Hvis 'Joker' ikke havde været en del af DC Comics' såkaldte Shared Universe, var den nok blevet en overset indieperle. Billede: Warner Bros.
Endnu en oprindelseshistorie, i dette tilfælde en superskurks, er blevet filmatiseret. Jeg taler selvfølgelig om den allestedsnærværende 'Joker' med Joaquin Phoenix i hovedrollen, som Arthur Fleck; en mand, der i løbet af filmen udvikler sig til den Batman-skurk, den er opkaldt efter. Undertegnede anmelder finder tendensen med oprindelseshistorier temmelig kedelig.
Demaskerer vi das Unheimliche, det uhyggelige, ukendte, foruroligende, da mister fænomenet sin evne til egentlig at skræmme os. Vi opdager, at der ikke er noget under sengen, inde i skabet eller henne for enden af den mørke gang. Og hvis der rent faktisk gemmer sig noget, er det højst et afrakket menneske, måske med voldelige tendenser. Altså, noget svært prosaisk i stedet for en metafor for det dybe mørke, der gemmer sig i os alle og til enhver tid kan destruere os.
Joker fortæller altså historien om, hvad Batmans nemesis, Jokeren, var, før han blev, ja, Jokeren. Det er der selvfølgelig penge i, for filmen kommer i selskab med de mest omsættende filmserier nogensinde, henholdsvis Marvels, i form af Avengers og alle de film, der deraf følger, og DC Comics', i form af Superman, Batman, Wonder Woman etc. etc. Hvorfor Joker da også har kostet intet mindre end over 300 millioner kroner at lave. Det fremgik ikke af den visning, jeg var inde til, forstået på den måde, at den altså mere ligner en indie-thriller til måske 20-30 millioner kroner.
Joker er blevet modtaget med stående bifald af danske anmeldere. Billede: Warner Bros.
Udover de 300 produktionsmillioner skal man som tommelfingerregel fordoble budgettet, da marketingen på det her niveau er eksorbitant. Det er nok også i marketing, man finder størstedelen af svaret på, hvorfor filmen har gået sin vilde sejrsgang verden over. Bevares, det er ikke en dårlig film, men det er heller ikke en synderligt nytænkende eller interessant film.
Sejrsgang til trods er der mange delte meninger i anmeldercirkler, men ikke på den måde, vi er vant til. Det syner nemlig af, at de danske anmeldere, alle som en, roser filmen til skyerne, hvor udlandet har en langt mere skeptisk holdning til Joker.
The New York Times’ anmelder finder simpelthen filmen for uinteressant til al den opmærksomhed, filmen får i form af priser, ros og kontroverser i form af god, gammeldags amerikansk grundangst. I Berlingske kaldes filmen for dristig, og Arthurs lidelseshistorie kan ifølge anmelderen ligefrem ophøje os andre. Er Jokeren blevet til Jesus?
The Economist mener, at andre film har gjort det hele bedre tilbage i 1970'erne, og kalder samtidigt filmen for usofistikeret. Filmlands Per Juul Carlsen kalder ligefrem Joker kunst.
Los Angeles Times anerkender Joaquin Phoenix' store talent, men ser filmen som en overfladisk fortælling, der ikke overrasker så meget som en eneste gang. B.T. ser det som den største naturlighed i verden, at filmen og Joaquin Phoenix vinder Oscars.
Men hvorfor mon denne diskrepans? Det er selvfølgelig svært, hvis ikke umuligt, at svare på. Danske filmanmeldere bryder sig som oftest ikke om superheltegenren, dertil er de for fine. Men her får de noget, der er anderledes. For selvom Joker stadig hører til i det samme mondæne kvarter som Batman og Iron Man og alle de andre, så er han her fremstillet som den største, mest ynkelige taber, man kan forestille sig.
Og hvem kan ikke lide en antihelt? Han arbejder på gaden i klovnekostume, hvor han svinger rundt med skilte, der reklamerer for butikker (skiltet bliver stjålet af nogle rødder, og det ender med, at han får tæv af dem), han bliver irettesat af en kvinde, hvis barn han laver sjove ansigter til i bussen, og de vitser, han fremstammer på en open mic-scene, er så lidt morsomme, at man overvejer at løbe skrigende ud af biografen for at undslippe den uddelte skam.
Her kan Arthur Fleck ikke holde op med at grine, efter han bliver irettesat af en kvinde, hvis barn han laver sjove ansigter til i bussen. Billede Warner Bros.
Derudover er der en umiskendelig og svært, omend nok utilsigtet, ironisk åre af antikapitalistiske synspunkter i filmen. Dette kommer til udtryk ved, at Gotham anno 1981 mestendels er befolket af the have-nots, altså folk på bunden af samfundets rangstige, hvilke i øvrigt er gidsler i en skraldemandsstrejke, der endda har været med til at skabe Super-Rotter! Tja, det passer selvfølgelig fint nok ind i universet.
Der er kriminalitet og vanvid over det hele. Almen uvenlighed og voldsparathed venter rundt om hvert hjørne. De rige bor bare i deres fæstninger og taler grimt om de fattige. Derudover er en ikke uvæsentlig del af Joker-karakterens rejse direkte forbundet med et spirende oprør – altså et af dem, hvor man hiver de rige ud på gaden og skyder dem. Måske er det lidt vand på møllen for alle de der ”ræverøde” journalister, man hører så meget om. Det er svært at sige.
Min helt personlige teori er, at begejstringen bunder i det lettere sørgelige faktum, at der i disse år ikke udkommer så mange film af denne ultrarealistiske æt, der samtidig har en dragende hovedperson. De fleste filmanmeldere på dagbladene er nok i min aldersgruppe og er således vokset op med de vidunderlige film fra tiden omkring 1970'erne.
Det være sig Taxi Driver (1976), historien om ”God's lonely man”, der får nok af al rå(dden)heden i samfundet og beslutter sig for at ”rydde op”. The King of Comedy (1982), der handler om Rupert Pupkin, der gerne vil være komiker, men ender med at kidnappe sit idol.
The French Connection (1971), der giver et stærkt og realistisk portræt af politiarbejde i New York hjulpet godt på vej af en uforglemmelig Gene Hackman.
Mean Streets (1972), der viser, at det stadig kan koste rigtig dyrt at være bare i periferien af mafiaen.
Midnight Cowboy (1969), der præsenterer os for en naiv cowboy, der ender som mandlig prostitueret så langt nede på bunden, som man overhovedet kan komme.
Og Straight Time (1978), der handler om et menneske for hvem, livet aldrig nogensinde kommer til at lykkes.
Film, der alle foregår i et grimet New York, og som må siges at have været en kraftig inspirationskilde til Joker, med det meste af vægten lagt på de to første titler. Der er så mange vognstangsvink til Taxi Driver og The King of Comedy, at jeg tvivler på, at de rent faktisk kan tælles.
Joaquin Phoenix bliver hyldet verden over for sin optræden som Arthur Fleck og Joker. Billede Warner Bros.
Jeg mener derfor, at begejstringen for Joker handler om et savn efter den dér rå realisme med interessante hovedkarakterer og så tilført et skvæt overraskelse over, at en superheltefilm også kan se sådan her ud. Men her må jeg påkalde mig en nærmest Kirsten Birgitsk harme over anmeldernes manglende hukommelse eller endnu værre måske deres inkompetence.
For det forholder sig faktisk ikke sådan, at der ikke bliver lavet den slags film længere. Man skal bare grave lidt dybere og i øvrigt ikke forvente dem i dansk biografdistribution. Er man heldig, kan de måske ses på CPH PIX i en sen aftentime. Jeg kan nævne Lynne Ramseys You Were Never Really Here (2017), også med Joaquin Phoenix i hovedrollen. Tilmed spiller Phoenix her en mand, der lever på kanten af samfundet, men hvor Phoenix' Joker er nærmest yndefuld, er Phoenix' karakter, Joe, her mere som en omvandrende forslået næve, der kun kan glemme sine smerter ved at slå mere og hårdt.
Jeremy Saulniers Blue Ruin (2013) handler om Dwight, der er forfaldet ned i hjemløshed, men finder en livsgnist i form af hævn over den person, der indirekte er skyld i hans skæbne. Og til sidst vil jeg nævne S. Craig Zahlers BoneTomahawk (2015), der sjovt nok er en western, men med en virkelig grum realisme og eksistentielt mørke, der nok kan tilfredsstille selv de mest 70'er-realismehungrende af os. Jeg kan i øvrigt snildt nævne en lang række andre, som er lavet inden for de sidste 10 år.
Dog har ingen af disse film Jokers marketingbudget, derfor har de færreste hørt om dem, men de kan alle som en puttes ned i ”kunst, der også tør være underholdende”-kassen. Og hvis Joker ikke havde været en del af DC Comics' såkaldte Shared Universe, men derimod en film om en ensom mand på randen af vanviddet med vold en masse til følge, med en lidt bedre historie indeholdende knapt så mange slutninger, men gerne med noget med klovne, var den nok også blevet endnu en overset indie-perle. Det havde klædt den.