Medmenneske eller menneskesmugler?

I de seneste uger har vi været vidner til exceptionelle billeder af store grupper af flygtninge på motorveje og familier stuvet sammen i overfyldte toge – mennesker på flugt, der for flertallets vedkommende ikke har ønsket at lade sig registrere i Danmark, men i stedet har begivet sig videre mod Sverige og Finland.

Her et venligbo-møde i Silkeborg. Kilde: mja.dk

Samtidig har tusindvis af almindelige danskere udvist en bemærkelsesværdig villighed til at yde forskellige former for hjælp og assistance til de desperate flygtninge. De fleste har på ganske uskyldig vis doneret mad og tøj, men mange har også ydet hjælp i strid med lovgivningen, såsom transport af ikke-registrerede flygtninge videre mod Sverige, vel vidende at sådanne handlinger er potentielt strafbare.

De bevidste lovbrud har ofte været åbent organiseret og koordineret gennem Facebook-grupper og tilmed dokumenteret gennem selfies med syriske familier på bagsædet af bilen, hvilket er faldet mange for brystet: Er det ikke blot en selvsmagende ”godheds-flashing” at afbilde sig selv i selskab med udmattede flygtninge, som man tilmed yder ulovlig bistand? Og er det ikke en sikker opskrift på anarki og kaos, når almindelige borgere på den måde tager loven i egen hånd? Eller ligefrem at betragte som en del af den organiserede menneskesmugling?

Danskerne har ikke blot doneret mad og tøj. Flere har fyldt bagsædet med syriske flygtninge. Kilde: Scanpix.

To dimensioner i hjælpen

Jeg mener, at denne kritik i nogen grad er forfejlet. Men før vi kan svare på disse spørgsmål, bør vi indledningsvis skelne mellem to dimensioner i den hjælp, som de mange almindelige danskere har ydet de syriske flygtninge.

Det er klart, at mange danskere primært handler på baggrund af en umiddelbar empati og solidaritet med mennesker på flugt fra krig og forfølgelse. Den form for empati kræver ingen retfærdiggørelse. Det er den basale medmenneskelighed, der kommer til udtryk i såvel den kristne næstekærlighedstanke som den sekulære morals påbud om at yde humanitær bistand til uskyldige mennesker i desperate omstændigheder, og som ligger til grund for retten til asyl (artikel 14 i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder).

Den organiserede ulovlige hjælp har dog også en mere kompleks politisk dimension. Vi kan nemlig også forstå de mange danskeres spontane humanitære bistand til de desperate syrere som en form for civil ulydighed. Civil ulydighed udgør en demokratisk kerneinstitution, der gennem ikkevoldelige, offentlige lovbrud søger at påvise et modsætningsforhold mellem lovens ord og lovens ånd.

Civil ulydighed vil typisk komme på tale i situationer, hvor en lov eller forvaltningspraksis opfattes som værende i strid med grundlæggende retsprincipper eller basale menneskerettigheder – eller med andre ord: i strid med den demokratiske retsstats moralske fundament.

Jeg vil ikke at provokere. Men når man møder små trætte mennesker som de her, der er flygtet fra Syrien handler man pic.twitter.com/HBOSpGzmfX
— Lisbeth Zornig (@LisbethZornig) 7. september 2015

Habermas om civil ulydighed

Civil ulydighed er et kontroversielt begreb, men grundtanken er forholdsvis klar. I den amerikanske filosof John Rawls’ indflydelsesrige definition dækker civil ulydighed over offentlige, ikkevoldelige og principielt begrundede politiske handlinger (John Rawls, A Theory of Justice. Revised Edition, Cambridge MA: Belknap Press, 1999), der bryder en lov med henblik på at ændre eller udfordre en regerings fortolkning af den.

Civile ulydighedsaktioner rummer ifølge Rawls en appel til vores medborgeres retfærdighedssans, og på trods af at de involverer åbenlyse lovbrud, så udtrykker de stadig en overordnet troskab mod retsstaten, idet handlingerne er offentlige, og aktivisterne er villige til at tage deres straf.

Herved adskiller civil ulydighed sig kategorisk fra selvtægt, der ofte indebærer voldelige handlinger rettet mod enkeltpersoner såvel som mere radikale former for udenomsparlamentariske politiske aktioner, der sigter mod at undergrave den politiske orden som helhed. I afgørende kontrast hertil er formålet med civil ulydighed netop på en ikkevoldelig måde at forsvare de retfærdighedsprincipper, der ligger til grund for den demokratiske retsorden, mod love, der opfattes som værende i modstrid hermed.

Den tyske filosof Jürgen Habermas (Jürgen Habermas, Faktizität und Geltung: Beiträge zur Diskurstheorie des Rechts und des demokratischen Rechtsstaats, Frankfurt: Surhkamp Verlag, 1992) betoner desuden, at civil ulydighed er en politisk aktionsform, hvor civilsamfundsaktører søger at etablere en direkte forbindelse mellem den uformelle demokratiske viljedannelse i den offentlige sfære og de mere formelt organiserede politiske institutioner, såsom regeringen og Folketinget.

Gennem ikkevoldelige og offentligt dokumenterede lovbrud kan civilsamfundsaktører på effektiv vis kommunikere deres overbevisning om, at en lov strider mod demokratiets grundlæggende spilleregler, da civile ulydighedsaktioner grundet deres kontroversielle karakter ofte vil tiltrække stor offentlig opmærksomhed. På den måde kan civil ulydighed udfylde en afgørende kommunikativ funktion, idet den kan være med til at signalere og påpege alvorlige legitimitetsproblemer i den demokratiske retsstat – både over for den resterende offentlighed og det politiske system.

For Rawls og Habermas repræsenterer civil ulydighed således civilsamfundets forsøg på at mønstre det normative indhold i den demokratiske retsstats grundlæggende principper mod gældende love, der opfattes som i direkte konflikt med de grundlæggende principper, eller hvor det politiske system opfattes som passivt eller blindt over for eksisterende legitimitetsproblemer.

Regeringens fodslæbende tilgang

Det er præcis denne aktionsform, som almindelige danskere tager i brug, når de ulovligt transporterer flygtninge videre over sundet. Det ligger ikke blot ligefor at fortolke den ulovlige bistand som civil ulydighed, mange aktivister har selv forstået og offentligt beskrevet deres egne handlinger i netop disse termer.

For nogle er den ulovlige hjælp givetvis begrundet i en opfattelse af, at regeringens asylpolitik strider mod syriske krigsflygtninges ret til asyl og ordentlige vilkår. Når aktivister foreviger sig selv med syriske familier, som de er i færd med at hjælpe ulovligt over grænsen til Sverige, så er det altså ikke kun for at flashe deres godhed. Det er også for at udtrykke en offentlig, ikkevoldelig og principielt begrundet protest mod regeringens asylpolitik og den gældende udlændingelovgivning.

Hjælpen til de syriske flygtninge kan altså både ses som en umiddelbar humanitær bistand til konkrete mennesker i nød og som en civil ulydighedsaktion mod regeringens asylpolitik.

De seneste dage har flere kendte og ukendte danskere givet lift til nogle af de flygtninge, der i disse dage kommer til Danmark. Der er både tale om humanitær bistand og civil ulydighed. Kilde: Polfoto/Astrid Dalum.

Det er selvfølgelig et selvstændigt spørgsmål, om man er enig i begrundelsen for de danske aktivisters ikkevoldelige oprør mod flygtningelovgivningen. I de seneste dage er op mod tyve personer sigtet for ”menneskesmugling” efter udlændingelovens §59, som forbyder forsætlige handlinger, der søger at bistå en udlænding med ulovligt at rejse ind i eller rejse gennem landet.

De mennesker, der foretager spontan civil ulydighed, bliver dog ikke sigtet som menneskesmuglere efter straffelovens §125a, der taler om særligt skærpende omstændigheder, hvor menneskesmuglingen er systematisk organiseret eller bringer andres liv i fare. Det faktum, at aktivisterne sigtes for lovovertrædelser, betyder dog ikke, at deres handlinger ikke bør opfattes som civil ulydighed, tværtimod: Som vi har set, er det netop kendetegnende for civil ulydighed, at aktivisterne er villige til at tage deres straf.

På grund af flygtningeområdets enorme kompleksitet og uigennemskuelighed er det tvivlsomt, om aktivisterne motiveres af konkrete krav til en ændring af lovgivningen – deres civile ulydighed udtrykker nok snarere en generel utilfredshed med regeringens fodslæbende tilgang til at hjælpe flere flygtninge og en protest mod den tøven og handlingslammelse, der har præget regeringens svar på flygtningekrisen.

Sidstnævnte forhold peger på en yderligere kompleksitet – nemlig oplevelsen af, at ikke bare regeringen, men hele det politiske system nærmest er brudt sammen i mødet med de store grupper af syriske flygtninge på de danske motorveje. Mange danskere har haft en oplevelse af en total mangel på politisk lederskab, hvor ansvaret for at lægge linjen i håndteringen af de mange flygtninge i stedet er faldet videre til det administrative system, til rigspolitichefen og den enkelte politimand.

De danske politibetjente har haft de syriske flygtninge helt tæt på. Kilde: Polfoto/Mikkel Berg Pedersen.

Dermed kan man også forstå civilsamfundsaktionerne som et forsøg på at udfylde det vakuum i forhold til lederskab og politisk orientering, som Lars Løkke Rasmussens passive og usammenhængende reaktion på flygtningestrømmen har efterladt. Derved rækker civilsamfundsaktionerne dog også ud over den civile ulydighed og får en politisk retningsgivende betydning.

Den folkelige legitimitet

Hvis vi ser den ulovlige danske civilsamfundsbistand til de syriske flygtninge som en form for civil ulydighed, så tegner der sig både nogle styrker og begrænsninger ved denne politiske aktionsform.

Styrken ved koordinerede civile ulydighedsaktioner ligger oplagt i den enormt potente effekt, der ligger i den spontane mobilisering og organisering af civilsamfundet mod en given lov eller politik – en effekt, som Hannah Arendt (Hannah Arendt, Crises of the Republic, New York: Harcourt Brace Jovanovich, 1972) har søgt at fange med sit begreb om magt som den kraft, der opstår, når enkeltindivider handler i samhørighed.

I lyset af det manglende politiske lederskab har denne effekt givetvis også bidraget til at påvirke politiets håndtering af flygtningestrømmen i en ikkevoldelig retning samt skabt et mere åbent og uforudsigeligt rum for diskussion af den danske flygtningepolitik, end vi havde før. Civilsamfundsaktionerne til støtte for flygtningene har en umiddelbar folkelig legitimitet, som det etablerede politiske system – jævnfør Habermas – vil have svært ved fuldstændigt at ignorere. Det demokratiske fundament under regeringens stramme udlændingepolitik har fået et folkeligt skud for boven.

Som politisk redskab har civil ulydighed dog også nogle klare overordnede begrænsninger. Civile ulydighedsaktioners politiske rækkevidde forbliver ofte isoleret til den specifikke lov eller politik, der protesteres imod, og hvis de har et bredere sigte, så vil protesten ofte ikke være tilstrækkelig konkretiseret til at have en vedblivende politisk effekt. Tænk her på Occupy Wall Street-bevægelsens civile ulydighedsaktioner, hvor en stor gruppe aktivister i 2011 ”besatte” Zucotti Park i New York i flere måneder i protest mod Wall Streets rolle i finanskrisen, men som gjorde en dyd ud af ikke at have nogen konkrete politiske krav, og som derfor heller ikke havde de store politiske følgevirkninger.

Occupy Wall Street centrerede sig om Zuccotti Park på Wall Street i New York, og rettede sig især imod hvad man betragtede som finansverdenens grådighed, økonomisk ulighed og erhvervslivets politiske magt. Kilde: Polfoto/John Minchillo.

Civil ulydighed er altså primært en form for protest mod eksisterende regler eller praksisser, og den kan aldrig erstatte mere konstruktive bud på politiske eller institutionelle løsninger. Det er væsentligt at holde sig for øje i en så kompleks situation som den nuværende flygtningekrise.

I Danmark er de civile ulydighedsaktioner hurtigt blevet en del af en bredere folkelig bevægelse, der også har budt på store demonstrationer i København og Aarhus til fordel for en mere imødekommende flygtningepolitik. Den store udfordring for denne bevægelse er således at få konkretiseret den folkelige protest i mere specifikke krav, hvis ikke de mobiliserede civilsamfundskræfter skal løbe ud i sandet.

Meningsmålinger har i de seneste dage vist, at et stort flertal af danskere (78%) ser den afgørende institutionelle udfordring i at få etableret solidariske og bindende regler for fordelingen af flygtninge i EU-regi. Regeringen har dog afvist, at Danmark skal deltage i en fælles EU-løsning, og der er bred opbakning i Folketinget til regeringens linje – faktisk i en grad, så det er svært at erindre en større diskrepans mellem vælgernes ønsker og politikernes prioriteringer på et konkret politikområde.

Måske er den væsentligste politiske konsekvens af de seneste dages civile ulydighedsaktioner, at de har bidraget til at sætte fokus på denne diskrepans. Ja, måske har deres konkrete påvisning af, at de eksisterende regler ikke er i stand til at imødekomme det store antal syrere med akut behov for hjælp, endda bidraget til et holdningsskred i befolkningen til støtte for en solidarisk europæisk løsning, der er krisen voksen. I så fald vil de seneste dages civile ulydighedsaktioner, helt i overensstemmelse med Rawls’ og Habermas’ teoretiske overvejelser, have indløst en stor del af deres iboende potentiale.

Som en del af den verdensomspændende aktion for flygtninge 'Refugees Welcome' var der lørdag 12. september demonstration i København. Kilde: Polfoto/Philip Davali.

Menneske først, så system

Afslutningsvis er det værd at overveje, om den konkrete civile ulydighedsform i dette tilfælde – nemlig transporten af ikkeregistrerede flygtninge til Sverige – er egnet til det politiske formål at protestere mod regeringens asylpolitik og håndtering af krisen.

Når mange syrere gerne vil til Sverige, så er det givetvis, fordi der i forvejen bor mange syrere i Sverige, og mange vil have familie eller en etableret venskabskreds at se frem til – eller måske fordi billedet af Danmark som en ”strammernation” skræmmer. Men det mere imødekommende svenske asylsystem er i forvejen langt hårdere belastet end det danske.

Den svenske statsminister har da også påtalt det problematiske i, at det danske politi gav syrerne ”frit lejde” til at rejse videre ud af Danmark, når de eksisterende Dublin-regler kræver, at flygtninge registreres i det land, de først ankommer til. Det kan således synes kontraproduktivt at protestere mod, at Danmark tager for få flygtninge, ved at bidrage til at transportere flygtninge ud af landet. Burde civilsamfundet ikke søge at hjælpe flygtningene til at søge asyl her i landet i stedet?

Forvirringen øges kun yderligere af, at Dansk Folkepartis krav om grænsekontrol og registrering af alle flygtninge formentlig ville føre til en eksplosion af asylberettigede flygtninge her i landet. På den anden side vil en solidarisk og bindende aftale i EU-regi, der givetvis vil udnytte Europas samlede modtagelseskapacitet langt bedre end det nuværende kaos, dog også indebære, at mange flygtninge ikke selv kan vælge, hvor de kan få asyl. Det er måske en konsekvens, der for mange – inklusive aktivisterne – kan være svær at sluge. Situationen er altså så kompleks, at vores gængse orienteringspunkter i udlændingedebatten i nogen grad synes at være i opløsning.

Her er spørgsmålet imidlertid, om der ikke i den konkrete situation opstår en konflikt mellem den umiddelbare humanitære tilbøjelighed til at hjælpe flygtningene videre mod det mål, som de er flygtet gennem hele Europa for at nå, og så det politiske sigte med de civile ulydighedsaktioner: Står man først over for et konkret menneske, der er sulten, træt og traumatiseret af krig, så træder de overordnede politiske overvejelser i anden række, og man fokuserer i stedet på at hjælpe dette menneske med at opfylde dets mest basale behov – såsom at blive genforenet med en slægtning i Sverige.

Det viser måske også, at den civile ulydighed i dette tilfælde i virkeligheden består i at yde flygtningene en basal humanitær hjælp, som de ikke er berettiget til ifølge dansk lovgivning og de gældende europæiske regler. Den civile ulydighed, som det danske civilsamfund har udøvet i de seneste dage, er i så fald udtryk for en mere grundlæggende, og måske mindre politisk, protest – nemlig den protest, der ligger i at prioritere et konkret menneskes håb om sikkerhed og tryghed over et system, der ikke tillader det.