Populisme er politisk retorik

“Ni har inte forstått någonting”. Jimmie Åkessons ord til det svenske etablissement i en valgvideo fra november 2017 er hårde, kontante og virkningsfulde. Og mens populismen i alle ideologiske afskygninger spreder sig, diskuteres og kritiseres, sidder jeg tilbage med spørgsmålet: Har teorien om populisme heller ikke forstået noget som helst?
Foto: Mihajlo Maricic / EyeEm
Foto: Mihajlo Maricic / EyeEm
Det spørgsmål er hurtigt besvaret: Selvfølgelig har den det. Men ligesom Åkesson optegner antagonismer mellem det socialliberale etablissement og sin egen jordnære sensus communis, optegner toneangivende teoretikere som Jan Werner Müller (2016) lignende fordømmende skel mellem, hvad der er rigtig politik, og hvad der er “populisme”. I dette speciale tager jeg afstand fra den tankegang og beskæftiger mig i stedet med at skabe en definition af populisme, der kombinerer politologisk og retorisk teori. Det gør jeg med udgangspunkt i tre arbejdsspørgsmål, der er styrende for både min teoridiskussion og retoriske kritik:
 
1. Hvordan kan retorikken bidrage til forståelsen af populisme?
2. Hvordan spiller retorisk og politologisk teori sammen i en definition af populisme?
3. Hvordan er den eksisterende teori om populisme mangelfuld?
 
I den politiske teori om populisme har teoretikere som Laclau (2005) og Canovan (1982) diskuteret problematikken i at skabe en samlet teori om populismen, da eksisterende teorier enten er for vage eller ikke kan rumme mere end få bevægelser inden for populismen. Men de beskriver også, hvordan retorikken typisk er det fælles fikspunkt for de populistiske bevægelser.
 
Hvordan kan retorikken så hjælpe med at definere populismen? Det er mit fokus i dette speciale at opkvalificere de retoriske aspekter af teorien om populisme med udgangspunkt i særligt definitioner af populisme fremsat af politolog Ernesto Laclau (2005), politolog Benjamin Moffitt (2016) og retoriker David Zarefsky (2017).
 
Fælles for de politologiske teoretikere, jeg beskæftiger mig med, er en anerkendelse af retorikkens centrale rolle i teorien om populisme - men også deres manglende fokus på retorisk teori. Det er altså mit fokus at definere populismen som en politisk retorik med elementer af politisk logik og politisk stil med udgangspunkt i begreber, vi allerede kender fra retorikken. Jeg argumenterer også for, at populismen i sig selv ikke bør evalueres moralsk.
 
Specialet er skrevet af Anders Belling ved Københavns Universitet, afdeling for retorik, institut for Medier, Erkendelse og Formidling, og blev bedømt til karakteren 12.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job