Har vi brug for Muldvarpen?

Muldvarpen - Undercover i Nordkorea skal gerne være et søm i det nordkoreanske regimes kiste ifølge Brügger. Og Danmark og Sveriges udenrigsministre har planer om, sammen med yderligere materiale fra tilblivelsen, at bringe den for FN’s sanktionskomité og muligvis også EU, fordi optagelserne viser, hvordan nordkoreanerne faldbyder våben og narko for olie. I Politiken beskrives filmens dokumentation af det gedulgte kredsløb ligefrem som sensationel.

Har vi brug for Muldvarpen til at forsikre os yderligere om det nordkoreanske styres brutale vanvid og den hensynsløse omgængelse af internationale sanktioner, der skal forholde regimet valuta og olie?

Trailer til Muldvarpen – Undercover i Nordkorea

3 x Kim: Den evige, Den kære og Den respekterede Leder

For vi ved det jo godt. Enhver ved, at Nordkorea styres af et våbenproducerende terrorregime, der for at omgå internationale sanktioner ernærer sig ved våben- og narkohandel i jagten på valuta.

Vi ved, at Kim-dynastiet skalter og valter med nordkoreanerne, der lydigt danser for fødderne af verdens største statuer af henholdsvis Den store Leder, Republikkens evige Præsident, dynastiets grundlægger Kim Il-sung og hans søn, Den kære Leder, Kim Jong-il med de forbløffende permanentkrøller, hang til Mercedes og angiveligt også blondiner.

Kim Il-sung døde i 1994. Ikke desto mindre er han republikken Nordkoreas ’Evige Præsident’. Så tredje generation af Kim-dynastiet, sønnesønnen Kim Jong-un, må nøjes med titlerne marskal og Kære respekterede Leder.

Kim Jong-un, den nuværende og næsthøjest rangerede leder i Nordkorea, eftersom Kim Il-sung er Nordkoreas ’Evige Præsident. Kilde: Getty

Alt tyder på, at unge Kim stod bag giftmordet på sin halvbror Kim Jong-nam i Kuala Lumpurs lufthavn i 2017. Den Kære respekterede Leder stod desuden bag henrettelsen af sin onkel general Jang Song-thaek , bl.a. fordi denne tilsyneladende rejste sig for langsomt og ikke løftede hænderne tilstrækkeligt højt, når han klappede for at hylde nevøen.

Der findes et utal af vidnesbyrd i skrift, tale og på film om Nordkoreas rædselsregime, om henrettelser, tvangsarbejdslejre, våbenproduktion, forsvindinger, tvangsægteskaber, seksuel udnyttelse, hungersnød og undertrykkelse – samt en snæver elites absurde vel- og skørlevned.

Undervejs fik jeg ikke ondt af skurkene.

Og så findes Mads Brüggers nu to satiriske dokumentarfilm om regimets vanvid, som det kan opleves af udenforstående. Om netop disse film, siger Brügger, at han arbejder inden for genren ’sindssyg’. Dokumentargenren strækkes da også til det alleryderste i Brüggers hænder.

Det røde Kapel er en absurd forestilling, der kredser om teatertruppen af samme navn, to danske komikere, adopteret fra Sydkorea.

Som alle besøgende i Nordkorea vises de omkring af statens tolke, der har til opgave at sikre gæsterne det bedste indtryk af Nordkorea, forhindre, at de begiver sig omkring på egen hånd, og sikre, at de under ingen omstændigheder taler med ’almindelige’ mennesker.

Det røde Kapel er Mads Brüggers første dokumentar om Nordkorea. Dokumentaren udkom først som serie i 2006 og som film i 2009.

Har skurke krav på kildebeskyttelse?

Mødet med nordkoreanernes hysteriske kulttilbedelse af Kim-dynastiet er selvfølgelig bizart og underholdende, ikke mindst fordi komikertruppen netop har rødder i Korea.

Personligt så jeg Det røde Kapel med voksende frygt for, hvad der siden blev af deres oppassere. De kan meget vel være blevet straffet for ikke at have udført deres opgave ordentligt, fordi de hele tiden blev udfordret af gæsterne fra Danmark, hvis dagsorden netop var at udfordre og dermed ’afsløre’ det nordkoreanske styres metoder og motiver. Det står mig stadig ikke klart hvorfor.

Som reporter i lande, hvor dét at tale med en journalist kan betyde fængsel, arbejdslejr eller internt eksil, har jeg selv altid gjort en dyd ud af at beskytte mine kilder. Og der er historier, jeg ikke har fortalt, fordi det ville være farligt for kilderne. Jeg har haft kolleger, som ikke tilsvarende følte sig ansvarlige for kildernes sikkerhed, og som derfor har forårsaget problemer for dem.

Så kan man anføre, at når det drejer sig om højtrangerende skurke, der på statens vegne pusher våben og narko, er det lige meget, om ens film dømmer dem til døden eller sender dem i tvangsarbejdslejr sammen med alle de øvrige stakler i Nordkorea.

På den anden side fortæller Muldvarpen ikke noget, vi ikke vidste i forvejen, og det endda ganske spektakulært.

Mr. James og præsidenten for Narae Trading (en nordkoreansk våbenfarbrikant) som står og smiler efter fremvisning af deres våbenkatalog.

Mads Brügger, der jo selv var i Nordkorea i forbindelse med optagelsen af Det røde Kapel, øser af sin erfaring, da han briefer sine agenter, Muldvarpen og den heftige pengemand Mr. James om,

1) at det er vigtigt at have en gave med til værterne. Brügger anbefaler, at de hver medbringer ’den bedste gave til nordkoreanerne’, mindst en flaske Hennessy cognac;

2) at det nordkoreanske regime ikke er til at spøge med. Man må ikke – aldrig – lave sjov med Den Evige, Den Kære, ej heller Den respekterede Leder, indskærper Brügger – og understøtter filmisk advarslen med rædselseksemplet amerikanske Otto Warmbier, der i 2015 tog til Nordkorea som nysgerrig, ung studerende, stjal en propagandaplakat, blev idømt 15 års fængsel med hårdt arbejde for det i 2016, kom hjem som hjernedød grøntsag i 2017 og døde seks dage senere uden at være kommet til bevidsthed;

3) at Nordkorea er en militariseret og alkoholiseret kultur, og man skal kunne drikke sig hønefuld uden at forfalde til dumheder.

Så afsted med agenterne til Pyongyang, forhåbentlig med langt mere og bedre rådgivning end Brüggers overfladiske anbefalinger, som vi ser i filmen.

Brügger er ikke selv en god advokat for sin anbefaling nr. 2. Han bestiller nærmest ikke andet end at gøre grin med det nordkoreanske regime, omend på sikker afstand.

Hvem og hvad skal man tro?

Det er selvfølgelig vildt spændende at følge Muldvarpen og hans gale skuespilkollega, der samtidig er forhenværende kollega til de nordkoreanske narkopushere, på deres vej ind i det uhyggelige nordkoreanske spind.

I Europa bestyres netværket af en spanier, der under dække af godtroende og betonkommunistisk beundring for det nordkoreanske regime hjælper selvsamme regime med at pushe våben og narkotika på det internationale marked for at finansiere sanktionsstridige indkøb af olie, som kun kan betales i udenlandsk valuta.

Filmens fremdrift er de to danske agenters fingerede debriefing hos en kvinde med fortid i den britiske efterretningstjeneste MI5, hvor hun netop debriefede agenter, når de havde været i marken. Hvad skete der? Hvad gjorde du? Osv., osv.

På den måde får vi sammenhæng i beretningen, omend man kan diskutere, hvor dokumentarisk det greb er. I filmen signaleres, at nu kommer en scene fra debriefingen, ved, at en bil på, hvad der ligner tyske nummerplader, kører op foran noget, der ligner et finere britisk landsted. Og så klip indendørs til den britiske debriefer, der taler med den ene eller den anden danske agent.

Ved brug af skjulte kameraer og mikrofoner kommer seeren med ind bagved kulisserne. Fra venstre til højre Mr. James, Ulrich Larsen og Alejandro Cao de Benós.

Indimellem er der ting, som ikke hænger sammen – fx det sted, hvor nordkoreanernes spanske agent er filmet bagfra, når han tager imod danskerne på et hotelværelse. Hvordan i alverden er der skjult et kamera bag ham, når det ellers hele tiden er skjult på eller ved danskerne og dermed næsten viser begivenhederne gennem deres øjne, eller i hvert fald fra deres vinkel.

Undervejs fik jeg ikke ondt af skurkene. Men Nordkorea er ekstremt sexistisk, og jeg blev bekymret for kvinderne, der i alle mulige kostumer og roller optrådte for de udenlandske gæster, som må formodes at skulle vælge én eller flere kvinder til efterfølgende adspredelse. Hvis ikke det skete, har kvinderne ikke fuldført deres opgave, og så kan der meget vel falde brænde ned.

Filmens største afsløring er identiteten på spanieren, der foregiver at være varm ven af Nordkorea og derfor formand for det internationale venskabsforbund. I virkeligheden er hans opgave at hverve købere til nordkoreansk kontrabande. Alejandro Cao de Benós er en simpel og samvittighedsløs våbenhandler, der i forvejen er under efterforskning for våbenhandel i sit hjemland, så større er den afsløring heller ikke.

Politiken bragte et langt interview med Mads Brügger om filmen og dens formål i søndagsudgaven 11. oktober. Her fortæller instruktøren, at filmen har været undervejs i ti år, siden Muldvarpen meldte sig under fanerne efter at have set Det røde Kapel.

Den førtidspensionerede kok Ulrich Larsen havde som barn mødt unge østtyskere, hvis opvækst i DDR han fik ondt af. Lige siden har han angiveligt ønsket sig at afskaffe kommunismen.

Mange kommunistiske regimer har i mellemtiden nedlagt sig selv, dog ikke Nordkorea. Ønsket driver agent Larsen til ti år som muldvarp i det nordkoreanske venskabsforbund og hele vejen til afsløring af Alejandro Cao de Benós’ fordækte bestræbelser på at skaffe olie og valuta til regimet.

Den ’virkeligste virkelighed’

Mads Brügger er en gådefuld og underholdende fortæller, der forstår at dreje sit stof, så man hele tiden undrer sig. I søndagsinterviewet til Politiken fortæller han, at han er nærmest besat af Nordkorea.

Til Politiken siger han, at når først man har været der

”efterlader det en mørk plet inden i dig, som aldrig går væk. Det er noget, der er i atmosfæren, en stemning af, at lige rundt om hjørnet foregår der noget så forfærdeligt, at du ikke kan forestille dig det. Der er intet på jord så uhyggeligt som Nordkorea.”

Og med filmen håber Brügger at bidrage med ’et søm til Kim-regimets ligkiste’, hvilket nok er at sigte temmelig højt.

Som alle Brüggers film vækker også denne debat. Helliger formålet brugen af skjult kamera? Ja, mener både Brügger og de forskellige TV-stationer og filminstitutter, der har finansieret og fulgt projektet gennem tilblivelsen. Brügger forklarer, at det skjulte kamera formidler ’den virkeligste virkelighed.’

I det omfang brugen af skjult kamera vitterligt byder Brügger imod, væbner han sig med flere identiteter – ligesom sine agenter og en tidligere statsminister i Danmark. ”Den journalistiske side af mig har en umættelig appetit på dokumentation,” siger han.

Og i arbejdet med Muldvarpen vandt dokumentaristsiden over Brüggers ansvarlige side, der skulle passe på agenterne, for det var vigtigt for ham at vise, hvordan våbenhandelen udviklede sig og flaksede rundt på kloden – Beijing, Phnom Penh, Jordan, Uganda, Spanien, Norge – uden at danskerne på noget tidspunkt betalte en krone til de ivrige sælgere.

Jeg tør end ikke tænke på, hvor let agenterne Larsen og James kunne være endt med at dele skæbne med Otto Warmbier.

Er filmen vigtig? Næppe. Men underholdende er den. Og nordkoreanerne kalder via ambassaden i Stockholm filmen for opspind. Alt andet ville da også være overordentligt opsigtsvækkende.