Et glimt af mennesket og tyrannen Michael Jordan

”Basketball er enkelt. Det er et enkelt spil. Men, når du forlader banens afmærkede område, er det svært. Det er svært.” Ordene er Dennis Rodmans og falder i slutningen af tredje afsnit af den 10 timer lange dokumentarserie The Last Dance, der tegner et medrivende portræt af det succesrige Chicago Bulls med blandt andre Rodman, Scottie Pippen og superstjernen Michael Jordan på holdet.

Afsættet er de godt 500 timers optagelser, som et produktionshold fra det amerikansk basketballforbund, NBA, i sæsonen 1997-98 lavede med Bulls, som de fik lov at følge i både omklædningsrummet og spillerbussen, på hotelværelser og ved taktikmøder. Båndene har samlet støv lige siden, mens myten omkring dem er vokset blandt folk med kendskab til historien.

Michael Jordan, der fra starten havde sikret sig final-cut-rettigheder til optagelserne, har i årenes løb afvist store instruktørnavne som både Frank Marshall og Spike Lee. Sidste år gav han så Jason Hehir lov til at kaste sig over serien, hvis to første afsnit blev vist på amerikansk tv dagen efter, at NBA’s første playoff-kampe skulle have været afviklet.

Michael Jordans renommé skal pudses af, og det bliver det i The Last Dance. ESPN films.

De kampe havde coronaepidemien lukket ned for. I stedet kiggede omkring 6,1 millioner seere nu med på premieredagen, hvilket gør The Last Dance til den meste sete ESPN-dokumentar nogensinde og ifølge tidsskriftet The New Yorker dertil “en af årets mest omtalte mediebegivenheder.”

For så vidt kunne timingen næppe være bedre for NBA-organisationen, det sultne basketpublikum og såmænd også Michael Jordan, hvilket vi vender tilbage til.

Michael Jordan er helten

Basketball-fans kender naturligvis historien, men det gjorde filmholdet ikke, da de fik lov at følge Chicago Bulls i sæsonen 1997-98. Fem mesterskaber var det blevet til i årene forinden, og spørgsmålet var selvfølgelig, om holdet kunne blive NBA-mestre for sjette gang.

Optakten til sæsonen var dramatisk og underbyggede Rodmans pointe om, at basketball er hårdt uden for banen: Allerede inden første kamp havde Bulls-direktøren Jerry Krause kundgjort, at holdet skulle genopbygges året efter, og at træner Phil Jackson derfor ikke ville få sin kontrakt fornyet.

Hertil havde Jordan udtalt, at han ikke ville spille for andre trænere end Jackson. Krause ville heller ikke forlænge kontrakten med Scottie Pippen, der i øvrigt ofte var skadet og desuden svært utilfreds med kun at være nummer seks på lønningslisten, selvom han var den næstbedste spiller på holdet og en af ligaens bedste i det hele taget.

Han var den største. Getty.

Konflikterne var skarpe og tydelige, og selvom billedet af Krause nuanceres en smule, som The Last Dance skrider frem, ligner han en lille mand med et stort ego, der ikke under spillerne al deres opmærksomhed. Over for denne skurk troner seriens store helt og egentlige hovedperson: Michael Jordan.

Hvert afsnit starter og slutter med reportager fra ’97-’98-sæsonen, men derimellem skrues tiden via arkivmateriale tilbage. Vi får lidt at vide om såvel Phil Jackson som Dennis Rodman og Scottie Pippen, men det er fortællingen om Michael Jordan, der er i fokus. Vi følger ham fra barndomsårene og til universitetet, hvor han som tredje draft i 1984 ender hos Chicago Bulls.

Hans mor fortæller historien om, hvordan hun måtte overtale Michael til gå til det møde med Nike, der ændrede sneakers-historien – han var mere til Adidas. Og vi følger ham både som professionel basketballspiller i 1993-1994 og under indspilningerne af Hollywood-filmen Space Jam (1996). Det føles, som om vi er med overalt, men det er vi naturligvis ikke.

Michael Jordan var ikke blot sin tids største sportsstjerne, men også et af verdens mest velkendte og lukrative brands, og det brand gør filmen ikke meget for at ødelægge. Tværtimod, og der spekuleres ligefrem i, at årsagen til, at Michael Jordan har valgt at give grønt lys for seriens tilblivelse netop nu, er, at en yngre generation af fans aldrig har set ham spille og anskuer LeBron James som alletiders bedste basketballspiller.

Tv-serien tilbyder sportsfans en fængende, underholdende og energisk rejse ned ad mindernes boulevard. Getty.

Michael Jordans renommé skal pudses af, og det bliver det i The Last Dance, hvis montage-scener fra kampene viser, hvordan han nærmest efter behag scorede fra banens midte eller splittede modstanderens forsvar ad og i det hele taget ændrede sporten, gjorde den mere dynamisk og glamourøs.

Obama var skuffet

Air Jordan-skoenes logo er en silhuet af en flyvende Michael Jordan, og langt hen ad vejen fremstår han også sådan i The Last Dance. Instruktøren har svært ved at finde personen bag logoet og fastholde Jordans historie. Det kommer særligt til udtryk, når emnerne bliver kontroversielle, som da talen falder på senatorvalget i 1990 i North Carolina, Jordans hjemstat.

Her nægtede Michael Jordan at støtte den demokratiske, afroamerikanske Harvey Gantts kandidatur mod den racistiske republikanske senator Jesse Helms med det argument, at ”republikanere køber også sneakers.” Ekspræsident Barack Obama – en af mange celebrities, der interviewes til The Last Dance – giver udtryk for sin skuffelse over Michael Jordan ved den lejlighed.

Obama gav i 2016 Michael Jordan The Presidential Medal of Freedom. Getty.

Men selv affejer Jordan episoden med, at det blev sagt for sjov, og nogen forklaring på, hvorfor han ikke offentlig ville vælge side i valget, får vi ikke.

Til gengæld tøver Jordan ikke med at sige sin mening, når det handler om holdkammerater og rivaler på basketballbanen, og det er her, at The Last Dance for alvor glimrer. Alle involverede stiller op til friske interviews, der sammen med nævnte arkivmateriale tegner et fint billede af en ambitiøs, talentfuld og kompromisløs sportsmand med en vindermentalitet ud over det sædvanlige.

Jordan indrømmer selv, at trangen til at hævde sig skyldes et behov for som dreng at vinde farens opmærksomhed, og selv i dag mærkes konkurrenceinstinktet, når han eksempelvis håner tidligere modstandere eller nægter at tro på Detroit Pistons’ Isiah Thomas’ forklaring på, hvorfor Pistons-spillerne ikke ville sige tak for kampen efter et nederlag til Chicago Bulls i Eastern Conference-finalen i 1991. Jordan indrømmer, at hadet fra den kamp ikke er glemt her snart tredive år efter.

“Fordi du aldrig har vundet noget.”

The Last Dance er flere steder blevet mødt af kritik, og her spiller blandt andre nævnte Isiah Thomas en hovedrolle. I serien understreger Jordan, at han aldrig stillede krav om, at Thomas ikke skulle med til OL i Barcelona, hvor det amerikansk Dream Team som bekendt endte med at vinde guld.

The Dream Team. Getty.

Efter premieren på The Last Dance er der imidlertid dukket et radiointerview fra 2011 op, hvori Jordan til én fra udvalgskomiteen pointerer, at han nægter at spille, hvis Isiah Thomas er på holdet.

Michael Jordans nærmest patologiske behov for at dominere alt og alle – inklusive historien om ham selv – bringer ham ikke blot på kant med modstandere, medier og chefer flere gange, men også med holdkammeraterne, som han konstant krævede mere af.

I flere scener fremstår Jordan som en tyran, og en af seriens stærkeste øjeblikke opstår, da han bliver konfronteret med påstanden om, at hans vinderbehov ikke altid gjorde ham lige populær på holdet.

”Altså, det har sin pris at vinde. Det har sin pris at være leder. Så jeg trak andre med, selvom de ikke ville med. Jeg udfordrede dem, når de ikke ville udfordres,” siger han og bliver stram i ansigtet.

”Spørg mine holdkammerater: Har Michael Jordan nogensinde bedt dig om noget, han ikke selv har fucking gjort? Når folk ser det her, vil de sige: ’Okay, han var virkelig ikke en rar fyr. Han har været en tyran. Uha, uha.’ Men okay, det er bare dig – fordi du aldrig har vundet noget. Jeg ville vinde, og jeg ville have, at de andre skulle vinde og være en del af det (...) Sådan spiller jeg spillet. Det var min mentalitet. Vil du ikke være med på det plan, behøver du ikke.”

Michael Jordan hæver stemmen, mens han taler og retfærdiggør sin opførsel, hans øjne bliver fugtige, og da han er færdig, rejser han sig pludselig og beder om en pause.

The Last Dance giver os et glimt af et rigtigt menneske. ESPN films.

Det får han selvfølgelig, og vi andre har fået et glimt af et rigtigt menneske – men heller ikke mere end et glimt. Under skarp overvågning, fornemmes det, leverer Jason Hehir, hvad der føles som et nøje afmålt portræt af Michael Jordan som en af historiens største sportsstjerner og drivkraften bag et af verdens bedste sportshold.

The Last Dance er ikke et nærgående portræt af Michael Jordan, og serien forsøger hverken at grave dybt i USA’s racehistorie, som O.J.: Made in America gjorde, eller bringe nyt og kontroversielt til torvs, som hver eneste dokumentar om Lance Armstrong groft sagt forsøger at gøre.

Men tv-serien tilbyder derimod sportsfans en fængende, underholdende og energisk rejse ned ad mindernes boulevard i selskab med en af tidens mest markante kulturelle fænomener. Er man til den slags, så er det bare om at holde fast og nyde turen.