Knalder du med emojis?

I datingland har emojis deres helt egen betydning. Her får du en guide til de syv hyppigste, og hvordan du bruger dem hvis du vil knalde igennem
På Tinder og de andre dating-apps har dine bikinibilleder, selfies fra fitnesscenteret og lækre restaurantfotos ét enkelt formål: at gøre dig attraktiv for dine potentielle matches 😎. I retorikken kalder vi det etos: din modtagers syn på dig og på, om du er værd at date/knalde/gifte sig med. Sammen med billeder er tekst og emojis afgørende for, om du kan få etableret en høj etos – men pas på! I datingland betyder mange emojis noget andet end ellers. Bruger du dem rigtigt, er der point at hente på etos-kontoen. Men bruger du dem forkert, kan det skade din etos, og du kan ende emoji-fuld men date-løs.
 
Det vigtigste ved forståelsen af emojis er, at mange af dem fungerer som eufemismer: Ord, der bliver brugt som et mere anstændigt og diskret alternativ. F.eks. er det at
“gå i seng sammen” en eufemisme for sex. En anden brug af emojis er, at de kan hjælpe din modtager med at afkode, hvordan resten af din tekst skal læses. Er du glad 😁 eller sur ��, mens du skriver? Emojis er det filter, dine ord bliver læst igennem.
 
Her får du guiden til de syv mest anvendte emojis i dating-sammenhæng, og hvordan de kan styrke eller skade din etos.
 
 
7. Smiley: Når der er positive vibes 
 
 
🙂 – den oprindelige, klassiske og evigglade Slightly smiling face. 
Hvis du er generationen, der har haft en Nokia 3310, var den nok den første emoji, du lærte at skrive ved hjælp af :-) (og nogle af os bruger den stadig sådan). Det fantastiske ved den klassiske smiley er dens evne til at forvandle selv ekstremt kortfattede beskeder til venlige hilsener. Der er stadig meget divergerende holdninger til, hvorvidt de er OK at bruge på arbejde, og når du udveksler e-mails med din bankrådgiver. Men i datingsammenhæng er smileyen uundværlig, særligt hvis du ikke er den store skribent. Sørg for at bruge smileys enkeltvis, og når du vil sørge for, at dit match ved, at dine beskeder skal læses med et smil på læben.
 
Etos-vurdering: Alle, der færdes digitalt, ved, hvad en smiley betyder. Du kan risikofrit bruge den – en velplaceret smiley giver etos-point. For mange smileys og for lidt indhold virker spammende og irriterende, så hold dig til få af dem.  
 
Brug den ikke: Hvis du faktisk er sur eller sarkastisk; det forvirrer din modtager. 
 
Skriv f.eks.: “Tak for match 🙂”, “Hej  🙂 – du ser sød ud! “ eller “ Haha, jeg kan også godt lide elefanter 🙂”

 
6. Kysse-emoji: Når der skal snaves 
 
 
Kysse-emojien ligger i den blødere ende af skalaen af flirtende emojis, men er ikke desto mindre superfunktionel i de indledende runder. Du kan både bruge den for sig selv, når du synes dit match har skrevet noget sødt, eller du kan bruge den i kombination med et par andre, når du gerne vil starte en mere lummer dialog.   Den er med til at flytte samtalen fra venskabelig til kærlig, romantisk – eller sexet.
Kysse-emojien fås både i den kærlige version med hjerte på, og til de lidt mere tørre kys findes der flere versioner. De bliver dog også brugt, når du skal afbilde nogen, der fløjter, 😗 og det i datingsammenhæng berygtede duck-face, så hvis du vil sende et rigtigt kys, gøres det bedst med 😘.  
 
Etos-vurdering: Kys betyder mere, når de bliver sendt lidt inde i samtalen. Så vent med at sende alt for mange kysse-emojis, til du rent faktisk har lyst til at smide dit match et kys. Ellers kan det godt virke lidt aggresso – ligesom det ville virke lige lovligt påtrængende at forsøge at stikke din tunge ned i halsen på din date i starten af samtalen.
 
Brug den ikke: I starten af en samtale, men vent, til I kender hinanden bare en lille smule.
 
Skriv f.eks.: “Arj, tusind tak 😘”, “Jeg glæder mig til på torsdag 😘” eller “Sov dejligt, smukke 😘”
 
 
5. Blinkende ansigt med tunge: Når det kun er for sjov
 
 
Ansigtet, der vil det hele. Det rækker tunge, det blinker, og det smiler samtidig. Blinkende ansigt med tunge bliver brugt i mange forskellige sammenhænge, og de er ikke alle sammen frække. Nogle bruger den, når de er sarkastiske. Nogle bruger den, når de selv synes, de har sagt noget dumt. Og nogle – hovedsageligt mænd over 40 – bruger den i flæng som erstatning for “hej”, “er du der stadig” og “jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige” – og så bruges den, når der flirtes 🤯. De mange forskellige betydninger kan resultere i en samtale, der hurtigt går død, fordi modtageren ikke er med på, hvad der egentlig menes.
Brug den, når du vil vise, at dine ord ikke skal tages så alvorligt. 
 
Etos-vurdering: 😜 har tilpas mange forskellige betydninger til, at den kan være ret forvirrende for modtageren. Den kan bruges til at give dit match en idé om, at du bare er ude på sjov og ballade og måske ikke søger noget seriøst.
 
Brug den ikke: Brug den IKKE, når du gerne vil tages alvorligt. Og det er nok at bruge én ad gangen. 
Her er det altså bydende nødvendigt at tilføje en lille note specifikt til 😜: Der foreligger tilsyneladende en vidt udbredt misforståelse blandt mænd om, at kvinder finder det sexet, når granvoksne mænd rækker tunge. Det ses på billeder, og det ses i den hyppige brug af 😜. Nærværende skribent kan dog afsløre, at i en ganske uvidenskabelig rundspørge blandt jævnaldrende kvindelige bekendtskaber synes 0 %, at en mand, der rækker tunge er sexet. Ligesom 0 % kvinder synes, det er sexet at modtage et dick-pic, man ikke har bedt om. Så, hvis du vil være sexet, skal du bruge nogle andre emojis. 
 
Skriv f.eks.: “Arj, måske var jeg også lidt hurtigt til at sige, jeg hader Amager, når du nu bor der 😜”, “ Ja, jeg er jo dronningen af scorereplikker, har du nok bemærket 😜”. 
 
 
4. Vanddråber: Når du skal bruge en styrkemarkør
 
 
Vanddråber eller sveddråber bruges, når du vil fortælle, at du sveder, eller at “noget” er vådt.
I aktuel sammenhæng kan man se den i tretrinsraketten 💦🍑🌮 – Wet Ass Pussy, som refererer til det omdiskuterede og meget seksuelt eksplicitte hit af Cardi B og Megan Thee Stallion. Her fungerer de tre emojis som meget brugbare eufemismer på digitale fora, hvor ordene Ass og Pussy kan risikere at blive fanget af et anstødelighedsfilter, men de tre emojis er jo bare henholdsvis vanddråber, et stykke frugt og en mexicansk måltid, og man kan derfor skrive om sangen uden at blive flagged. 
Sveddråberne bruges også i betydningen, at noget er HOT. 💦 er gode til at sætte sammen med andre emojis som en styrkemarkør, der giver ekstra vægt til en anden emoji, f.eks. 🤤💦 som en kompliment til et (sexet) billede. 💦 kan være lidt tricky, for de kan også referere til fitnesssved og ikke mindst til spytklatter (😗💦), så brug den kun i sammenhænge, der er lette at afkode for din modtager. 
 
Etos-vurdering: 💦 betyder ikke rigtig noget i sig selv og er derfor ikke smart at bruge uden ord eller andre emojis, den kan knytte sig til. Du kan ikke antage, at dit match er klar over, om du mener vand, sved, spyt eller sekret, og du er derfor nødt til at give en kontekst, hvis den skal give plus på etos-kontoen. 
 
Brug den ikke:  alene uden kontekst, og forvent ikke, at dit match ved, hvad det betyder – det gør de ikke. 
Skriv f.eks.: “Pyh, det billede af dig i dine speedos er 😍💦”, eller “💦 HOT DAMN, et flot profilbillede”. 
 
 
3. Fersken: Når du skal bruge en booty til dit booty call 
 
 
Man kan næsten se det – de fyldige ferskenballer, der struttende byder sig til. Fersken er en af de visuelt mest tilfredsstillende eufemismer for rumpe. Fersken kan bruges til  🍑📞 (booty call), som er en diskret måde at spørge din aftens udkårne, om hxn har lyst til et put. Hvis man ikke allerede kender fersken-emojis sekundære betydning, kan man ofte regne den ud ud fra sammenhængen, så den kan du bruge forholdsvist sikkert i mange sammenhænge, hvor du altså har lyst til at sige noget med røv. 
 
Etos-vurdering: 🍑 kan både bruges i sjove og sexede sammenhænge, og fordi den er så visuelt klar i sit udtryk, bliver den hurtigt afkodet af din modtager – og det giver etospoint til dig at være let forståelig. 
 
Brug den ikke: som en fersken. Helt ærligt, det gør ingen. Enkelte forvirrede emoji-brugere forveksler 🍒 og 🍑.  Kirsebærret kommer vi nærmere ind på, men lad os bare slå det fast: Fersken er røv – ikke babser. 
 
Skriv f.eks.: “Hey, god 🍑 og go’ weekend!”, “Jeg synes, Inger Støjberg er en rigtig 🍑🎩” eller “Skal vi lave frugtsalat i aften, når du kommer hjem til mig? 🍑🍒🍌”

 
2. Taco: Når du bestiller en vulva med det hele 
 
 
Tacoskallen refererer til en vagina. Hvorfor står lidt uklart, men det har sandsynligvis noget med tacoskallens foldning på midten at gøre. Selvom tacoskallen stadig er den mest brugte emoji til at beskrive dameunderstel, så er der skærpet konkurrence fra så forskellige kanter som 🍯 (honningkrukken), 🍪 (småkagen) og 🍣 (sushi) – sidstnævnte så vidt vides ikke grundet fiskelugt.
Brug tacoskallen med omhu – den er mindre udbredt end f.eks. auberginen, og folk kan derfor godt blive lidt desorienterede, hvis du lige pludselig blander mexicansk mad ind i jeres sexting-tråd. Her gælder det om at kende din målgruppe – er modtageren 35+, løber du en risiko for, at de ikke forstår dig!
 
Etos-vurdering: Der er gode etospoint at score, hvis dit match også kender betydningen – så har I noget til fælles. Men gør hxn ikke, kan du risikere at tabe en potentielt sexet samtale på gulvet og ende med en snak om takeaway-præferencer. 
 
Brug den ikke: Når du er usikker på, om dit match ved, hvad det betyder. Undgå også at bruge 🌮 i sammenhænge, hvor der kan være overlap mellem betydningen tacoskal og vulva – så forvirrer du bare dig selv og dit match 😅
 
Skriv f.eks.: “Hey, min 🌮 kunne godt bruge lidt 🍆 senere på ugen” eller “Må jeg så også godt 👅  🌮, når vi nu er i gang?” 
 
 
1. Aubergine: Når du har udstyret i orden
 
 
Måske har du levet under en sten, eller måske har du bare en dåbsattest, der gør, at auberginens dobbeltbetydning er gået din næse forbi. Men den stakkels grøntsags fallosform har givet den førstepladsen som synonym med netop: en fallos. 
Får du tilsendt en aubergine på en dating-app, kan du godt regne med, at det er en invitation til lidt   🍿&❄️ ( S.E.X.)
 
Hvis du selv vil sende auberginen, skal du virkelig mene det – er du klar til at køre samtalen fra smalltalk til full-on sexting? Auberginen er sjov og eksplicit, så hvis du smider den på det rette tidspunkt, kan den give pote. Smider du den for tidligt, er det bare klamt. Af nogle af de mere ærlige penishavere derude, kan man se 🍤 blive brugt synonymt med auberginen. 
 
Etos-vurdering: De fleste kender eufemismen særdeles godt, og det gør den nem at bruge uden at skulle give alt for meget kontekst. Og så er den både sjov og sexet – og komisk voluminøs. Der er etos-point at få for komik og selvtillid – og potentielt point at tabe, hvis virkeligheden ikke lever op til den lovede størrelse. 
 
Brug den ikke: Til beskrivelse af din ding-dong, hvis du i virkeligheden har en 🍤. Brug heller ikke som aubergine. Ligesom med fersken bliver den snart sagt aldrig brugt i dens oprindelige betydning. 
 
Skriv f.eks.: “Jeg søger 🍆”, “Må jeg sende dig et billede af min 🍆?” eller “ Jeg foretrækker 🍆🍑 frem for 🍆 🌮”
 
 
 
Kuriositeter, du skal kende: 
 
Enhjørningen: invitation til en trekant
 
 
Hvis du støder ind i nogle, der er på jagt efter en 🦄, betyder det, at de allerede er i et forhold, men at de leder efter en tredje – en enhjørning – til 👉👌. Brug derfor ikke 🦄 i din profiltekst, medmindre du er interesseret i at få en masse sexinvitationer fra par. 
 
 
Kirsebærret: et clusterfuck af betydninger 
 
 
Hvis du virkelig vil forvirre dit match, skal du sende hxn kirsebærret. Det kan betyde testikler, bryster og “to take someone’s cherry” (at tage nogens mødom). Den bliver sågar brugt synonymt med fersken. Hold dig fra den, hvis du kan, så undgår du at bidrage til forvirringen 🙈. Og husk, at det er 👍 at spørge, hvad den betyder, hvis nogen sender den til dig. 
 
 
Næsehornet: one HORNY animal
 
Den her vil du sandsynligvis mest støde på, hvis du skriver engelsk med dit match – uden for kontekst kan det være lidt svært at få øje på, men for dem, der sætter pris på en god gammeldags leg med ord, virker den fint inden for sammenhængen: “I’m horny”. Plat? Jep. Får den dit match til at grine, når du skal forklare den? Sandsynligvis 😉
 
 
Emojis har for længst etableret sig som en fast bestanddel af onlinekommunikation, både i og uden for dating-apps. Deres betydninger er foranderlige, selvom du stadig kan regne med, at 🔑 betyder nøgle i de fleste sammenhænge, så kan den lille tilføjelse af 🔓 ændre hele betydningen. Emojis er en leg med analogier, og jo mere eksperimenterede du er i brug og kombinationer, jo sjovere og mere interne og intime kan jeres samtaler blive!
 
✌️🦆❤️🍦☕️🛣2🐝😀

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job