Diagnosticering af den aktuelle mediesituation
Globaliseringen af den danske mediebranche

Foto: Imaginima/Getty Images

Skrevet af
Journalistik har ofte været karakteriseret som en forudsætning for en demokratisk samfundsmodel, hvis ideal funderes på idéen om borgerlig oplysning og en kollektiv udveksling af argumenter i en deliberativ demokratisk samtale. Taget dette i betragtning har medieindustrien i de senere år været vidne til en række bekymrende symptomer, hvor mistillid til de etablerede medier kan have undermineret idéen om den “sandfærdige journalistik”.
Globalisering af den danske mediebranche har påvirket de danske medievirksomheders finansieringsgrundlag, da internationale teknologivirksomheder (såsom Google og Facebook) har kunne fremsætte digitale forretningsmodeller, der har tiltrukket de danske mediebrugeres opmærksomhed. Økonomiske udfordringer hos de danske (såvel som internationale) mediehuse har givetvis påvirket de danske mediehuse til at flytte nyhedsindholdet over på nye medieplatforme under rationalet om, at det var der, at brugerne “befandt sig”.
 
Journalistik er blevet en kommerciel vare
I en digital tidsalder, hvor nyere digitale teknologier som følge af globalisering er blevet en del af den journalistiske praksis, kan det være relevant at gentænke eller revidere, hvilken rolle nyheder eller nyhedsmedier spiller (eller bør spille) for borgeren eller medieforbrugeren. Terminologier såsom ’reach’, ’view’ og ’likes’ er blevet en integreret del af det journalistiske sprog under det, som kan betegnes en kommercialisering af journalistikken.
 
Journalistik er blevet en kommerciel vare, der kan skabe opmærksomhed hos borgeren eller brugeren, hvilket også har fået forskere, som David Budtz Pedersen, til at tale om ”det emotionelle demokrati”, idet medieforskning har kunne påvise sammenhæng mellem dét, psykologien betegner aktivitetsmobiliserende følelser og social transmission online.
 
Udfordringen er; hvis journalistik alene anses som en kommerciel vare, så vil journalistikken miste sin primære funktion som en informativ formidler af kendsgerninger, der kan forsyne borgerne i et samfund med oplysning. Det er ikke uvæsentligt, at nyere medieforskning har kunne fremhæve, hvordan den journalistiske rolle har ændret sig fra en traditionel gatekeeper funktion til at have mere karakter af en gatewatcher, da brugerne eller borgerne spiller en større rolle i den journalistisk produktion og distribution.
 
Journalistikken fungerer derfor på nye præmisser, hvor brugen af nyheder har ændret sig, da mediebrugeren også er blevet distributør af nyheder igennem mediekanaler som Twitter eller Facebook. Dertil følger digitale sygdomme såsom ’fake news’, der i en digital tidsalder underminerer forudsætningerne for den demokratiske deliberative samtale eller mistillid til etablerede mediekanaler, hvor fake news anses for værende sociale konstruktioner af kendsgerninger.
 
Vigtigt er det dog, at fake news ikke blot er ét tegn, men derimod tegn på en række samfundstendenser, hvor eksempelvis fake news også er blevet anvendt som et begreb omkring politiseret medieinstitutioner af blandt andre den amerikanske præsident, Donald Trump.
 
Behov for en nuancering af udfordringerne i mediebranchen
Der kan i mediebranchen være en tendens til, at mistillid anses som et symptom, der alene er forbehold medieindustrien grundet fake news. Studerer vi mistillid i relation til andre dele af samfundets institutioner, vil det kunne iagttages, at mistillid (som fænomen) ikke længere bør (eller kan) anses for værende en udfordring, der alene er forbeholdt publicistiske medier. Inden for forskningsmiljøerne har der eksempelvis været fokuseret på, hvordan forskning kan (og har kunne) genskabe tilliden til befolkningen under præmissen om en faldende tillid til videnskabelig evidens. I denne sammenhæng er mistillid centreret omkring en aktuel debat, hvor det påpeges, at ”evidence-based-policy” har en større risiko for at føre til ”policy-biased-evidence”, når universiteter og andre research-institutioner modtager hovedparten af det økonomiske råderum fra interessenter i industrien.
 
Dét, som vi i dette speciale har ville fremlægge, er, at der er grundlag for at studere udfordringerne i mediebranchen i metaperspektiv, da symptomerne såsom mistillid kan være rodfæstet i større sociokulturelle og politiske forskydninger. Der er kort sagt grundlag for at forstå, hvordan mediebrugere anvender nyheder eller afdækker, hvordan nyheder kan spille (eller allerede spiller) en rolle for mediebrugeren i en digital tidsalder.
 
Specialet dokumenterer en mangelfuld rapport fra Kulturministeriet
Interessant er det, at Kulturministeriet i 2018 satte fokus på globaliseringen af den danske mediebranche og dets betydning for den danske mediebranche. Dette arbejde har blandt andet resulteret i en afrapportering af den danske mediebranche, der havde følgende formål: ”Denne rapport har som ambition at levere et vigtigt bidrag til helt ned i dybden at forstå, hvad der sker med disruptionen og globaliseringen af den danske mediebranche”.
 
Bekymrende er det, at vi i dette speciale kunne dokumentere, hvordan Kulturministeriets afrapportering om medieudvikling er dybt indlejret i en kommerciel logik, der under nuværende politiske økonomiske samfundsforhold tages for givet. Mistillid til nyhedsmedier, nuanceret beretninger om fake news eller refleksioner om, hvad globalisering betyder for demokratiet eller borgeren, som modtager af information, fremstår unuanceret.
 
I Kulturministeriets medierapport omtales nyheder online hovedsagligt ud fra en kommerciel diskurs, hvormed medierne vurderes ud fra deres evne til at skabe økonomisk profit. Med andre ord fremstår Kulturministeriet ikke nær så bekymrede, som det fremgår i dele af den akademiske litteratur eller ved World Economic Forum, som siden 2013 har haft ‘misinformation på nettet’ som fast inventar i deres årlige ’Global Risk Report’. Mediebrugeren forbliver en (medie)forbruger, der selvsagt blot skal forbruge. Det betyder, at medie- eller kommunikationsforskning kan have en tendens til at fokusere på deskriptive afdækninger af nyhedsbrugen uden nærmere hensyn til, hvorfor nyheder er vigtige, eller hvordan nyheder kan spille en vigtig rolle i en digital tidsalder.
 
Videre har vi specielet kunne påpege, hvordan det mediepolitiske udspil som følge af Kulturministeriets rapport synes dybt integreret i en neoliberalistiske ideologi, hvor nyheder primært ses i lyset af en kommerciel diskurs, hvilket fremstår bekymrende, når mediers (vigtige) rolle for demokratiet tages i betragtning.
 
Specialet er skrevet af Simon Runge Mahler og Thomas Marbæk Nielsen ved Aalborg Universitet, institut for Kommunikation, og blev bedømt til karakteren 12.
 

Giv din stemme

12 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

54 JOB

Senior Communication Consultant

Se alle job Indryk job

Job

Praktikant

Frist: 21. december

Copywriter

Frist: 5. januar

Praktikant til Public Affairs

Frist: 15. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.