de film og serier, de viser.
EN NY MEDIEVIRKELIGHED
Rettighedsaftalen har således resulteret i et produktionsstop med potentielt store konsekvenser for branchen. I et konstruktivt, sobert opslag på Facebook skriver CEO hos Meta Film og SAM Productions, Meta Louise Foldager Sørensen, følgende:
På brancheplan er der mig bekendt ca. 45-50 produktioner, der er ramt. Altså projekter der var i udvikling/på vej i produktion og som er stoppet/aflyst/udskudt. Hvis disse 50 serier/film har et gennemsnitsbudget på 60 millioner… så er det produktionsbudgetter for 3 milliarder, der pt er i fryseboksen.
Når der ikke bliver produceret indhold i Danmark, risikerer produktionsselskaber at gå konkurs, produktioner kan blive flyttet til udlandet, pengene ligeså, og filmarbejdere kan risikere ikke kan kunne finde jobs. I værste fald kan en stor del af branchen stå arbejdsløse eller flytte udenlands, hvor produktionsmulighederne er. I 2019 beskæftigede den danske film-, tv- og reklamebranche 14.437 mennesker, hvilket svarer til et årsværk på 6.947.
Den danske film- og tv-branche står over for en ny medievirkelighed, hvor streaming har skabt nye konditioner og forhold for udvikling og produktion, rettigheder, distribution og modtagelse. Produktionsstoppet kan ses som et resultat af dette, imens den danske film- og tv-branche er ved at finde ud af, hvordan den kan gebærde sig i denne virkelighed og samtidig fastholde sin identitet og sit stærke brand. Hertil vil jeg tilslutte mig Bondebjergs kritik af forestillingen om, at streamingtjenesterne ”bare” skal tilpasse sig den danske model. Bondebjerg og mange andre medieforskere har demonstreret, at streamingtjenesterne kan have stor betydning, bl.a. ved at medvirke til, at danske film og serier når et større, internationalt publikum. Den danske film- og tv-branche må nok indstille sig på, at en ny medievirkelighed er opstået, hvor branchen må finde den plads, som fungerer for den. Med dette mener jeg ikke, at streamingtjenesterne kan gøre, hvad de vil. Streamingtjenesterne må også lære, at medievirkelighedens transnationalisme også betyder produktionskonditioner, som kan være anderledes fra land til land.
Der florerer mange rygter om produktionsstoppet, fx at forhandlingerne med Viaplay er brudt sammen, eller at det ikke er muligt at komme i dialog med Netflix. Der arbejdes hårdt på at finde en løsning. Den 30. juni 2022 udsendte Create Denmark en pressemeddelelse, hvori der stod, at den nye rettighedsaftale ikke bliver fastholdt, og at nye rammeaftaler med hver enkelt streamingtjeneste er under forhandling. Forhåbentlig kommer der snart en løsning. Ellers må danskerne indstille sig på, at der om nogle år opstår en mangel på danske film og tv-serier.
