I krig med dronen
Moderne krige udspiller sig i stigende grad fra droner. Så sent som torsdag blev nedskydningen af en amerikansk drone, der angiveligt var i iransk luftrum, næsten katalysator for en krig. Blikket fra oven og den stadig mere avancerede udvikling af mikrodroner på størrelse med insekter har også indtaget hovedrollelisterne i vore dages krigsfilm. Men droner er mere end blot teknologiske gimmicks. De er, som antropologen Adam Rothstein har noteret, ”indhyllet i fantasi” og har grundlæggende rykket ved vores opfattelse af, hvad krig er. Men hvad præger så kommunikationen af krigsdroner i den bredere medieoffentlighed og i populærkulturen? Og hvilke nye kommunikationsformer bringer de med sig? Det gør en ny ph.d.-afhandling os klogere på.
Den klassiske krigshelt er i krise. Intet sted er dette tydeligere illustreret end i den nyligt annoncerede Top Gun 2: Maverick – efterfølgeren til 80’er-klassikeren Top Gun med ikoniske Tom Cruise som F16-piloten Maverick. Men mens unge Tom Cruise i 80’erne dyrkede ”the need for speed” og Reagantidens konservative helteetos som heroisk mod, tapperhed og risikovillighed, står den nu gråsprængte Tom Cruise over for en markant udfordring: Risikoaspektet er ganske enkelt forsvundet ud af ligningen i nutidens højteknologiske dronekrige.
Når Tom Cruise næste år indtager rollen som Maverick i Top Gun 2 bliver det i form af et uigenkaldeligt farvel til jagerpilotens æra og et goddag til dronekrigerens tidsalder.
Maverick suser derfor ikke længere af sted over himlen i supersonisk fart, men sidder klistret til skærmen og knuger om joysticket i sin bunker i Nevadaørkenen på sikker afstand af krigens farer. Det er denne nye situation, som Top Gun 2 efter sigende vil udforske, når filmen får premiere engang i 2020: Slutningen på jagerpilotens æra og starten på dronekrigerens tidsalder.
Dronernes kliniske præcision er i realiteten skabt mere som et kulturelt fænomen, end ud fra en statistisk faktualitet. Af samme grund protesterer mange imod dronerne - som her i New York, hvor truslen fra oven faktisk synliggørres. Foto: Don Emmert / AFP / Ritzau Scanpix.
Det nye krigshelteetos – dronekrigeren – er blot én af flere dominerende forestillinger, der præger kommunikationen af dronen i populærkulturen og den bredere medieoffentlighed. Forestillinger, der hver især er med til at opbygge et imaginært væv af fantasier og visioner om et våben, der med ét slag løser alle krigens problemer og skaber en ny form for klinisk ”ren” krig. En krig, hvor stater ikke længere behøver at sætte egne soldaters liv på spil, men via dronens forkromede overblik kan ramme militære mål med såkaldt ”kirurgisk” præcision. Og dermed lyksaligt nok minimerer antallet af uskyldige civile dræbte.
Grusom optimisme opstår, når de drømme, visioner og løfter om en mere ”ren” og humanitær krig, som dronefantasierne stiller til rådighed, viser sig at blokere for deres egen udfoldelse og indfrielse. Med andre ord bygger tidens populære og nærmest hysteriske fascination af droner på forestillinger og fantasier, som er ”grusomme” og selvdestruktive, for så vidt at deres løfter om en højere og mere sikker form for krigsførelse konstant viser sig at fejle.
Lyder det næsten for godt til at være sandt? Så er det nok, fordi det er det.
Den grusomme drone
Kendetegnende for den sprogbrug og de dronefantasier, der strategisk udsendes fra militærinstitutioner, våbenfirmaer og statsledere verden over, og som lystigt viderekolporteres af Hollywoods kulturmaskine, er nemlig, at de netop er … fantasier. Man kunne kalde disse fantasier ideologiske, konstruerede eller naive. Jeg vælger (med lån fra affektteoretikeren Lauren Berlant) at kalde dem ”grusomt optimistiske”.
Grusom optimisme opstår, når de drømme, visioner og løfter om en mere ”ren” og humanitær krig, som dronefantasierne stiller til rådighed, viser sig at blokere for deres egen udfoldelse og indfrielse. Med andre ord bygger tidens populære og nærmest hysteriske fascination af droner på forestillinger og fantasier, som er ”grusomme” og selvdestruktive, for så vidt at deres løfter om en højere og mere sikker form for krigsførelse konstant viser sig at fejle.
Droner er blevet en så stor del af moderne krigsførsel, at de har vundet en plads som kulturelt fænomen. Afghanske tæppemagere har vendt sig mod motivet og væver i dag antiimperialistiske tæpper med dronen som det frygtindgydende og afnaturaliserede motiv. Foto: Warrugs.com.
Det kan man forvisse sig om ved at kaste et blik på nogle af de forstemmende statistikker over civile tab ved droneangreb, hvilke er gjort tilgængelige eksempelvis af the Bureau of Investigative Journalism.
Dronen er kort sagt blevet symbolet på den fuldkomne usårlighed. Den er det perfekte skjold mod enhver form for risiko – det ultimative våben, som garanterer fuldstændig sikkerhed. Det er i hvert fald den fortælling, som droneforkæmpere ivrigt har brugt som et (næsten) skudsikkert argument for at udbrede anvendelsen af droner i militære operationer. Ikke flere vejsidebomber. Ikke flere landsmænd, der sendes hjem i kister. Bare flere droner, tak.
Denne grusomme optimisme og paradoksale dobbelthed i kommunikationen og fantasierne om dronen er imidlertid også til stede som en mere eller mindre subtil understrøm i mange af de film og tv-serier, der præger vores kollektive forestilling om, hvad dronekrig er – og hvordan fremtidens højteknologiske krige kommer til at se ud.
Krigshelt i krise
En særligt dominerende variant af disse forestillinger er den tilsyneladende usårlige dronekriger. Som vist i eksemplet med Tom Cruise tilbage i Top Gun-rollen er den traditionelle krigshelt under radikal forandring. Dronekrigeren er nu bogstavelig talt bragt helt uden for skudlinjen og ned på jorden – i sikker afstand fra såvel fjendtlige kugler som enhver anden form for fysisk overlast.
Dronen er kort sagt blevet symbolet på den fuldkomne usårlighed. Den er det perfekte skjold mod enhver form for risiko – det ultimative våben, som garanterer fuldstændig sikkerhed. Det er i hvert fald den fortælling, som droneforkæmpere ivrigt har brugt som et (næsten) skudsikkert argument for at udbrede anvendelsen af droner i militære operationer. Ikke flere vejsidebomber. Ikke flere landsmænd, der sendes hjem i kister. Bare flere droner, tak.
Og så alligevel er der revner i skjoldet. For ganske vist beskytter dronen mod fysisk overlast – men ikke mod de psykiske mén, der følger med at dræbe fra distancen. Og da slet ikke, når man som dronekriger nu ”pendler til krig” og derfor skal hjem og hente unger efter at have bombet terrorister fra skærmen dagen lang. Den paradoksale usårlighed og dog øgede sårbarhed, der kendetegner dronekrigeren, har dermed udviklet en ny (anti-)heltetype: den traumatiserede dronepilot.
Usårligheden, sårbarheden og traumet, der følger med, har været hovedfigurer i stort set samtlige af de dronethrillere, der i lind strøm har ramt de vestlige biograflærreder de senere år. Der er for eksempel traumatiserede Ethan Hawke, som – forpint af sine fjerndrab på uskyldige – begynder at drikke og bliver skilt fra konen i thrilleren Good Kill (2014). Der er tårevædede Aaron Paul, som desperat forsøger at skåne en lille, hulahopdansende pige i blockbusteren Eye in the Sky (2015). Der er sammenbidte Claire Danes i rollen som CIA-agenten Carrie Mathison, der i tv-serien Homeland bliver mere og mere kølig og forrået i sin rolle som Drone Queen. Listen kunne fortsætte.
Ethan Hawke (mf.) i rollen som traumatiseret dronepilot i thrilleren Good Kill (2014).
Alle er de med til at tegne konturerne af en ny type krigshelt, der måske nok er i fysisk sikkerhed fra fjendtlige kugler, men samtidig er mere åben og psykisk sårbar end nogensinde. Med andre ord er fantasien om dronen som supervåben på spil igen som en fantasi, der følger logikken om grusom optimisme, idet den på forhånd er dømt til at obstruere sig selv.
Fra skærmen til sværmen
Hvis den traumatiserede dronekriger er blevet hovedfigur i det seneste årtis krigsfilm, er det imidlertid nok på lånt tid. En ny og langt mere fremmedartet teknologi står nemlig på spring til at infiltrere slagmarken: dronesværmen.
Det har længe været kendt, at det famøse amerikanske forskningscenter for militære teknologier, DARPA, har arbejdet på at udvikle dronesværme, der vil kunne foretage koordinerede angreb i stort antal, som det reelt vil være umuligt at forsvare sig imod.
Inspirationen fra insektsværme ligger lige for. Og det sproglige sammenfald i ordet ”drone”, der både kan henvise til hanbien og den dybe summelyd, som både insekter og maskine frembringer, er da også langt fra tilfældigt.
Faktisk var de første fjernstyrede robotter, som blev udviklet og afprøvet under de såkaldte Macy-konferencer i kybernetik umiddelbart efter 2. verdenskrig, designet efter insektets forbillede. Som medie- og kommunikationsform trækker dronen derfor på insekternes evne til at navigere, sanse og kommunikere. Eksempelvis ved at lade sig inspirere af biernes evne til at kommunikere gennem dans og myrenes avancerede måder at organisere sig på.
Disse fremmedartede og ikkemenneskelige teknologiformer indvarsler kort sagt et nyt paradigme inden for dronekrig, hvor mennesket ikke længere står som den centrale aktør. I stedet må vi til at vænne os til en ny form for krig, hvor dronerne selv organiserer sig i sværme, handler autonomt og måske endda træffer beslutninger på egen hånd.
Der er naturligvis blevet advaret kraftigt imod denne udvikling, hvor stigende automatisering af våbenteknologier kan ende med en skræmmende situation, hvor det er computere – og ikke os mennesker – der trykker på aftrækkeren.
Som et svar på denne voksende bekymring producerede en gruppe af forskere i kunstig intelligens (AI) kortfilmen Slaughterbots. Filmen er en let fremskrivning af den nuværende droneteknologi, hvor dronesværme er blevet allestedsnærværende, autonome og udstyret med dødelige eksplosiver. Filmens nøglescene viser, hvordan sværmene er i stand til at bruge ansigtsgenkendelse til at angribe universitetsstuderende i et auditorium, og udstiller dermed de skrækindjagende potentialer for denne teknologi i sin fuldt automatiserede form.
Kortfilmen Slaughterbots, produceret af en gruppe fremtrædende AI-forskere, giver et skræmmende bud på, hvordan en fremtid med dødelige dronesværme vil se ud.
Så når Tom Cruise til næste år vender tilbage som gode gamle Maverick og udforsker enden på jagerpilotens æra og starten på dronekrigerens tidsalder, kan han allerede være sent på den. En ny grusom optimisme inden for dronekrig er under opsejling, og den kan meget vel markere enden på menneskelige krigs- og teknologiformer, som vi kender dem i dag.
Andreas Immanuel Graae forsker ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet. Han forsvarede sin ph.d.-afhandling The Cruel Drone: Imagining Drone Warfare in Art, Culture, and Politics samme sted fredag den 7. juni 2019.
