Hvis Madonna havde skrevet sin berømte sang Material Girl under de nuværende omstændigheder, ville sangen nok have heddet Digital Girl, og linjerne ville have været ’we live in a digital world and I am a digital girl’.

Det danske samfund var allerede før krisen i høj grad digitaliseret, men coronapandemien har givet os yderligere et skub i den digitale retning. Zoom, Teams og Skype er blevet en stor del af vores daglige kommunikation: Vi holder ikke kun forretningsmøder digitalt, men også fredagsbar og Kahoot!-quizzer.

En kvalitativ pilotundersøgelse, gennemført i regi af HumanImpact-projektet i samarbejde med Roskilde Universitet, viser, at ledere i det danske erhvervsliv byder Zoom, Teams og yderligere digitale kommunikationskanaler velkomne, primært på grund af deres effektivitet. Som en af informanterne udtrykte det, var man virkelig glad for, at møder endelig starter til tiden, at medarbejderne er til stede, og at der er en hurtig informationsoverlevering. Men er det virkelig tilfældet? Har coronaen og de digitale teknologier gjort os til effektive kommunikatører og lyttere?

Ifølge studiet indebærer begrebet effektivitet i sammenhæng med digitale møder mest af alt, at information kan overføres hurtigere og reduceres til det væsentlige. En af informanterne sagde: ’Ja, det er meget mere effektivt, man bliver nødt til at være ’to the point’.’ En anden sagde: ’Ja, på Teams eller Skype er man færdig, når man er færdig. Der, tror jeg, har folk lært noget disciplin.’ En tredje sagde, at ’der ligger rigtig meget magtrelation i fysiske møder, den bliver udjævnet, eller i hvert fald formindsket. Det er godt.’ Informanterne var enige om, at digitale møder bliver det nye normale, og at der vil være mindre rejseaktivitet. Nogle var glade for, at nedlukningsperioden havde vist, at vigtige beslutninger kan træffes lige så godt digitalt, og at det ikke længere kræver fysisk tilstedeværelse.

Glemmer vi at lytte?

Mens ønsket om effektiv kommunikation er let at følge, kender mange dog også til følgende, modsatte situation: Man sidder i det digitale møde og kigger hele tiden på sit eget billede, man tjekker, hvordan ens hår sidder, og glemmer at lytte efter. Hvad var det nu, der blev sagt? Især i store generelle møder og digitale konferencer er der en tendens til at slå kameraet fra og mute sin mikrofon, måske endda tjekke mails eller engagere sig i andre opgaver. Men hvorfor? Hvad sker der, når vi som mennesker bruger digitale kommunikationsteknologier, og hvilken rolle spiller selve teknologien?

Konceptet ’affordances’ hjælper os med at forstå, hvordan digitale teknologier begrænser eller støtter en vis brug. Psykologen James J. Gibson brugte begrebet til at pege på, at et objekt tilbyder forskellige potentielle anvendelsesmåder, men at alle brugere ikke kan anvende objektet på samme måde. For eksempel tilbyder (’affords’) en vandoverflade støtte for et insekt, men det gør samme vandoverflade ikke for et menneske. Affordances er således relationelle. De er begrænset af objektets egenskaber, men opstår i relation til, hvordan objektet bliver brugt. For eksempel giver Zoom mulighed for enten at se alle deltagere, taleren, eller man kan vælge kun at se sit eget billede. Afhængigt af hvilken indstilling der bliver brugt, opstår der en menneske-teknologirelation, som både er en hurtig informationsoverførsel og muligheden for at blive optaget af sig selv.

Filosof Don Ihde skelner mellem forskellige menneske-teknologirelationer. De to vigtigste i sammenhæng med kommunikationsteknologier er, hvad han kalder ’background relation’ og ’alterity relation’. I førstnævnte handler det om, at teknologien muliggør selve oplevelsen. Det vil sige, at man ikke oplever selve teknologien, men at teknologien ligger i baggrunden og dermed skaber rammerne for kommunikationssituationen. Sidstnævnte, ’alterity relation’, relaterer sig til interaktionsdelen mellem mennesker og teknologien. Det vil sige, at mennesker forholder sig aktivt til selve teknologien.

Vi tænker ikke over telefonen som teknologi

En typisk hverdagsforståelse af kommunikationsteknologier tager dog udgangspunkt i en form for ’background relation’. Det vil sige, at vi forholder os, som om teknologien ligger i baggrunden. Selve teknologien overfører kommunikationen, men vi taler fra menneske til menneske. Tager man telefonen som eksempel, tænker vi ikke så meget over, hvordan vi som mennesker forholder os til selve telefonen, eller hvordan telekommunikationsteknologien påvirker selve overførslen af information. De fleste af os prøver mest muligt at relatere os til vores kommunikationspartner i den anden ende af røret.

I disse tilfælde bliver selve kommunikationsteknologien mest brugt som et transmissionsværktøj. Vigtigst er, at teknologien fungerer, og at informationerne bliver overført. Det er tilstrækkeligt, hvis man kun tænker på en gammeldags telefon, men nye digitale kommunikationsteknologier tilbyder yderlige elementer, såsom billeder, mulighed for at chatte, dele sin skærm eller at rejse en virtuel hånd. For at tage højde for disse egenskaber, med Gibsons ord ’affordances’, foreslår kommunikations- og teknologifilosof David Gunkel at forstå digitale kommunikationsteknologier som en aktør. En aktør, der på grund af sin kompleksitet konfronterer sine menneskelige brugere og kræver et passende ’svar’, ligesom en menneskelig kommunikationspartner gør.

Når vi bruger digitale kommunikationsteknologier som Zoom eller Teams, betyder det så, at vi skal lægge mærke til, hvordan vi ’svarer’ til selve teknologien som en form for kommunikatør. For at bruge Ihdes begreb skal vi tænke over, hvordan vores ’alterity relation’ ser ud. Når Zoom viser os vores eget billede, hvad gør vi så? Sætter vores hår? Begynder at smile? Her udfordrer Zooms affordances vores adfærd. Aldrig før har vi været konfronteret med vores eget billede i en kommunikationssituation. Måske gør det, at nogle mennesker vil blive så distraheret af deres eget billede, at det har en negativ indvirkning på koncentrationen eller lignende. Samtidigt vil andre måske blive bedre formidlere, fordi de kan se og høre sig selv og dermed finpudse deres samlede udtryk.

Menneske-teknologirelation i flere lag

Hvordan kan vi så bruge digitale kommunikationsteknologier på en måde, hvor vi tager hensyn til de komplekse processer, der opstår i den digitale kommunikationssituation? For det første er det vigtigt at forstå, at når digitale kommunikationsteknologier som Zoom eller Teams bliver brugt, opstår der en menneske-teknologirelation i flere lag. Som bruger bliver man nødt til at forholde sig ikke kun til kommunikationspartneren, men også til selve teknologien. For det andet er det vigtig at forstå, at teknologi er noget aktivt og ikke bare et værktøj til informationsoverførsel. Det betyder ikke, at teknologien skal opleves aktivt. Den kan stadig være i baggrunden, men den er aktiv på den måde, at den udfordrer vores adfærd og kræver, som Gunkel skriver, en form for ’svar’ fra os brugere.

For at skabe den gode kommunika-tionsoplevelse med digitale kommunikationsteknologier er det derfor vigtigt, at vi begynder at forholde os til de spørgsmål, digitale teknologier stiller:

– Hvad er vores svar på, at vi bliver optaget af eget billede?
– Hvad er vores svar på, at det er let at slå kameraet fra og gøre noget andet?
– Hvad er vores svar på, at andre kan kigge ind i vores private hjem?
– Hvad er vores svar på, at vi har mistet den uformelle snak før og efter mødet?
– Hvad er vores svar på, at den personlige tilstedeværelse ikke længere er afgørende?

Der findes ikke kun ét svar på disse spørgsmål, men mange forskellige. At vi bliver optaget af vores eget billede er både meget almindeligt og meget menneskeligt. En uformel og hurtig mulighed er at lægge et hvidt papirark over skærmen, når man for eksempel skal holde et oplæg. Det giver også mulighed for at kigge i kameraet i stedet for skærmen, hvilket hjælper med at skabe en form af nærvær under selve oplægget. At have kameraet slået til eller fra er lidt mere kontroversielt. For nogle er det ubehageligt, at andre kan kigge ind i deres hjem, andre slukker af høflighed for at ikke forstyrre – men det kan opfattes, som om man ikke følger med eller skjuler noget.

– Undersøgelsen er gennemført i regi af HumanImpact-projektet, der er tilknyttet Københavns Universitet i samarbejde med Institut for Kommunikation på Roskilde Universitet

– Samplet består af syv interviews med beslutningstagere, som alle er en del af ledelsen i danske små og mellemstore virksomheder

– Virksomhederne har mellem 6 og 130 medarbejdere og beskæftiger sig i bredeste forstand med kommunikation og digitale teknologier

– Alle virksomheder har deres base i København

– Længden af interviewene varierer mellem en halv og halvanden time

– Alle interviewene er blevet transskriberet og anonymiseret

– Analysen er gennemført med den kvalitative metode tematisk kodning

I forhold til privatliv tilbyder de fleste programmer mulighed for at sløre baggrunden. At have kameraet på, især i forbindelse med visningen af sit eget billede, er noget, vi skal lære at arbejde med. Som sagt er det en af de teknologiske affordances, at vi kan se os selv på skærmen, til forskel fra den fysiske kommunikationssituation. Men digitale teknologier kan måske også være med til at hjælpe med at mindske præstationspresset og magtrelationer. Det betyder ikke, at der ikke opstår nye former af magtrelationer, men digitale teknologier kan bidrage med at bryde nogle gamle mønstre.

I praksis er uformelle relationer en kernedel af arbejdspladsens kultur; selvom vi holder kontakt via digitale møder, kan nogle savne at møde en kollega ved kaffemaskinen til en uformel snak. Især ved onboarding af nye medarbejdere kan det være vigtigt at bruge tid på nogle uformelle ord under et møde. Måske er der også mulighed for at blive hængende efter et formelt møde for at snakke lidt mere uformelt om, hvordan arbejdet går, og hvad udfordringerne er. Vigtigst er, at kommunikationen foregår i en afslappet atmosfære og er mindre planlagt. Og hvis man har mulighed for at møde fysisk på en sundhedsansvarlig måde, kan man overveje at smide joggingbukserne en gang imellem og hoppe i arbejdstøjet.

Digitale kommunikationsteknologier byder ind med mange anvendelsesmuligheder og skaber meget individuelle oplevelser. Den relation, som opstår mellem mennesker og teknologi, er afhængig af vores brug og indeholder en ny form for kompleksitet. Derfor er det, især i en organisationskontekst, vigtigt ikke blot at glæde sig uforbeholdent over muligheden for ’effektiviteten’ i de digitale kommunikationsteknologier, men at have en løbende fælles dialog om og nogle fælles rammer for, hvordan digitale møder skal afholdes, og hvilke udfordringer der ligger i digitale møder.