Hvor blev Disneys superskurke af?

Hvad betyder det, når Walt Disneys animationsskurke er gået fra at være indbegrebet af ren ondskab til pludselig at være individer med komplekse personlighedstræk? Det betyder, at den vestlige forestilling om det onde har ændret sig. Ondskaben fik et nyt udtryk i kølvandet på terrorangrebet på World Trade Center i 2001, og den måde, hvorpå Disney optegner det onde, kan vi bruge til at blive klogere på os selv, og det vi er allermest bange for.
Der er sket en udvikling fra Disneys klassiske ærkeonde skurke til nutidens mere nuancerede antagonister. Kilde: YouTube.
Der er sket en udvikling fra Disneys klassiske ærkeonde skurke til nutidens mere nuancerede antagonister. Kilde: YouTube.
Min generation er vokset op med lyden af Scars hyænemarch, Ursulas dæmoniske latter og Lady Tremaines hånlige befalinger. Jeg taler naturligvis om de frygtede (og elskede) Disney-skurke, som har spillet en stor rolle i Disneys historiefortælling.
 
Disse skurke var indbegrebet af ren ondskab, og Disney kan bryste sig af at have to skurke med på den af det amerikanske filminstitut udarbejdede liste over filmhistoriens 50 største skurke. Det er Cruella De Vil fra 101 dalmatinere og jægeren fra Bambi.
 
Nej, Bambi, mor er blevet skudt. Ingen har nogensinde set jægeren fra Bambi, men han er alligevel en af de mest forhadte Disney-skurke.
 
Pludselig var det dog som om, at Jafar, Maleficent og alle de andre superskurke blev byttet ud med mildere og mindre episke skurke, som ikke havde samme dæmoniske adfærd. Når jeg siger superskurk, så mener jeg en skurk, der udfører onde gerninger med stort velbehag, og som ikke har nogle særlige personlighedstræk udover at være ond.
 
To faser af skurkekarakterer
Disney har mange af disse superskurke. For eksempel Scar fra Løvernes Konge (1994) eller dronningen fra Snehvide (1937). Scar ønsker magt udelukkende for at kunne misbruge den. Han er en diktatorisk leder, og han danner en marcherende hyænehær, som umiskendeligt minder om Hitlers nazisthær. Scar er villig til at udrydde alt og alle, der står i vejen for hans magtovertagelse.
 
I Snehvide er det dronningens nådesløse jalousi, der driver fortællingen. Dronningen er så grufuld, at hun bryder ud i en ondskabsfuld latter, der varer intet mindre end atten sekunder, da hun planlægger den uskyldige Snehvides død. Dronningen er en sadistisk heks, der er villig til at slå ihjel for noget så overfladisk som skønhed. Man er altså ikke i tvivl om, hvem der er skurken her.
 
Dronningen i Snehvide, her forklædt som heks, er både nedrig, narcissistisk og morderisk. Kilde: Screenshot fra YouTube.
 
Alle de skurke, jeg er vokset op med, befinder sig indenfor det, jeg kalder første og anden fase.
 
De to faser strækker sig fra Disneys første animationsfilm i spillefilmslængde Snehvide i 1937 til Tarzan i 1999. I disse to faser kæmper helte og skurke mod hinanden i episke dueller. Hvem husker ikke Mulan redde Kina, da hun dræber krigsforbryderen Shan-Yu, eller Simba redde Kongesletten ved at slås mod Scar i en legendarisk slowmotion-kamp?
 
Første og anden fases skurke er kendetegnede ved at symbolisere en fra starten udefrakommende, autonom kraft. Scar er forvist til Elefantgravpladsen, Hades til underverdenen, Shan-Yu er hunner, og selvom skurkene måske bevæger sig inden for det respektive samfunds grænser, så hører de ikke til.
 
En ny æra
I skyggen af terrorangrebet 9/11 – en handling, der i Vesten blev opfattet som et udtryk for ren og skær ondskab – opstår en tredje fase. Disneys klassikere holder sig til en bestemt formel – det godes sejr over det onde, helte og prinsesser i symbiose med naturen etc. Og denne formel er stadig til stede i tredje fase. Ikke desto mindre får ondskaben et nyt udtryk i Disneys animationsfilm i denne fase, og det betyder, at det, vi i Vesten frygter allermest, har ændret sig.
 
I tredje fase kunne man have forventet, at Disney – som er blevet kaldt ’the bearer of true American values to the world’ – ville forstærke præsentationen af den dæmoniserede ’Anden’, men det forholder sig stik modsat. Dikotomien mellem ’os’ og ’dem’, som ellers har spillet en stor rolle i de tidligere Disney-film med fx den dydige og retskafne Philip på den ene side og den ondskabsfulde og sadistiske Maleficent på den anden side, er opløst i tredje fase.
 
Hvor de tidligere Disney-film indeholder magtfulde skurke, som udfører onde gerninger med onde formål, så foranlediges skurkene i filmene efter 9/11 til at udføre onde gerninger for at opnå anerkendelse, frihed og velstand. Skurkene er her hverken magtfulde eller magtsyge.
 
Skurkenes motiver til at begå onde handlinger viser sig at være mere ’menneskelige’ i tredje fase forstået på den måde, at hvor fx Jafar fra Aladdin (1992) eller Hades fra Herkules (1997) forsøger at opnå verdensherredømmet og protagonisternes totale underkastelse, så ønsker tredje fases skurke i højere grad økonomisk frihed, som også filmenes hovedpersoner stræber efter.
 
Jafar var ond for ondskabens skyld. Han ville have både magten, landet og rigdommen, men der var intet tydeligt grundlag for, hvorfor han var, som han var. Kilde: Screenshot fra YouTube.
 
I science fiction-filmen Skatteplaneten (2002) følger publikum besætningen på et luftskib, hvilken leder efter en skjult skat. En del af besætningen, heriblandt den edderkoppelignende Scroop og cyborgen Silver, er pirater og har planer om at begå mytteri. Deres onde planer er udelukkende tilrettelagt med det formål at opnå økonomisk gevinst.
 
I filmene Frost (2013) og Prinsessen og Frøen (2009) er skurkene Hans og Dr. Facilier ligeledes drevet af drømmen om velstand og anerkendelse. Voodoo-doktoren Dr. Facilier proklamerer, at ”frihed kræver penge”. Hans ønske om rigdom er i sig selv ikke ondt, tværtimod ligger der en sørgelig sandhed i denne replik, navnlig at de økonomisk svage ikke er frie og må slide sig selv op. Det iscenesættes af filmens protagonist, den hårdtarbejdende Tiana, der arbejder som servitrice på en café for at spare penge sammen til at realisere sin drøm om at åbne sin egen restaurant.
 
Når skurkenes ønske er penge, frihed og anerkendelse, er ondskaben hverken dæmonisk eller fremmed. Skurken er her et offer for sin egen besættelse af materiel og social lykke, og heri ligger ondskaben. Dr. Facilier lever i samfundets margin. Derfor kan det ikke undre publikum, at han ønsker en bedre tilværelse. Han er altså kun ond, fordi hans vej til målet er ond.
 
Dr. Facilier fra Prinsessen og Frøen kommer fra ringe kår i New Orleans. Hans drøm om penge og frihed er derfor forståelig, men det er hans beskidte metoder, der gør ham til en skurk. Kilde: Screenshot fra YouTube.
 
Piraterne Silver og Scroop fra Skatteplaneten adskiller sig umiddelbart ikke fra resten af besætningen på luftskibet; alle drømmer om en bedre tilværelse, hvilket penge giver adgang til. Hvor Silver gennem sine følelser for hovedpersonen Jim lærer, at der er vigtigere ting i livet end penge, så lærer den materielle prins Naveen, i Prinsessen og Frøen, gennem Tiana, at rigdom ikke er ensbetydende med lykke.
 
Når ondskaben ikke længere er karakteriseret ved magtbegær, men pengebegær, er skurkene ikke særegne. Naveen og Silver, som viser sig at være gode, drømmer også om penge, men de går ikke så langt som Dr. Facilier og Scroop i ønsket om rigdom, fordi de udvikler sig i løbet af filmene. Dr. Facilier, Scroop og Hans udvikler sig derimod ikke i filmene, og de når ikke frem til en dybere erkendelse.
 
I Frost viser det sig, at den charmerende Prins Hans er skurken. Det er først i filmens slutning, at Hans afslører sine ondskabsfulde planer. Han vil gifte sig med Prinsesse Anna, så han kan blive konge i kongeriget Arendelle. Men hans ønske om tronen er ikke så meget et ønske om magt, som det er ønsket om den anerkendelse, der følger med tronen.
 
Hans fortæller, at han har tolv storebrødre, hvoraf flere af dem ignorerede ham i flere år. I sin hensigtserklæring til Anna forklarer Hans, at han som nummer 13 i køen i sit eget kongerige ikke havde en chance for at blive konge. Der er altså ingen diktatoriske tendenser i Hans, men derimod en længsel efter påskønnelse, som er langt mere kompleks end den dæmoniske ondskab.
 
De sande værdier
I tredje fase udsættes hovedpersonerne for nogle valg, hvor de aktivt må vælge det gode. For eksempel må Tiana og Anna skelne de sande værdier (fx kærlighed og menneskelige relationer) fra de falske værdier (pengebegær og ingen menneskelige relationer). Det gode er altså ikke længere givet på forhånd, hvilket demonstreres tydeligt ved Hans, der viser sig at være skurk, og Silver, der viser sig at være god. Der er altså en ny forbindelse mellem helt og skurk, som understreger Disneys udvikling.
 
Kaptajn Silver fra Skatteplaneten, som har pengebegærende og egoistiske tendenser, ender med at komme til en erkendelse om, at venskab og kærlighed er mere værd end guld og store skatte. Kilde: Screenshot fra YouTube.
 
Efter afslutningen på Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig troede Vesten, at den var uovervindelig. Derfor kom terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon som et kæmpe chok. Den daværende præsident George W. Bush kategoriserede efterfølgende terroristerne som dæmonisk onde uden nogen kompleksitet. Men Disneys animationsfilm fra perioden efter 9/11 følger imidlertid andre spor.
 
’Os’ og ’dem’ er opløst, da tredje fases skurke befinder sig inden for samfundet. Jean Baudrillard beskriver, hvorledes terroristerne, der angreb World Trade Center i 2001, havde taget del i den banale amerikanske hverdag, altså spist, sovet og levet som alle andre amerikanere. De onde kan med andre ord være hvem som helst.
 
Mens Disney afviser Bush’ dæmonisering af skurken, så viser Disney sit publikum, at det onde kan findes i alle samfundets lag – både på toppen (Hans), i bunden (Dr. Facilier) og på dækket med den øvrige besætning (Scroop). Ifølge Disney er det altså ikke længere de magtfulde instanser, vi skal frygte, det er derimod samfundets ’afvigere’, som ikke formår at vælge de sande værdier.
 
Hans starter som Annas drømmeprins, men slutter som filmens skurk. Kilde: Screenshot fra YouTube.
 
Mens en dæmonisering af det onde betyder, at ansvaret fratages individet, fordi det onde er noget dæmonisk, dvs. ikke-menneskeligt, så pålægges individet et ansvar for egne handlinger i Disneys univers. At vise ansvar er ikke længere ensbetydende med at svinge sværdet og frelse samfundet fra det onde, som det var tilfældet i fx Tornerose og Løvernes Konge, men derimod at fravælge det ’onde’ ved at efterleve de sande (amerikanske) værdier.
 
Skurken som hovedrolleindehaver
I 2014 får skurken hovedrollen i sin egen spillefilm med Maleficent. Denne film er et umiskendeligt eksempel på, at skurken efter 9/11 i højere grad er karakteriseret ved menneskelige træk.
 
I Maleficent bliver den nye Maleficent, den onde fe fra Tornerose, portrætteret med langt flere menneskelige og empatiske egenskaber end hendes dæmoniske og sadistiske forgænger fra 1959. Maleficent har nu en fortid, reagerer ud fra menneskelige følelser såsom lykke, frygt og hævngerrighed, ligesom hun til sidst indtager en mor-rolle over for Aurora (Tornerose).
 
Det er iøjnefaldende, at den nye Maleficent – i modsætning til de tidligere skurke, der på intet tidspunkt var dobbelttydige, altså på én gang gode og onde – repræsenterer en ny ambivalens, som også reflekteres af en af filmens protagonister. Den nye Maleficent er måske den spæde start på en ny æra, hvor det gode og det onde ikke længere er entydigt.
 
Maleficent fra 2014 viste os en ny, mere sympatisk side af den onde fe fra eventyret om Tornerose Kilde: Screenshot fra YouTube.
 
Hvor skurkene i første og anden fase var magtfulde og indflydelsesrige, repræsenterer skurkene i tredje fase en ondskab, der kan findes i alle samfundets lag. I takt med at ondskaben flytter ind i menneskenaturens komplekse indre, bliver den med andre ord også i stadig højere grad set som et universelt vilkår. Det betyder, at det onde skal besejres indefra.
 
Så hvor blev de magtfulde og skrækindjagende Disney-skurke af? De blev byttet ud med det, Disney anser som tidens største trussel: Det onde og komplekse individ, som opererer inden for samfundets grænser.
 
Ondskab skal ikke sammenlignes, men skelnes imellem. De nye skurke som fx Facilier, Hans og Scroop er meget farlige, og deres handlinger skal ikke betragtes som mindre onde end første og anden fases skurke. Der er snarere tale om en anden ondskabsdynamik, hvor skurkene i tredje fase er kendetegnede ved flere menneskelige komplekse personlighedstræk, hvilket underminerer dæmoniseringen af det onde som ’dem’ og det onde som en udefrakommende terror.
 
I Disneys ondskabsdiskurs må det onde nødvendigvis stadig udryddes, men det onde afbilder nu en trussel, som skal elimineres ved hovedpersonernes erkendelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også