Yahya Hassan – et litterært hangarskib
Et litterært hangarskib, undskyld, ET LITTERÆRT HANGARSKIB, ET POETISK MASKINGEVÆR eller EN JAGET GED? Yahya Hassan var det hele – og og mere til. En messende, rasende, helt usandsynlig digterprins, en rablende ghettodreng og en dødsikker provo, der kæmpede lige indædt mod udstødelse og omklamring – og desværre også mod sig selv.
af Holger Dahl
Han dukkede op på scenen som en eksplosion. Som en type, vi aldrig havde set før: Jo der havde været vrede digtere i massevis, messende digtere i bunkevis, VERSALER havde vi endda prøvet før, både i Broby-Johansens BLOD og i Strunges SKRIGERNE.
Men en vred, poetisk, velformuleret andengenerationsindvandrer – det var nyt. Og reaktionen fra det samlede danske parnas var da også en blanding af jubel og forundring. Som hvis UFO var landet i Gellerup, eller et nyt fænomen havde vist sig på himlen for første gang.
Og det var da også i højderne, at metoforisterne hentede inspirationen. Hassan var en stjerne, en lysende komet, en supernova – og der, i himlen, kan vi nu fortsætte: brændt ud eller af, styrtet, slukket, død – eller faret til himmels.
Som man kunne se på den vilde Facebookvæg, var Hassan også en stor humorist og en naturlig ironiker (Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix).
Selv havde Yahya Hassan det mere end svært med etiketterne og omklamringerne. Han startede med lydigt at tage jakkesæt og digterspireattitude på.
Men lynhurtigt strammede silken, og Hassan fandt tilbage i et kaotisk og konfliktfyldt liv i Aarhus V, i sit gamle hood, hvor han kendte koderne og trods alt kunne eksistere i den evige krigstilstand, der bedre spejlede hans opvækst og indre landskab end et nyt, polstret liv med champagne og strittende lillefingre.
Sin nye inkarnation som mediedarling, kulturkritiker, gangster og fandenivoldsk konfliktmissil publicerede han manisk på sin Facebookvæg, der lynhurtigt blev et bizart og uomgængeligt multimediemix, man kunne læse både som vild autofiktion og som et alt for tydeligt vidnesbyrd om, at der var alt, alt for meget blus på den unge komet.
Hans sproglige sikkerhed var fra starten helt usædvanlig
Fra starten var der i Hassans blanding af genert sårbarhed og diskant, insisterende rytmisk messen en karakter af noget destruktivt. Det var en stemme, man aldrig havde hørt før, men samtidig en stemme, der rummede så megen smerte, desperation og uro, at man øjeblikkeligt fornemmede, at den ikke var på nogen almindelig kurs.
En forudbestemt ulykke med andre ord. Og et sørgeligt spild af talent. Set fra sidelinjen håbede man, at Yahya Hassan ville finde ud af sit liv – bogstaveligt talt. At han ville komme væk fra attituderne og raseriet og ind i den digtning, han var født til at skabe.
Hans sproglige sikkerhed var fra starten helt usædvanlig, og selvom det var lyrikken, han startede med, ventede i hvert fald jeg på, at han en dag ville skrive den ultimative nydanske roman; den bog, der for alvor ville samle de mange modsatrettede stemmer og kulturer, vi rummer her i landet.
Som man kunne se på den vilde Facebookvæg, var Hassan også en stor humorist og en naturlig ironiker, der konstant formåede at manipulere venner og fjender med sine opdateringer. Som en anden berømt, polariserende hurtigsnakker kunne han helt naturligt “svæve som en sommerfugl og stikke som en bi”.
.jpg)
Hassan kom i stigende grad i konflikt med både politiet og hjemmebanens bander og endte både i spjældet og på den lukkede afdeling. (Polfoto/ Joachim Ladefoged)
Men desværre fik omverdenens vægt og forventninger ram på Yahya Hassan. Selv den vilde FB-væg blev mere og mere usammenhængende og åbenlyst uligevægtig i løbet af kort tid. Han kom i stigende grad i konflikt med både politiet og hjemmebanens bander og endte både i spjældet og på den lukkede afdeling.
Herfra skrev han sin anden digtsamling, der udkom for et kort halvt år siden. Stadig fokuseret og stadig med mere vildskab og kraft end det meste, der bliver udgivet, men samtidig med en klar understrøm af en desperation, der kom et andet sted fra. Det sted kender vi nu.
