Dronning Margrethe af Instagram

Det startede med en Facebookside, og nu har kongehuset taget skridtet videre til Instagram. Det danske kongehus opruster med andre ord på de sociale medier - de vil være til stede dér, hvor danskerne er. Men hvordan skal man man gebærde sig mellem mad- og ferieopdateringer på Instagram, hvis man er dronning Margrethe ll af Danmark?
Gad vide, om vi kan forvente os mad-billeder på kongehusets nye Instagramprofil?
Gad vide, om vi kan forvente os mad-billeder på kongehusets nye Instagramprofil?
I mit job som kommunikationskonsulent i a-kassen AJKS har jeg undervist flere hundrede medlemmer på overførselsindkomster i, hvordan de får knækket koden til sociale medier. Nu er dronningen kommet på de sociale medier, og hun skal selvfølgelig ikke snydes. Jeg serverer her en bouillonterning af gode råd i introduktionen til de sociale medier. 
 
Og jo. Der er forskel på de medlemmer af A-kassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog (AJKS), som jeg underviser på obligatoriske temamøder for ledige, og hele Danmarks dronning Margrethe d. 2.  
 
Dronningen – og resten af den kongelige familie - er ikke ledige.
 
Modsat dronningen og hendes familie så gør deltagerne på mine kurser alt, hvad de kan, for at finde et nyt job. Jeg tror, dronningen er meget glad for sit. Hun kunne i hvert fald have valgt at gå på pension for flere år siden, men det vil hun ikke.
 
Kongefamilien er ikke ledige - her nyder de blot deres sommerferie på deres franske sommerresidens, Château de Cayx. Polfoto/HER og NU.
 
Men der er også ligheder
Ligesom medlemmerne af AJKS har den kongelige familie heller ikke selv valgt, at smørret på deres brød skal betales af de hårdtarbejdende skatteborgere - men modsat de ledige medlemmer af AJKS, så er den skattefinansierede indkomst et permanent forsørgelsesgrundlag for den kongelige familie. Det er det ikke for de ledige medlemmer af AJKS, der i gennemsnit maks. er ledige et halvt år.
 
Ligesom dronningen har en stor del af deltagerne ved min undervisning også været i den alderskategori, som det vel stadig er politisk korrekt at betegne som det grå guld.  Denne gruppe har en meget anderledes tilgang til sociale medier end os K-folk, der dagligt bruger (for meget?) tid på sociale medier og ikke kun er på Facebook og Instagram - men også er på LinkedIn, Snapchat og Twitter.
 
Netop. Det grå guld er ikke født SoMe-omstillingsparate. Det kommer ligeom bare ikke til dem.
 
At overføre mine fif til nybegyndere på sociale medier 1:1 til det danske kongehus vil være umuligt. Men det vil det vist også være for alle andre SoMe-strategier. Og netop dét er den interessante kommunikationsmæssige udfordring ved kongehuset. De har en helt unik position, som derfor også giver helt unikke K-udfordringer. 
 
5 trin til din strategi på SoMe
Til den langtidsledige K-medarbejder er følgende råd et godt grundlag for at kickstarte en karriere på de sociale medier
 
  • Lær de forskellige medier at kende
  • Skab synlighed
  • Skab værdi for dine følgere
  • Lad dig inspirere
  • Sæt mål 
 
Da man figurerer personligt på stort set alle sociale medie-platforme, er det naturligvis op til den enkelte at få bolden i mål. 
Men fordi dronningen ikke er en hvilken som helst nybegynder, vil jeg ved hvert af de fem råd også komme med unikke guldkorn målrettet til dronningen.
 
Lær de forskellige medier at kende – og find ud af, hvor det giver mening for dig at være
For en decideret modstander af sociale medier som dronningen, der hverken har mobiltelefon eller mailadresse og tidligere har udtalt, at hun synes, det ser komisk ud, når mennesker på gaden snakker i mobiler, så er sociale medier virkelig ukendt territorium. Men i bedste arkæologiske stil er det afgørende at grave sig frem; først med den store spade og efterfølgende med den lille teske: Hvad er hvad? Og hvordan fungerer det ene og andet?
 
Denne fase har kongehuset været igennem. De har valgt, at de skal være på Facebook, Instagram og YouTube. De har også aktivt valgt deres app fra. Screendumpet viser, at de allerede den 26. april offentliggjorde, at de ikke længere vil opdatere deres app. Nu ved vi hvorfor. 
 
 
Selvom kongehuset i løbet af de seneste par år har oprustet deres K-afdeling med hele to fuldtidsmedarbejdere, og i alt nu er fem, så har de lavet en vurdering af, hvor mange ressourcer, de forskellige kanaler kræver. Og det giver supergod mening, at kongehuset vælger nogle medier til og andre fra.
 
Kongehuset har også valgt de mest sociale medier, hvor der er flest danskere, og det bringer mig fluks videre til punkt 2.
                                                          
Skab synlighed (omkring dig og det, DU vil)
Brug dine sociale medier til at skabe synlighed om det, du kan. Hvad er det, du er god til? Er du journalist med interesse for international politik, så vis det. Er du kommunikatør, der har særlig sans for det visuelle, så vis det. Er du landets statsoverhoved, der laver meget mere arbejde end Ekstra Bladet og Se og Hør tror, så vis det!
 
Det er dig, der er redaktør for dine kanaler, og altså dig, der bestemmer, hvad du deler. (Nybegynder: Du kan både selv lægge billeder, tekst og videoer op, men du kan også interagere med andre – og det er netop derfor, disse medier bliver kaldt sociale medier.)  
 
Indenfor de seneste år har kongehuset taget en mere aktivistisk tilgang til medierne. De finder sig ikke (længere) i, at medierne skriver hvad som helst. Det så vi sidst i sidste uge, da Her&Nu bragte en historie om, at kronprinsen er kronprinsessen utro med prostituerede på D’Angleterre, og vi har tidligere set K-afdelingen reagere på historier om, at prinsesse Marie har fået lavet større bryster i Litauen. Begge historier endte med at blive trukket tilbage.
 
Seneste eksempel er kun et par dage gammelt. Mandag aften lukkede kongehuset en todages debat om, hvilke af dronningens otte børnebørn, de forventer skal have apanage, når de engang bliver myndige. Kongehuset svarede DR, at »Det er ikke forventningen, og det har det aldrig været, at andre end prins Christian til sin tid skal have årpenge”. Sagen lukket, og så var der fri bane for lanceringen af siderne på SoMe.
 
En dag bliver han konge. Prins Christian. Polfoto/Sten Evald.
 
Med tilstedeværelsen på sociale medier så har kongehuset nu en direkte kanal til at kommunikere til danskerne – uden om medierne.
 
I pressemeddelelsen, der akkompagnerede lanceringen på sociale medier udtalte hofmarskallen (den højeste chef i kongehuset), at ambitionen med at komme på sociale medier var at møde danskerne, hvor danskerne er.
 
”Danskernes medieforbrug flytter sig og Kongehuset vil gerne være der, hvor danskerne er. Med de nye platforme har vi som supplement til den øvrige medieomtale mulighed for i højere grad direkte at fortælle danskerne om Kongehuset, den kongelige families virke og Kongehusets rolle i samfundet. ”
 
Kongehuset har indtil nu relativt sjældent udtalt sig, og når det gør, så er det i pressemeddelelser. Dets indtræden på sociale medier lægger op til kommunikationsmæssig kursændring. Og allerede med sin første post – lanceringsposten – viser det, at det forstår, hvordan medierne hænger sammen.
 
 
De går på SoMe med en kort og meget professionelt lavet video på Facebook, som viser, hvornår kongehuset har taget diverse kommunikationsformer til sig. Hovedrollen i filmen er dronningen. Man følger hende rundt på Christian d. 10’s palæ. Afslutningsvis ser man kronprinsen – den kommende regent – fotografere sin mor med en iPhone foran et billede af Amalienborg.
 
Det billede, som kronprinsen tager, er den første post som kongehuset har lagt på Instagram. Tredje og sidste element er en pressemeddelelse på www.kongehuset.dk. Se, det er synergi!
 
 
Skab værdi for dine følgere – ellers gider de dig ikke
Uanset hvem du er, så er det vigtigt, at du viser dine følgere noget indhold, som de vil synes er spændende. Ellers gider de ikke følge dig. Hvad dette indhold er, vil variere meget fra person til person. Det betyder ingenlunde, at vi skal med ind soveværelset, men hvad er det unikke, du kan? Hvad tror du, folk gerne vil se?
 
På mindre end 24 timer har kongehuset 50.000 følgere på Facebook og knap det halve, nemlig 25.000, på Instragram. Det er altså tydeligt, at danskerne gerne vil følge med i kongehusets gøren og laden. Men det er vigtigt, at I viser lidt af, hvad der foregår bag de store grønne døre på Amalienborg og de andre steder, hvor vi ydmyge undersåtter ellers er afskåret fra at komme.
 
Post 2 på Instagram tyder på, at dette er de kvikke K-hoveder i Det Gule Palæ helt med på. Sent tirsdag aften poppede dette billede op:
 
 
Stævnen på Kongeskibet med besked om, at dronningen er på vej på sommertogt. Fotograf ubekendt. Det er sikkert ikke kronprinsen, der står bag kameraet, men alligevel føler jeg, at jeg har fået et indblik i noget, som jeg indtil nu har været afskåret fra. At billedet så også samtidig gør mig opmærksom på, at dronningen er på vej på sommertogt, er kun et ekstra plus.
 
Lad dig inspirere af, hvad andre i dit netværk gør
For en nybegynder er sociale medier virkelig fagre nye verden. Der er meget nyt, og oftest må man også forsøge sig frem. Den gode nyhed er, at du ikke selv behøver at opfinde den dybe tallerken. Den er blevet opfundet. Der er andre, der har gjort sig en masse erfaringer. Brug dem. Snus dig selv ind på, hvad andre har gjort. Det er også en måde at lære medierne at kende på.  
 
Det vil være synd at sige, at kongehuset er en kommunikationsmæssig firstmover. Selv sammenlignet med de andre royale husholdninger er de latebloomers. I hvert fald på sociale medier. Det danske kongehus, der ellers er meget åbent og kommunikerende, har været forbløffende tøvende med at komme på SoMe.
 
Det norske, det svenske og sågar det ellers yderst konservative engelske kongehus har været der længe. Hvad virker for dem?
 
Et eksempel er det svenske kongehus. De har to officielle sider på Facebook. En for Kungahuset - tilsvarende den nyoprettede danske - med 445.000 følgere og en officiel side for det svenske kongepars yngste datter, Prinsesse Madeleine.
 
 
Prinsessens profil blev oprettet i 2011. Da var hendes popularitet i frit fald. Efter en ophævet forlovelse flyttede hun fra Sverige til New York for at arbejde frivilligt, sponseret af sine forældre, som - ja - får pengene af de svenske skatteborgere. Hvad skulle hun egentlig lave derovre? Burde hun ikke kunne klare sig selv?
 
Prinsessens side har tæt på 900.000 følgere. Med dobbelt så mange følgere som den officielle side er det tydeligt at følgerne gerne vil se personen og ikke institutionen. Som tidligere nævnt så vil vi gerne ind der, hvor vi ellers er afskåret fra at komme. Prinsessen fik vendt sin popularitet.
 
 
Et andet eksempel er den norske kronprinsesse Mette-Marit. Hun er på Twitter, hvor hun selv tweeter, primært om #Litteraturtoget, et initiativ, der skal få nordmændene til at læse flere bøger. Hun bliver fulgt af 118.000. Med knap 210.000 følgere på det norske kongehus’ officielle facebookside er min pointe den samme: Det er personen, ikke institutionen, følgerne vil se.  
 
 
Desværre er der én tydelig fællesnævner for de andre kongehuses tilstedeværelse på sociale medier, nemlig at de IKKE bruger deres sider til at kommunikere MED, men de udelukkende kommunikerer TIL. Dialog er ikke noget de bruger krudt på. Mit håb er at kongehuset vil turde udnytte mediernes potentialer og gå i dialog med følgerne.
 
Sæt dig nogle mål
Før du går for meget i gang, er det vigtigt, at du spørger dig selv: Hvad er det, du gerne vil opnå? Fællesnævneren for deltagerne ved min undervisning er, at mere end noget andet vil de have et job. Min påstand er, at sociale medier vil kunne hjælpe de fleste i deres jobsøgning.
 
Men hvad vil kongehuset? Øge kendskabet? Kommunikere direkte – uden om medierne? Øge populariteten? 
 
Ingen tvivl om, at det danske kongehus er kommet flyvende fra start – men kan vingerne bære? Jeg tror faktisk, at de kan opnå alle tre aspekter, hvis de griber medierne korrekt an.
 
Kendskabet er stort, men indsigten i, hvad kongehuset laver, er noget mindre, vil jeg mene. Kongehuset er omgærdet af en vis mystik. Den mystik skal være tilstede, men ved at kommunikere mere mener jeg, at kongehuset vil kunne øge kendskabet til sit virke. Det vil legitimere og stadfæste kongehusets berettigelse.
 
Den direkte kommunikation uden om medierne vil give kongehuset mulighed for selv at kommunikere med danskerne der, hvor vi er. Men succes kræver også, at de tør åbne op og kommunikere med os.   
 
Tilbage er der bare at tjekke Instagram og vente i spænding på, hvad dronning Margrethe ll har at tilbyde. Polfoto/Per Rasmussen.
 
Populariteten følger ikke nødvendigvis af synlighed, men med 1 % af den samlede danske befolkning som følgere på Facebooksiden på under et døgn så mener jeg, at kongehuset har en oplagt mulighed for at øge sin allerede tårnhøje popularitet. På sociale medier kan kongehuset kommunikere med flere end blot den begrænsede skare, der trofast torsdag efter torsdag køber Billed-Bladet for at få det seneste nye om ”Familien fra Amalienborg”. 
 
Der er pt. kun fem danske profiler på Instagram med mere end en million følgere. Skal vi ikke lige smide et follow efter det danske kongehus, så dronningen også kan blive dronning af Instagram?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også