Smid din mobil ud

Vores udtjente elektronik er en sand guldgrube for den cirkulære økonomi. Fx indeholder de aflagte telefoner mange sjældne metaller – kobber, guld, palladium og sølv – der er besværlige at udvinde og i øvrigt kun eksisterer i begrænsede mængder. Hvis telefonerne aldrig kommer længere end til skuffen, går disse metaller tabt, og vores trang til at gemme i stedet for at smide ud bliver en alvorlig hurdle for den cirkulære proces, der skal lede flest mulige resurser fra vores forbrug tilbage til ny produktion eller genbrug.

Hvorfor gemmer vi ting, som vi ikke skal bruge?

Som en del af et større forskningsprojekt ved Syddansk Universitet har vi i et nyligt studie interviewet 29 danskere rundt omkring i landet om motiverne bag deres opbevaringsadfærd. Svarene peger på, at vores gamle telefoner og computere ofte har værdi for os, selvom de for længst er blevet erstattet af nyere, smartere og hurtigere modeller.

Vores udtjente elektronik er en sand guldgrube for den cirkulære økonomi.

Det er altså hverken dovenskab eller en sygelig mani, der er årsagen til vores samlertrang, men snarere en oplevelse af, at opbevaring er en meningsfuld og værdifuld aktivitet. Vores interviewpersoner fortalte især om følgende fire former for værdi, som motiverede dem til at opbevare gammelt elektronisk gear i stedet for at smide det ud:

Opbevaring som forsikring

Som moderne forbrugere er vi dybt afhængige af vores elektroniske apparater for at få hverdagens praktikaliteter til at gå op. Vores telefon hjælper os med alt fra at holde styr på kalenderen til kontakten med både bank og børn. Den indeholder det meste af vores aktive liv, så det har ret alvorlige konsekvenser, hvis den pludselig bliver væk eller giver op.

Derfor finder mange det yderst fornuftigt at have en reservetelefon. At gemme sin gamle, aflagte telefon i stedet for at smide den ud ses som en slags forsikring mod den katastrofe, som tabet af en telefon ville medføre. Her har opbevaringen en praktisk og fornuftig værdi, synes vi, fordi den betyder, at vi ikke behøver at bekymre os om, hvordan vi skulle kunne overholde vores aftaler og pligter, hvis nu uheldet er ude.

Ofte tages den slags ’forsikringstelefoner’ i brug i situationer, hvor der kan være en særlig risiko for at rende ind i sådanne ’hvis-nu’-uheld.

Fx udgør ’festivaltelefonen’ – kælenavnet på den gamle telefon, som gemmes for at skåne den nye telefon for de belastende forhold den udsættes for, når den eksempelvis er med på festival – en del af mange interviewpersoners elektroniklager.

Her er der tale om en form for beredskab.

Den gamle Nokia 3310 minder os om en svunden tid, hvor alt var mere enkelt og ligetil.

Vi opbygger en beholdning af ’nødtelefoner’, ’SOS-telefoner’ eller ’backup-telefoner’ – som interviewpersonerne selv kaldte deres gamle telefoner – for ikke at skulle bekymre os om, hvad der ville ske, hvis vi pludselig var nødt til at klare os uden vores telefon.

Opbevaring som identitet

Udover den praktiske værdi, som opbevaringen af gammel elektronik synes at kunne have, oplevede nogle af interviewpersonerne også en eksistentiel værdi. Computere, tablets og telefoner – også dem, vi ikke bruger aktivt – bugner ofte af digitalt indhold, som vi nødigt vil skille os af med.

Barndomsbilleder, optagelser af alt muligt fra en svunden tid, skoleopgaver fra gamle dage og så videre fungerer alt sammen som vores forlængede hukommelse – en slags biografisk historie, der hjælper os med at huske os selv på, hvem vi var og er. Mange af byggestenene i vores identitet er således opmagasineret på vores digitale grej.

Mange tror, at de bidrager til den grønne omstilling, når de opbevarer deres gamle elektronik derhjemme.

Opbevaringen hjælper os ikke kun med at genopfriske vores gamle minder, men giver os også en følelse af kontrol over vores identitet.

Når telefonen ligger i skuffen, føler vi os sikre på, at de digitale spor af vores ’jeg’, der ligger på den, ikke bliver brugt på måder, som ikke stemmer overens med det billede, vi har af os selv. Så har vi kontrol over, hvad der deles, og hvad der ikke gør. Vores data forbliver vores data, synes vi. Her giver opbevaringen os en følelse af eksistentiel tryghed og kontrol.

Det er dog ikke altid indholdet på de gamle apparater, der giver eksistentiel værdi – det kan også være apparaterne selv. Nogle af vores interviewpersoner fortalte således om, hvordan deres gamle Nokia 3310 mindede dem om en svunden tid, hvor alt var mere enkelt og ligetil. Eller om, hvordan deres første telefon muliggjorde at holde kontakten til deres barndomskæreste.

Samlingen af disse skattede apparater bliver et personligt, nostalgisk museum, som vi kan besøge for at reflektere over vores liv og dets udvikling.

Opbevaring som miljøbevidsthed

En del af interviewpersonerne var bange for, at deres gamle elektronik blot ville ende i en skrotbunke eller ligefrem skade miljøet, hvis de smed det ud. Selv hvis de leverede det til genbrug, frygtede de at gøre sig skyldige i miljøsvineri, da de ikke havde den fulde indsigt i elektronikkens videre skæbne på genbrugsstationen.

For mange føles det forkert at smide noget væk, som stadig virker.

Opbevaring af gammel elektronik hjemme i skuffen var for dem den eneste sikre måde at skåne miljøet for elektronikkens mulige forurening på.

Det er i virkeligheden ret paradoksalt, at interviewpersonerne oplevede denne miljømæssige værdi, da meget forskning peger på, at netop opmagasinering af elektronik er en af de helt store syndere i forhold til at få skabt et cirkulært og bæredygtigt flow af elektroniske produkter. Meget tyder altså på, at den private deponering er problemet, ikke løsningen.

Men vores opbevaringstendenser er også et –omend misforstået – opgør med brug-og-smid-væk-kulturen. Flere og flere føler et personligt ansvar for at bidrage til den grønne omstilling, og for mange er opbevaringen af deres gamle elektronik en måde at påtage sig dette ansvar på.

Internationale studier viser i øvrigt, at de udtjente elektroniske produkter, som opbevares derhjemme, sjældent bliver brugt igen. I stedet ryger de til skrot efter mange års dvale, og deres ophold i skuffen er blot en mellemstation før deres endelige destination på lossepladsen.

Opbevaring som mådehold

Den fjerde og sidste værdi, som interviewpersonerne knyttede til opbevaringen af de gamle apparater, er af moralsk karakter. De gav udtryk for en generel modvilje mod at lade ting gå til spilde. Det blev fx betragtet som direkte umoralsk at smide en telefon ud, når den stadig virker.

Uanset, om det er fornuftigt at opbevare sin gamle telefon eller ej, så føles det fornuftigt for mange forbrugere.

Denne moralske værdi minder en del om den miljømæssige værdi, men den er langt fra altid forbundet med nogen form for miljømæssige overvejelser.

Den er snarere knyttet til en dybereliggende værdi, som har været med til at forme vores samfund længe før, miljøhensyn begyndte at komme på dagsordenen: frugalitetens værdi. Det vil sige værdien af at behandle verden og dens resurser på en mådeholden og fornuftig måde. Ikke at smide væk, når det ikke er strengt nødvendigt.

Selvom vi i dag lever i en brug-og-smid-væk-kultur i et af de måske mest ødsle samfund nogensinde, så har frugalitetens logik fortsat et fast greb i os.

For mange føles det simpelthen forkert at smide noget væk, som stadig har værdi, eller som stadig virker. Så selvom en gammel telefon ikke bruges længere, får den lov til at blive liggende i skuffen, da den jo stadig er ’fuldt funktionel’, som en af interviewpersonerne forklarede os.

Ligesom den miljømæssige værdi fører også den moralske værdi til, at vi nogle gange handler imod det, der egentlig er vores intention.

Vi gemmer vores udtjente elektronik, fordi det har eksistentiel og moralsk værdi for os.

Målet med den mådeholdne, frugale adfærd er jo netop at undgå, at vores gamle elektroniske produkter går til spilde, men da produkterne får lov til at ligge i dvale i mange år – og ofte aldrig kommer ind i det cirkulære system – er det jo netop, hvad der sker: Vores antispild-adfærd skaber spild.

Hvordan kan vi blive bedre til cirkulært forbrug?

Vores undersøgelse har både et budskab til de forbrugere, som hellere gemmer deres elektronik end afleverer det til genbrug, og til de myndigheder og virksomheder, som ønsker at fremme det cirkulære forbrug.

Vi håber, at undersøgelsen vil give anledning til refleksion hos de forbrugere, der har svært ved at skille sig af med deres gamle apparater. Opbevaring af gammel elektronik er til hinder for den cirkulære omstilling, så selvom der kan være mange gode grunde til at opbevare elektronik, er der også mindst lige så gode grunde til at få det smidt ud.

Undersøgelsen betyder i hvert fald, at flere forbrugere fremover har mulighed for at afgøre deres elektroniks skæbne på et oplyst grundlag.

Til myndigheder og virksomheder er budskabet dette: Uanset, om det er fornuftigt at opbevare sin gamle telefon eller ej, så føles det fornuftigt for mange forbrugere – af mange forskellige grunde.

Der er en følelsesmæssig omkostning forbundet med at give slip og aflevere til genbrug.

Den udbredte opbevaring af gammel, men genbrugelig elektronik hjemme i skuffen bør ikke betragtes som dumme eller dovne forbrugeres uansvarlige adfærd. Nej, opbevaringen sker, fordi den har værdi for dem – praktisk, eksistentiel, miljømæssig og moralsk – og det gør den til en meningsfuld – i nogle tilfælde endda fornuftig – aktivitet.

Den indsigt i årsagerne til forbrugernes adfærd bør føre til en nytænkning af kommunikationen og i det hele taget den måde, som den cirkulære omstilling tilgås på.

Oplysning er selvfølgelig et vigtigt redskab – og det er fortsat relevant at informere om, hvor og hvordan gammel elektronik skal afleveres til genbrug, og hvad der sker med det efterfølgende. Det vil desuden også være gavnligt at udbrede kendskabet til de virksomheder, som faktisk vil betale for gamle telefoner for derefter at istandsætte og videresælge dem.

Den følelsesmæssige omkostning ved genbrug

Den type faktuelle informationer kan imidlertid ikke stå alene. Undersøgelsen peger netop på de stærke følelsesmæssige bånd, der også er mellem det elektroniske apparat og ejeren. Og her er dilemmaet, at hvis forbrugeren giver afkald på sin gamle computer, tablet eller telefon, så er det samtidig et farvel til den emotionelle værdi, som opbevaringen af disse genstande rummer.

Der er altså en følelsesmæssig omkostning forbundet med at give slip og aflevere til genbrug. Derfor er det tvivlsomt, om det er nok blot i rationelle termer at instruere forbrugerne om, hvordan de bedst skiller sig af med deres gamle elektronik. Man skal både overvinde uvidenheden og den emotionelt betingede uvilje.

Det er vigtigt, at myndigheder og virksomheder forstår de værdier, som forbrugernes opbevaringstendenser er baseret på. Hvis forbrugerne skal motiveres til at få ryddet elektronikken ud af skabe og skuffer, skal de på en eller anden måde kompenseres for tabet af de irrationelle, følelsesmæssige værdier, der ryger ud med badevandet.

Og hvordan gør man lige det?

Hvordan undgår man, at forbrugerne tror, hverdagen bryder sammen, hvis de ikke har en reservetelefon i skuffen? Hvordan sikrer man, at forbrugerne ikke føler, at de mister sig selv, når de mister et apparat fyldt med minder? Hvordan kan man få forbrugerne til at føle sig sparsommelige, samtidig med at de lader fuldt funktionelle apparater ’gå til spilde’?

Det er den slags absurde spørgsmål, vi må forsøge at give et bud på, hvis vi gerne vil have, at flere elektroniske produkter bliver sendt på produktiv pension i det cirkulære system i stedet for at ende deres dage i forbrugernes skuffer. Og det vil vi meget gerne have!