Kforum

Berlingskes big brother bossman

Berlingskes koncernchef bestilte en hemmelig rapport om, hvad mennesker, medier og meningsdannere havde skrevet og sagt om hans krisehåndtering. Det har skabt et ramaskrig og reaktiveret den gamle Dyrby-krise, der ellers var på vej i glemmebogen. Hele forløbet har udstillet en mangel på dømmekraft i mange dimensioner, hvilken næppe vækker begejstring hos Berlingske Medias belgiske ejere.
Det er mangel på journalistisk jugement som mediechef at overvåge sine egne journalister. Det er dog også socialpsykologisk, krisestrategisk og metodisk tonedøvt, og udgør en belastning for Berlingske Medias belgiske ejere. Kilde: Berlingske, PR-foto.
Det er mangel på journalistisk jugement som mediechef at overvåge sine egne journalister. Det er dog også socialpsykologisk, krisestrategisk og metodisk tonedøvt, og udgør en belastning for Berlingske Medias belgiske ejere. Kilde: Berlingske, PR-foto.
af Mikkel Skov Petersen, Timme Bisgaard Munk
Først var der selve den amatøragtige håndtering af daværende chefredaktør Michael Dyrbys exit i kølvandet på dokumentaren om den sexistiske kultur på TV 2. Den krise efterlod koncernchefen Anders Krab-Johansens omdømme godt medtaget. Og hvad værre er: med koncernchefens omdømme også virksomhedens omdømme.

Nu fem måneder senere er den næsten glemte krise genopstået efter afsløringen af, at Anders Krab lod medarbejdere og ledere fra Berlingske Media overvåge.
 
Denne seneste udvikling i sagen åbenbarer en overraskende tonedøvhed og mangel på dømmekraft hos topledelsen i Berlingske Media.
 

Journalistisk tonedøvt

Journalistik er et fag, som i sit DNA er i diametral modsætning til alle former for overvågning. En anti-overvågningsdisciplin, der ser sig som samfundets uovervågede vagthund. Det er en dårlig ide at overvåge sine medarbejdere, men en ekstremt dårlig ide at overvåge sine medarbejdere, hvis de er journalister. Specielt, når det handler om ens personlige lederskab af en journalistisk arbejdsplads med en publicistisk vision.
 
Helt slemt bliver det, når den ikke-offentliggjorte rapport angiveligt konkluderer, at det havde været gavnligt for mediehuset, hvis der var blevet talt med én stemme. Tanken om, at de frie uafhængige redaktioner skulle rette ind af hensyn til koncernens interesser, er regulær helligbrøde.
 
Rapporten peger derfor på en katastrofal mangel på journalistisk jugement, hvilken netop også er baggrunden for hans efterfølgende undskyldning. 
 
”Jeg har beklaget forløbet overfor medarbejderforeningerne. Kritikken er berettiget, og det er mit ansvar. I et mediehus må der ikke være noget, som kan give anledning til at tro, at der foregår overvågning. Vi er her alle for at styrke det frie ord, og det er afgørende, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved dette,” lød hans undskyldning i en mail til MediaWatch.
 
Tilbage står Anders Krab som Berlingskes big brother-koncernchef, hvor han skulle være lederen af frihedskampen mod den store, stærke, overvågende stat.
 
 

Socialpsykologisk tonedøvt

Det er et udtryk for dyb mistillid at få et eksternt konsulentfirma til at lave en hemmelig rapport om bl.a. ens nærmeste ledergruppes holdninger og adfærd på sociale medier.
 
Det er et signal om, at her er en gruppe i konflikt, som ikke længere har et åbent og konstruktivt samarbejde. En sådan rapport har den skærpende konsekvens, at den i princippet kan være grundlag for advarsler, påtaler og egentlige personalesager rettet mod de kritiske stemmer. 
 
Alt i alt en stærk indikation på, at hverken ledergruppen eller koncernchefen anerkender hinandens holdninger og handlinger. 
 
 

Læk = mistillid

Det styrker yderligere billedet af dyb mistillid, at den hemmelige rapport bliver lækket til pressen. Lækket beviser, at selv blandt koncernchefens væbnere og fortrolige findes kritikere, som ønsker at svække Krab. Omvendt bestyrker lækket ledelsens mistro til de underordnede.
 
Ved et tidligere læk i forbindelse med Dyrbys exit valgte Anders Krab i øvrigt at kalde en af sine medarbejdere fra B.T. for en abe, efter den anonyme vedkommende havde tippet konkurrenten Ekstra Bladet.
 
Fra både en ledelses- og HR-vinkel er der andre og bedre måde at håndtere og løse konflikter på. Selve sagen om de forskellige holdninger til MeToo burde være diskuteret åbent bag lukkede døre ansigt til ansigt.
 
Det virker unødvendigt konfrontatorisk, som dengang Anders Krab på Børsen i følge Frihedsbrevet hver fredag smed medarbejdernes skrivebordsroderi i papirkurven. Målet var mere ryddelige skriveborde, men midlet var krigerisk og kontraproduktivt. Medarbejderne blev ikke overraskende rasende.
 
Det bidrager desuden heller ikke ligefrem positivt til tillidskrisen, at Anders Krab under Dyrby-krisen afviste at modtage kommunikationsrådgivning. Det viser sig nu, at det var nøjagtigt hvad han gjorde. Mere præcist fra Michael Ulveman.
 
 

Metodisk tonedøvt

Ulobby er et lille og relativt ukendt analysefirma, som primært er kendt for at forsøge at bygge et digitalt værktøj og en platform til lobbyarbejde. Et firma, som ikke er kendt for større kvantitative analyser eller specifikke SoMe-analyser. 
 
Hvis koncernledelsen i stedet havde valgt Infomedia som konsulentfirma, ville analysen fremstå mere rent som en standardafrapportering på medieomtale. Enhver skoleelev kan jo frit søge på Infomedia.
 
Med Ulobby som afsender (alene navnet) kommer analysen i stedet til at fremstå som en skummel overvågningsoperation fra gustne spindoktorer omgærdet af hemmelighedskræmmeri.
 
Valget af leverandør placerer rapporten i tæt familie med de lister, kontroversielle firmaer typisk laver over kritiske journalister. Nu er det ikke offentligt tilgængeligt, hvad der står i rapporten, men spørgsmålet er, om en SoMe-overvågning og -opsamling overhovedet bibringer kritisk nyt eller blot er og bliver en opsamling af det, som står lysende klart for alle. Alle, som har arbejdet i store organisationer ved, at der bliver produceret hyldemeter af ulæste rapporter og analyser. 
 
Det er uklart, hvem der præcist har bestilt den kontroversielle rapport. Var det ejerne i De Persgroep? Det forekommer tvivlsomt, at de vil beskæftige sig med et mindre lokalt anliggende. Var rapporten Krabs eksplicitte ønske, eller er den mere et udtryk for, at marketingchef Lisbet Røge Jensen mangler journalistisk og politisk fingerspitzgefühl? 
 
 

Kommunikationsfagligt tonedøvt

Anskuet ud fra en kommunikationshygiejnisk risikovurdering, så skaber udarbejdelsen af en hemmelig rapport, uanset hvis idé det var, en sårbarhed: Det vil være en rigtigt dårlig historie, hvis den kom ud. Og ud kom nyheden om rapportens eksistens jo som bekendt.
 
Netop som koncernchef Anders Krab virkede til at være kommet videre efter sin sidste krise, blusser den massivt op igen. Rapporten revitaliserer og forstærker koncernchefens Dyrby-exitkrise. Vel at mærke en opblussen, hvor der igen bliver skabt begrundet tvivl om Berlingske Medias helhjertede opbakning til MeToo; et gigantisk imagemæssigt selvmål, som desværre for Krab og Berlingske Media genåbner gamle kriser og konflikter.
 
Tilbage står, at håndteringen af koncernledelsens håndtering af MeToo er i konflikt med resten af Berlingskes ledelsesgruppe og folkestemningen i bred forstand.
 

Tonedøvt på tidsånden

Konservative medier fra Wall Street Journal til Berlingske Tidende vil være anti-woke for enhver pris. Denne strategiske positionering er formentlig en del af baggrunden for Krabs tøvende og halvhjertede håndtering af MeToo-sagerne i mediekoncernen. Det store spørgsmål er, om anti-woke er tonedøvt på tidsånden.
 
Positioneringen, hvor man møder fx MeToo med korslagte arme, vækker formentlig genklang hos dele af mediehusets mindre forandringsparate kunder. Medarbejderne, som derimod skal møde stolte ind til en arbejdsplads, der er tryg for alle, stiller sig formentlig mindre kategorisk afvisende over for forandringens brise.
 
De gentagne læk til andre medier skal givetvis ses i lyset af dette modsætningsforhold mellem den ambivalente og vage MeToo-håndtering på den ene side og medarbejdernes ønske om det modsatte på den anden side.
 
 

Tonedøvt i forhold til de belgiske ejere

Berlingske Media ejes af den belgiske mediegruppe De Persgroep. En udenlandsk ejer med begrænset indsigt i danske forhold og folkestemning. Denne manglende indsigt og et begrænset dansk netværk har givet Anders Krab mulighed for at kunne monopolisere og selektere, hvad belgierne får at vide om situationen i Danmark.
 
Den gode økonomi har kunnet skjule de mere subtile og umålelige problemer under overfladen. Her har de økonomiske nøgletal igen og igen vist et pænt overskud, hvor Krab, som på Børsen, nidkært har sparet sig til en bedre bundlinje.  
 
Under Dyrby-krisen kontaktede Frihedsbrevet de belgiske ejere og rettede i samme ombæring De Persgroeps opmærksomhed på den kritiske situation i Danmark. Belgiernes svar var, at de monitorerer Krab og Dyrby. Et interessant og mere spekulativt  spørgsmål er om rapporten og overvågningen udspringer af belgiernes ønske om at monitorerer udviklingen? Altså at rapporten blev iværksat af ejerne selv? 
 
Hvis nej, er situationen blot endnu mere kritisk, fordi den hemmelige overvågningsrapport viser, at Krab har været i konflikt med store dele af – hvis ikke hele – ledergruppen i det Berlingske Hus, og nu efter afsløringen også samtlige medarbejdere.
 
Det er næppe noget, som giver point hos de belgiske ejere. Ejere hadere nemlig borgerkrig i ledelsen, som er deres eneste redskab til at skabe en sund forretning. 
 
Spørgsmålet er, hvor længe de belgiske ejere i De Persgroep kan leve med mistilliden og den indre uro.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs