Det skrevne ord er stadig i høj kurs

Kunstig intelligens vil for alvor udfordre os i 2023. Det fortæller Signe Krabek i Kforums serie om de største udfordringer for kommunikatører i 2023.
Signe Krabek ser frem til AI'ens indtog. Foto: PR
Signe Krabek ser frem til AI'ens indtog. Foto: PR
Kunstig intelligens, bæredygtighed og værdien af det skrevne ord er tre tendenser, der kommer til at fylde i 2023.
 
Det mener Signe Krabek, Head of Communication and Public Affairs hos LEO Foundation. Hun medvirker i Kforums serie om de største udfordringer for kommunikatører i 2023. 
 
SERIE: K-chefernes udfordringer i 2023
I løbet af januar bringer Kforum løbende interviews med k-profiler, der kommer med deres bud på, hvilke store issues og udfordringer der vil lande på kommunikationschefernes bord i 2023. Kontakt redaktionen på info@kforum.dk med dine bud, så kommer de med i vores opsamling på alle forudsigelserne.

 

1. Bæredygtighedskommunikation vil (fortsat) være en vigtig disciplin

Man skal ikke kigge dybt i krystalkuglen for at få øje på, at 2023 kommer til at handle om, hvordan vi kan tænke alle dimensioner af bæredygtighed ind i alle aspekter af organisationers aktiviteter – også i kommunikation.
 
Kunder, forbrugere, medarbejdere og lovgivning kræver handling og disciplin omkring bæredygtighed, og bæredygtighed er en helt central del af positionerings- og omdømmearbejdet. Derfor skal vi være i stand til at se mulighederne i at arbejde med fortællinger om organisationens bæredygtighedsindsatser, og vi skal skabe transparent og troværdig kommunikation omkring politikker, strategi, mål og resultater.
 
Vi er allerede godt i gang og ved, at det er et område med mange faldgruber, hvor selv garvede kommunikatører kan komme til kort. I 2023 bliver vi som kommunikatører derfor nødt til at skærpe vores færdigheder og hæve vidensniveauet inden for bæredygtighed. Vi skal have en grundlæggende forståelse for ESG, SDG, DEI, CSRD, ESRS, GHG, SBTi, hvis resultatet skal være troværdig kommunikation.
 

2. Kunstig intelligens vil for alvor udfordre os

Kunstig intelligens har taget internettet med storm og har potentialet til fuldstændig at revolutionere, hvordan vi griber kommunikation an. Nu kan vi få hjælp til tekst, video og lyd osv. Kunstig intelligens har sine begrænsninger, bestemt, og vi kan godt få has på robotten, hvis ambitionen er kreativ skrivning eller kritisk holdning. Men det er ret vildt, hvad kunstig intelligens kan.
 
ChatGPT's forudsigelser om, hvilke udfordringer kommunikatører står overfor i 2023, ser ud som herunder. Ærlighed og transparens, stigende mængde af data, behov for øget diversitet og mangfoldighed i kommunikation. Det er tre rigtigt gode bud på, hvad vi står overfor i 2023.
 
Signe Krabek spurgte ChatGPT om et bud til denne artikel. Dette var dens svar. Screenshot: Signe Krabek
 
Snart vil den første produktion af et teaterstykke skrevet af kunstig intelligens være en realitet. En sang skrevet, komponeret og fremført af kunstig intelligens vil komme på top-100. Og AI vil skrive nyheden. Jeg tror på, at 2023 bliver året, hvor vi som kommunikatører for alvor må forholde os til de muligheder og udfordringer, der er i kunstig intelligens. Vil AI overtage vores job? Næppe. Men måske en person, der er komfortabel med at bruge kunstig intelligens, vil.
 

3. Det skrevne ord er stadig i høj kurs

Vi kan med sikkerhed forudsige, at 2023 vil være præget af en omskiftelig verden, som påvirker alt fra de medier, vi bruger, og de målgrupper, vi engagerer os med, til de grunde, vi kommunikerer af i første omgang. Det kræver nye færdigheder inden for alt fra bæredygtighed til AI, og det kræver agilitet, mere lytning til vores målgrupper og mere kreativitet.
 
Midt i omskifteligheden vil den grundlæggende kommunikationsfærdighed – det skrevne ord – være i høj kurs.
 
Uanset om det handler om solide nyhedsartikler, troværdig bæredygtighedskommunikation, engagerende indhold til sociale medier, en god gammeldags pressemeddelelse eller bare en velskreven e-mail, så er dygtige skribenter, der kan producere indhold med værdi, holdning og mening, i høj kurs.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job