Dilemmaer ved coronavirus-karantæne
Kina ofrer en provins for at redde verden

Wuhan, Kina. Vejene er tomme. Foto: Getty Images

Udbruddet af coronavirus i Kina aktualiserer en velkendt udfordring i bioetikken: Hvornår er karantæneredskabet – isoleringen af potentielt smittede borgere – moralsk forsvarligt eller endda påkrævet? Og hvornår er dette middel for drastisk?
Udfordringen afspejler en helt generel konflikt mellem værdier, når det drejer sig om kollektivets brug af magtmidler over for den enkelte: hensynet til den enkeltes frihed vs. fælles goder; i dette tilfælde det gode, at folk kan bevæge sig nogenlunde frit rundt uden at pådrage sig (større) risici for smitte med potentielt dødelige sygdomme.
 
Og som det gælder om de fleste værdispørgsmål, viser det sig hurtigt, at vores mavefornemmelser ikke slår til, når vi skal afgøre, hvordan vi bør handle. Hvis vi skylder hinanden gode begrundelser for vores handlinger, bliver analysen langt mere kompliceret. Vi kan ikke nøjes med at konsultere erfaringen eller vores umiddelbare intuitioner.
 
Epidemier = et særligt saftigt område
Epidemier med potentielt dødelige sygdomme udgør et særligt saftigt område, fordi epidemier trykker på nogle af de helt store røde knapper i vores advarselssystem. Eksperter vurderer risici på en på papiret enkel måde: frekvens (sandsynligheden for, at en person bliver syg, fx) ganget med alvorligheden af begivenheden. Men ifølge Slovic (se fx Slovic & Weber, 2002) bedømmer lægmand risici på en anden måde. Jo mere noget ses som frygtindgydende, jo mindre noget anses som lokaliserbart og afgrænset, og jo mindre vi ved om noget (jo mere ukendt noget er), jo mere risikabelt anser lægmand en given ting for at være. 
 
En rimelig kompliceret matrix over frygt versus reel risiko. Tryk for at få større billede.  
 
Influenza versus coronavirus 
Dette forklarer nok, hvorfor folk ikke bekymrer sig særligt meget om de tilbagevendende sæsoninfluenzaer, der hvert år slår mange tusinder ihjel (p.t. er der flere døde af almindelig influenza i USA i sæsonen 2019-2020, end der er personer, der er døde af coronavirus på verdensplan), men modsat er meget bekymrede over coronavirus. Sæsoninfluenzaen er ganske vist svær at afgrænse, men den er velkendt, ja, næsten dagligdags, og vi ved nogenlunde, hvordan den opfører sig, og hvor mange der dør af den. Sådan forholder det sig Ikke med coronavirussen.
 
Hvad er moralsk forsvarligt ved en karentæne? 
Set fra et bredt konsensussynpunkt i bioetik, der søger en rimelig afvejning af individets interesser i forhold til den mere abstrakte størrelse folkesundheden, er der en række betingelser, der skal være opfyldt, før en karantæne, der angår personer, der muligvis er smittede, men hvor sygdommen endnu ikke er brudt ud, eller isolation, der angår personer, vi ved, er smittede eller aktuelt er syge, kan være moralsk forsvarlig (se Upshur, 2003).
 
Folk blev holdt indespærret på krydstogtskibet Diamond Princess. Var det fair? Her fra artikel i Business Insider.
 
1. Er karantænen et effektivt redskab? 
For det første skal karantænen være et effektivt redskab i konteksten. Hvis ikke karantænen bidrager væsentligt til en reduktion af smittespredning, er den ikke forsvarlig. En karantæneforanstaltning, der primært foretages for, at politikere symbolsk kan vise handlekraft, eller fordi de halser efter en folkelig panikstemning, er ikke legitim.
 
Imidlertid er der en vigtig krølle på halen her: Det er ikke klart, hvor store krav til evidens (belæg for karantænens effektivitet), man kan eller bør stille her. Det vil altid være belagt med (stor) usikkerhed, hvor effektive karantæner er, særligt når det drejer sig om epidemier med nye vira, hvor vi ikke har en præcis vurdering af smitteveje, inkubationstid (tiden fra smitte til sygdomsudbrud) osv.
 
Der vil derfor altid være en risiko for, at man enten iværksætter karantæner, der er ineffektive (eller disproportionelle) og dermed unødigt begrænser individers frihed, eller omvendt for, at man undervurderer alvorligheden af en smitsom sygdom og ikke iværksætter karantæne. En præcis formel for vurderingen for og imod karantæne er måske teoretisk mulig, men i praksis arbejder vi altid under usikkerhed eller slet og ret uvidenhed.
 
Et forsigtighedsprincip
Nogle vil aktuelt tænke, at vi bør anlægge en art forsigtighedsprincip i forhold til udbruddet af corona: Fordi vores vidensgrundlag er usikkert og potentialet for katastrofe stort, bør vi være så forsigtige som muligt og iværksætte karantæner, hvor der er den mindste anledning. Desuden er det jo altid rimeligt at begrænse muligheden så meget som muligt for at nogle bliver skadede, ikke sandt?
 
Problemet med denne tankegang er, at den i praksis ville føre til en komplet lammelse af stort set alle vores aktiviteter. Bilisme? Udleder CO2 og øger antallet af dræbte i trafikken! Så det må stoppes. Gå rundt i det offentlige rum? Det forøger smittefaren. Så lad os spærre folk inde. Logikken i et sådant forsigtighedsprincip kan med rimelighed afvises.
 
Er det rimeligt at placere børn i karantæne? Er det etisk forsvarligt? Foto: Getty Images. 
 
2. Er karantænen proportionel?
For det andet skal karantænen være proportionel: Hvis der er andre midler, der (lige så) effektivt reducerer smittespredning, men som er mindre indgribende i den enkeltes liv (vaccinationsprogrammer, forhøjet hygiejne osv.), så skal disse mindre indgribende interventioner foretrækkes. Dette rejser naturligvis interessante spørgsmål om, hvad mere eller mindre indgribende i den enkeltes liv betyder. Men for langt de fleste vil fx en enkelt vaccination være mindre indgribende end en måned i karantæne, hvor man ikke kan passe arbejde eller have et socialt liv.
 
3. Indebærer karantænen kompensation?
For det tredje påtager staten sig en forpligtelse til gensidighed eller kompensation: Når staten sætter borgere i karantæne, pålægger den borgeren at udføre en borgerpligt. Men det bør alt andet lige være omkostningsneutralt for borgeren at udføre sin borgerpligt. Staten har derfor en forpligtelse til at sørge for borgeren (fx at bringe fødevarer og medicin til borgeren), beskytte borgeren mod diskrimination (fx ved at forbyde fyring af karantæneramte arbejdere) osv.
 
4. Er forhold omkring karantænen transparente?
For det fjerde har staten en pligt til at overholde et transparensprincip: Staten skal klart og åbent kommunikere rationalerne for karantænen, og det børe være muligt at sagsøge staten for helt urimelige karantæner. Man kan nok sætte spørgsmålstegn ved, om den kinesiske stat kan/vil leve op til de sidste to krav.
 
Samlet vurdering af det etiske i karantænerne
Er karantæne så et rimeligt redskab i vores nuværende situation? Det forekommer ikke urimeligt at iværksætte lempelige karantæneforanstaltninger (fx ophold i eget hjem under observation af sundhedsmyndigheder og hjælp fra det offentlige) for personer, man med stor overbevisning kan sige, har været tæt på smittekilder, fx rejsende fra Wuhan-provinsen, eller for folk, der har rejst med samme fly som personer, der er konstateret smittet. Og selvfølgelig isolation af personer, der rent faktisk er syge.
 
De fleste europæiske sundhedsmyndigheder lader til at lægge sig i et sådant moderat leje.
 
Vi bør selvfølgelig monitorere situationen, og ikke mindst spredningen, nøje. Sidstnævnte giver for øvrigt anledning til et helt andet sæt interessante etiske overvejelser, fx legitimiteten i at bruge AI og overvågning, fx af sociale netværk, til at overvåge befolkningen.
 
------ 
 

Relaterede artikler

Reprise af en krise? Danmarks nye tegningesag - En milliard kinesere, der kan blive gale i skralden og et ondsindet diktatur, der synes opsat på at bruge sin enorme int...
Der er højt til himlen, og kejseren er langt borte - Vi ser det gang på gang. Kina er ikke et oplysningsland. Medier skal opdrage, ikke oplyse, de skal understøtte Kommunist...
Det nedlukkede samfund og dets fanger - Den frygtede virus spreder sig i Europa. Pludselig er vi med i en katastrofefilm om en mystisk virus, som rammen Jorden...
Myndighedernes corona-kommunikation - På bare en måned blev et lokalt sygdomsudbrud i en fjern provins i Kina pludselig en meget virkelig og alvorlig bekymrin...
Sig farvel til håndtrykket - COVID-19 har gjort os alle til germaphobes. Overlever håndtrykket?
Fortidens skræmmende epidemier - Coronavirus opstod på et uhumsk kinesisk madmarked og hærger lige nu verden som en australsk skovbrand. Men det er ikke ...
Corona-karantæne er en lappeløsning - Coronaen raser. TV 2-journalister og gymnasieelever sættes i hjemmekarantæne, mens udgangsforbud og masseisolation i and...
Ve den, der ikke spritter - Alt for at undgå smitte. Skal man være i kropslig nærkontakt, er hygiejne den nye altoverskyggende norm. Håndsprit og an...
Den svære kunst at være helt enkel - Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, har længe været kendt for sit store kommunikationstalent og som en leder...
Kludder i den kinesiske coronakommunikation - I takt med, at amerikanerne har trukket sig længere og længere tilbage, har Kina ændret kurs i krisekommunikationen. I s...

Giv din stemme

8 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

43 JOB

Presse- og kommunikationschef

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

presse- og kommunikationsrådgiver

Frist: 31. juli kl. 12.00

pressekonsulent

Frist: 9. august

UX-writer

Frist: 7. august
Se alle job Indryk job

Kursus

Digital Content Bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.