|
|
Hvorfor er dyreprint på mode igen?
WTF sker der lige for dyreprint

Bieber gør det, Will gør det, Sanne gør det. Og nu gør du det også – én gang til. Find din leopardkjole, slangeskindsvest og zebraleggings frem fra loftet, for den kollektive savanne-nedsmeltning er genstartet.

Skrevet af
Leopardprikker, krokodilleskind og tigerstriber er igen blevet en del af den danske mode, og alle aldre er med på det animalske look. Vi tager en tur gennem tiden og ser på dyreprintet og dets tilhængere før og nu og stiller spørgsmålet: Er imiteret slangeskind blevet stuerent?
Er du også en af dem, der gik og troede, at dyreprint hørte den del af 80'er- og 90’er-moden til, som aldrig igen ville se dagens lys?
 
Tro om igen. Leopardprikker, krokodillemønster, zebrastriber og imiteret slangeskind er absolut i gang med en galopperende renæssance, der hiver alt fra teenagere til midtlivskrisemænd og bedstemødre med sig.
 
To kvinder passerer hinanden i leopard. På Heartland Festivalen stjal dyreprint i den grad billedet.
 
Der er dem, der fejrer det. Vogue spår, at efteråret og vinteren 2018 bliver et dyrt år, med lange, tigerstribede frakker og leopardprikkede jakkesæt. Der er dem, der aldrig rigtig gav slip på leopardgamacher og tigerstribede skjorter, og som i udkanten af systemet har holdt dyreprintet levende i alle disse år.
 
Og så er der os andre, der kun liiige har nået at sælge vores Aqua-sengtøj på DBA og fundet en anden kæreste end en oversavlet Peter André-plakat, og som altså slet ikke er klar til en ny runde kitsch og mønsterforvirring efter 1990’ernes tyggegummifest.
 
Vi, der allerede vægrer os ved, at vores værste modefadæser bliver gentaget med største fornøjelse af generationen efter os.
 
Vi havde faktisk næsten vænnet os til, at bøllehatten, maveblusen og det generiske overload af adidas-striber skulle stå alene i genoplivningen af 90’ernes modetrends, og kunne med velbehag gyse lidt ved tanken om vores egen komplette mangel på modemæssig dømmekraft, som vi nu ser spejlet i ungdommen.
 
Hip i 90'erne. Mel B gik all in.
 
Men i stedet for at lade krokodilletasken blive i skabet som et skamfuldt, omend småkomisk minde om fordums dumheds tid, har man nu valgt at hive den frem fra gemmeren og flashe den i fuldt dagslys. Og bevares, genbrug er en rigtig god ting. Men vi var faktisk nogle, der troede, vi var enige om, at det var objektivt dårlig smag.
 
Og hvis man er sådan en, så kan man undres over, hvor impulsen til at iklæde sig faux- og ægte-versioner af andre levende væseners hud egentlig kommer fra?

Dyreprintets DNA
Er det virkelig det primitive instinkt, nedarvet fra oldtiden, hvor vi iklædte os hud fra de dyr, vi slagtede, mest for at få varmen, men sikkert også for at få lidt street cred fra hjemmedrengene i hulen?
 
Eller er det ønsket om at ville signalere at være en rigtig kælen vildkat, rawr-rawr?
 
 
Lige siden 50’erne har leopardbuksen været en ting. Det klassiske, stramme look, der skulle smyge sig tæt om de smalle damehofter og lige, lange ben, draperet af let spidsede læber og en indladende attitude, betød kælen missekat og gav sexappeal for kvinder  mænd skulle vist helst bare være stille og stærke og dyrepletfri.
 
I 80’erne var dyreprint, og alt andet, indblandet i nogle seriøse farveskandaler, hvor lyserød, neongul og brækgrøn fik fri leg på alt fra natbukser til sjove hatte og glinsende slangeskindsjakker.
 
80'er-bandet Sigue Sigue Sputnik. Syg, syg tøjstil.
 
Intet var fredet, og Afrika kom på verdenskortet, som det land alle børn kender som der, hvor Toto velsigner regnen, og sidst men ikke mindst var Afrika genstand for Band Aids hyggenødhjælp, der udover at kalde på empati og penge selvfølgelig også kaldte på flere jungledyr på tøjet, gerne i miks. Ikke at forglemme Nanna Lüders' danske version af et nødhjælpshit, Afrika. Det bli'r bedre dag for dag.
 
1990’erne var en del mere au natural i sin gengivelse af afrikansk dyrepels med store, vamsede frakker eller sort-hvide jakker med kopletter – undertegnede skribent var stolt indehaver af en hjemmesyet en af den sidste slags!
 
*NSYNC var i synk med modebilledet med deres kombination af slangeskindsbukser, Jack & Jones-stangvarer og farvet ræv.
 
Eller vinterfrakker med leopardprint, der indimellem var absolut ægte dyreskind. Dem bar Kate Moss og Gwyneth Paltrow med ophøjet selvfølgelighed, som kun ægte catwoman-rovmisser-maneatere kan.
 
Goddammit, Kate Moss, I want that pipeline! Moss på catwalken iført, hvad der sandsynligvis er ægte rovdyr.
 
80’erne og 90’erne bød også på skildringen af livet i den amerikanske underklasse, hvor særligt leopardprikken blev kendetegnende for storrygende trailerpark-strippere og cougars, der på ægte rovdyrmanér jagter yngre mænd og fortærer dem nådesløst.
 
I 00’erne holdt vi en pause. Det blev for meget med alt det mønstergøgl og alle de farver, og mange af os havde stadig ondt i maven af at spise for meget vandmelonsmagende lipgloss og Zapp-is i 90’erne.
 
Vi måtte ned i gear igen, få skruet op for nogle jordfarver, og os, der var gået lidt for hårdt til den i tilbedelsen af Cartoons og Daze, skyndte os at blive goths og emos, for ligesom at holde balancen mellem skrigende dårlig smag og frivillig eksklusion fra det etablerede samfund.
 
Vi er dystre, men elegante. Goth og emo som reaktion på de ekspressionistiske 90'ere.
 
Der var dem, der holdt fast. I det små kunne man se tegnene. Leopardprikken overlevede på stripperbaren, i trailerparken og på de mest generiske rockmamas. På enkelte brune bodegaer på Nørrebro kunne man spotte en ironisk leopardbuks i ny og næ, på Vesterbrogade en stilforvirret slangeskindstaske, og der var en håndfuld excentriske performere af forskellig art, der inkorporerede en zebtrastribe eller to i deres sceneudtryk.
 
Det var vel her, fra den dvælende tilstand, det startede igen.
 
At forsøge at lokalisere en patient zero for den nye pandemi ville være noget nær umuligt, men det kan tænkes, at smittekilden skal findes i det københavnske hipstermiljø. Som med mange andre epidemier har hipsteren været en viral bombe, sprængfærdig af fuldskæg, mikrobrygget øl og club-kid-attitude, klar til at sprede det hele, på trods af sin trang til at være enestående.
 
To fluer med ét smæk: Kønsrollerne er afmonterede og tredpositionen sikret.
 
Og så stod man pludselig dér og lagde mærke til alle dem, der så skamløst havde påført sig dyreprint, som vi ellers troede, vi var blevet enige om, var dårlig smag, men som ved en magisk transformation gennem hipster-filteret var blevet en fuldt ud alment accepteret beklædningsgenstand.
 
Men hvem tør bruge den? I hvert fald ikke os, der faldt i kitsch-gryden som spæde og først alt for sent fik bugseret os tilbage over kanten og ud i virkeligheden.
 

Leopardprikker til ravkædesegmentet
De, der tør, er de edgy sølvhjelme, der oser af sex og vildskab, også på en helt almindelig onsdag. Eller, det er i hvert fald det, de gerne vil signalere.


Dobbelt dyreprint er helt o.k. i en tid, hvor du bliver mere trendy, jo flere mønstre, du kan iklæde dig samtidig. De brune savannefarver er som skabte til udelivet på festival. Foto fra Heartland Festival.

Forbilledet er Sanne Salomonsen, der med sin lemfældige omgang med leopardprikker og leggings har forårsaget en sand bølge af vildkatte i ravkædesegmentet, der vimser rundt i stramme zebrastriber og leger Afrika derhjemme sammen med Kay Bojesen-aben og Hans Scherfigs elefanter.
 
Sanne Salomonsen, som har fået en revival samtidig med dyreprintet. 
 
De animalske mønstre skal helst signalere lige dele rock’n’roll a la Sanne og rød læbestift og Afrika, som en jordbunden lækkerhed med lertøj og træudskåret salatbestik.
 
De tilhører den generation, der også havde dyreprint på sidst, det var moderne, og det er dem, der dukker talstærkt op til hatha-yoga lørdag formiddag og stadig ikke helt er med på, hvad begrebet kulturel appropriation egentlig er for noget.
 
Men de er ikke de eneste, der har givet sig i kast med den nye, gamle mode. Det har deres afkom også.

 

Generation Z som zebra
Man kunne fristes til at tro, at det er den blotte mangel på transhistorisk anerkendelse af grusomhedernes omfang, der har fået nutidens post-Millennials til at trække i de mest græmmelsesværdige modekatastrofer fra 90’erne. På den måde vil det være let at afskrive det som ungdommens uvidenhed.

Men når mor og far så ublufærdigt iklæder sig selvsamme, er det svært at se det som andet end et bizart udtryk for social arv, der gennem tætsiddende velourkjoler og halvåbne skjorter sender en savanneagtig malstrøm af ringe stilfornemmelse gennem generationerne.
 
Det er tydeligt, at de ikke kan gøre for det. Næste generation, altså. Foto fra Heartland Festival.
 
Med flotte billeder fra Pradas efterårskollektion og tilbud i H&M bliver selv den stærkeste ungdomssjæl svækket og må bøje sig for leopardprikken, der kryber ind på nederdelens stof, som listede den sig med sleben klo ind på sit bytte.

Tigerstribens sociale arv
Så er det her, vi må slippe den sidste flig af skepsis og lade os omsvøbe af den forlorne pels?
 
Vi er allerede gået så langt, at vi er begyndt at give vores småbørn dyreører på flyverdragten, og selv Peter Plys er hoppet med på dyreprintbølgen, hvor han ikke holder sig til at klæde sig ud som Tigerdyret, men også klæder sig ud som både ko og zebra.
 
Det er som om, hele verden har accepteret den totale hengivelse til verdens måske dårligste camouflage. For ingen vil nogensinde tro på, at du virkelig er en lille tigermis. Faktisk heller ikke, selvom du pynter dig med lånte striber fra top til tå.
 
Alle har ja-hatten på, lige bortset fra os, der stadig ryster på hovedet af vores egen fejlagtige fornemmelse for fashion, som vi forlegent må se i øjnene, når vi ser en lårkort med krokodillelook.
 
Vi skamfulde må bide tænderne sammen og se at få gravet kojakken og den falske hermelin frem fra gemmeren på loftet.
 
Men husk, hvad Karl Lagerfeld siger: “Trendy is the last stage before tacky”

Relaterede artikler

Farvel til Hipsteren, hulubulu til Cutesteren - De originale hipstere er snart så gamle (undskyld, kreative senior-typer), at der er interessante generationsforskelle m...
Normbod er det nye - En ny nøgenhed florerer. Den består af dig og mig, mennesker med lidt for høj fedtprocent og lidt for lidt solkysset hud...
Gamle kvinder er det nye sort - Susan Sontag talte i starten af 1970’erne om ”den dobbelte standard” – at kvindelig attraktivitet kun har én alder og st...
Extreme Supreme Scheme - De er to af verdens mest genkendelige brands. For nylig lancerede de et samarbejde, der har givet genlyd i kulturverdene...
Mode og identitet: De nye statusmarkører - Mode bliver politisk, når vi forhandler social status til omverden gennem vores ydre. Hver morgen komponerer vi udgaver ...
Du er din T-shirt - Vi kender den. Vi ejer alle sammen mindst én. T-shirten. Dette stykke beklædning er alle vegne og kan stort set alting: ...
Hippien er den nye hipster - Den gode nyhed: Du kan tage dit hipster-look op til næste level. Den dårlige nyhed: Nu skal du virkelig mene noget med d...
Nøddemix-moden - Ligner din bedste ven en fattig naturvejleder eller sidste overlevende fra en bjergbestigning? Går alle dine skatervenne...
Hvorfor går alle nu i løbebukser? - Kommer dine kolleger også anstigende til morgenmødet i løbebukser? Har du spottet de gammeldags tracksuits ude i natteli...
Hvad siger din mulepose om dig? - Muleposen skal bruges flittigt for at kunne bæres med god samvittighed – hvor flittigt er forskere dog uenige om. Er det...

Giv din stemme

37 stemmer
2,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

54 JOB

Head of Digital

Se alle job Indryk job

Kursus

Styrk jeres leder- og linjekommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.