”Prøv at se det ansigt! Er der overhovedet nogen, der ville stemme på et sådant ansigt? Kan du forestille dig det ansigt på vores næste præsident?!”. Ordene kom fra Donald Trump under et interview til det amerikanske magasin Rolling Stones, og var rettet mod den kvindelige republikanske kandidat Carly Fiorina. Og det er bare ét af mange nedgørende udsagn Trump er kommet med i løbet af sin præsidentkampagne, der dog ikke ser ud til skade hans ry hos de republikanske vælgere. Tværtimod.

 

Donald Trumps politisk ukorrekte udtryksform og retorik har gjort ham til den mest populære kandidat blandt republikanerne. Kilde: Scanpix.

 

Trump terrible

I den første demokratiske primærvalgsdebat den 13. oktober i år genbrugte kandidaten Martin O’Malley en beskrivelse af Donald Trump, som Barack Obama fremsatte for nogle år siden, hvor Trump blev beskrevet med det engelske udtryk ”Carnival Barker” – manden der ved entreen til teltet i det omrejsende tivoli står og råber højt og insisterende om de mange mærkværdige vidundere, man kan opleve, hvis man blot betaler entre til teltet.

 

Den demokratiske kandidat Martin O'Malley har beskrevet Trump som en Carnival Barker. Kilde: nymag.com

 

I dette tilfælde er det så Trump selv, man kan opleve, samt resten af de republikanske kandidater, der også udstilles, når de forsøger at matche Trump i dennes angreb på amerikanske magthavere og minoriteter. Men hvor Trump af hans kritikere ses som en ”krypto-fascistisk klovn”, ser hans støtter ham som autentisk, uafhængig og i bedre kontakt med vælgernes fornemmelse af frustration over USA generelt og politikerne i særdeleshed.

 

Trumps sprogbrug kan kort beskrives som den hidtidige kulmination på den type politiske retorik, som det republikanske parti har budt indenfor på den føderale scene via Tea Party-bevægelsen, hvor ideologisk vrede er den største drivkraft, og det politiske kompromis ses som korrupt. Tilhørsforholdet gav republikanerne sejren ved 2010-midtvejsvalget, og en øget kontrol over kongressen i løbet af de næste år. Men Tea Party-bevægelsens repræsentanter i kongressen truer nu det republikanske partis sammenhængskraft – ikke kun i kongressen men også i forhold til præsidentvalget.

Før blev excentriske kandidater som Trump set som underholdende primærvalgsbump på vejen til den egentlige, moderate kandidat for partiet. Men i den nuværende valgkamp kæmper de ’traditionelle’ kandidater som Marco Rubio og Jeb Bush med dalende tilslutning, mens ikke-politikerne Donald Trump og Ben Carson sætter sig på næsten halvdelen af alle stemmerne i meningsmålingerne hos republikanerne. Og selv hvis de træder ud af valgkampen på et tidspunkt, så står en politiker som Ted Cruz klar til at samle de utilfredse vælgere op i kampen mod partitoppen og det politiske kompromis i Washington D.C.

 

Ben Carson er sammen med Trump én af de mest populære republikanske kandidater på trods af deres relativt begrænsede politiske erfaring. Kilde: Scanpix Denmark. 

 

 

I 2012 leverede fløjkandidaten Rick Santorum denne kritiske valgkampsvideo om konsekvenserne ved fire år mere med Obama.

 

Storforbruger af fornærmelser
Trump er altså ikke et isoleret fænomen i amerikansk politik, hvor der i forvejen var trange kår for forsonende dialog. Trump har blot formået at tilføje sin type af underholdning med personlige nedgørelser til den politiske arena:

 

”Jeg synes Jeb Bush er en flink person. Han er sådan meget lavenergi. Jeg omgås ikke så meget den slags personer.”

”John McCain er en krigshelt, fordi han blev taget til fange. Jeg kan godt lide folk der ikke bliver taget til fange.”

”Rick Perry har fået briller på, så folk tror han er klog, men det virker ikke, folk ser lige igennem det.”

 

Og det er hvad Trump siger om politikere fra det republikanske parti. Det er ofte sagt med et glimt i øjet, men som Frank Rich fra NY Magazine beskriver det, så er Trumps ”instrument of humor the bitch-slap, blunt and cruel.” 

 

Trump holder sig dog ikke kun til politikere. Hele lande kritiseres i Trumps taler, som f.eks. de notoriske udtalelser om immigranterne fra Mexico.

 

Trump har flere gange kritiseret den mexikanske befolkning i sin kampagne. Kilde: Youtube.

 

Disse typer af udtalelser burde have sunket Trumps valgkampagne flere gange. Men de har snarere haft den modsatte effekt. Og den anden førende kandidat hos republikanerne, Ben Carson, er også begyndt at komme med lignende citater, som da han efter masseskyderiet i Oregon udtalte, at han ”har aldrig set en krop med skudhuller, der var mere frygtindgydende end det at tage retten til at væbne os væk."

 

Donald Trump er ikke den eneste republikaner, der kommer med kontroversielle udtalelser. Ben Carson har også markeret sig – her senest om masseskyderierne i Oregon. Kilde: Youtube. 

 

Populær på sociale og traditionelle medier
Her på Kforum har Annegrethe Rasmussen beskrevet den succes Trump har haft med at dominere mediebilledet i republikanernes primærvalg. Det er blandt andet sket takket være de mange kontroversielle kommentarer på de sociale medier, som de traditionelle nyhedsmedier efterfølgende har lappet i sig. Derved har de givet Trump gratis eksponering. Og det har yderligere haft det resultat, at Trump er mere uafhængig af de amerikanske Super Pacs og deres mange kampagnepenge end de andre kandidater i valgkampen, hvilket har styrket Trumps autenticitet i vælgernes øjne.

 

Trumps egne folk beskriver også denne autenticitet som et mål i deres arbejde med Trumps brug af de sociale medier. I et interview med Trumps direktør for sociale medier, Justin McConney, beskrives Trump-kampagnens to hovedmål: 1) at fremstille Trump som ægte og 2) give fans hvad de vil have. 

 

Det vil blandt andet sige, at Trump ikke laver en ugentlig youtube-video som f.eks. Barack Obama eller de andre præsidentkandidater. I stedet laver han korte 15-30 sekunders meningstilkendegivelser, om alt hvad der rør sig i samfundsdebatten, uanset om det har med politik at gøre eller ej.

 

McConney og Trump går heller ikke efter en flot videoæstetik, tværtimod gør det ikke noget, hvis de korte videoklip får et mindre glanspoleret udtryk, så tilskueren får fornemmelsen af, at Trump hver gang lige akkurat har sat sig ned for at give sin umiddelbare mening til kende.

 

Den succesfulde trold
Trumps strategi på de sociale medier er ikke ulig hans strategi i debatter og taler. Det er ikke svære argumenter, han prøver at fremsætte. Ofte fremstiller han ganske enkelt blot sine modstandere som dovne og uduelige tabere, og sig selv som vinder i enhver situation han har været i, og som han vil blive stillet overfor som præsident.

 

F.eks.: ”Vi sejrer ikke mere. Hvornår vandt vi sidste gang over Kina? Jeg vinder over Kina hele tiden.” Detaljerne i sagerne er ligegyldige. Det er fornemmelsen af sejr og den selvtillid, der skabes heraf, som Trump leverer til sine støtter, og så længe han ikke ryster på hånden, kan ingen kalde ham andet end vinder i hans egen optik.

 

Trump er ret vild med ordet 'China'. Kilde: Youtube.  

 

Det kan f.eks. ses i resultatet af de to første republikanske debatter. I den første debat blev Trump spurgt af journalisten Megyn Kelly, om han så sig selv som sexistisk, pga. de mange nedladende udtalelser om kvinder han var kommet med. Trump fejede beskyldningen af med endnu en sexistisk bemærkning, og han langede endda ud efter Kelly efter debatten, hvor han antydede, at hun måtte have haft menstruation for at kunne stille så fjendtligt et spørgsmål. Flere journalister dømte Trump ude nok engang, men i stedet steg Trumps andel af vælgere i meningsmålingerne.

 

Trump røg i karambolage med Tv-værten Megyn Kelly efter en række sexistiske kommentarer. Kilde: Thewrap.com.

 

Ved den anden debatrunde rettede Trump på sig selv i forhold til udtalelsen om sin kvindelige modkandidat Carly Fiorinas ansigt, og da Jeb Bush beskyldte Trump for at inddrage Bushs mexicanske kone i valgkampen, gik Trump heller ikke til modangreb. Resultatet var denne gang det første reelle fald i meningsmålingerne for Trump.

 

I den anden debatrunde var Trump mindre offensiv overfor sine konkurrenter, og det resulterede i dårligere meningsmålinger. Han trak blandt andet i land med sine udtalelser om Carly Fiorinas ansigt. Kilde: Scanpix.

 

Trumps strategi af vedvarende grænseoverskridende bemærkninger, der affejes af ham i ny og næ som blot værende humoristisk ment, betyder også at han ikke kan tillade sig finesse eller mere nuancerede argumenter. Prøver han på dette ved f.eks. at bakke ud fra en af de grove udtalelser, så går det netop imod den persona, han har bygget op.

 

Trumps ordvalg og kropsbevægelser
Det er ikke kun de mange personlige fornærmelser, Trump vælger at bruge, der adskiller ham fra resten af feltet af republikanske præsidentkandidater. Det kommer også til udtryk i ordvalg og måden han taler. I artiklen ”What Language Experts Find So Strange About Donald Trump” beskriver eksperter eksempelvis, at Trumps favoritord er ”jeg”, og nummer fire på listen er ”Trump”. Donald Trump fokuserer meget på sin egen person, når han taler fremfor sin politik. I stedet er hans handlingsplan ofte baseret på, at vælgerne skal have tillid til lederens evner i de situationer, der må opstå undervejs.

 

Trump taler også uden manuskript. Det er der også drevne politikere, der er i stand til, eksempelvis Bill Clinton og Bernie Sanders. Men det at Trump taler uden manuskript skal forstås på den måde, at han taler uden retningssans. Politikere er kendte for at tale udenom, når de ikke har lyst til at svare på et spørgsmål, men de gør det ofte med indøvede budskaber, der skal få journalisten eller publikum til at tænke i en anden, men bestemt, retning. Trump derimod samler ikke tankerne, før han siger dem. Men igen er det noget af det, som vælgerne rent faktisk godt kan lide ved ham: ”Yesterday’s ’gaffes’ are today’s authenticity,” som NY Magazines Frank Rich har beskrevet det. 

 

Endelig adskiller Trumps kropssprog sig også fra andre politikere, idet han, i stil med sine ord, lader sine hænder vandre over det hele, hele tiden. Hans gestik bruges ikke til at understrege bestemte pointer i hans tale, i stedet strækkes armene ud med åbne håndflader ved hver anden sætning. Trump taler ikke frem mod bestemte budskaber, men er hele tiden videre til næste emne, før han er gået i dybden med det, han egentlig begyndte at tale om.

 

De åbne håndflader er blevt Trumps varetegn på talerstolen. Kilde: Scanpix. 

 

Det amerikanske demokratis bane- eller redningsmand
Og så er vi tilbage ved manden foran karnevalsteltet. I den beskæftigelse handler det også om at komme videre til næste attraktion, så tilskuerne ikke får tid til at stoppe op og tænke efter, så illusionen trues. Trump er en dygtig showman, der formår at fastholde publikum i øjeblikket, og han har været god til at skaffe sig medietid, men han gør det på bekostning af en debat med et egentligt indhold. Hvis han prøvede at give sig i kast med dette, ville hans opbyggede persona dog formodentlig arbejde imod ham.

 

Trumps succes i meningsmålingerne, uanset hvor længe den varer, er blevet beskrevet som et sygdomstegn for det amerikanske demokrati. Men andre ser ham som en redning, idet han med sin ’store persona’ er med til at udstille, hvor hult den politiske debat kan runge i USA. Hans kandidatur kan derved være med til at fremtvinge et opgør med netop de dårligdomme i systemet, som mange mener han repræsenterer.

 

Ser man på demokraternes debat den 13. oktober og holder den op imod de to foregående republikanske debatter, så kan Trump i hvert fald godt ses som en håndgranat i den præsidentielle valgkamp for republikanerne. Her er det ikke nok at kunne tækkes græsrødderne i partiet.

 

De midtsøgende vælgere skal også helst kunne lokkes tilbage til partiets ”store telt” – som blandt andet Jeb Bush har beskrevet republikanernes potentielle profil blandt vælgerne. For kan republikanerne ikke formå at favne den mangfoldige vælgerskare USA består af i dag, vil de have ualmindeligt svært ved at vinde Det Hvide Hus igen. Men så bredt et publikum er det alligevel svært at se Trump lokke i teltet.