Deadline sendes nu kun fire dage om ugen, og aftenens program er forproduceret og sendes allerede første gang kl. 17. Der bliver ikke længere samlet op på dagens store begivenheder, men i stedet er der normalt et enkelt længere interview med en person. 

 

Samtidig har studiet fået en større makeover, hvor man på bagvæggen ser et stort billede af en by i en slags rødlilla tåge, måske København, og måske i en solopgang eller solnedgang. Det minder lidt om de store billeder af den kinesiske mur eller bjerglandskaber i romantisk lys, som kinesiske ledere ynder at have som baggrund, når de bliver fotograferede. Det signalerer i hvert fald ikke nyheder, sådan som de skiftende, aktuelle fotos, der før illustrerede dagens indslag. 

 

Tågen breder sig også ud over det nye programs berettigelse. Aftenens interviews signalerer heller ikke længere nyheder, men har budt på bl.a. interview med Nye Borgerliges formand om højredrejning blandt unge, med Svend Brinkmann om unges mistrivsel og med en fransk, angiveligt ”stjerneforfatter” om klassesamfundets resiliens. Det kan alt sammen være interessant nok, bestemt, men synderligt aktuelt er det i hvert fald ikke. Ingen indslag har hidtil været dagsaktuelle, men har i og for sig lige så let kunnet sendes uger i forvejen eller senere.

 

Dermed har Deadline bevæget sig væk fra sin hidtidige rolle som et aktualitetsprogram og ind i en helt anden gruppe sammen med de utallige interviews og samtaler om samfundsforhold, som man i forvejen kan høre og se på diverse andre platforme, herunder på de mange podcasts, som produceres i stadigt større tal af mange forskellige foretagender, både kommercielle, organisationer og civilsamfundsaktører.

 

De to tilbageværende værter, Astrid Berg og Issa Mahmoud Jeppesen, er ikke som sådan dårlige, men ligger i journalistiske kvalitet nok alligevel en klasse eller to under programmets tidligere studieværter som Martin Krasnik, Nynne Bjerre Kristensen, Niels Krause Kjær, Jakob Rosenkrands m.fl. Der har også været kedelige eksempler på lidt enøjet kampagnejournalistik i programmet, ikke mindst da Issa Mahmoud Jeppesen brugte lang tid under interviewet med Nye Borgerlige Ungdoms formand, Malte Larsen, på at insinuere, at han skulle være inspireret af kryptofascister og antisemitter, som han aldrig havde talt med, eller sågar hørt om. Ikke fair, og i grunden ikke spor spændende.

 

Her et par uger inde i det nye år må dommen være, at Deadline med et slag er blevet et ret ligegyldigt program, som ikke længere rager op af den brede journalistiske underskov. Der er ikke længere nogen synderlig grund til at tænde for sit tv om aftenen for at høre, hvilke af dagens centrale debatter Deadline nu vil perspektivere. Dermed er Deadline et symptom på, at DR med åbne øjne er i gang med at afvikle en væsentlig del af sin eksistensberettigelse, nemlig evnen til at levere i realiteten nyhedsindhold, som har stor betydning for danskernes fælles samtale, og som ingen kommercielle medieproducenter hverken kan eller vil levere. Alle samtaler i det nye Deadline kan genfindes andre steder, mindst lige så gode. 

 

Er det vigtigt, hvad DR gør med Deadline? Ja, det er det, fordi det er symptom på en større udvikling. DR er en mastodont i medielandskabet, som vi alle betaler et ret betydeligt beløb til. Det gør vi først og fremmest, fordi de skal levere indhold af høj kvalitet, som kommercielle aktører og andre producenter af debat m.v. ikke kan levere. 

 

Det nye Deadline er et produkt af en større sparerunde, hvor DR ønsker at bruge flere ressourcer på streaming og podcast, som er nogle af de platforme, hvor fremtidens (og i stort omfang nutidens) medieforbrugere faktisk befinder sig. Det kræver åbenbart flere teknikere og medarbejdere med forstand på de platforme, hvilket vel er fair nok. Men det er alligevel meget svært at forstå, at DR’s kolossale årlige budget på 3,6 milliarder kroner og i alt 2.400 ansatte ikke skulle gøre det muligt at frigøre ressourcer til større teknisk kapacitet, som ikke går ud over selve kernen af, hvad der er DR's opgave – at producere nyhedsindhold af høj kvalitet. Faktisk virker det helt uforståeligt, og i bund og grund skadeligt for DR’s indiskutabelt vigtige rolle i det danske samfund. Den seneste sparerunde på DR har skåret dybt i kvaliteten på både TV og radio, og det er meget svært at se, hvordan det på nogen måde kan være i samfundets interesse eller berettige DR’s kolossale budget.

 

Det grundlæggende problem synes at ligge i en mangeårig fejlopfattelse hos DR's ledelse af, hvad public service egentlig er eller bør være. For DR's skiftende ledelser har public service i bund og grund handlet om, at mange danskere så og hørte DR's udsendelser, stort set ligegyldigt, hvad det så var, de så og hørte. Men det er et fattigt public service-begreb. Selvfølgelig er det vigtigt, at det store flertal af danskerne har et forhold til DR og føler, at DR tilbyder dem noget relevant. Men at stopfodre danskerne med let underholdning og halvinteressante samtaler, som lige så godt kunne være leveret af kommercielle kanaler eller andre, det er og bør ikke være det, vi først og fremmest betaler skattekroner til.

 

Hertil kommer et andet, basalt problem, som det nye Deadline også er symptom på. For er det virkelig DR’s opgave at forsøge at udkonkurrere de mange udmærkede podcastleverandører, der allerede er opstået i medielandskabet? DR har allerede masser af podcast- og streamingmuligheder og skal nu altså åbenbart have endnu mere og fylde endnu mere på det marked. Det er med sikkerhed ikke godt for pluralismen i mediebilledet, og derfor er det nye Deadline i bund og grund eksempel på, at DR er på galt spor, og at det snart er på tide med en grundig samtale om, hvad vi i grunden skal med DR på den kurs, der nu er sat.