Sådan behandler medierne værdipolitik
Censur, tøjpoliti og krænkelseskultur

Det er slut med at klæde sig ud som indianer og fortælle sjofle vittigheder, der kan krænke andre mennesker. Sådan lød det fra Københavns Universitet, hvorefter kritikken haglede ned over det politisk korrekte universitet. Foto: Carol Yepes

Skal universiteterne blande sig, når nye studerende bliver bedt om at klæde sig ud som f.eks. mexicanere, white trash eller indianere på rusturene? Ja, sagde ledelsen på Københavns Universitet og ankom til øretævernes holdeplads, hvor journalister og meningsdannere stod i kø for at kritisere universitetet for politisk korrekthed. Jasper Steen Winkel, vicedirektør på Københavns Universitet, forklarer, at debatten er et eksempel på, hvordan værdipolitiske spørgsmål bliver behandlet i medierne.
Københavns Universitets nultolerance over for krænkende adfærd har fået skribenter ved mange medier til tasterne – de fik det omformuleret til, at universitetet skulle have indført regler for sprog og udklædning. Control-C har været flittigt benyttet: Det Juridiske Fakultet har fået en særlig tur med krabasken af en række debattører på grund af et rusarrangement med udklædningstema. Journalister og meningsmagere har berettet om ”en ny amerikansk kulturimport”, ”de tolerantes intolerance” og ”en omvendt bevisbyrde”. De har beskyldt universitetet for at være underlagt ”en blodrus af identitetspolitiske krav” og have givet ”ekstreme krænkelsesaktivister gode kort på hånden”.
 
Men det er old news, at studerende skal opføre sig hensynsfuldt over for hinanden. Det fremgår både af universitetets ordensregler og rammer for rusture, der har mange år på bagen. Og det vil altid være ledelsen, der afgør konkrete tvister – ikke dem, der klager. Det har været et princip i forvaltningsloven i årtier. Hvordan har sagen så overhovedet fået momentum?
 
Samme historie – igen og igen og igen
Sagen er en case på, hvordan identitets- og værdipolitik bliver behandlet i landets medier. Og på hvordan institutioner og virksomheder skal være beredte på at stille op til en tur i en værdipolitisk mudderkamp.
Hvis man ser på den generelle mediedækning af sagen og de forespørgsler om interviews og fakta, som universitetet har modtaget, står flere tendenser klart:
 
  • Alle vil have den samme luns: De fleste journalister vil lave stort set det samme interview med topledelsen. En radiostation havde f.eks. svært ved at acceptere, at rektor ikke kunne stille op tre gange på samme kanal på to dage.
     
  • Vinkler kopieres: Få journalister har mulighed for at lave dybdegående og undersøgende journalistik. Succeskriteriet synes at være frekvensen af spaltemillimeter og knap så meget en reel belysning af sagen.
     
  • Etiske dilemmaer tabloidiseres: Flere medier henvender sig til rektor med eksempler på konkrete vittigheder a la ”Hvad kalder man en blondine i en Ferrari?” for at høre, om det er inden for eller uden for skiven i forhold til universitetets nultolerance over for krænkende adfærd. Temaet omkring f.eks. seksuel chikane bliver således latterliggjort: ”Må man sige akademisk rejsning på KU?”
     
  • Historien skal helst være simpel: Studerende må ikke iklæde sig sombrero, men gerne ligne ”rich kids”, berettede medier f.eks. DR2 Dagen er en undtagelse og bringer 17/9–18 både et interview med en antropolog, der er positivt stemt over for universitetsledelsens henstilling i forhold til udklædning, og en tænketanksdirektør, der er kritisk.
     
  • Hukommelsen er kort: Ingen medier kobler til debatten om #MeToo og forårets hyrdebreve fra ministre om institutionernes ansvar for at skabe en god omgangstone og etablere retningslinjer for håndtering af uacceptabel adfærd. Det til trods for, at det er baggrunden for de opdaterede retningslinjer.
 
Humorforladt
Sagen starter med, at universitetets egen uafhængige avis kaster sig over en af universitetets personalepolitiske retningslinjer og laver en skarpvinklet rubrik om, at det er ”Slut med sjofle vittigheder: KU indfører nultolerance over for sexchikane”. Der gik ikke lang tid, før historien var kopieret i andre medier. Det er kun godt med spot på universitetets indsats for at skabe et sundt arbejds- og studiemiljø. Den pågældende retningslinje er ikke spritny, men er blevet opdateret på efterspørgsel fra studerende og medarbejdere og vedtaget af universitetets samarbejdsorgan mellem medarbejdere og ledelse i juni.
 
Af retningslinjen fremgår det blandt andet, at alle studerende og medarbejdere har krav på at blive behandlet respektfuldt. Krænkende adfærd som for eksempel mobning og seksuel chikane er naturligvis ikke acceptabel.
 
Den opdaterede retningslinje har blandt andet klargjort, hvordan en anklage om krænkende adfærd skal håndteres, hvis og når en sådan situation opstår. Initiativerne er i tråd med regeringens opfordring til de danske arbejdspladser. I foråret kom der hyrdebreve fra tre forskellige ministre, beskæftigelsesministeren, ligestillingsministeren og uddannelses- og forskningsministeren, om at bryde tabuet og sætte seksuel chikane på dagsordenen – og tale om respekt, god tone og omgangsform på arbejdspladser og i studiemiljøer. Dansk Industri og Dansk Erhverv har bakket op om anbefalingerne.
 
Både de ansatte og studerende skal tænke sig en ekstra gang om, før de fyrer en sjofel joke af eller planlægger tema for den kommende rustur. Foto: Ritzau Scanpix 
 
Forargelse i spaltemeter
Hvordan kan medierne så berette med forargelse om, at universitetet fremover f.eks. skal være humorforladt? Svaret hedder skarpvinkling. Fokuspunktet findes i en fodnote i retningslinjen, hvor der som eksempler på seksuel chikane står: ”Uvelkomne hentydninger med seksuelle undertoner, fx sjofle historier, vittigheder, kommentarer om udseende og grove mundtlige overfald.”
Retningslinjer for menneskeligt samvær vil altid kunne være genstand for diskussion. Normer forandres og følger tidsånden. Danmark får næppe en fælles klar definition på god opførelse og common sense. Derfor fodnoten.
 
Alle studerende og ansatte har både ytringsfrihed og akademisk frihed. Det er universitetets krumtap. Omvendt er det ikke nyt, at studerende og ansatte samtidig ikke blot kan opføre sig, som de hver især lyster uden hensyn til andre. Og på alle landets universiteter er der løbende sager om f.eks. sexchikane og grænseoverskridende adfærd. Alligevel har de fleste medier haft travlt med at banalisere det alvorlige emne og f.eks. beskrive det som indførelse af en ny sprogpolitik på universitetet. Det er meget langt fra virkeligheden.
 
Når udklædning ikke kun er spas
Midt i omtalen af universitetets retningslinjer, der angiver rammer for håndtering af konkrete sager, popper en omtale af ét af universitetets flere hundrede studiestartsforløb op: Det Juridiske Fakultets rustur. Sagen handler om, at fakultetets ledelse har modtaget tre henvendelser fra nye studerende, der undrer sig over planlagte studiestartsudklædningsaktiviteter. De oplever dem som stødende og krænkende.
 
Prodekanen beder rusvejlederne om at sikre, at de i forbindelse med studiestarten ikke anvender ”udklædningstemaer, der går på stereotyper omkring til eksempel etnicitet, seksualitet og religion med videre”. Rusvejlederne havde blandt andet meldt følgende udklædningskategorier ud: indianer, ghetto, mexicaner, white trash, church camp og Paradise Hotel. Der er tale om, at ledelsen foretager et skøn i en konkret sag. Sagen kunne lige så vel være opstået sidste år eller året før.
 
Når elever i en 3.g-klasse f.eks. aktuelt vælger at klæde sig ud som immigranter og bådflygtninge på et fjollebillede i en årbog, illustrerer det, at det ikke er trivielt at guide studerende på udklædningshylderne. Ledelsen, der er ansvarlig for studiemiljøet, kan foretage et skøn. Men der findes ikke en facitliste.
 
Dekanens melding får Jacob Mchangama fra en privat juridisk tænketank op af stolen. Han offentliggør en mail fra fakultetets ledelse til rusvejlederne. Der går kun få timer fra et opslag på direktørens Facebookside, til medierne går i selvsving over såkaldt ’udklædningsforbud på universitetet’. Tænketankens jurastuderende praktikant agerer pressetalsperson for rusvejlederne uden at nævne sin forbindelse til tænketanken, hvis direktør samtidig flittigt kommenterer sagen: ”Universitetet svigter sin opgave”
 
Hvem blev klogere?
Kommentarsporerne på de sociale medier koger af galde (f.eks. på Ekstra Bladets artikel "Universitet: Tæl til ti før i fortæller sjofle vitser" og Jacob Mchangamas Facebookstatus). Universitetet har hverken regler for påklædning eller ytringer. Der er derimod retningslinjer for en inkluderende studiestart, fordi det første møde med studiet er centralt. Universiteterne ved, at etablering af gode sociale relationer tidligt i studiet har betydning for den enkeltes studieforløb.
 
Jacob Mchangama sætter i sin Facebookstatus spørgsmåltegn ved, hvor man i praksis trækker grænsen, når det kommer til krænkende ytringer/adfærd på universiteterne. Foto: Ritzau Scanpix
 
Fakulteterne har i årevis haft retningslinjer for studiestarten, herunder også i forhold til blandt andet alkoholindtag. Der har gennem årene været mange sager, hvor medierne har forholdt sig kritisk til introforløbene, fordi der desværre har været sager om sexisme, ydmygelser og ubehageligt pres på nye studerende.
 
Har samfundets kritiske vagthunde så spillet den rolle, man kan forvente? Er sagen blevet oplyst, så andre offentlige institutioner er blevet klogere på, hvordan de i fremtiden kan håndtere vanskelige etiske dilemmaer som f.eks. krænkende adfærd? Har de sidste ugers debat rykket noget?
 
De døgnbrændende medier og opinionsdannerne har i hvert fald skrevet og sagt en del. Mængden af information har været stor, fakta knap så overvældende. Men er der nogen, der er blevet ret meget klogere?
 
Hvis det forventes, at offentlige institutioner skal tage medansvar for f.eks. inklusion, diversitet og arbejdsmiljø, vil de også skulle stå på mål for håndtering af konkrete sager. Det vil alle med sikkerhed have mulighed for at ytre sig om. Og festerne på Jura bliver næppe kedeligere fremover.

Relaterede artikler

Når Ålen taler med kroppen - Zentropa er ikke kun værd at studere med henblik på at ændre arbejdsforholdene i det filmselskab, som Peter Aalbæk og La...
Når sjofle sjufter renser deres sjæl - Har du også kigget for dybt i nogens kavalergang under julefrokosten? Her er opskriften på den perfekte undskyldning, me...
Decembers top- og flopkommunikation - Kommunikationskonsulenterne Anna Thygesen og Anne Kirstine Cramon skriver hver måned klummen “Kommunikation – Hot og Not...
Hævnens ekko - Dette er fortællingen om et filmmagasin, der i sidste uge blev afstraffet for vild og voldsom adfærd. "Ekko har fortjent...
Lader forskerne sig udnytte? - Universiteterne betaler store forlag uhyrlige summer for at få adgang til artikler, som universitetsansatte forskere har...
En ulv i fåreklæder og lånte fjer - For at forstå, hvorfor Niko Grünfeld ikke længere er kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, skal vi en tur o...
Forskere: Vi mangler kloge debatstemmer - Selvom mange forskere rent faktisk gør sig gældende i debatten, tenderer det en skuldertackling af demokratiet, når de h...
Sexisme på fuld display - Sofie Linde er både blevet hyldet og kritiseret, efter hun offentligt delte en gammel oplevelse med sexchikane. Men de n...

Giv din stemme

20 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

44 JOB

Communication Responsible

Se alle job Indryk job

Job

Senior Press Officer

Frist: 30. september

Digital marketingprojektleder

Frist: 20. september

Kommunikationskonsulent

Frist: 19. september
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.