Zelensky har mange titler og talenter
Krigshelt, præsident og komiker

Før i tiden var ukrainerne vant til at se Zelensky i sketches, film og underholdningsprogrammer. Nu toner han frem på skærmen af mere alvorlige grunde. Foto: Getty Images

Zelensky flyder ind og ud af sine mange roller, hvilket er forbløffende effektivt til at fange vores opmærksomhed.

Denne artikel blev først bragt på Videnskab.dk.

 

Fra komiker og skuespiller til politiker og præsident – og nu krigshelt i den vestlige verden. Volodymyr Zelensky er en mand med mange titler og talenter. 

 

Ét af disse talenter er uden tvivl retorisk: Hans evne til at tage ordet og gribe nuet, særligt via de sociale medier, har vist sig afgørende i både valgkamp og krigstid. 

 

I denne artikel ser jeg nærmere på, hvordan en TV-serie blev startskuddet til Zelenskys politiske karriere, og hvad der set med retoriske briller har haft en betydning for hans valgsucces. Som vi skal se, findes der flere fællestræk mellem Zelenskys kampagne og den islandske komiker Jón Gnarrs ditto, da han opstillede og vandt borgmesterposten i Reykjavík i 2010.

 

Tvivl og forvirring har blandt andet vist sig at være effektfulde virkemidler. Og ligesom Zelensky formåede at overraske under valgkampen, har han også formået at overraske under krigen - denne gang hele verden. 

 

Zelensky som ’Folkets tjener’

Zelensky har sin uddannelsesbaggrund i jura, men allerede i studietiden vendte han snuden mod scenen. Han slog bredt igennem i comedy-gruppen Kvartal 95, og en førsteplads i Ukraines ’Vild med dans’ i 2006 kan vist siges at have cementeret hans kendisstatus. I 2019 stillede han op til præsidentvalget i Ukraine med sit parti ’Folkets tjener’ (Sluga Naroda). 

 

Partiet havde samme navn som en populær komedieserie i Ukraine, som Zelensky også står bag, og hvor han spiller en historielærer, der på usædvanlig vis bliver valgt til præsident. 

 

I serien holder Zelenskys karakter en oprevet monolog imod korruption, der optages og bliver til en voldsomt populær video og dermed gymnasielærerens adgangsbillet til det magtfulde job. 

 

TV-serien blev første gang vist på ukrainsk TV i 2015, og den tredje sæson havde premiere blot tre dage før præsidentvalgets første runde i marts 2019. Hvilket må siges at være god timing.  For TV-serien gjorde det svært at skelne mellem Zelenskys rolle på TV og Zelensky i virkeligheden. Den betød samtidig, at hans valgkampagne reelt var startet, længe før præsidentvalget begyndte.

 

En fiktionaliseret præsident

Da Zelensky stiller op til præsidentvalg, samtidig med at han spiller præsident i en TV-serie, bliver både hans valgkampagne og TV-serie ’fiktionstvetydig’.Virkeligheden låner fra fiktionen, og fiktionen bliver i en vis forstand virkelig.Et mere hjemligt eksempel fra bogen Fiktionalitet fra 2013 kan hjælpe os med at forstå, hvordan fiktionalisering af virkeligheden virker:

TV-serien Klovn med komikerne Casper Christensen og Frank Hvam som hovedpersoner kan netop forstås som et fiktionstvetydigt værk, hvor komikerne på en måde spiller sig selv i serien – som Frank og Casper – men alligevel er de jo ikke personerne i serien.

 

De kulørte mediers fremstilling af eksempelvis Casper Christensen som fest- og dameglad i virkeligheden bliver forstørret i serien, hvor han er konstant utro og ofte opfører sig usympatisk.Dette indtryk af ham i serien påvirker omvendt vores indtryk af ham i virkeligheden, da seriens virkelighedsnærhed bevidst gør det sværere for os at skelne mellem rollen og personen. På lignende vis slørede Zelensky bevidst grænserne mellem fiktion og fakta.

 

Igennem tre sæsoner havde séerne i Ukraine fulgt historielærerens spæde skridt udi den politiske verden og første møde med kompleks, ny lovgivning.En almindelig mand uden politisk erfaring eller gængse forudsætninger, men med et forbilledligt mål om at kæmpe mod korruption og forandre tingene til det bedre.

 

Ind på virkelighedens politiske scene træder så Zelensky, en almindelig mand og politisk outsider, ligesom sin TV-rolle, med et politisk parti, der deler navn med hans TV-serie, og med et erklæret mål om at bekæmpe korruption. Hvem er hvem - og er de den samme?

 

Fiktionalisering kan ændre modtagerens syn på virkeligheden

Fiktionalisering som retorisk strategi kan tjene flere formål. Når man bevidst slører fakta og fiktion, tvinger man modtageren til at tænke sig om en ekstra gang:

Hvad er det egentlig, jeg ser? Fører Zelensky valgkamp for alvor, eller er det blot et mediestunt? Er han den, jeg kender fra TV, og vil han føre samme politik?

 

Dermed skaber Zelensky »en intenderet tvetydighed, der placerer os som modtagere i en tøvende position, hvor vi konstant forhandler mellem det, vi ser – og den viden, vi har tilegnet os fra forskellige medieplatforme,« som forfatterne til Fiktionalitet udtrykker det. Strategien kan dermed anvendes til at skabe og fastholde publikums opmærksomhed, hvilket selvsagt er en central del af at føre valgkamp.

 

TV-serien gav derudover Zelensky mulighed for at ytre sig politisk, før han opstillede som politiker - Fiktionaliseringen tillod ham at føre valgkamp, før selve valget blev udskrevet, og før nogen anede, at han ville stille op. Hans politiske mærkesager, såsom bekæmpelse af korruption og afskaffelse af immunitet for parlamentsmedlemmer i hans valgprogram, havde han således allerede berørt i TV-serien.

 

Samtidig var serien tænkt som »et eventyr«, som en af skaberne af serien formulerer det, »der er baseret på en fremtidig virkelighed, for vores folk vil hellere tro på eventyr end på vores politikere.« Groft sagt vil de fleste mennesker hellere underholdes af en god historie, hvor den almindelige helt overvinder de magtfuldkomne. Hvor oprigtig tale vinder over falsk veltalenhed. Helten i eventyret er naturligvis Zelensky, og det er ikke svært at forstå, at han også fik denne rolle i virkeligheden.

 

‘Keep them guessing’ – hold tvivlen i kog

Zelenskys fiktionaliseringsstrategi har visse ligheder med den islandske komiker Jón Gnarrs valgkampstrategi, da han stillede op til borgmester i Reykjavík i 2010 – og vandt. Gnarr opstillede med sit eget parti kaldet Det Bedste Parti (Besti flokkurinn), og ligesom Zelensky havde Gnarr ingen tidligere politisk erfaring.

 

Faktisk blev idéen til Det Bedste Parti også til som en idé til en komedieserie, altså lig udgangspunktet for Zelenskys ’Folkets Tjener’. I Gnarrs tilfælde foregik tingene dog i omvendt rækkefølge: Han har siden 2016 spillet borgmester i komedieserien ’Borgarstjórinn’, efter han i virkeligheden var borgmester fra 2010 til 2014, hvor han valgte ikke at genopstille. 

 

I min ph.d.-afhandling fra 2018 undersøgte jeg to komikeres humoristiske og succesfulde valgkampagner, herunder Gnarrs. Centralt for hans kampagnestrategi var mantraet ’keep them guessing’, der løst kan oversættes til at holde tvivlen i kog. Strategien gik ud på at skabe usikkerhed og forvirring og dermed fastholde publikum – medier, modstandere og vælgere – i en tilstand af tvivl, og dermed fastholde deres opmærksomhed.

 

Gnarr kunne derfor finde på at udvandre fra interviews med medier, nægte helt at svare på spørgsmål, afsløre pinlige ting om sig selv og i det hele taget lægge vægt på, hvor lidt han vidste om politik. Det ene øjeblik fremstod han overpositiv, nærmest enfoldig, idet han lovede »alt godt til de trængende.«

 

Det næste øjeblik erklærede han, at han stillede op, fordi han længe havde ønsket sig magt, en god løn og en position, hvorfra han kunne hjælpe sine venner. Og at han i øvrigt ikke havde tænkt sig at holde noget som helst, af hvad han lovede.

 

En protest mod det etablerede

I enkle vendinger kan en del af komikernes valgsucces tilskrives, at deres valgkampagner var et frisk pust af uforudsigelighed og tankevækkende forvirring i en træt genre.

 

Vælgerne kender efterhånden rumlen til døde: De polerede portrætter på valgplakaterne, mudderkastning i lange debatter, de omsiggribende løfter, som ingen snart tror på længere.

 

Det var ikke for ingenting, at den danske komiker Jacob Haugaard fik over 23.000 stemmer ved valget i 1994 og dermed en plads i Folketinget i skikkelse af sit politiske alter ego, der var »velklædt og fuld af tomme løfter,« som han udtrykte det i sin selvbiografi. 

 

Komikeres, og i det hele taget berømtheders, indtog i politik, kan i hvert fald i én forstand tages som udtryk for vælgernes frustration med det etablerede og med traditionelle politikere. Komikernes utraditionelle tilgang til valgkampagnen kan i sig selv have virket appellerende: Zelensky holdt for eksempel ikke valgmøder, men underholdt i stedet til gratis arrangementer med stand up comedy, hvor han revsede de øvrige kandidater (se for eksempel hér på The Guardian).

 

Gnarr kunne finde på at annoncere valgarrangementer til medierne, som aldrig fandt sted, og lovede som nævnt ikke at holde nogen af sine løfter. På den måde bryder de med genren, vender den på hovedet og signalerer til publikum, at ’vi er ligesom jer’, og ’sådan her behøver det ikke være’.

 

Publikum genkender parodien og finder fornøjelse i, at komikerne deler og måske endda letter deres frustrationer. Publikum har derved lettere ved at identificere sig med komikerne og tilskriver dem derfor en høj ethos, det vil sige en høj grad af troværdighed, der omsættes til stemmer. Sat lidt på spidsen. Selvom komikerne ikke har den politiske erfaring, man normalt efterspørger, bliver de alligevel attraktive kandidater.

 

»I don’t need a ride, I need ammunition«

Vender vi afslutningsvist tilbage til Zelensky, hvis fiktionaliserede valgkampagne var udgangspunktet for denne artikel, kan vi konstatere, at ligesom Zelensky formåede at overraske under valgkampen, har han også formået at overraske under krigen.

 

Med sit rolleskift, sin tilstedeværelse og sine slagkraftige budskaber har han bevæget og engageret den vestlige verden i en krig som sjældent set før. Med videoer fra Kiyvs gader kort efter Rusland indledte sin invasion inviterede han verden med helt ind på kamppladsen med det stærke budskab for en leder af en nation i krig: »Vi er her«.

 

Det var gåsehudsfremkaldende. Hans skift af tøj fra jakkesæt til militærfarver markerede hans skift fra politiker til borger i krig. Også hans ikoniske svar til amerikanerne, da de ville evakuere ham fra Kiyv: »I don’t need a ride, I need ammunition,« (»Jeg behøver ikke et lift, jeg behøver ammunition,«), understregede denne rolle. Som flere også bemærkede, var det en replik som taget ud af en action film – og så er vi tilbage ved fiktionen igen.

 

Fastholder os ved at underholde

Ved at indtage en rolle vi genkender fra film - helten, der kæmper mod overmagten, underdog mod overdog - vækker Zelensky genkendelse og sympati. I den vestlige verden, forstås. Han gør dermed krigen mere forståelig og relevant for os og til noget, vi kan overkomme at beskæftige os med.

 

Man kan endda sige, at han underholder os for at fastholde vores opmærksomhed på krigen. Det har han ligeledes gjort gennem sine utallige taler til vestlige nationer med appel om støtte i form af våben og sanktioner. Fælles for alle talerne var desuden, at de indeholdt en reference til en særlig historisk begivenhed eller et kendetegn for det enkelte land med betydning for landets selvforståelse.

 

En glimrende måde at skabe medinddragelse og identifikation med Ukraines situation: Hjælp os i kampen for at bestå og bevare vores selvstændighed. Zelensky synes derfor om nogen at være sig retorisk bevidst om sin rolle og sit publikum. Hvilket har vist sig at være afgørende for ham – både som komiker, politiker og som leder af et land i krig.

 

Du kan læse flere artikler fra Videnskab.dk her.

Relaterede artikler

Paddington vs. Putin - Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er med sin retorik og fremtoning hurtigt blevet et populært billede på landets ...
Ørsted, Gazprom & Woke Capitalism - Virksomheder får jævnligt tryktestet deres værdier. Det er den nye normal, og CEOs skal være frontfigurer for moralsk re...
Z for fred eller fascisme? - Z for fred eller Z for imperialistisk blodbad? I Rusland er Z symbolet på en retfærdig “særlig militær operation” mod et...
Bidens lussing til Putin - ”Ich bin ein Berliner!”, “Mr. Gorbachev, tear down this wall!” og nu “For God’s sake, this man cannot remain in power!” ...
Den første SoMe-krig: Hvad har vi lært? - Går det virkelig så dårligt for Rusland på informationsfronten? Og hvad kan vi lære af Ukraines ageren på den digitale k...
Warcore for the win - I 90’erne kom cargobukser og militærstøvler på banen som artefakter, der illustrerede, at ”du var hot”. I dag anvender g...
Vogue-Washing af krigen? - Da Vogue spurgte om et interview og en fotoserie, gjorde den ukrainske første dame det eneste rigtige ved at sige ja. Uk...

Giv din stemme

8 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

66 JOB

Kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.