Det er monopolet, der er problemet

Big techs uhæmmede høst af dine og mine personlige data er ikke vores største problem. Det er big techs monopoler, der for alvor fratager os vores frihed og truer os på eksistensen. Sådan lyder det fra Cory Doctorow i hans nye minibog “How to Destroy Surveillance Capitalism”. Hans pointer er gode, men måske ikke helt så vidtrækkende, som han selv tror. Eller måske ikke vidtrækkende nok.
Hvad er værst: overvågningskapitalisme eller monopolisme? Og kan den ene bruges til at ødelægge den anden? Det er spørgsmålet i Cory Doctorows “How to Destroy Surveillance Capitalism” (Billede fra bogen).
Hvad er værst: overvågningskapitalisme eller monopolisme? Og kan den ene bruges til at ødelægge den anden? Det er spørgsmålet i Cory Doctorows “How to Destroy Surveillance Capitalism” (Billede fra bogen).
af Jon Lund
Instagram gør dig deprimeret, og mobiler i soveværelset får dig skilt. Facebook hærges af russiske trolls, og YouTube hiver dig ned i endeløse videostrømme af radikaliseret indhold. Du er fanget i de store tech-giganters annoncefinansierede påvirkningsmaskine: De ved alt om dig, bruger det mod dig og vil ikke lade dig gå.
 
For to år siden ville sådan en bandbulle lyde vild; idag er den mainstream. Takket være ikke mindst den amerikanske professor Shoshana Zuboff, der i 2019 brød gennem lydmuren med sit opus om overvågningskapitalismens tidsalder (som jeg anmeldte her) og om, hvordan tech-giganterne systematisk høster brugerdata med det formål at kunne garantere annoncører og andre, der betaler for det, at deres budskaber ikke bare bliver set af de rette, men også handlet på.
 
Det er dog ikke alle, der køber den overvågningskapitalistiske klartekst. Senest har den canadisk-britiske forfatter, blogger og internetaktivist mm. Cory Doctorow taget Zuboff under kærlig behandling. Det sker i hans nye små 80 sider lange essayistiske bogudgivelse How to Destroy Surveillance Capitalism, som du kan læse gratis lige her. Og det er en tankevækkende kritik, han lancerer.
 
1. Du er for meget, Zuboff
Doctorows første stød sættes ind mod et af Zuboffs notorisk ømme punkter: hendes gennemførte, men også lige lovligt højstemte retorik.
 
I Zuboffs verden er der stort set ingen grænser for teknologigiganternes formåen. Det er ikke bare lidt vildledende markedsføring og små-uetiske salgstrick, de disker op med. Nej, overvågningskapitalismen er et system, der ikke stopper, før det har opnået fuld kontrol over vores liv, og hvor vi alle er reduceret til viljesløse individer i en ny-totalitær verdensorden. Hun taler om “guaranteed outcome”, “Big Other” og om, hvordan vi alle sammen berøves vores “right to the future tense”.
 
Den køber Doctorow ikke. Ja, vi bliver overvåget, og ja, vi bliver manipuleret. Men ikke i den grad. Zuboff, siger han, har ladet sig forblænde af reklameindustrien og teknologigiganternes egne salgstaler. Deres systemer virker slet, slet ikke så godt. Måske en ud 100 kan påvirkes til reelt at skifte mening og handle på den. På den måde er vi langt fra tankekontrol og hjernevask.
 
I Doctorows optik er det ikke overvågningskapitalismens automatiserede adfærdsregulering, der er det største problem. Det er dens monopoler, der gør den slem. Det er der tre grunde til.
 
2. Monopoler fratager dig dine valg
Når du søger på Amazon, ser du i sagens natur kun produkter fra virksomheder, som Amazon har i deres sold. Og kun produkter, der lever op til Amazons indholdskrav, og fra virksomheder, som betaler og i det hele taget opfører sig, som Amazon vil have det.
 
Når Apple sælger iPhones til Kina, sker det uden muligheden for, at de kinesiske kunder selv kan vælge krypteringsstandard. Og når Facebook og Twitter sidder så solidt i sædet, som de gør, er det, fordi de to låser brugerne inde i deres universer og gør alt for at forhindre nye sociale netværk i at opstå.
 
Alt dette skyldes big techs monopolagtige karakter. Monopolernes evne til at fratage brugerne muligheden for at vælge frit er den største trussel mod vores frihed, argumenterer Doctorow. Ikke teknologigiganternes evne til at manipulere brugerne til at tage bestemte valg. 
 
Doctorow er overbevisende her. Spørgsmålet er bare, om monopolernes frarøvelse af valgfriheden og overvågningsmanipulationen ikke i virkeligheden er to sider af samme sag.
 
3. Monopoler får udviklingen til at sande til og truer civilisationen, som vi kender den
Monopolernes skadelige udvikling stopper ikke her. Udover at fratage os væsentlige valg sætter de også udviklingen i stå: Alternativer udefra bliver undertrykt, og monopolerne selv udvikler sig konsekvent i den retning, hvor der er flest penge at tjene, uanset om det gør brugerne glade eller ej.
 
Det er derfor, siger Doctorow, at måden, du læser nyheder på på Facebook, stort set ikke har udviklet sig siden midt-00’erne, mens Facebooks gruppeselvsegmenterings- og annonceværktøjer er så lækre og state-of-the-art. Igen gode pointer.
 
De potentielt mest drakoniske konsekvenser ved monopolistisk softwareudvikling kommer dog et andet sted fra. Fra opbygningen af “teknologisk gæld”: Den gamle kode, som IT-systemer alt for let ophober, og som ligger som en klods om benet og ofte udgør væsentlige sikkerhedsrisici. Og som, argumenterer Doctorow, er skabt af de samme lovgivningsmæssige mekanismer, som også monopolerne hviler på: Det rettighedsregime, der med skyts fra ophavsrettighedsjuraen og den intellektuelle ejendomsret lukker ned for den frie adgang til at se, ændre og forbedre andres programmer, og som blev skabt i USA i 1980’erne sammen med en række andre svækkelser af konkurrenceretlige bestemmelser.
 
Doctorow gruer for konsekvenserne, og det er ikke kun big techs monopoler, der står for skud her. Han frygter tekniske sammenbrud af alt fra global shipping over fødevareudbuddet til medicinalproduktionen. Dette, mere end tankekontrol, proklamerer han, udgør den eksistentielle trussel mod vores civilisation og menneskehed.
 
Rettighedsregimet og dets dårligdomme har alle dage været en af Doctorows allerstørste kæpheste. Men jeg synes ikke, han helt får drevet argumentationen i hus her.
 
Udkast fra This Week in Tech (techorienteret nyhedsmedie) hvor Cory Doctorow taler om overvågningskapitalismen og monopoler. 
 
4. Monopoler skaber epistemologisk krise, fake news og konspirationer
1980’ernes amerikanske svækkelse af antitrustlovgivningen er i det hele taget noget, Doctorow gør en del ud af. Den førte til øget koncentration i alle brancher, fra olie- til forlystelsesparkindustrien. Den førte – sammen med den neoliberale bølge, den var en del af – til øget ulighed. Og den skabte sociale og pengemæssige bånd og uhellige alliancer mellem lovgivere og kapital, hvilke forvred samfundets evidensbaserede, sandhedssøgende institutioner og skabte dermed, mener Doctorow, en fundamental usikkerhed om, hvad der er rigtigt og forkert, og hvem man kan tro på. En epistemologisk, erkendelsesmæssig krise, der særligt bider på sårbare grupper. 
 
Det er denne krise, der er den materielle baggrund for fake news og konspirationsteoretikernes succes. Monopoliseringen, uligheden og lobbyismen har skabt en verden, som overvågningskapitalismens manipulationer kan boltre sig i.
 
Det er med andre ord neoliberalismekritik med et tvist, Doctorow er ude med. Og den, neoliberalismen, har helt sikkert også en del af ansvaret for, at alt er gået, som det er. Spørgsmålet er hvor meget. Og her tror jeg, jeg vil tippe vægtskålene noget anderledes end Doctorow.
 
5. Bekæmp monopoler med konkurrencepolitik
Af alle disse grunde er det monopolerne, som skal bekæmpes, siger Doctorow, hvis vi vil overvågningskapitalismens svøbe til livs. Det er det, bogens titel hentyder til, når den taler om, hvordan overvågningskapitalismen bedst ødelægges: gennem monopolbegrænsende tiltag.
 
Det kan gøres på flere måder, blandt andet ved at regulere monopolerne langt strengere end i dag. Det vil sige at lade være at godkende, at store firmaer slår sig sammen, lade være at tillade store firmaer at opkøbe små, lovende konkurrenter og sætte en stopper for, at platformsvirksomheder kan konkurrere direkte mod de firmaer, som er afhængige af deres platforme.
 
Doctorow vil have den klassiske antimonopolkonkurrencepolitik genindført i det amerikanske. God idé.
 
6. Tal sammen
Doctorow er som nævnt ikke glad for striks håndhævede ophavsrettigheder, fordi de alt for let fører til opbygning af teknologisk gæld. Men det er ikke det eneste sted, den manglende åbenhed er et problem. Lukketheden er også skadelig, når konkurrenter nægter at lade deres produkter og tjenester tale sammen.
 
Det er godt, at din forlængerledning passer til hvilken som helst stikdåse, og skidt, når din printer ikke vil have “fremmed” blæk. Godt, du selv kan vælge, hvem du vil ringe til, lige meget hvor de har deres abonnement; skidt, at Facebook låser dig til at bruge Messenger, hvis du skal tale med dine venner.
 
Lukketheden – eller mangel på interoperationalitet – er en af de sten, monopolister bruger til at holde de andre ude og nede. Den sten skal også fjernes.
 
7. Del data
Hvad der mere præcist skal til for at skabe interoperationalitet, får Doctorow imidlertid aldrig rigtigt sat fingeren på. Der er ellers i hvert fald ét oplagt sted at sætte ind, hvis der skal kastes grus i den overvågningskapitalistiske datamølle: ejerskabet af personlige data.
 
Hvis jeg selv ejer oplysningerne om, hvem jeg er venner med på Facebook, kan jeg f.eks. selv bestemme, hvilke programmer der må bruge min Facebookvenneliste som telefonbog. Og så ville det være meget lettere at bruge Apples iMessage eller Signal eller noget helt tredje, når jeg skulle chatte, og voila, monopolet er brudt.
 
Det samme gælder i alle mulige andre sammenhænge: Hvis jeg selv ejer data om, hvad jeg søger efter, hvilken musik jeg hører, hvilke film jeg ser, hvilke nyheder jeg læser, hvilke skjorter og sokker jeg køber, og hvilke pizzaer jeg spiser, kan jeg også selv give dem videre til de musik-, film- og nyhedstjenester mm., jeg bedst kan lide, så de kan bruge alle disse rare data til at give mig endnu bedre musik- og filmanbefalinger og dermed produktudvikle uden at behøve at prøve at fange mig ind og malke mig for data.
 
En sådan dataåbenhed ville selvsagt være godt for teknologigiganternes konkurrenter og skidt for teknologigiganterne selv, fordi dataåbenheden ville fratage teknologigiganterne deres trumfkort: det kæmpemæssige datakartotek, som ingen andre end de selv i dag råder over, hvilket er nøglen til deres indtjening, og som nye konkurrenter aldrig, eller kun med ekstremt besvær, vil være istand til selv at opbygge.
 
Det er lige præcis denne åbenhed, Doctorow efterlyser. Men han kobler det ikke til spørgsmålet om, hvem der ejer hvilke data. Tværtimod afviser han helt, at data overhovedet kan ejes.
 
8. Kan fakta ejes? Kan data?
“Ownership of facts is antithetical to human progress” lyder det fra Doctorow. Det lyder jo besnærende rationelt. Jeg abonnerer selv på sandheden som princip. Det er svært at løse noget som helst, hvis viden om, hvad problemet handler om, eller hvad der skal til for at lave en løsning, der faktisk virker, er låst inde et eller andet sted.
 
Derudover er der, påpeger Doctorow, også noget sprogligt underligt ved problemstillingen. Hvordan kan man overhovedet eje fakta? Ejer jeg oplysningen om, at jeg er min mors søn? Eller er det min mor, der ejer den viden? Er det os begge? Og hvad med min far?
 
Men begge steder er der noget i hans argumentation, der halter. Du kan godt være rationel og lave fremskridt uden at kende alle fakta. Bare de fakta, du har, er væsentlige og sande.
 
Og selvfølgelig kan oplysninger handle om, og i den forstand også “ejes”, af flere på samme tid. Men det forhindrer ikke, at jeg selv vil kunne bestemme, om Facebook f.eks. skal vide, hvem mine forældre er, og hvad den viden i øvrigt må bruges til. Ligesom både min far og mor skal kunne bestemme, om de vil have deres identiteter knyttet til dette datapunkt eller ej.
 
9. Hønen og ægget
Hovedtesen i How to Destroy Surveillance Capitalism er, at det er monopoliseringen i sig selv, ikke den fremadstormende overvågningskapitalisme, der er den virkelige skurk. At overvågningskapitalismen bare er det seneste eksempel på de ulyksaligheder, som monopoler bringer med sig.
 
Monopoler skaber problemer lige meget, hvilken branche de får lov at vokse sig store i, mener Doctorow. Han er ikke meget for “tech exceptionalism”, som han kalder det. Tech er hverken født supergod eller superond. Og det er den del af Zuboffs overvågningskapitalismekritik, han har det sværest med. Hun overvurderer teknologiens kræfter.
 
Men Zuboff kan jo godt have ret, selvom hun giver skræmmebillederne for meget gas. Overvågningskapitalismen kan godt frembringe en verden, der er styret af datahøst og manipulationsforsøg, også selvom det ikke betyder, at vi alle bliver totalt hjernevaskede. Mindre anstød på vores mentale velbefindende og korruption af politiske processer kan så rigeligt gøre det.
 
Læg dertil, at overvågningskapitalismen i sig selv er et winner-take-all-spil. Den, der har flest data at føde ind i sine algoritmer, kan lave de bedste datadrevne services – både til brugere og annoncører. Derfor bliver de store større. På den måde er tech faktisk exceptionel: Det er en monopolmaskine. Nok skaber slappe love monopoler overalt – også i tech, men tech skaber også monopoler i sig selv.

Det rigtige spørgsmål er derfor ikke, hvem af de to – overvågningskapitalisme eller monopolisme – der er værst. Hvem der er høne, og hvem der er æg. Spørgsmålet er, hvordan de bedst bekæmpes. Begge to. Sammen.
 

Anmeldelsen er oversat til engelsk og kan også findes her på Jon Lunds personlige blog.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job