Mellem fornuft og følelser
”Der findes ikke noget facit i politik – kun følelser og holdninger. Begreber som sandt og falsk eller godt og ondt har ganske enkelt ikke hjemme i det politiske rum.” Sådan skrev Peter Skaarup (DF) sidste år i nyhedsbrevet ”Politik er først og fremmest følelser”. Nyhedsbrevet gav efterfølgende anledning til stor debat og blev af mange opfattet som det seneste symptom på, at vi lever i et post-faktuelt samfund, hvor politiske beslutninger baserer sig på følelser og holdninger frem for på fornuft og viden.
Men hvad er overhovedet følelser og fornuft, og hvilken betydning har de to størrelser for demokratisk politik? Det er det spørgsmål, jeg stiller mig selv i mit speciale.
Er følelser ukontrollable eller kan man tale dem til fornuft? Er fornuften autonom eller er den ladet med og påvirket af følelser? Giver det mening at have en offentlig demokratisk debat, hvor man argumenterer for sine synspunkter? Eller handler demokrati i virkeligheden om at vælge repræsentanter for sine følelser?
Mit korte svar er: Fornuften er kropslig og fornuft og følelser er gensidigt afhængige og ikke adskilte størrelser. På den ene side udgør fornuft tankerækker (konceptuel inferens), og dét, de omhandler, er vores erfaringer eller kropslige væren i verden. Vi kan ikke tænke om noget, vi ikke har erfaret, hverken bevidst eller ubevidst, og indlejret i alle vores erfaringer er følelsesmæssige impulser. Derfor er følelser integreret i vores fornuft.
På den anden side kan ”den samme” erfaring eller oplevelse forstås på forskellige måder. Vores erfaringer er altså ikke bestemmende for vores tankerækker, men kun betingende. Hvad der forstås som en følelse i én kontekst bliver måske ikke forstået som en følelse i en anden kontekst. Og fordi vores italesættelse af vores erfaringer påvirker vores forståelse af dem, kan vi også tale vores følelser til fornuft i en vis udstrækning. Jeg er altså ikke enig med Skaarup i, at politik først og fremmest er følelser, men mener, at politik også er følelser, ligeså vel som det er viden og moral m.m.
Og hvad betyder det så for den demokratiske politik? Jo, det betyder, at det potentielt giver mening at have en offentlig demokratisk debat, og at det oven i købet kan vise sig at være moralsk ønskværdigt. For når det er muligt at påvirke hinandens forståelser via argumentation, er det også muligt trods forskellige følelser at opnå fælles forståelse. Og træffer man politiske beslutninger på baggrund af fælles forståelse, kan de siges at være i alles interesse.
Det er imidlertid ikke let at opnå fælles forståelse. Derudover kan man spørge sig selv, hvorfor man overhovedet ville indgå i diskussion i første omgang, hvis man føler sig overbevist om, hvad der er rigtigt, og måske endda har magten til at sætte sin vilje igennem? Mit svar på det spørgsmål er, at vi trods alt må have en erfaring med, at vi ved at indgå i diskussion med hinanden kan rykke noget og måske endda opnå mere optimale løsninger, end vi ellers ville kunne. I det omfang vi har en sådan erfaring, kommer den også til at regulere vores fremtidige interaktioner og vil derfor tilskynde os til indgå i diskussioner i visse situationer. På den måde argumenterer jeg for, at den kropslige fornuft efterlader et regulativt håb for deliberativ politik, dvs. demokratisk politik baseret på samtale og diskussion.
Mit speciale tager udgangspunkt i den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas’ idéer om det deliberative demokrati og den kommunikative fornuft, som jeg behandler i afhandlingens første kapitel. I andet kapitel undersøger jeg mulige kritikker af Habermas ved brug af Antonio R. Damasio og Brian Massumi’s affekt-teorier for i kapitel tre at syntetisere mine indsigter ved brug af George Lakoff og Mark Johnsons begreb om kropslig fornuft.
Specialet er skrevet af Frederik Langkjær på instituttet for Statskundskab, Københavns Universitet. Specialet er vurderet til karakteren 12.
