Skal døden og Mikael Bertelsen ties ihjel?

Præst, journalist og debattør Sørine Godtfredsen beskriver i sin anmeldelse af Det sidste ord i Kristeligt Dagblad, at Lise Nørgaard aldrig har fyldt specielt meget i hendes bevidsthed, og at hun for øvrigt ikke er specielt imponeret af Mikael Bertelsens evner som interviewer:

”Ideen er virkelig god, men fungerer ikke ubetinget i praksis, og Mikael Bertelsen er trods sit nærvær faktisk ikke altid så god til at give folk tilstrækkelig plads.”

Til gengæld ser Sørine Godtfredsen sider af Lise Nørgaard, der måske opstår på grund af den helt særlige programpræmis:

”Hun viste imponerende skarphed og ironisk overskud. Lise Nørgaards fortælling er dobbeltbundet. Det er sikkert derfor, jeg altid har følt forbehold over for hende, men hun vandt med sit sidste ord.”

Og måske skaber Det sidste ord som koncept et særligt rum, hvor meget kendte mennesker, man troede, man kendte ud og ind, kan vise noget nyt, fordi der ikke længere er noget på spil, når udsendelsen ruller over skærmen?

Uffe Ellemann indrømmede, at han havde været spion, at han engang havde stemt på Socialdemokraterne, og at Helle Thorning efter hans opfattelse var blandt de bedste statsministre i hans levetid – det ville han nok ikke have indrømmet offentligt, havde det ikke været for Det sidste ord.

Lise Nørgaard fortalte for første gang, at hun var blevet slået af sin første mand, og at det var årsagen til, at hun i sin tid var gået fra ham – en uhørt handling efter datidens normer.

Mikael Bertelsen lægger da også selv op til, at de medvirkende lige så godt kan fortælle deres hemmeligheder, for de er her alligevel ikke mere, når programmet bliver sendt. Det bliver en røst fra graven, hvilket er specielt.

For det med døden er jo ikke nemt. Det er slet ikke rart og rejser en masse spørgsmål hos seeren: Er det usundt, at vi lever i en kultur, hvor døden er tabu? Er det mere til skade end gavn, at døden er et begreb, vi for alt i verden helst ikke vil mindes om? Eller er det faktisk godt at skubbe tanker om døden væk? Er det til alles bedste og særligt for vores børn, at vi fortrænger det, vi alle sammen ved, vil indtræffe, men som er forbundet med stor smerte og angst?

Det er en individuel beslutning, hvordan man vælger at takle sin omgang med døden, og det virker på den baggrund logisk, at Mikael Bertelsen med sin programserie skaber debat og deler vandene – det har alligevel også altid været Mikael Bertelsens signatur.

Berlingske Tidendes journalist Kristian Lindberg er en af kritikerne og mener, at konceptet aldrig burde være blevet til noget.

”Det forekommer mig, at jeg står meget alene med min opfattelse, men konceptet, Det sidste ord, byder mig inderligt imod. Alene spørgsmålet om, hvordan TV 2 udvælger og henvender sig til de døende, får det etiske advarselsflag til at blafre. Er det Bertelsen selv, der foretager det svære første telefonopkald til en aldrende berømthed, som dermed for alvor må indse, at enden er nær? Det virker som en lidt for sensitiv opgave at overlade til en ung og frejdig assistent, der måske ikke har samme fornemmelse for dødens alvor som Bertelsen. Et langt liv har lært os, at mange døende selv på dødslejet nægter at se det uafvendelige i øjnene. De taler om fremtidsplaner og håber til det sidste. Det forstår jeg… Tanken om min død fylder mig med lede og sorg. Det harmer mig, at jeg om lidt ikke skal trække vejret i den friske luft, men blot være aske og jord… Måske, men er det hæderligt? Døden er et faktum, men at gøre den smuk, når den stort set altid er hæslig i menneskelivet, gør Det sidste ord til en løgn, der er endnu hæsligere end døden selv,” skriver han blandt andet i sin anmeldelse i Berlingske Tidende.

Man kunne indvende, at det da også ville være underligt, hvis en mand som Kristian Lindberg på 60 år ligefrem glædede sig til at forlade denne verden. Men fælles for Bent Fabricius-Bjerre (95 år), Uffe Ellemann Jensen (80 år), Povl Dissing (84 år) og Lise Nørgaard (105 år) var, at de alle var taknemlige for det liv, de havde levet; de ting, de havde oplevet, og de var alle mætte af dage. Det er Kristian Lindberg tydeligvis ikke – heldigvis! Hvis man havde spurgt Lise Nørgaard om døden for 45 år siden, så havde hun sikkert også svaret, at hun var af den opfattelse, at døden var hæslig og grum. Men i selskab med Lise Nørgaard føles livet langt. Tænk sig, at hun var 61 år gammel, da det første Matador-afsnit havde præmiere – jeg er 51 år og tænkte: Gud måske topper min karriere først om ti år! 51 er jo ingen alder! Tak, Lise Nørgaard.

Folketingspolitiker og debattør Jeppe Søe er i modsætning til Kristian Lindberg begejstret for, at døden endelig italesættes:

”Vi har mistet ord for døden. Og vi forsøger at glemme den. Mikael Bertelsen gør i sine udsendelser det modsatte. Han taler om livet med et menneske, der er borte. Han tør spørge en levende om det at være væk. Og spørger i datid. Det er ganske rigtigt form, men det er en form, der i sig selv understreger selve indholdet. Jeg kan ikke pege på ret mange andre end Mikael, der kan håndtere en sådan samtale, der i sig selv er svær at tage fat på. Det er vigtigt fjernsyn. Egentlig ikke, fordi der er tale om kendisser. Eller danefæ, som er værd at få på biblioteket. Det kongelige endda. Men fordi samtalen indtil videre har vist, at man som gammel kan være mæt. Ikke færdig, men mæt. Mæt af dage på en måde, der ikke er lidende, men derimod bare er fyldt af gode oplevelser – nok til et helt liv… At opleve folk i udsendelserne være i live og grine, trods det at de er færdige med livet, er noget af det mest livgivende, jeg har set længe. Det rører os med sidste ord, når Uffe synger, eller velvalgte ord bliver talt, mens lyset dæmpes. Det er på papiret aldeles plat og patetisk - men Mikael Bertelsen tør godt gennemføre noget, der på papiret er tåkrummende. Og fordi han tør, virker det. Gang på gang er Bertelsen dansk fjernsyns store fornyelse. Og jeg beundrer hans mod.

Hvor Kristian Lindberg fremhæver døden som hæslig og noget, der flyder ham med lede og sorg, så ser Jeppe Søe døden som noget smukt, hvis der vel at mærke er tale om mennesker, der er gamle og mætte efter et langt og begivenhedsfuldt liv.

Og døden kan gudhjælpemig være trist og ubærlig, når man f.eks. hører om unge, der dør alt for tidligt. Unge, der stadig har livet foran sig, og måske ligefrem efterlader sig små børn. Der er masser af ubærlig død. Men den ubærlige død er faktisk fraværende i Det Sidste Ord.

I Weekendavisen roser anmelder Synne Rifbjerg Michael Bertelsen for at vise den bedste side af sig selv:

– Han er både mere alvorlig og mere humoristisk end normalt. Som i ikke-ironisk, den bedste udgave af Bertelsen, jeg kan mindes at have set.

Og så italesætter Synne Rifbjerg en vigtig pointe:

– Måske er Bertelsen i sit arbejde ved at tegne et selvportræt gennem de emner, han har beskæftiget sig med i årenes løb, og måske, hvem ved, ovenikøbet få styr på sine dæmoner. Sikkert alt sammen noget, Bertelsen har frygtet og måske forvundet ved at ”flytte ind” i emnerne og beskrive dem.

For angsten for både parcelhuset, det danske fængselsvæsen, plejehjemmene og selveste døden kan måske kun overkommes, hvis angsten italesættes, hvis man flytter ind i emnet. Og det er netop det Michael Bertelsen har gjort gennem årene og nu giver et bud på med Det Sidste Ord.

Måske kan Det Sidste Ord sætte tanker i gang om, hvad man fx selv ville sige, hvis man havde sit eget sidste ord. Måske kan programmet starte en diskussion i de små hjem, og give os en undskyldning for at tale om og tænke over, hvad vi egentlig gerne ville sige, hvis det var os der sad i stolen. Måske kan Det Sidste Ord gøre det lidt mere naturligt for os og vores børn at tale om døden, som noget, der ikke nødvendigvis kun er forbundet med det triste, hæslige og ubærlige. På den måde kunne tanker og tale om døden bliver ret så livsbekræftende.