En analyse af tv-serien "Normal People"
Love Will Tear Us Apart

Der hersker en enorm intimitet mellem hovedpersonerne i BBC-serien “Normal People”. Kilde: BBC.

Kærlighed er en evig forhandling om intimitet. TV-serien “Normal People”tager forhandlingen og intimiteten til nye højder og afgrunde. Her er sexscener, der får seeren til at føle sig som voyeur. Men til trods for, at hovedpersonernes kroppe danser den mest fuldendte dans, så er det kun i det seksuelle rum, hvor de begge er nøgne, at de for alvor kan give sig hen til hinanden. Der, hvor hverken tøj, sociale hierarkier og magtspil strammer, kan de endelig være normale mennesker.
BBC og Hulus nye serie, som kan ses på DR, er baseret på Sally Rooneys anmelderroste roman fra 2018 og handler om den vanskelige kærlighed mellem Marianne og Connell, der mødes på et gymnasium i en lille irsk by og senere tager på college i Dublin. 
 
De to hovedrolleindehavere har så meget kemi, at du kan få brug for beskyttelsesbriller, når du skal se den. 
 
Seriens premiere kunne nærmest ikke være bedre timet. Den ramte samtidig med den massive lockdown, der stadig er virkelighed andre steder i verden, fx i London og New York.
 
Så mens forårsvejret herhjemme er ved at blive til sommervejr, der trækker os væk fra skærmene og ud i solen, så er mange andre fortsat bundet i deres hjem – og til deres skærme.
 
Det betød ikke blot, at alle de indespærrede mennesker fik noget at se på, men også, at kulturjournalister og spinatfugle fik noget at skrive om, mens resten af kulturlivet er hensat til parkeringspladsen – både med og uden bilsiddende publikum.
 
 
 Der er masser af bar hud og konfliktsky sideblikke i tv-serien "Normal People"
 
Serien har fået smukke anmeldelser i fx New York Times, og filmmagasinet Ekko kalder den »en af de bedste kærlighedsserier i dette årtusinde.«  Men hvad er det, der gør denne historie så virkningsfuld og så komplet i tråd med tiden?
 
Hvorfor er internettet ikke blot opslugt af serien, men også af de mindste detaljer, som fx Connells tynde sølvkæde, der har fået sin egen Instagram-konto med mere end 60.000 følgere?
 
Selv seriens musik har sin egen Spotify, som alle lytter til. Er det lockdown-effekten? Er det den rene og vanskelige kærlighed, der bare drager os til skærmen? Er det de dampende sexscener eller Mariannes perfekte pandehår?
 
Den vanskelige kunst at tale om sine følelser
Seriens første afsnit udspiller sig i den irske by Sligo.
 
Her vendes det klassiske teenagedrama med den populære ’rich kid’ og den fattige outsider på hovedet: Det er den begavede overklassepige Marianne, spillet af Daisy Edgar-Jones, der er socialt udstødt overklassepige, mens Connell, spillet af Paul Mescal, hvis mor gør rent hos Mariannes mor, er den populære sportsfyr, der i det skjulte også er både belæst og begavet.
 
Mens Marianne fører sig frem med en obsternasig, konfronterende attitude, der medvirker til at holde hele verden på afstand, er Connell genert og usikker på sig selv og sine drømme.
 
Han er misundelig på mennesker, der ved, hvad de vil, fortæller han Marianne, og de to udvikler herfra en umage, hemmelig romance.
 
Forholdet er måske usandsynligt, og Connell, der frygter vennernes dom over ham, gør da også alt for at holde forholdet hemmeligt. På skolens gange værdiger han hende knapt et blik, men hjemme på teenageværelset har de to dampende hed sex igen og igen.
 
Netop sexscener i serien har også allerede fået meget opmærksomhed, og de bidrager helt sikkert også til seriens popularitet. For ikke nok med, at de er frække, de går også under huden.
 
Som seer kan man nærmest føle sig som en voyeur, så stærk er intimiteten og energien mellem de unge elskende.
 
James Poniewozik, tv-kritiker på The Times, skrev i sin anmeldelse af serien – som han kalder »gorgeous, melancholy« – at de to hovedrolleindehavere har så meget kemi, at du kan få brug for beskyttelsesbriller, når du skal se den.
 
Efter den første sexscene følger dette replikskifte.
 
»Kan du huske den der fodboldkamp? Jeg så på dig, mens du spillede. Og du var helt ærligt så smuk. Jeg tænkte på, hvor meget jeg havde lyst til at se dig have sex. Det behøvede ikke engang være med mig. Bare hvem som helst«,siger Marianne til Connell i et mildt post-coitus-øjeblik.
 
Hun spørger, om han synes, det er helt vildt mærkeligt at sige sådan. Det er det, smiler han. »Men jeg tror godt, jeg forstår det.«
 
Den manglende kommunikation bliver ikke bedre af, at de to karakterer på skift slås med depression. Kilde: BBC
 
Her lige efter sex er de to hovedpersoner nøgne – både fysisk og følelsesmæssigt. Marianne blotter sig, og Connell formår næsten at møde hendes sårbarhed. Men øjeblikket er hurtigt forbi. Kort efter er de tilbage til at tale forbi hinanden.
 
For netop deres manglende evne til at kommunikere deres følelser for hinanden er årsagen til, at det tager 12 afsnit at fortælle deres forviklede kærlighedshistorie.
 
Hver gang den ene forsøger at åbne sit hjerte, misforstår den anden. Ikke mindst, fordi de to hele tiden forsøger at positionere sig i et magtspil, der ikke kun involverer de to, men hele verden omkring dem.
 
Fx da Connells venner i gymnasiet har været lede mod Marianne, og han undskylder dem med et: »Det må være værre for dig, du kender dem ikke, som jeg gør«. En replik, hun siden bruger mod ham, da Connell ikke ligefrem kommer godt ud af det med Mariannes venner.
 
Og i dette magtspil er der ikke meget plads til sårbarhed. Derfor siger karaktererne også sjældent, hvad de egentlig føler, men derimod en defensiv kommentar, der skal opretholde magtbalancen.
 
Det opdagede forfatteren Sally Rooney åbenbart også selv, da hun gik i gang med at skrive manuskriptet til serien sammen med Alice Birch. Som hun siger til The Hollywood Reporter: »Oh my God, de her karakterer siger aldrig, hvad de mener.«
 
Hvis man vil have syn for sagen, så har internettet produceret en karikeret mailkorrespondance mellem de fiktive karakterer under den mere end virkelige lockdown, der på sin egen måde indfanger alle deres problemer og manglende evne til at kommunikere.
 
Den manglende kommunikation bliver ikke bedre af, at de to karakterer på skift slås med depression. Efter det vanskelige skifte til college kombineret med, at hans ven tager sit eget liv, oplever Connell angstanfald og følelsen af skyld og tab, hvilket leder til svære depressionssymptomer.
 
Vi ser Connell blive ramt af depressionens komplette energitab; han taber interessen i sine studier og er ude af stand til at se sin kæreste i øjnene. Alligevel opretholder han sit liv, han mister energien, holder op med at gøre sig umage, men han går stadig i skole.
 
Der er for mange forventninger og hierarkier, der gør det vanskeligt for de to at udvise sårbarhed – for sårbarhed er det modsatte af succes, det modsatte af optimering, det modsatte af vækst. De er ikke på bølgelængde, ikke en del af samme gruppering, og kærlighed på tværs af de hierakiske opdelinger er vanskelig, hvis ikke umulig.
 
Den britiske litterat Carole Sweeney påpeger i sin bog Michel Houellebecq and the Literature of Despair (2013), at der i den neoliberale tidsalder, vi befinder os i nu, findes to subjekttyper: gode og dårlige.
 
De gode neoliberale subjekter er dem, der realiserer sig selv; dem, der forbruger; dem, der udvikler sig; dem, der udbygger deres selvfortælling med varer og tjenesteydelser.
 
De dårlige er derimod dem, der modsætter sig denne logik; dem, der ikke vil forbruge; dem, der ikke vil selvudvikle. Hos Sweeney lærer vi, at depressionen er en modreaktion mod det neoliberale paradigme om at optimere og selvudvikle; depressionens stilstand er i direkte opposition til vækst.
 
Derfor er det også oplagt at betragte både Connell og Mariannes symptomer som en reaktion på den verden fuld af magthierarkier og udviklingsparadigmer.
 
 
Skønhed kommer udefra
Efter en kritisk afslutning på gymnasiet, hvor Connell inviterer den populære pige, der er vild med ham, til gallafesten i stedet for Marianne, ender de to på samme college. Og her mødes de så igen.
 
Men nu er magtbalancen tippet. Pludselig står Connell uden for fællesskabet. Der er for mange koder, han ikke forstår eller kan afkode – fordi han er opvokset i underklassen – mens Marianne har det som en fisk i vandet med sine nye venner og sin smukke kæreste – som hun dog ikke har så varme følelser for.
 
Og endnu en gang er deres kærlighed umulig.
 
Sally Rooney har erklæret sig selv og sine romaner for marxistiske. Og vanskelighederne i Marianne og Connells forhold har måske ikke så meget at gøre med, at de befinder sig i forskellige sociale klasser, men de har i høj grad noget med det kapitalistiske samfund at gøre.
 
Der er for mange forventninger og hierarkier, der gør det vanskeligt for de to at udvise sårbarhed – for sårbarhed er det modsatte af succes, det modsatte af optimering, det modsatte af vækst.
 
De er ikke på bølgelængde, ikke en del af samme gruppering, og kærlighed på tværs af de hierakiske opdelinger er vanskelig, hvis ikke umulig.
 
Da vores hovedpersoner mødes til en fest, forklarer Marianne, hvad der er sket: »Det er så typisk mig. Jeg kom på college og blev pæn«.
 
Connells svar er et enkelt: »Du var altid pæn«. Og der har man som seer lyst til at give ham ret.
 
For selvom Marianne var den eneste pige på gymnasiet, der ikke havde lagt sin skoleuniform op over knæet, og selvom hun i modsætning til de andre piger havde en tyk fletning i nakken, så er hendes perfekte, tunge pandehår og hendes slanke skikkelse svær at forene med ideen om, at alle drenge på skolen synes, at hun er grim – ja, endda lidt ulækker.
 
 
Hvorfor skulle en pige, der er så åbenlyst attraktiv, tvivle på, om hun er værd at elske? Kilde: BBC.
 
Netmediet The Cut adresserer i en kritisk artikel det forhold, at Daisy Edgar-Jones simpelthen er for smuk til rollen som Marianne. Det faktum, at hun netop ikke er grim, gør – ifølge skribenten – hendes indre konflikt svær at folde ud – og svær at tro på: Hvorfor skulle en pige, der er så åbenlyst attraktiv tvivle på, om hun er værd at elske?
 
Det argument er temmeligt svært at følge. Det er næppe første gang i verdenshistorien, at en køn pige har tvivlet på sit eget værd.
 
Slet ikke en teenagepige.
 
Slet ikke en pige med Mariannes historie om både fysisk og psykisk vold i det ellers pæne overklassehjem.
 
At Marianne kæmper med depression viser tydeligt, at også smukke kvinder kan have psykiske problemer.
 
Mere meningsfuld er kritikken af, at Daisy Edgar-Jones’ åbenlyse skønhed, gør Connells konflikt mindre kompliceret.
 
I bogen slås han med, at han er tiltrukket af den lidt ulækre pige og har vanskeligt ved at forstå og acceptere sit eget begær. I serien er konflikten i stedet reduceret til, at de andre drenge synes, at Marianne er grim og kikset.
 
Man kender problemet fra diverse Hollywoodfilm: Den kiksede pige får en makeover: Hun smider sine briller eller ifører sig læderbukser og permanentkrøl, og pludselig kan hele verden se, at hun er smuk – selvom seerne i den virkelige verden hele tiden har kunnet se det.
 
Leo Tolstoj skrev i Kreutzersonaten at, »det er påfaldende, hvor komplet illusionen om, at skønhed er det samme som godhed, er«.
 
Spørgsmålet er, om det i virkeligheden er film og tv-seriernes præmis, måske endda deres svaghed, at godhed og skønhed er nødt til at følges hånd i hånd, for at vi seere – med vores ydre blik på karakterne – kan forstå, hvorfor kærlighed opstår og sågar, hvem vi skal holde med.
 
Og tv-serien er nu engang et medie, hvor visuelle virkemidler trives. Det viser hypen omkring Connells sølvkæde også.
 
Paul Mescal har i et interview i The Cut fortalt, at det var ham, der insisterede på at bære kæden, som Connell gør i bogen: Den er en del af Connells identitet, den passer som fod i hose.
 
Efter serien har Mescal efter sigende foræret kæden til sin kvindelige medspiller – der har mistet den!
 
 
Sex er et sprog
Connell og Mariannes uventede kemi har gjort dem til stjerner. Deres intimitet brager gennem tv- og computerskærme og sidder lige i maven. Mens de igen og igen har uendeligt svært ved at kommunikere med ord, så taler deres kroppe altid det samme sprog.
 
Til det litterære magasin Hazzlitt har Sally Rooney forklaret, hvorfor det især er intimitet og begær, der interesserer hende. »Jeg tror, det fascinerer mig, fordi det er en følelse, som i sin natur involverer et andet menneske. Du kan være trist alene, glad alene, sur eller hvad som helst, når du er alene, men du kan ikke begære alene.
 
Dit begær har brug for et objekt. Så introduktionen af et objekt skaber et indviklet forhold mellem den, der begærer, og den begærede«.
 
Professor i engelsk ved Chicago Universitet Lauren Berlant giver i artiklen Intimacy: A Special Issue en introduktion til intimitetsbegrebet, der går forud for de resterende tekster i bogen Intimacy.
 
Berlant forsøger i den korte introduktion at karakterisere det temmelig alsidige intimitetsbegreb, der er emnet for bogens bredspektrede undersøgelser.
 
For Berlant er intimitet en kommunikationsform, som via et minimalt antal tegn aspirerer mod en fortælling om en selv og om det fælles, skriver hun i artiklen.
 
Intimitet har en uudtalt forpligtelse til at forblive uproblematisk, fortsætter hun: Det er først, når intimiteten forstyrres eller møder modstand, at vi bliver opmærksom på den. Og det er netop dette minimum af tegn, der er interessant i forhold til Normal People.
 
Her nøgne og alene er de begge fuldstændigt sig selv. Og derfor foregår deres bedste samtaler altid lige efter sex. Kilde: BBC.
 
Marianne og Connells intimitet er absolut i det seksuelle rum. Her nøgne og alene er de begge fuldstændigt sig selv. Og derfor foregår deres bedste samtaler altid lige efter sex.
 
Når de bevæger sig ud af det seksuelle rum, forstyrres intimiteten af sociale hierarkier og rollespil, men alene og nøgne kan de føle sig som ’normale mennesker’. Måske er det derfor, at sexscenerne aldrig føles beklemte eller upassende, selvom de i høj grad er intense – og frække.
 
Sex i serien spiller altid en rolle for historien, den er ikke bare lagt oven på som kakaodrysset på en softice, der alt for hurtigt forsvinder, så man blot står tilbage med den kedelige, løbende flødeis.
 
Og så hjælper det givetvis også, at tv-serien har haft en intimitetskoordinator ansat, der som en stuntinstruktør skulle sørge for, at ingen kom til skade eller fik deres grænser overtrådt. Intimitetskoordinatoren sikrede også, at alle scener med sex indeholdt et budskab om intimitet.
  
Her taler de to hovedpersoner om intimscenerne. Kilde: BBC.
 
Ikke mere afstand
Det første min kæreste bemærkede, da vi begyndte at se Normal People, var den komplette mangel på ironisk distance. Den voldsomme reaktion skyldtes nok, at vi lige havde set Girls.
 
Tonen i denne serie om Hannah Howarth og hendes veninder er ofte præget af en vis afstand til karaktererne. Det er ikke mening, at vi skal føle med Hannah, når hun for 117. gang viser sig som en forkælet og temmelig selvoptaget ung dame, hvis store ambition om at skrive sin generations roman kommer til at spænde ben for relationerne til andre. Lige modsat Normal People.
 
Her er den manglende distance og ironi det magiske altomfattende omdrejningspunkt.
 
I modsætning til Hannah Howarth i Girls, der betegner sig selv som sin generations stemme – eller i hvert fald en stemme fra en generation, som hun hurtigt tilføjer – så er det ikke et label, Sally Rooney giver sig selv.
 
Hun vægrer sig faktisk mod det. Men andre har kaldt hende ’prekariatets Jane Austen’, og hun bliver ofte sat i samme hippe kategori som Girls-skaberen Lena Dunham. Hendes romaner Samtaler med venner og Normale mennesker er sceniske beskrivelser af relationer og en kritik af de sociale hierarkier, som karakterne fanges ind i og forsøger at avancere i.
 
Og ligesom romanerne beskæftiger serien sig med forelskelse, liderlighed, ømhed, angst for at miste og for at give sig hen og alle de andre modstridende følelser, man oplever i kærlighedens usikre og forvirrede rum.
 
I en anmeldelse på netmediet Vox filosoferer kulturskribent Constance Grady over, hvorfor serien taler til hende, selvom vanskelig teenageforelskelse-plottet virker lidt banal, for det er netop ikke endnu en sæson af ungdomsserien Dawson’s Creek, som hun selv formulerer det. Alligevel har den noget naivt og soap-agtigt over sig.
 
Faktisk virker serien måske endda lidt gammeldags i sin enkelthed og sin ærlighed. En ærlighed, der ikke er rå og ironisk som hos Girls, men snarere omsorgsfuld og uden afstand til karaktererne.
 
Girls kom på bagkant af en krise, som svar på finanskrisen, der havde givet en hel generation færre muligheder end deres forældre.
 
For dem af os, der voksede op i 1990’erne med løftet om, at vi kunne blive og gøre alt, ramte krisen – og den efterfølgende recession – som en kold spand vand og mindede os om, at vi netop ikke kunne alt.
 
Det sammenstød mellem uendeligt store drømme og en meget snævrere virkelighed kommer hos Dunham til udtryk ved en kølig – omend meget morsom – distance til det hele. Ikke mindst til drømmerne.
 
Nu er vi midt i en anden krise. En krise, der har skabt fysisk afstand mellem mennesker, men samtidig fået os til at hungre efter intimitet og inderlighed. Den inderlighed, som Normal People – og Rooneys romaner – tilbyder os til fulde. Love will unite us.

Relaterede artikler

The Tessa Takeover - Tessa har forført hele DK med sine kilometerlange akrylnegle og boss bitch-attitude, men mest af alt med sin ægthed og e...
The Last of Us Part II: den svære 2'er - The Last of Us Part II er ligesom sin forgænger et fantastisk spil. Det er ravmørkt, fængslende og uhyggeligt aktuelt i ...

Giv din stemme

36 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

35 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Kursus

Styrk jeres leder- og linjekommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Job

Digital Designer

Frist: Hurtigst muligt

Digital marketing- og SoMe-specialist

Frist: 2. oktober

Social media manager

Frist: 23. september
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.