Debatten mandag er det første direkte møde mellem demokraten Hillary Clinton og den på papiret republikanske Donald Trump i denne valgkamp. Vendingen ”på papiret” skal forstås bogstaveligt. Den populistiske ejendomsmagnat er hverken en normal republikansk kandidat – tværtimod er han i vidt omfang kommet til fadet ved at stille op mod sit eget partis etablerede cirkler – eller en traditionel konservativ; ja, det er et åbent spørgsmål, om Trump overhovedet er politiker.

Et karaktertræk, der i normale tider ville være noget af et handikap, når man søger vælgerne om jobbet som verdens mest magtfulde af slagsen. Men ikke i denne valgkamp, der allerede med en halvslidt kliche er blevet kaldt unormal så mange gange, at amerikanske tv-kommentatorer er holdt op med at bruge termen. I stedet er de begyndt bare at sige ”it’s so 2016”, og så ved alle, hvad der menes.

Clintons svaghed: Ingen vil drikke en øl med hende

Duellen, der varer halvanden time, og som dækkes af samtlige broadcast-kanaler (ABC, CBS, Fox, NBC), kabel-tv-stationerne (CNN, MSNBC og Fox News) og som noget nyt også af flere digitale medier (såsom Facebook, Twitter, YouTube, Yahoo og Hulu), er også mere end et møde mellem politiske modstandere.

Debatten vil efter alt at dømme også præsentere vælgerne for en direkte konfrontation mellem to radikalt forskellige måder at kommunikere på. Mellem Trumps gut feeling, der efter manges mening ”taler til hjertet og følelserne”, og tv-tække, stillet over for Hillary Clintons brains og rationelle politiske kalkule. Hendes enorme viden og erfaring med global politik fra hendes tid som Obamas udenrigsminister samt hendes solide skudsmål fra tiden som senator for staten New York kan ingen tage fra hende. Hendes problem er imidlertid et præcist spejlbillede af hendes styrke.

Hun opfattes af mange, også af sine tilhængere, som et lidt kedeligt dydsmønster, en insisterende forelæser, der dumper med et brag i den velkendte test for alle amerikanske præsidenter ”Hvem vil du helst drikke en øl med?” Også selv om vidneudsagn fra mennesker, der kender hende og har arbejdet sammen med hende, beretter om det stik modsatte: en varm, empatisk og frem for alt loyal kollega og chef – et fænomen, som min kollega på POV International Jakob Brønnum tidligere har beskrevet.

Trumps svaghed er samtidig hans styrke

Trump kan betragtes gennem samme linse – hans styrke er også hans svaghed, når man stiller ham op foran troldspejlet. Hans velkendte tv-tække, som han har forfinet og perfektioneret gennem år i sit realityshow The Apprentice og senere The Celebrity Apprentice, og hans unikke evne til at læse folkehavet, som ofte får ham til at sige ting, der aldrig nogen sinde ellers ville være nået frem til den politiske arena, får nok bunker af vælgere til netop gerne at ville gå på værtshus med ham, men får efter meningsmålingerne at dømme stort set lige så mange til at være dybt betænkelige ved at have en hidsig spradebasse uden selvkontrol og med et enormt ego siddende med fingeren på the nuclear button i Det Hvide Hus.

Der er andre oplagte kontraster – mand vs. kvinde, venstre vs. højre, politiker vs. forretningsmand, men intet har en stærkere effekt end den markante forskel i underholdningsværdi. Og det store spørgsmål er her, hvor den ganske lille gruppe af vælgere – ifølge Fox News er den nede på 8-10 procent – som ikke har bestemt sig, ender. Gruppen af vælgere, der ikke har bestemt sig endnu, udgøres først og fremmest af kvindelige vælgere med en højere uddannelse.

To upopulære kandiater, der nu står lige

Hvad er så forventningen til udfaldet? Ifølge en ny meningsmåling foretaget af Washington Post og ABC News forudser 44 procent af vælgerne, at Clinton vil komme styrket ud af debatten, mens blot 34 procent tror, at Trump vinder den verbale styrkeprøve. Et rekordstort antal amerikanere – otte ud af ti – har planer om at se debatten.

Dette mønster er til gengæld ikke nødvendigvis til Clintons fordel, fordi det betyder, at hun har meget at leve op til, mens Trump ikke skal præstere så meget for at blive set som ”præsidentiel”. ”Alene det, at han ikke angriber hende eller benytter sig af øgenavne, vil blive set som en præstation”, som CNN’s chefkorrespondent Dana Basch sagde søndag.

Mange amerikanske medier har moret sig med at forestille sig resultatet og naturligvis også givet bud på, hvordan de to kandidater kunne sikre sig sejren. Jeg vil varmt anbefale tidsskriftet TIME Magazine, der har fået den kendte “opinion poll guru” Frank Luntz til at opstille to scenarier. ”Sådan vinder Clinton over Trump,” og ”Sådan vinder Trump over Clinton” – de kan læses i de to links her.

Begge indeholder fremragende analyser af de to kandidaters styrker og svagheder samt staldtips til dem begge og kan anbefales som læsning til den særlig interesserede.

Men hvad der først og fremmest er opsigtsvækkende ved den nye måling er, at Clintons hidtidige føring – der så sent som fredag blev målt af Wall Street Journal og The Hill til at være solide 6 procentpoint – nu er fordampet. I den førnævnte måling står Clinton til 46 procent og Trump til 44 blandt de ’sandsynlige vælgere’. Det er en føring inden for den statistiske sandsynlighed, hvilket reelt vil sige, at de to kandidater står lige.

Blandt de såkaldt registrerede vælgere står Clinton og Trump lige, mens den libertarianske kandidat Gary Johnson får 7 procent af stemmerne, og den grønne Jill Stein ender med 2 procent. Hvis man beder vælgerne om kun at vælge mellem de to hovedkandidater, er tallene 49-47 i Clintons favør.

Se målingerne her.

Chok og fortvivlelse i Clintonlejren

Målingen blev mødt med lige dele chok og fortvivlelse i Clintonland søndag morgen, fordi den understreger, hvor meget den tidligere førstedame har sat over styr de seneste 14 dage, hvor hun blev ramt af lungebetændelse, og hvor hendes manglende oplysning om sygdommen blev set som kendetegnende for den uærlighed, som mange mener er hendes største politiske svaghed.

I over to år har hendes håndtering af et terrorangreb på det amerikanske konsulat i Benghazi og hendes brug af en personlig e-mailserver som udenrigsminister redet hende som en mare, og tilbageholdelsen af lungebetændelsen blev set som en klassisk undvigelsesmanøvre, uanset at den bakterielle sygdom ikke tog hende mere end en fire-fem dage at komme sig over. I august førte hun med 8 procentpoint og i september med 5 – i samme måling fra de to medier.

Trump har langsomt udlignet Clintons førerposition, selvom det lige nøjagtig falder ud til hendes fordel.

Nate Silver, den kendte statistiske guru, der ejer blogmediet FiveThirtyEight, tildeler Trump 39 procent chance for at vinde og Clinton 61 procent. Men han advarer samtidig Demokraterne mod at tage noget som helst for givet:  “Never seen otherwise-smart people in so much denial about something as they are about Trump’s chances. Same mistake as primaries, Brexit” lød det fra ham på Twitter i sidste uge.

Trump har naturligvis ikke været sen til at udnytte svagheden, der også har ført til en tsunami af konspirationsteorier og videoer, der ”beviser” den demokratiske kandidats angiveligt svagelige fysiske tilstand. Alt for fristende til at Trump kunne lade hændelsen passere uden at sige noget. Da han i sidste uge stod til et meget varmt vælgermøde, fik han således sagt, at han ikke troede ”Hillary ville kunne klare at stå heroppe”.

Han har også flere gange hånet hende ved at sige, at mens han var ude til det ene møde efter det andet, så ”lå hun derhjemme og hvilede sig”. Kravet til begge kandidater om at fremvise omfattende sundhedsrapporter er mestendels blevet imødekommet fra Clinton, der har fremvist en større undersøgelse, mens Trump viste en mere partiel rapport til den omdiskuterede celebritylæge Dr. Oz. Det stunt kan ses her:

Lige præcis det er dog næppe en svaghed, for rigtig mange amerikanere er over en bred kam selv overvægtige, og svagheden for mad fra McDonalds eller Kentucky Fried Chicken vil blot blive set som endnu et tegn på, at The Donald er ”en af os” – en mand af folket.

I et lille tilbageblik til valgkampen i 2008 var et af daværende senator Barack Obamas få fejltrin engang, hvor han under et vælgermøde bemærkede, at prisen på rucola var steget – i et forsøg på at fortælle, at han også så de stigende fødevarepriser som et problem for den hårdt pressede amerikanske middelklasse. Episoden blev kendt som ”arugulagate (navnet på rucola på amerikansk er arugula), fordi rucola er totalt ukendt for alle vælgere uden for de store byer på henholdsvis Øst- og Vestkysten, der spiser hovedsalat eller kinakål – hvis de altså overhovedet spiser grøntsager.

Uærlige og utroværdige kandidater – store skel mellem etnicitet, køn og uddannelse

Andre interessante ting, man kan læse ud af målingen, er, at vælgerne er skarpt opdelt efter køn, uddannelse og etnicitet. Mændene foretrækker Trump (54-46), mens kvinderne har en tilsvarende præference for Clinton (55-45). Den mest markante forskel er dog på etnicitet. Hvide vælgere foretrækker Trump med 53 procent overfor 37 procent til Clinton, mens ikke-hvide som samlet gruppe støtter Clinton med 69 procent, mens Trump skraber bunden med 19 procent.

Der er også betydelige forskelle, når det kommer til uddannelse. Trump fører med 4-1 når det gælder lavtuddannede mænd – hans kernevælgere – mens Clinton fører med 57-32 blandt kvinder med en videregående uddannelse.

Helt galt står det fortsat til med tilliden til begge kandidater. 57 procent af vælgerne kan ikke døje Clinton, og hele 62 procent mener, at hun er ”uærlig og utroværdig.” Tallene for Trump er bedre, men ikke imponerende. 42 procent bryder sig ikke om ham, og 53 procent finder ham uærlig og stoler ikke på ham. Hvis man ser på, hvem der ”godt kan lide kandidaten”, står det lige. 39 procent af vælgerne siger, at de ”synes godt om” Clinton, mens 38 procent godt kan lide Trump.

Kilde: Washington Post

Det eneste, Hillary Clinton kan glæde sig over, er, at der – til trods for at vælgerne ikke kan lide hende – er et klart flertal på 57 procent, der mener, at hun er kvalificeret til jobbet som præsident. Her siger 58 procent af amerikanerne omvendt, at Trump ikke har ”det rette temperament” til at sidde i Det Hvide Hus. Washington Post offentliggjorde søndag hele undersøgelsen, hvor man kan se tal for alle politikområder – find den her.

Clintons tidligere elskerinde Gennifer Flowers på første række?

Målinger eller ej. Det vides fortsat ikke, ”hvilken Trump” det er, Clinton vil møde. Hvor alle politisk interesserede stort set ved, hvordan hun går til en debat – det kunne man se under det demokratiske primærvalg – er der en klar ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde”- effekt på spil med Trump.

Kort sagt: er det den ”præsidentielle og disciplinerede Trump” eller ”the bad boy Trump”, der vil møde op. Blandt analytikerne på de amerikanske medier er der bred enighed om, at Trump står sig bedst ved at være rolig og afbalanceret. Hans kernevælgere vil gerne have den vilde version, men han har brug for at vinde gehør blandt de uafhængige vælgere, der tenderer mod at være mere politisk orienterede.

Selv sagde Trump i den forgangne uge, at han agtede at opføre sig ordentligt, hvis han ”blev behandlet med respekt,” men det løfte så lidt uldent ud i kanten, da han lørdag på Twitter truede med at invitere Bill Clintons tidligere elskerinde, Gennifer Flowers, til at sidde på første række blandt publikum under debatten. Flowers, der er den eneste elskerinde, som Clinton officielt har erkendt at have haft en årelang affære med – nemlig i en edsvoren erklæring i 1998 – dengang han var guvernør for Arkansas, meddelte også via Twitter, at hun med glæde accepterede byggematadorens indbydelse.

Huffington Post kaldte indbydelsen af Flowers for ”en uhørt provokation” og et ”lavpunkt i præsidentkampagnen”, mens Clintons talskvinde Jennifer Palmieri til samme medie tørt konstaterede:

“Hillary Clinton plans on using the debate to discuss the issues that make a difference in people’s lives. It’s not surprising that Donald Trump has chosen a different path.”

Men hvorfor fører Clinton egentlig ikke?

Charles Lange, der skriver klummer i Washington Post, funderede i public service radioen, NPR, over dette spørgsmål i denne uge og foreslog, at fænomenet måske kan forklares med begrebet” jury nullification.” Det fænomen opstår, når en jury, altså et nævningeting, af og til frikender klart skyldige som en protest mod selve retssystemet. Det sker med jævne mellemrum i USA, og Lane foreslår, at vælgernes tilslutning til Trump kan ses som en sådan ”finger til det politiske system”. At vælgerne med andre ord godt ved, at Trump er en skurk, men at de er så trætte af den politiske klasse, at ”straffen” skal være indsættelsen af Trump på pladsen som ”commander in chief”.

Opdatering søndag aften: Mike Pence, Trumps vicepræsidentkandidat, har nu udtalt, at Flowers ikke vil være til stede under debatten som Trumps gæst. Læs mere her. På den anden side har Flowers sendt en SMS til New York Times, hvor hun siger, at hun rent faktisk vil være til stede. Så … vi får se.

John Judis: Clinton mangler et konkret politisk projekt

Den erfarne amerikanske venstrefløjsjournalist John Judis, hvis nye bog om populistiske bevægelser i USA og Europa forleden blev fyldigt omtalt af min kollega Jørgen Dragsdahl, har et andet – og enkelt – bud:

“Clinton fører ikke, fordi den tidligere udenrigsminister for det første sættes lig med den etablerede elite og naturligvis det parti, der har siddet på Det Hvide Hus i de seneste otte år (og i 16 år ud af 23), og for det andet, fordi det meste af hendes kampagne handler om at advare mod Donald Trump frem for i enkle budskaber at forklare, hvad hun selv står for og vil”. Det skriver Judis i en ny analyse på netmediet Talking Points Memo.

Den analyse afvises naturligvis af Clintonkampagnen, men noget er der nu om snakken. Se den nyeste kampagnevideo fra Clinton her, hvor der også fokuseres på en række horrible bodyshaming udsagn fra Trump:

Den minder om denne ældre, der også fokuserer på, hvordan Trumps udsagn kan opfattes af børn:

Herfra skal det lyde fra overtegnede, der har dækket amerikansk politik i nu otte år: Amerikanske valg vindes – siger den gamle tommelfingerregel – altid ved at se fremad og love en lysere fremtid. Aldrig ved bagudskuende kritik.

Når Trump lover at ”Make America Great Again” er det nok ret ukonkret, og Clintonkampagnens henvisninger til, at Trump kører en negativ kampagne, hvor han konstant fremhæver, at USA sakker bagud på den globale scene, ikke bliver taget alvorligt af for eksmpel russerne og kineserne, og at for eksempel afrikansk-amerikanske vælgere ”aldrig har haft det værre nogen sinde end nu” (som Trump fik sagt i sidste uge til bred forargelse blandt stor set alle kommentatorer, eftersom det trods en udbredt racisme i USA næppe kan siges at være værre for sorte nu end under slaveriet eller før borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne), så lover den republikanske kandidat i sine kampagnevideoer faktisk helt konkret økonomisk fremgang for middelklassen.

Og hans konsistente modstand mod frihandel af mange vælgere – også demokratiske – bliver set som et forsvar for ”den lille mand” og ikke mindst som en garanti for jobskabelse i en tid, hvor den økonomiske usikkerhed fortsat er stor blandt mange vælgere. Samtidig med at han naturligvis kritiserer sin modstander. En sådan kan ses her:

Hvilken Donald Trump og hvilken Hillary Clinton vi får at se, ved vi mandag aften.  Debatten kan ses på DR2  03:00 - 04:30 eller fra 02:30 på Tv2 News. 

Og under debatten vil jeg og Morten Bay, POV Internationals mand i Los Angeles, liveblogge herinde. Det vil næppe blive set af mange danskere, eftersom det hele finder sted mellem 03-04:30 dansk tid, men vores løbende analyse vil ligge tirsdag morgen til forhåbentlig interessant og nyttig læsning for alle USA-interesserede læsere herinde.

Denne artikel har vi lånt af webmediet POV. Tak for lån.