’Jeg er Helle. Jeg er god!’

Da jeg for et år siden flyttede tilbage til Danmark, bøjede en god ven, en endog meget kyndig politisk iagttager, den politiske virkelighed i neon for mig: ”Næste folketingsvalg bliver en kamp mellem de to ringeste statsministre, som vi nogensinde har haft: Løkke og Thorning.” Jeg syntes, at kommentatoren trak situationen lige hårdt nok op – men vedkommende insisterede: ”Valget ender med at blive afgjort af, hvem der på dagen er mindst upopulær!”
Der er gået et år siden den dom – og man må nok indrømme, at i hvert fald den sidste påstand synes stadig mere påtrængende:
 
Helle Thorning-Schmidts personlige troværdighed har løftet sig – dels på grund af Løkkes problemer, dels som følge af, at hun var tæt på at blive EU-præsident – men hun er fortsat langt fra at være en populær leder. Peter Hove Olesen/Polfoto
 
Lars Løkke Rasmussen fremstår efter et års næsten uafbrudte problemer – kulminerende med næsten-tabet af Venstres formandspost i sommer – som dybt ramponeret. Hans personlige troværdighed er raslet ned. Helle Thorning-Schmidt har omvendt løftet sig – dels på grund af Løkkes problemer, dels som følge af, at hun var tæt på at blive EU-præsident – men hun er fortsat langt fra at være en populær leder.
 
Pointen er imidlertid, at balancen i den grad er tippet. For et år siden var Løkke ovenpå, mens Thorning var langt nede. I dag er det lige omvendt – og det er åbenlyst og utvivlsomt det, som er baggrunden for den kickstart af valgkampen, som Socialdemokratiet netop har iværksat med ’Det Danmark, du kender.’
 
Kampagnen ’Det Danmark, du kender’, som Socialdemokratiet netop har iværksat, skal kickstarte valgkampen. 
 
Kampagnen har Thorning i en hovedrolle, jeg ikke kan mindes at have set nogen statsminister have. Det er ikke ’vi’ og ’regeringen’, men ’jeg’ og ’mig’, som går igen i YouTube-videoen og på print og digitale medier. Når man ser kampagnen, er det åbenlyst, at de socialdemokratiske strateger – nok især Noa Redington – vurderer, at chancen for at beholde magten maksimeres ved at køre statsministeren helt frem i forreste række, så konfrontationen bliver klar:
 
Sympatiske Helle over for bjergsomme Løkke.
 
 
 
Kampagnen har Thorning i hovedrollen. Det er ikke ’vi’ og ’regeringen’, men ’jeg’ og ’mig’, som går igen i YouTube-videoen og på print og digitale medier.
 
Det er Helle, der arbejder dagen lang for danskerne. Det er Helle, som kæmper videre, selv når hun udsættes for en fuck-finger af vrede demonstranter. Det er Helle, der klarer verdens problemer sammen med kansler Merkel. Det er Helle, som over alting glæder sig over titusinder i nyt arbejde. Det er Helle, der med stamina kæmper for ’det Danmark, du kender.’
 
Det er Helle, der arbejder dagen lang for danskerne. Det er Helle, som kæmper videre, selv når hun udsættes for en fuck-finger af vrede demonstranter.
 
Som hun slutter med at sige i YouTube-videoen:
 
”Jeg vil altid gøre det jeg mener, er bedst for Danmark. Er det godt nok? Det skal du vurdere. Jeg arbejder videre. Jeg kan ikke love dig, at det hele kan ordnes med et snuptag, men du kan regne med, at jeg vil gøre alt for, at vi holder fast i det Danmark, du kender.”
 
Kampagnens formål er krystalklart:
 
1) Helles politik, om end ikke altid populær, virker.
2) Løkkes politik er et farligt eksperiment, som vil bringe ’det Danmark, du kender’ i fare.
3) Helle er en ærlig, sympatisk fighter, mens Løkke, underforstået, er en kynisk brutalis.
 
Dagbladet Politiken, en af regeringens sikreste støtter, bryder sig ikke om kampagnen, som dets lederskribent, Amalie Kestler, kalder ’bagudskuende’. Avisen synes, at det er visionsløst blot at ville ’bevare for at forandre’, hvilket som bekendt er De Konservatives identitet. Kestlers pointe er relevant – fordi det indlysende er rigtigt, at der intet, absolut intet, offensivt og visionært er i kampagnen.
 
Men … vi skal huske, at vi er i et valgår, hvor regeringen er så langt bagud på point, at alle de beskidte tricks nu skal trækkes op af værktøjskassen. Alle kampagner – det ved vi fra USA og Storbritannien – begynder positivt, inden de bliver negative. ’Det Danmark, du kender’ ligner første fase af en – formentlig – nødvendig beskidt kampagne mod Løkke senere.
 
Alle kampagner begynder positivt, inden de bliver negative. ’Det Danmark, du kender’ ligner første fase af en – formentlig – nødvendig beskidt kampagne mod Løkke senere.
 
 
Først skridt er i gang nu: Det handler om, at Thorning skal bygges op som en kompetent politiker og et sympatisk menneske – og at resultaterne af de svære reformer nu er begyndt at tikke ind i form af vækst og job. Kun subtilt – vi ser kun Løkke i et sekund eller to – minder kampagnen om al den ondskab, som vælgerne skal bringes til at tro, at Venstre vil give dem.
 
Det er Helle, der klarer verdens problemer sammen med kansler Merkel.
 
Næste skridt er der sandsynligvis allerede varmet op til: Nemlig at minde danskerne om – big time – alt det, de ikke kan lide ved Løkke. Målingerne viser jo entydigt, at når der er fokus på Løkkes personlige problemer – fadbamser, boksershorts på skatteydernes regning, flyrejser på første klasse – ja, så indhenter rød blok (næsten) blå blok.
 
Derfor er det selvsagt ikke nok med den pæne kampagne, der er i gang nu. Det skal alt sammen følges op af negative budskaber mod oppositionens leder. Forhistorien, som helt givet er studeret nært, er valgkampen i 1998, da Poul Nyrup Rasmussen nærmest ene mand hev en overrumplende sejr hjem mod alle odds efter at have været langt bagud.
 
Dengang begyndte Socialdemokraterne også positivt, men endte med at være dybt brutale: Uffe Ellemann-Jensen blev hevet gennem sølet via Det fri Aktuelt og fagbevægelsens annoncer, der ’primede’ og ’framede’ debatten, så Nyrup kunne spille på alt det negative, der allerede var sagt åbent om oppositionens leder (han slår sin kone, han vil berige sig selv).
 
Mit bud på tiden frem mod valget – uanset hvornår det kommer – er derfor enkel: Fase et er den pæne, hvor Thorning bygges op, og hvor vælgerne mindes om de resultater, der trods alt er kommet i hus. Fase to går i gang, når valget er udskrevet, og den vil benhårdt gå på at angribe Løkke, ved at topfolkene angriber hans politik, men andet og tredje geled til at begynde med er ene om at angribe hans personlige karakter.
 
Det minder mig alt sammen om de sidste par måneder af den amerikanske præsidentvalgkamp i 2012: Dengang begyndte Obama med udelukkende at minde om egen politik, men da han pludselig og overraskende kom i knæ, da Mitt Romney udmanøvrede ham i deres første tv-duel, gik han i fuldt ’attack-mode’.
 
Thornings store gambling – hvis vi forudsætter, at hun fortsat er bagud midt i valgkampen – bliver, hvordan og hvor hårdt hun vil angribe Løkke. Det er i hvert fald helt klart, at selv om valget står mellem to ikke særligt elskede politikere – for nu at sige det mildt – ja, så har de to statsministerkandidater to forskellige tilgange til valgkampen:
 
Løkke vil helst udelukkende tale politik, mens Thorning helst skal gøre diskussionen personlig. Handler kampagnen mest om politik, ja, så vinder Løkke nok, mens Thornings store chance handler om at minde vælgerne om, hvilket personvalg de står over for. Hendes besked i kampagnen er enkel:
 
’Jeg er Helle. Jeg er god!’
 
Imens hvisker en masse andre så:
 
’Ham der Løkke: Han er ond!
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job