Skraldemanden Bretton-Meyer

Er Claus Bretton-Meyer skraldemanden, der var på vej ud allerede før han startede, eller er han den visionære leder dansk fodbold vil takke om få år? DBU’s administrerende direktør er midt i sin karrieres sværeste opgave.
af Christian J. Schultz
Erhvervslivets skraldemænd
I dansk erhvervsliv er de kendt som skraldemændene. Dem der kommer bestyrelserne og ejerne til hjælp, når affaldet har hobet sig op længe nok og der skal gøres rent. Da krisen kradsede ansatte Danske Bank Eivind Kolding til det beskidte oprydningsarbejde, og DSB greb febrilsk ud efter Jesper Lok, da man ikke længere kunne se lyset for enden af jernbanetunnelen. Jesper Friis tog turen fra brygmesteren i Valby til kødflæskeren i Jylland, da Danish Crown skulle have sat fart i optimeringsprocessen. Og hos Bang & Olufsen skrubber Tue Mantoni fortsat løs i hjørnerne med gulvbørsten, da bestyrelsen stadig har lid til, at han er manden, som skal gøre at huset kan sælges.
 
Carsten Dilling har snart ryddet op i 3 år hos TDC til glæde for ejerne, og intet kan øjensynligt stoppe ham, i hans iver på at komme endnu mere snavs til livs i telekoncernen i jagten på profit. At være ejernes og bestyrelsens skraldemand er en utaknemlig opgave. For en skraldemand påtager sig alle de ubehagelige opgaver, som mange andre ikke vil røre med en ildtang. De fyrer. De omstrukturer. De optimerer omkostninger. De outsourcer. Hos DBU hedder skraldemanden Claus Bretton-Meyer. Han blev ansat af bestyrelsen i foråret 2014 til ikke bare at gøre rent, men efter bedste evne, at pille det vakkelvorne hus fra hinanden og bygge det op igen med et fremtidssikret fundament.
 
På trods af et utaknemmeligt job som skraldemand i DBU, sidder Claus Bretton-Meyer stadig på posten som administrerende direktør. Foto:Polfoto/Lars Poulsen.  
 
1-0 til regnearket
Fodboldens verden består af historiefortællinger. Dramaturgien og de evindelige fortællinger om helte og skurke sælger, og er grunden til at landsholdsfodbold i dag er en forretning med millioner af kroner på spil. Men en finanskrise og et historisk dårligt image har i de sidste mange år tæret på indtægterne, samtidig med at udgifterne til administrationen er steget. I denne kontekst har Claus Bretton-Meyer, som ny administrerende direktør for DBU, i den grad trådt i karakter som skraldemand. Efter blot en uge i rollen blev den daværende kommunikationschef Lars Berendt smidt ud, og efterfølgende rullede Claus Bretton-Meyer en ny strømlinet struktur ud, som gjorde at man måtte sige farvel til godt og vel et dusin medarbejdere, og man fik nye måder at arbejde på.
 
Der har været mange små bump på vejen, men i den sidste måneds tid har Claus Bretton-Meyer stødt på sin karrieres hidtil største udfordring. Han og resten af ledelsen i DBU er nemlig raget uklar med sin største indtægtskilde; landsholdsspillerne. For hvordan gør man rent på et landshold, som på den ene side er DBU’s absolut største kilde til historiefortællinger og dermed de største indtægter, men som samtidig udgør en væsentlig udgiftspost? Det klassiske skraldemands svar på dette paradoks er et excelark. Et excelark, hvor man med plusser og minusser rationaliserer sig frem til en løsning, hvor udgifter mindskes og indtægter øges, så både top- og bundlinje vokser. Ja, det lyder faktisk nemt, men teori og praksis er to vidt forskellige ting.
 
 
Det er ikke let at være skraldemand
Desværre for mange skraldemænd og deres bestyrelser, så er det nemlig ikke alt der kan gøres op i excelark og bestyrelsesrapporter. Fremgangsmåden, hvormed man som skraldemand eksekverer sit excelark, er nemlig mindst ligeså vigtig. Retorikken man bruger. Empatien man udviser. Livsfilosofien man udstråler. Alt dette spiller ind, og netop fremgangsmåden er særlig vigtig, da skraldemænd ikke har haft tid til at opbygge en naturlig goodwill blandt medarbejdere og medier, da opgaverne skal løses straks efter ansættelsen. Og det er præcis denne udfordring som Claus Bretton-Meyer står overfor. Ingen anfægter regnearket, men alle begræder fremgangsmåden. En klassisk skraldemands udfordring som kun ganske få mestrer.
 
Kendetegnende ved de skraldemænd som ikke mestrer at matche regnearkets sort-hvide rationale med en inddragende og dialogbaseret fremgangsmåde, er derfor også, at de ikke bliver i rollen særligt længe. Eivind Kolding fik knap to år hos Danske Bank. Jesper Friis fik ligeledes kun kort tid i Danish Crown, og Jesper Lok gad kun tre år hos DSB før han selv skrev under med Falck.
 
 
Claus Bretton-Meyer har haft nogle hårde uger efter landsholdets sure miner over truslerne fra DBU og uenighed i lønforhandlingerne. Foto: Polfoto/Jens Dresling. 
 
Når virkeligheden overhaler oprydningen
Fælles for de fleste skraldemænd er, at de ganske givet alle har haft en ambition om at blive længere i rollerne og står ved rorpinden når nye vækst- og investeringsstrategier skulle søsættes efter omstruktureringerne. Men virkeligheden overhaler de fleste skraldemænd. Opbakningen fra medarbejderne og medierne er nemlig ikke-eksisterende når den nye topchef straks annoncerer afskedigelser og besparelser. Jovist, skraldemændene agerer på et klart mandat fra ejerne og bestyrelsen, og bundlinjen skriger på forandring, men uanset rationalet, så er de efterladte kollegaers og mediers sympati altid hos den fyrede medarbejder der skal hjem og fortælle det til familien.
 
For selvom skraldemanden faktisk lykkedes med at tilvejebringe besparelser og få kørt skraldet væk, så oplever man, at når huset er ryddet op, så er bagagen simpelthen for stor til at selvsamme skraldemand kan lede virksomheden ind på vækst- og investeringssporet. Skraldemanden mangler simpelthen den grundlæggende interne og eksterne opbakning til at søsætte nye projekter og strategier, og det kan en bestyrelse ikke lukke øjnene for.
 
Læs også: Fem k-myter om DBU. 
 
Er direktørens dage talte som skraldemand, eller kan han formå at samle et splittet DBU? Foto: Polfoto/Lars Poulsen. 
 
Skraldemanden der blev leder
Der findes undtagelser. For visse skraldemænd lykkedes at tage medarbejderne med på rejsen. Jørgen Vig Knudstorp er en af de få. Svære og upopulære beslutninger blev taget i hans første år hos Lego med fyringer og store strukturelle forandringer til følge. Men netop fremgangsmåden med inddragelse og dialog, samt en evne til indlevelse og empati, gjorde at Lego medarbejderne gerne ville med på rejsen. I dag kender vi alle Jørgen Vig Knudstorp som en visionær leder og ikke længere som skraldemanden fra Billund.
 
Kan DBU blive en del af noget større?
Ingen var eller er i tvivl om at DBU skulle rydde op, og  ingen er i tvivl om, at Claus Bretton-Meyer har taget opgaven som skraldemand på sig, med al den ærgerrighed og sans for detaljer, som kun en reserve-officer kan. Spørgsmålet vi nu skal have svar på er, om Claus Bretton-Meyer er en skraldemand, hvis dage allerede var talte før han startede, eller om han lykkedes med at blive den samlende visionære leder, der sikrer, at DBU bliver en del af noget større i fremtiden.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job