SoMe-ban'et er godt, ondt og grusomt
Twitters tilståelsessag

Det var ”Manden er farlig” mod ”Eliten lukker munden på os”. Tragisk nok er begge ting rigtige. Sagen er god, ond og grusom på samme tid. Kilde: Getty

Skrevet af

Jon Lund
Strategikonsulent

28 artikler

298 indlæg

Twitter & co. har sparket Trump ud. Det er godt, fordi de sociale medieplatforme endelig tager ansvar. Ondt, fordi det lukker munden på den lovligt valgte præsident i verdens største demokrati. Grusomt, fordi det kun er et spørgsmål om tid, før den næste populist tager Trumps plads.
Vi lever i en vild tid. På mindre end en uge har en håndfuld af verdens største virksomheder de facto forhindret Donald Trump – præsidenten i verdens ældste nulevende demokrati – i at udtrykke sig offentligt. Torsdag i sidste uge lukkede Facebook og Instagram midlertidigt hans profiler. Fredag gjorde Twitter det samme, og her er kontoen bannet for altidTirsdag suspenderede YouTube Trumps kanal samtidig med, at Reddit fjernede deres ”r/DonaldTrump”-subreddit-gruppe, og Google og Apple fjernede den Trump-venlige Twitter-klon Parler fra deres app-stores, mens Amazon opsagde Parlers hostingaftaler, så nu kan den hverken hentes eller bruges. Twitch, Snapchat og TikTok m.fl. er også fulgt trop. Se den fulde oversigt her hos First Draft.
 

Demokraterne og den liberale verden kunne ikke få hænderne ned. Ja, Zuckerberg, risikoen ved at lade Trumps Facebook være åben er for stor, det synes vi også. Og Ja, Twitter, vi frygter også, at han opildner til mere vold. Trump og hans 74 mio. vælgere rasede. ”Vi lever i Orwells 1984” skrev Donald Jr., Trumps ældste søn, mens talkshowværten Mark R. Levin kaldte Twitter for ”fascister”.

 

Det var ”Manden er farlig” mod ”Eliten lukker munden på os”. Tragisk nok er begge ting rigtige. Sagen er god, ond og grusom på samme tid.

 
1. Det gode: Twitter & co. tager ansvar
Indtil for et par år siden nægtede Twitter, Facebook, Google og alle de andre kategorisk, at de skulle have noget som helst ansvar for indholdet på deres platforme. Når en bruger troller, mopper, lyver eller manipulerer – for slet ikke at tale om at tilskynde til statskup – er det ham eller hende selv, man må hive i retten. Ikke platformen. For guds skyld: Skyd ikke budbringeren!, lød omkvædet.
 
Den sang døde endegyldigt med sidste uges storm på Kongressen. Som Thierry Breton, EU-kommissæren, der konkurrerer med Margrethe V. om, hvem der er mest tech-kritisk, skrev i Politico: ”Angrebet på Capitol var de sociale mediers 9/11”. Et paradigmeskift. Sektion 230, det stykke amerikansk lovgivning, der fratager netmedierne for ansvaret for, hvad brugerne poster, er kollapset, lød det.
 
Det har ellers holdt hårdt. Særligt siden valget i 2016, Cambridge Analytica- og Russian Interference-skandalerne er presset mod dem bygget op. Men først i 2019 sagde Twitter stop for de ødelæggende politiske reklamer sig. Facebook skulle slæbes til truget. ”Vi må forsvare ytringsfriheden,” lød det dengang fra Mark Zuckerberg. Først to uger før valget i oktober ’20 ændrede Facebook kurs.
 
Nu er vi i mål, ser det ud til. Nej, de sociale medier er ikke bare et neutralt spejl. De kan bruges og misbruges og gøre stor samfundsmæssig skade. Og de har selv erkendt det. Det er godt.
 
2. Det onde: ytringsfrihed på tech-giganternes nåde
Spørger du mig, er det også godt, at Twitter & co. med deres forbud lukker benzintilførslen til det bål, som det nedbrudte amerikanske debatmiljø udgør i skrivende stund. Det ér simpelthen for farligt at lade Trump fortsætte sin giftige tweeten, som sagerne står.
 
Men holdbart er det ikke. Selvom det ikke er private mediers ageren, der sigtes til, når vores grundlov foreskriver, at censur ingensinde på ny kan indføres, er det alligevel alt for tæt på. De dominerende sociale medier er i praksis ikke bare kanaler til offentligheden – de ér offentligheden. Og det er, som Jens Philip Yazdani så rigtigt tweetede forleden, ”forrykt, at private firmaer nu dikterer, om folkevalgte præsidenter har lov at bruge de facto offentlige kanaler”. Et på sigt ”langt større problem for demokratiet end umælende banditter i amokløb mod kongressen”.
 
 
For tech-platformene er ikke små uskyldige spejderdrenge. Apple, Facebook, Google og Amazon er blandt verdens allerstørste virksomheder, større end banker og olieselskaber, læskedrikskoncerner og shippingvirksomheder. Og de udnytter, som den amerikanske kongres’ antimonopoludvalg konstaterede sidste år, alle deres positioner til det yderste i hver deres selvskabte monopolniche. Deres Trump-forbud kommer i det lys ikke bare sent, men også dejligt opportunt. Faktisk lukkede de først ned på den eksakte dag, de var helt sikre på, at Trump ikke længere kunne gøre livet surt for dem fra Det Hvide Hus. Meget belejligt.
 
Konstruktionen er ustabil og har en indbygget glidebane, som konsekvent tipper i den retning, hvor der er flest penge at tjene, og hvor den enkeltes frie adgang til den offentlige debat alt for ofte vil trække det korteste strå. En ond konstruktion.
 
Hvis det så bare virkede at sætte de store i klassen til på denne måde at styre slagets gang, havde man i det mindste det at glæde sig over. Men ikke engang det kan du håbe på. Jo, Trump er selvfølgelig gjort dejligt tavs. Men det løser ikke det grundlæggende problem.
 
3. Det grusomme: bygget på had og dopamin
“Without the tweets, I wouldn’t be here.” Sådan fortalte Trump Financial Times, da han var tre måneder inde i sin præsidentperiode. Og det var ikke specielt voldsforherligende tweets han her henviste til. Det var hans tweeten i det hele taget. ”Jeg har over 100 mio. følgere på Twitter, Facebook og Instagram,” pralede han. ”Over 100 mio! Jeg behøver slet ikke the fake media.”
 
Her rammer Trump hovedet på sømmet. Twitter, Facebook og Instagram er ikke bare blevet misbrugt af Trump. De har gjort Trump mulig. De aktuelle nær borgerkrigslignende tilstande er resultatet ikke bare af en alt for Twitter-begavet demagogs grænsesøgende adfærd. Det er resultatet af en social medie-industri, der, som Jens Rohde så smukt udtrykte det i P1 Debat i går, er ”bygget op om likes og dopamin-kicks gennem vrede og had.” De sociale medier kæmper med hinanden og resten af verden om at erobre så meget af vores opmærksomhed, engagement og screentime som muligt. Og det er lykkedes alt for godt for dem.
 
For det er gennem vores opmærksomhed og de mange annoncekroner, der kan tappes fra den, de sociale, algoritmeskabte medier tjener deres mange penge. Og det er denne logik, der skaber de ekstreme onlinemiljøer, deres ekkokamre, polarisering og trolls. Denne logik, der splitter og fragmenterer. Uden at ville det har Facebook, Instagram, Twitter, YouTube og alle andre fået skabt en ny global offentlighed, der i stedet for at frigøre og gøre os klogere systematisk fremmer splittelse og manipulation. Præcis som en Tim Wu beskriver det i bestselleren The Attention Merchants og Shoshanna Zuboff (som jeg anmeldte her) gør det i moppedrengen Surveillance Capitalism. Og præcis som dokumentarerne The Social Dilemma og The Great Hack gør det i filmisk format ovre hos Netflix (dem anmeldte jeg her og her). Det er den grusomme sandhed.
 
Facebook, Instagram, Twitter, YouTube og alle de andres nyfundne exit-Trump-ansvarlighed lukker derfor nok lidt damp ud af trykkogeren. Men på længere sigt hjælper det ingenting. Det er et plaster på et væskende sår. Og censurredskaberne virker på sigt ikke bedre end at tisse i bukserne på en kold dag. Det varmer her og nu, men lige om lidt bliver det isnende koldt. Det er den grusomme sandhed.
 
Follow the data, stupid
”Vores forfatning har checks og balances. Det skal de digitale medier også have”. Sådan lyder etik- og tech-professor Joanna Brysons bud på, hvordan miseren fikses – på Twitter. Og det har hun ret i. Vi må have skrappere regler for, hvem der må, og ikke må, sige hvad hvorhenne og hvornår – og hvad de store platforme må tage ned og lade blive oppe. Præcis den slags, som EU-Kommissionens decemberforslag til en ny europæisk Digital Services Act forsøger at tage ved hornene. Mere af det, tak. (Og nej, Facebooks eget såkaldte ”Tilsynsråd”, f.eks. – det, der har Helle Thorning i spidsen, dur ikke her. Dets mandat er alt for snævert og undladelsessynderne står i kø. Det er en ommer, Helle).
 
Regler for, hvem der må sige hvad, gør det imidlertid ikke alene. Også det økonomiske miljø, de store platforme opererer i, er giftigt. Det er simpelthen for let for enkelte spillere at blive alt for store i den digitale verden. Blandt andet, fordi der er noget selvforstærkende over sociale netværk: Jo flere brugere de har ombord, jo flere kommer til, og jo vanskeligere er det at smutte. Du vil jo gerne være med i klubben. Den effekt gør de store alt, hvad de kan for at nurse – også med ufine midler. Og det kan vi ikke have. Mere konkurrencepoliti, tak. Go, Doctorow, go. Sæt afsted, Vestager.
 
Men heller ikke bedre monopolkontrol er nok. Vi har brug for redskaber, der ikke bare begrænser de sociale medier, ikke bare tager brodden af deres værste stik. Vi skal dybere ned. Og have fat om roden: de forvredne og forvridende algoritmer. Vi må angribe ikke bare, hvordan algoritmerne bliver brugt, men hvordan de bliver skabt.
 
I bunden af algoritmerne finder du data. Det er data, der driver hele værket. Jo flere data de digitale platforme har adgang til, og jo friere de kan bruges, uden at nogen brokker sig, jo bedre virker den – nu tydeligvist vildfarne – datamølle. Her er et sted, vi kan sætte ind, hvis vi for alvor vil rykke ved noget. Follow the data, stupid.
 
Vi skal som brugere f.eks. have meget bedre kontrol over, hvem der bruger vores data til hvad, end vi har i dag (nej, ikke på cookieboks-måden, men smart, intelligent og bekvemt). Det kan lade sig gøre.
 
Vi skal stå fast på, at vores data er vores egne data – og gøre alt for, at de ikke låses inde i maven på Twitter, Facebook eller Google. Du skal let, megalet, kunne lade dine data arbejde for dig der, hvor du ønsker det. Dataportabilitet og interoperationalitet er kodeordene her.
 
Og så skal der sættes en stopper for datagrovæderiet. Ubegrænsede og fuldstændig gratis datamængder kan friste selv den bedste platform over evne. Det dur ikke. Data skal have en pris. Enten gennem markedet – eller som en dataskat. Det er der også mange kloge tanker om.
 
Det store Trump-stop er både godt, ondt og grusomt. Måske viser det også vejen frem.

Relaterede artikler

Figenblad eller højesteret? - I sommer annoncerede Facebook Oversight Board, et uafhængigt råd til at holde sig selv i ørerne, med fanfarer og Helle T...
Er medierne de rette til at redde vores demokrati? - Det er smukt at se, hvordan to af landets stærkeste og mest troværdige medieprofiler i denne weekend har nægtet at gå i ...
Trumps afsindige afskedssalut - Sidste uges begivenheder i Washington D.C. har vist både talens magt og afmagt for den amerikanske præsident. Med Donald...
QAnon-shamanen - Den mest markante skikkelse i stormen på Kongressen var QAnon Shaman. Kendt fra internettets højreekstremistiske miljø, ...
Rav i Reddit - I sidste uge besejrede et sammenrend af småinvestorer de store amerikanske spekulanter, påtvang dem milliardtab og sendt...
”Er der nogle frække piger på linjen?” - Hvem husker 80’ernes 0059 eller Træfpunkt, som det også hed? I bund og grund en simpel mulighed for anonymt at tale samm...
Løsningen er ikke problemet - Den australske regering og Joy Mogensen har blæst til kamp mod tech-giganterne. Nu skal det være slut med at nasse på in...
Mediernes dans med djævlen - I sidste uge satte Fox News og Google sig i enerum og aftalte, hvordan nyhedsstrømmen i markante dele af vores fælles, n...
Trump lagt på Facebook-is - I går kom Facebooks selvbestaltede tilsynsråd – det der har Helle Thorning i spidsen – med deres længe ventede afgørelse...
Hvis jeg kun får fem likes, så sletter jeg billedet igen - “Hvis man kun får fem likes, så sletter man da billedet igen.” En sætning, jeg har hørt ofte fra børn og unge – med vari...

Giv din stemme

17 stemmer
4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

86 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

SoMe-redaktør

Frist: 25. oktober

Studentermedhjælper

Frist: 24. oktober

Kommunikationsmedarbejder og projektleder

Frist: 8. november kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.