Er forfattere de bedste taleskrivere?
Hold da op, hvor S-regeringen satser på klimaambitioner – og på taleskrivere. Et stort antal stillinger er blevet slået op for at formidle ministeriernes grønne ambitioner, og medierne har skrevet om kammerateri i ansættelsen af flere presse- og kommunikationschefer. Hvis man holder øje med opslåede taleskriverstillinger – og det gør jeg – er det sædvanlige niveau en enkelt eller to om året. Men siden folketingsvalget er der opslået tæt på 10. Det er uhørt, uanset om der er valg eller ej.
Den eneste grund til at holde en tale er at forandre verden. Det skulle John F. Kennedy have sagt. Spørgsmålet er imidlertid, om ambitioner om forandring hænger uløseligt sammen med taler, taleskrivning og taleskrivere. Er der ikke i lige så høj grad behov for taleassistance til forsvar for status quo?
Et hav af taleskrivere
Det er ikke urimeligt at spørge, om den store mængde taleskriverstillinger, der slås op og besættes i den danske regering, i virkeligheden er udslag af kløften mellem ambitionerne i den tidligere regering og den nuværende, eller er der andet på spil?
At skrive de ord, der kommer ud af en politikers mund, ligger snublende tæt på den folkelige definition af en spindoktor som i ’Javel, Hr Minister’
Det er i hvert fald et faktum, at den nye S-regering har slået sig stort op på klimaambitioner og ansætter masser af taleskrivere i ministerierne til at italesætte den grønne omstilling.
Siden valget er der slået stillinger op hos Dan Jørgensen i Ministeriet for Klima, Energi og Forsyning og hos Lea Wermelin i Miljøministeriet som de to grønneste ministerier. Men også Nicolai Wammen i Finansministeriet og Jeppe Kofod og Rasmus Prehn i Udenrigsministeriet har søgt om taleskriveassistance med baggrund i deres grønne ambitioner.
Så måske har de grønne ambitioner åbnet døren for vigtigheden af taler.
Idealisme som motiv for spin
Hvem ansætter man så til at skrive taler, når de grønne ambitioner er i top?
Ministeriet for Klima, Energi og Forsyning står centralt i regeringens grønne ambitioner. Her vakte det røre i pressen, da ministeriet besatte stillingen med Kaspar Colling Nielsen, en mand, der er mere anerkendt som fiktionsforfatter end taleskriver – selvom han har udfyldt denne funktion i bl.a. TUBA.
Han nåede i Deadline, i Informations Moderne Tider og som topnyhed på politiken.dk for bare at nævne et par stykker. Ikke just den traditionelle omtale, når et ministerie ansætter en embedsmand med taleskriveropgaver, skulle jeg hilse at sige. Og heller ikke den traditionelle selviscenesættelse for en taleskriver i det hele taget.
Miljøministeriet er et andet centralt ministerium i den grønne omstilling. Her besatte man stillingen med Peder Frederik Jensen, der også er anerkendt fiktionsforfatter; også han hævder at have skrevet taler før. Selv forklarede han jobskiftet sådan: ”Hvis jeg kan gøre en forskel i forhold til at kommunikere det budskab og den politik, der skal til, så vil jeg gerne det”.
Det er med andre ord en idealistisk motivation for at søge ind som neutral embedsmand i statsadministrationen. Ikke nævneværdig forskellig fra Kaspar Collings.
Og det er ikke første gang.
Noget er i gære. Ligesom så mange andre professioner må vi forvente, at taleskrivere i højere grad skal tage stilling, have retning og purpose i det de skriver.
Høje ambitioner har også tidligere åbnet døren for stillinger som taleskriver, der så er gået til forfattere. I 2008 som optakt til COP15 slog Ministeriet for Klima og Energi en taleskriverstilling op under Connie Hedegaard. De ønskede en ’klimaets nye Ted Sorensen’ og valget faldt på Kristian Ditlev Jensen.
Og det kom også dengang vidt omkring i medierne. Her bl.a. Information og bredt ud gennem Ritzau.
Det gik dog ikke godt og endte et års tid senere – lige før COP15 – med et farvel og en fortrolighedserklæring.
Med kort tid til COP'en blev stillingen besat internt af Kristian Ruby, der senere fulgte Connie Hedegaard til EU, hvor de vandt en kommunikationspris for kampagnen A world you like. Kristian Ruby sidder nu i Bruxelles som generalsekretær i Eurelectric – talerør for den europæiske elektricitetsindustri.
Dengang i 2008-2009 var Morten Bæk ministersekretæren med ansvar for ansættelsen af Kristian Ditlev Jensen i Ministeriet for Klima, Energi og Forsyning, og i dag er han departementschef samme sted. Dengang forklarede Morten ansættelsen med disse ord til DJØF-bladet:
“Når vi har valgt at ansætte en taleskriver, så er det, fordi vi lige nu opererer på et højpolitisk område med mange ministertaler. Det er samtidig vigtigt for os at sikre høj sproglig kvalitet i talerne. Og det vurderer vi, at vi kan opnå ved at ansætte en taleskriver”.
“Det er vigtigt, at ministerens budskaber bliver hørt og forstået rigtigt af modtagerne. Det har man en bedre mulighed for at sikre, når der er en sproglig ekspert inde over talen hver gang. Taleskriveren kan hjælpe ministeren med at udlægge de ofte tekniske budskaber på en letforståelig måde – og evaluere og samle op på, hvordan talen blev modtaget. På den måde får ministeren det bedst tænkelige fundament, så hun kan bruge kræfterne på at sætte sit personlige præg på talerne.”
Argumentationen lyder altså, at ’et højpolitisk område’ kræver mange ministertaler, og en taleskriver kan ’sikre høj sproglig kvalitet’. Derfor ansætter de ’en sproglig ekspert’ – og det blev så en forfatter.
Forfattertaleskrivere
Det er samme Morten Bæk, der nu som departementschef har ansat Kaspar Colling Nielsen som taleskriver.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Kaspar er kompetent til det. Ansættelsesprocessen er lang og omhyggelig – og med hans profil er alt sikkert blevet diskuteret godt igennem. Det er jo ikke et problem som sådan, at en politisk taleskriver er prisvindende litterær forfatter.
Mange af de retoriske virkemidler i taleskrivning går på tværs af fakta og fiktion, fx storytelling, så der er han helt sikkert velbevandret. Og vi må antage, at når man vinder priser, så er man dygtig. Så langt så godt.
Der er naturligvis også forskelle på at skrive tekster, der kan pauses og genlæses alene, og skrive taler, der typisk leveres én enkelt gang uden stop til et større publikum som del af en social begivenhed. Det er ikke det samme at skrive til øjet som til øret. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan begge dele.
Det er heller ikke unormalt, at taleskrivere ud over taler også kan skrive bøger. Katja Dahlberg, tidligere taleskriver i Klima-, Energi og Forsyningsministeriet, skrev en kogebog om brug af ukrudt. Anita Furu, taleskriver i Statsministeriet, har skrevet en bog i spændfeltet mellem fiktion og slægtsbiografi. Lars Hvidberg, talekoordinator i Kulturministeriet, har skrevet en bog om Ahmed Akkaris vej fra islamist til humanist. De fleste af os taleskrivere drømmer nok om at skrive noget, der lever længere end publikums klapsalver, og her er en bog et oplagt valg. Som sagt er de retoriske virkemidler jo de samme, om end kanalen er forskellig.
I USA er det mere normalt at hente forskere og forfattere ind for at skrive politiske taler. Det er folk, der allerede før deres ansættelse er forfattere, og som forventer efter deres ansættelse af blive det igen, når magten skifter – gerne med en bog om deres oplevelse. Titlen på denne artikel er en omskrivning af Peggy Noonans memoirer fra tiden som taleskriver for Ronald Reagan i Det Hvide Hus.
Det hænger sandsynligvis sammen med, at taleskrivere er politisk udpegede, men også med, at man i USA bruger historien i langt højere grad, og at politiske taler, fx præsidenttaler, er en etableret genre.
Men EU kan også. Da Herman Van Rompuy blev formand for det Europæiske Råd, ansatte han en taleskriver.
Det blev Luuk van Middelaar, der er historiker og filosof med flere bøger på bibliografien – også før ansættelsen. Han er nok mest kendt for The passage to Europe fra 2009. Sammen skrev de talen, hvor Herman Van Rompuy modtog Nobels Fredspris på vegne af den Europæiske Union sammen med José Manuel Barroso, daværende præsident for Europa-Kommissionen. Det er en tale, der i høj grad trækker på stor historisk viden om EU og retoriske virkemidler som fx storytelling. Men tilbage til Danmark.
Stabile indtægter, grøn idealisme eller en ny rolle
Hvad betyder denne ansættelse af anerkendte forfattere i prominente politiske taleskriverstillinger? Er der overhovedet noget at tale om, når taleskrivere altid har skrevet bøget ved siden af, og forfattere ofte har skrevet taler engang imellem?
”Det er interessant, at to forfattere på kort tid er blevet ansat i faste job som taleskriver. Det afspejler, at der er kamp om pengene i kulturverdenen”, udtaler Peder Frederik Jensen. Men handler det bare om, at der mangler penge i kulturverdenen, så forfattere – selv anerkendte – bliver nødt til at finde faste, trygge jobs i centraladministrationen? Ro om indkomsten er en del af det, siger han samme sted.
Eller handler det om idealisme og regeringens grønne ambitioner? Peder Frederik Jensen fremhæver i samme artikel, at den væsentligste grund til, at han søgte stillingen, er klimapolitikken – og ambitionerne.
Det samme gør Kaspar Colling Nielsen. Og i sin tid til en vis grad også Kristian Ditlev Jensen.
Verden er træt af konsulenter og rådgivere, der vil hjælpe hvilke som helst kunder med at være de bedste, de kan være. Det gælder også taleskrivere og kommunikationsfolk.
Så forfatterne vil have klimaambitioner og fast indtægt i ministerierne, men hvorfor vil ministerierne have forfatterne? Hvorfor er ’en sproglig ekspert’ til at skrive ministertaler tilsyneladende en anerkendt forfatter og ikke en professionel politisk taleskriver? Og kan denne præference ikke få utilsigtede konsekvenser?
En politisk taleskriver ansat i et ministerium er ansat som politisk neutral embedsmand. Embedsmandsdyderne gælder i særlig grad her, da en del talere har svært ved ikke selv at skrive deres taler og derfor kan være fintfølende, når det kommer til æren for deres ord.
Det er sådan set forståeligt; det flugter fint med formålet med at skrive taler. Det er også en del af grunden til taleskrivernes credo: Stjæl ikke rampelyset – men hold dig i skyggen, for det handler om taleren og budskabet! Det handler ikke om dig.
Ansættelsen – og i særlig grad iscenesættelsen – af de tre forfattere som taleskrivere virker til at gøre op med dette credo. Man må håbe, at det er overlagt. Ellers er departementschefer traditionelt ikke langsomme til at slå ned.
Hvis det derimod er hensigten, så står vi over for en væsentlig omdefinering af taleskriverfunktionen fra en traditionel ghostwriter, gemt væk bag pulten og podiet, og hen imod en taleskriver som ambassadør, der kan tale ministerens sag i spalterne og talkshows – ja, selv fra podiet på konferencer. Det er en funktion, som taleskrivere traditionelt ikke har haft – ikke engang i USA. Og samtidig bevæger vi os væk fra embedsmandsdyderne om partipolitisk neutralitet og loyalitet mod den til enhver tid siddende minister og dennes retning.
Udfordringer ved forfattere som taleskrivere
Spørgsmålet er måske i sidste ende, hvorfor man søger ind som embedsmand og taleskriver i et ministerium.
Er det, fordi man motiveres af en bestemt politik og et særligt ambitionsniveau? Så bliver det svært at agere loyalt og politisk neutralt, når magten skifter. Det bliver så et opgør med den neutrale upartiske embedsmandsrolle. Det på trods af, at embedsmænd jo sagtens kan være idealister. Mange tiltrækkes jo netop af at kunne gøre en forskel på et område, de brænder for.
Er det, fordi man gerne vil samle materiale og viden til en bog, man vil skrive, når man kommer ud af ministeriet igen? Så går det direkte imod embedsmandsrollen og kommer til at ligne noget meget illoyalt udstilleri, som der jævnligt advares imod i statsadministrationen. Det er vel, hvad man kan kalde USA-tilstande, hvor enhver afgående regering bør frygte tabloide tell-all-bøger med historier ’indefra’.
Er det, fordi ministerierne mener, at forfattere er bedre til at skrive politiske taler end politiske taleskrivere? Måske, fordi de ønsker at gøre rollen mere ambassadøragtig. Så er det et seriøst problem for en profession, som traditionelt har klappet sig selv på skuldrene for sin evne til ikke at blive set.
I så fald er det måske på tide med en revision, der lader taleskriverne tage mere af æren og stå mindre i skyggen. Det vil ikke kun være nemt, og det vil blive taget imod meget forskelligt. Selv har jeg skrevet taler til politiske ledere, der senere pure har nægtet at have en taleskriver. Det har altid skullet underspilles lidt.
Mette Frederiksen modtog i efteråret prisen for ´Årets tale’ fra Danske Taler for sin undskyldstale til Godhavn-drengene. Her takkede hun sine taleskrivere. Dette kunne være del af denne tendens. Dog har i hvert fald én af Statsministeriets to taleskrivere skrevet for både Løkke, Thorning og Fogh, så det peger nok mod mere åbenhed, men ikke mod en mere partisk taleskriverambassadør.
En taleskriver som partisk ambassadør vil let blive første skridt på vejen mod en egentlig politisk udpegning på samme måde som en særlig rådgiver. Det er i forvejen en stereotyp, som mange taleskrivere kæmper mod.
At skrive de ord, der kommer ud af en politikers mund, ligger snublende tæt på den folkelige definition af en spindoktor som i Javel, Hr .Minister. Og det kan være svært at komme igennem med argumenter om, at ministre har for travlt med politik – som de er valgt til – til at skulle bruge tid på at skrive taler – som de ikke har evnerne til.
Man kan godt være neutral embedsmand, der skriver taler til forskellige partipolitiske ministre. Det er svært, men de bedste kan gøre det og gøre det godt. At være en troværdig ambassadør for først den ene regering og så den anden – dét er noget helt andet.
Er grøn omstilling stadig politiseret?
Og der ligger hunden måske begravet. For er den store mængde af taleskriverstillinger, tendensen til at ansætte forfattere og den markante iscenesættelse af disse forfattertaleskrivere måske tegn på en politisering af embedsværket? Ikke fordi de er forfattere, men fordi de motiveres af omskiftelige ambitioner og retning, ikke af arbejdet som sådan.
Med mindre ambitionerne i retning af konsekvent klimahandling ikke længere er blokpolitisk bestemt. Når Morten Bæk som departementschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet omorganiserer hele ministeriets struktur til at være ’purpose-driven’, mener han tilsyneladende, at det er uden for blokpolitiske interesser. Og så kan taleskrivere og embedsmænd vel også være det?
Jeg tror, vi er vidne til en ny æra for klima, grønne taler og grønne taleskrivere.
Noget er i gære. Ligesom så mange andre professioner må vi forvente, at taleskrivere i højere grad skal tage stilling, have retning og purpose i det, de skriver. Verden er træt af konsulenter og rådgivere, der vil hjælpe hvilke som helst kunder med at være de bedste, de kan være. Det gælder også taleskrivere og kommunikationsfolk.
Og i den forbindelse skal taleskrivere blive bedre til at stå på scenen selv og fortælle, hvad de brænder for. Det giver værdifuld erfaring, når man skal skrive taler for andre – og det viser andre, hvad man står for. Det kan vi nok alle blive bedre til. Jeg tror, vi er vidne til en ny æra for klima, grønne taler og grønne taleskrivere.
Tak for POV for lån af denne artikel. Rune Kier Nielsen er freelance-taleskriver med speciale i den grønne omstilling. Han har tidligere været ansat som taleskriver i Ministeriet for Klima, Energi og Bygning under Martin Lidegaard (R) og Rasmus Helveg (R), samt i Miljøministeriet under Kirsten Brosbøl (S) og Eva Kjer Hansen (V). Desuden har han skrevet taler for skiftende borgmestre i Københavns Kommune og freelance for aktivister, akademikere og CEOs. Du kan følge Rune på LinkedIn.
Foto: Gyldendals presseservice.
