H.M. Dronning Margrethe II’s ord prydede overskrifterne på landets aviser og sociale medier efter hendes tale den 17. marts. Danmark var lige lukket ned, og alvoren skulle understreges. Dronningen tog ansvaret på sine skuldre og udnyttede sin taleposition. Men hvad gør hendes taleposition så unik, at hun kan sende et land i kollektiv skammekrog? Og hvordan er hun med til at forme den?

“Hun er i begrænset grad en person”
Da Sofie Kristiansen fra Danske Taler bliver spurgt ind til det mest unikke ved dronningens taleposition, peger hun ikke overraskende på det åbenlyse: Hun er født ind i den.

“Hun er jo født med en adkomst til at tale, hvor de fleste andre skal kæmpe for at skabe sig en talerplatform. Det vil sige, at hun har fået tildelt en platform, før hun egentlig havde etospoint til det,” forklarer hun.

"Hun er ikke en politiker – hun er i begrænset grad en person."

Sebastian Olden-Jørgensen peger også på dronningens rolle som repræsentant: “Det er hendes position som repræsentant for kongehuset og for nationen og for staten, der bestemmer, hvad det er, hun siger. Hun er ikke en politiker – hun er i begrænset grad en person.”

Ifølge begge har dronningen alligevel formået at skabe en position, der ikke kun henter relevans hos hendes medfødte rolle.

“Hendes taleposition nu er, at hun har formået at positionere sig som en, der har ret til at tale, fordi hun siger noget, der bliver værdsat af alle,” konkluderer Sofie Kristiansen.

Valget om at holde en tale vedrørende COVID-19 og en fødselsdagstale ser historiker Sebastian Olden-Jørgensen som en naturlig forlængelse af hendes arbejde med at skabe en taleposition, der har mulighed for et personligt præg.

Dronningens 80-årsfødselsdag blev en anderledes folkefest end planlagt. Det gav anledning til en unik tv-takketale. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

“Der er en lillebitte personlig profil ovenpå en meget stram og eksternt defineret talerolle,” fortæller han.

Den lillebitte personlige profil, som Olden-Jørgensen refererer til, henviser til dronningens åbenhed over for blandt andet at lave dokumentarer, interviewbøger og, nå ja, nytårstaler. Her har dronningen har haft held med at tale til værdier, som danskerne kan relatere til, på en måde, som danskerne respekterer.

Danskernes respekt ændrer dog ikke på, at hendes taleposition er stram og kontrolleret. Og det lyder som opskriften på forudsigelighed.

Danmarks kollektive mormor
Sebastian Olden-Jørgensen mener ikke, at forudsigeligheden er problematisk. Dronningen har nemlig formået at omdanne forudsigelighedens benspænd fra kedsomhed til genkendelighed:

“Der er absolut stor forudsigelighed i det, hun siger. Men den genkendelighed er tryghedsskabende, beroligende og positiv samtidig med et rum, hun har skabt, for noget aktuelt og personligt.”

"Den moralske opsang. Ikke aggressiv. Ikke sur. Men netop landsmoderlig og mormoderligt."  

Den trygge og personlige genkendelighed ved dronningen spillede sandsynligvis en stor rolle i beslutningen om at tale, da Danmark blev lukket ned. Trygheden i den tale blev desuden ledsaget af de nu kendte ord: “Det synes jeg ikke, man kan være bekendt.”

Ifølge Olden-Jørgensen bliver dronningens talerum typisk brugt på opragende opsange. Hun har nemlig indtaget mormorrollen:

“Den moralske opsang. Ikke aggressiv. Ikke sur. Men netop landsmoderlig og mormoderligt. Det har hun efterhånden udviklet, og det tager folk godt imod. Og det gør, at hun kan sige mere end det rent selvfølgelige,” forklarer Sebastian Olden-Jørgensen.

Sofie Kristiansen noterer sig også den etos, dronningen har tilegnet sig ved ofte at give sine taler moraliserende karakter. Moraliserende, men ikke nedladende.

Hun bed dog mærke i dronningens ironiske smil under ‘coronatalen’ ved opfordringen om at vaske hænder. Det afslørede, at netop dén opsang gav udtryk for et mere asymmetrisk forhold mellem hende og nationen end normalt:

“Det bryder med den respektfulde måde, hun har givet os en opsang på før. Det har nemlig været voksen-skældud og ikke nedladende,” siger Sofie Kristiansen.

Dronningen har altså i sin tid som regent og taler skabt en genkendelig, mormoderlig figur med kant. En position, hun har understreget ved de seneste to taler. En position, der ikke rystes let:

“Hun har haft mange år til det, men hun er meget stabil og pligtopfyldende og sig selv tro – så hun har en stærk og udbygget stabil position,“ slutter Sebastian Olden-Jørgensen.

“Dronningen kan på forunderlig vis få os til at føle os set og hørt – selvom man godt ved, hun ikke aner, man eksisterer.”

Og det er i sproget, at denne stabile position bliver opretholdt. Det konstaterer Danske Talers Sofie Kristiansen.

Monarkiet ligger i sproget
“Dronningen kan på forunderlig vis få os til at føle os set og hørt – selvom man godt ved, hun ikke aner, man eksisterer,” fortæller Kristiansen og uddyber:

“Hun er sprogligt god til at sige: ‘Jeg tænker på jer – hver og én ‘, og så kigger hun os i øjnene igennem skærmen. Hun er enormt god til at skabe et nærvær.”

Paradoksalt er det følelsen af at blive set som individer, mens vi føler os som en del af det danske fællesskab, der fungerer overbevisende.

Da jeg spørger ind til, hvordan dronningen skaber handling hos danskerne gennem sine ord, peger retorikeren på talens form:

“Den stil, hun fremlægger, giver os lyst til at give hende den kultstatus og opretholde traditionen med at se hendes nytårstale hvert år.”

Hun fortsætter: “Vi klikker ind på den så mange steder. Der er så mange, der skriver artikler – det er alle sammen os, der handler. Det er den tidlige retoriske handlekraft, der kommer ud og giver os lyst at opretholde den her kult, der er omkring hende.”

Dronningen træffer ikke kun de rigtige valg i forhold til, om der skal holdes tale eller ej i givne situationer. Hendes sproglige valg er i høj grad med til at opretholde hendes kongelige, kollektive mormor-taleposition.

"Det er hendes ærlighed og bramfrihed, især når hun skælder ud. Eksempelvis: “Det kan vi ikke være bekendt” om vores behandling af fremmedarbejdere i nytårstalen fra 1984, eller “Prøv at gøre noget unyttigt” fra talen i 2017," forklarer Sofie Kristiansen, inden hun passende indkapsler artiken i en sætning:

"Hun kunne jo sagtens bare levere floskler uden indhold, men hun blander sig i vores sociale liv og sætter derved sin røv i klaskehøjde – normalt bider vi jo tilbage, når folk blander sig – men vi elsker og respekterer hende for det, nok fordi hun samtidig viser et enormt engagement i og en enorm omsorg for os, hendes folk".

Slutvis er stof til eftertanke, at dronningens eget sprog ikke er ene om at opretholde hendes ophøjede taleposition.

“Det er sjovt, at de eneste to steder, vi bruger konjunktiv, er, når vi snakker om Gud eller om dronningen,” bemærker Sofie Kristiansen.

Monarkiet ligger i sproget?

“Monarkiet ligger meget i sproget”.