Drukfri Ungdom kritiseres for manglende åbenhed

Initiativet Drukfri Ungdom får kritik af forskere for ikke tydeligt nok at deklarere, hvem der står bag. Spørgsmålet er: Kan man bekæmpe alkoholmisbrug ved at samarbejde med sælgere?
Drukfri Ungdom vil hæve købsaldersgrænsen til 18 år, men en af hovedaktørerne i samarbejdet er en alkoholbrancheforening, som vil undgå afgiftsstigninger. Foto: Getty Images
Drukfri Ungdom vil hæve købsaldersgrænsen til 18 år, men en af hovedaktørerne i samarbejdet er en alkoholbrancheforening, som vil undgå afgiftsstigninger. Foto: Getty Images
Drukfri Ungdom – et samarbejde mellem 24 interesseorganisationer (NGO'er) og brancheorganisationen Vin og Spiritus Organisationen i Danmark (VSOD) – har i længere tid arbejdet for at hæve aldersgrænsen på køb af mild alkohol under 16,5 % fra 16 til 18 år. 
 
Men nu får samarbejdet kritik af flere forskere, der mener, at VSOD og de øvrige NGO'er bør deklarere tydeligere, at de har modsatrettede interesser. Det burde fremgå tydeligt, at det er en alliance mellem NGO'er og en brancheorganisation, som har modsatrettede interesser, og ikke en uafhængig græsrodsorganisation, som navnet kunne antyde.
 
Mark Ørsten, professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC, mener, at det er uhensigtsmæssigt, at klassiske brancheorganisationer, der har egne økonomiske interesser, finansierer initiativer med almennytige formål. 
 
"Er det troværdigt, at man kan bekæmpe alkoholmisbrug ved at samarbejde med sælgere, der har en åbenlys interesse i at øge salget af alkohol? Det mener jeg ikke, og det trækker ned på troværdigheden for samarbejdet Drukfri Ungdom og de enkelte interesseorganisationer. For mig at se bliver NGO'erne brugt til at tilføje en troværdighed til VSOD, så VSOD får en adgang til Christiansborg, som de ikke ville kunne få i eget navn," siger han.
 
VSOD erkender da også selv at være kommet tættere på magthavere, som tidligere så meget negativt på alkoholbranchen. Det skrev VSOD i sin formandsberetningen fra 2022:
 
"Det vil være en kæmpe sejr for VSOD og vores ansvarlighedspolitik, hvis vores forslag om en 18 års regel kommer med og bliver til lovgivning. Og uanset udfaldet har hele denne debat bragt os tættere på både politikerne og i særdeleshed også mange af de store politiske interesseorganisationer, som tidligere så meget negativt på vores branche. Med vores branches proaktive involvering indenfor ansvarlig salg og markedsføring får vi mere ørenlyd og større indflydelse i debatten."
 

Sproget er vigtigt

 
Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, mener, at, man skal være opmærksom på at være åben og deklarere tydeligt, når man skaber paraplyorganisationer eller -initiativer.
 
"Det er generelt problematisk, når man opfinder paraplyinitiativer, hvis navn ikke gør det klart, hvem der taler," siger Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, med henvisning til, at navnet Drukfri Ungdom kan signalere, at det er unge mennesker, der står bag initiativet, og at man generelt arbejder for at nedbringe salget af alkohol, hvilket i sagens natur ikke er tilfældet for VSOD. 
 
Han fortsætter: 
 
"Det slører billedet. Sproget er vigtigt, for det skaber billeder, som initiativet ikke repræsenterer. Parternes interesser skal deklareres tydeligt, da en organisation som VSOD selvfølgelig gerne vil tjene penge på salg af alkohol, hvilket er en helt legitim varetagelse af deres interesser."
 
  • Organisationer i Drukfri Ungdom:
  • Børnerådet - Hjerteforeningen - HORESTA - SSP Samrådet - Danske Gymnasier - Ungdomsringen - Kræftens Bekæmpelse - Lægeforeningen - Vin- og Spiritusorganisationerne i Danmark - Dansk Psykiatrisk Selskab - Dansk Sygeplejeråd - Dansk Selskab for Akutmedicin - Alkohol og Samfund - Sundheds- og Ældreudvalget i KL - Sundhedsudvalget i Danske Regioner - Dansk Pædiatrisk Selskab - Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab - Forbrugerrådet Tænk - Rådet for Sikker Trafik - Vidensråd for Forebyggelse - Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne - Børns Vilkår - Red Barnet - Unge & Alkohol - FOA 
 
Kforum har henvendt sig til de 24 NGO'er i Drukfri Ungdom for at høre, hvordan de forholder sig til kritikken af samarbejdet i Drukfri Ungdom. Stort set alle NGO'er afviste, at samarbejdet er problematisk. Karin Friis Bach, formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, er en af dem:
 
”Danske Regioner har siden 2017 haft den holdning, at aldersgrænsen for køb af alkohol bør hæves til 18 år. Danske Regioner går desuden ind for at indføre en mindstepris per enhed alkohol, hvilket vil udgøre en afgiftsstigning. De synspunkter havde vi også før partnerskabet med Drukfri Ungdom blev etableret. Samarbejdet i Drukfri Ungdom bygger på, at en række organisationer støtter hinanden i arbejdet for at få hævet aldersgrænsen. Det betyder ikke, at vi bakker hinanden op i andre synspunkter på alkoholområdet, og VSOD må selv redegøre for deres."
 
Kræftens Bekæmpelse ser heller intet problem i samarbejdet.
 
"Det er en klar præmis i Drukfri Ungdom, at samarbejdet alene handler om en 18 års aldersgrænse for køb af alkohol. Vi har hele tiden vidst, at VSOD er imod afgiftsstigninger, ligesom de har vidst, at Kræftens Bekæmpelse ligesom flere øvrige partnere i Drukfri Ungdom arbejder for højere afgifter. Det har aldrig været nogen hemmelighed, at Drukfri Ungdom består af vidt forskellige organisationer, som vi ikke nødvendigvis er enige med på alle områder," siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.
 

VSOD's "uheldige" formulering

 
De modsatrettede interesser i Drukfri Ungdom står tydeligt, når man læser formandsberetningen fra 2022, hvor VSOD skrev: "VSOD – sammen med de 24 andre organisationer i samarbejdet ”Drukfri Ungdom” – er lykkes med at få politikerne til først og fremmest at diskutere at hæve købsaldersgrænsen for alle alkoholprodukter fra 16 til 18 år i detailhandlen, fremfor fx afgiftsstigninger eller minimumspriser."
 
Alligevel ser VSOD ikke noget modsætningsforhold i samarbejdet.
 
"Det er uheldigt formuleret og kan ganske rigtigt misforstås. Men det er taget ud af en kontekst, så vi mener ikke, at der er noget modsætningsforhold. En højere salgsaldersgrænse er det mest målrettede redskab til at udskyde alkoholdebutalderen og sænke forbruget for unge, som eksperter peger på. Det går vi fuldt og helhjertet ind for, samtidig med at vi kæmper for at undgå afgiftsstigninger på vores produkter. Jeg tror ikke, at det kommer bag på nogen," siger Matthias Lumby Vesterdal, sekretariatschef i VSOD.
 
Flere af NGO'erne, der er en del af Drukfri Ungdom, har ikke kendt til VSODs erklæring om at få politikerne til at diskutere købsaldersgrænse fremfor afgiftsstigninger.
 
Kforum dækker i de kommende dage flere aspekter ved Drukfri Ungdom. Blandt andet kigger vi på bureauet Advices involvering og på NGO'ernes rolle i samarbejdet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også