Det amerikanske præsidentvalg 2020
Mistro til Washington dominerer amerikansk politik

Himlen over Washington er mættet af mistro.

Skrevet af

Anton Lykketoft

2 artikler

0 indlæg

Over de seneste 20 år kunne USA’s præsidenter ikke have været mere forskellige – i hvert fald ikke, når vi kigger på overfladen. Kontrasten mellem Clinton og Bush var slående. Kontrasten mellem Trump og Obama synes enorm. Men alligevel har alle moderne amerikanske præsidenter noget til fælles. Siden Watergate og Vietnamkrigens afslutning har samtlige succesfulde præsidentkandidater hver især spillet på en udbredt mistro til det politiske system og en enorm foragt for den politiske elite i Washington D.C. Det nuværende udvalg af kandidater kan lære meget af historien, og allerede nu ser det ud til, at de fleste har læst på lektien.
Obama og Trump er ikke så forskellige endda
Det kan virke mærkværdigt, at landet, der valgte Barack Obama, valgte Donald Trump. Først når man ser på vælgernes prioriteter, kan man begynde at forstå lighederne mellem de to. Ifølge en måling fra Quinnipiac University ser amerikanerne nemlig troværdighed som den klart vigtigste kvalitet i en præsident.
 
Amerikanerne er så trætte af løgnagtige og utroværdige politikere i Washington, at de vil have en præsident, der taler sandt. Det var dét, der fik Obama valgt i 2008 og 2012. Og det var dét, der fik Trump valgt i 2016.
 
I en måling fra valget i 2008 mente hele 64 %, at Obama forstod deres behov og problemer, mod kun 48 %, der mente det samme om hans modstander John McCain. Samtidigt var der 12 %-point flere, der mente, at McCain var klar til at være præsident.
 
I sidste ende tilsidesatte vælgerne altså McCains politiske erfaring og satte i stedet deres kryds ved manden, de stolede på. Samme mønster tegnede sig i duellen mellem Hillary Clinton og Donald Trump. I 2016 stolede 8 %-point flere på Trump samtidigt med, at hele 23 %-point flere mente, at Clinton var kvalificeret.
 
Der er flere lighedspunkter mellem Trump og Obama, end man skulle tro.
 
‘Change' og ‘drain the swamp’
Omkring seks millioner af Trumps vælgere havde tidligere stemt på Obama. Størstedelen var hvide mænd fra rustbæltestaterne. Der hersker bred enighed om, at det var dem, der afgjorde valget. De to præsidenters stil var og er fra forskellige planeter, men nerven, de ramte i den amerikanske befolkning, i hvert fald blandt de seks udslagsgivende millioner, var den samme: Washington fungerer ikke.
 
I 2008 stillede Obama op med sloganet: “It’s time for change” eller blot “change”. Både i primærvalgene og i selve præsidentvalget skabte Obama en profil som Washington-outsideren, der kæmpede mod Washington-insideren. Det var ham, der ville ændre et ødelagt politisk system. Det var ham, der ville vende op og ned på de politiske normer. Det var ham, der vandt. Som Obama sagde efter sin sejr ved det første primærvalg: “The time has come to move beyond the bitterness and pettiness and anger that has consumed Washington”.
 
Obamas kampagne i 2008 var bygget op omkring et budskab om forandring. Budskabet talte til mange amerikanere, da landet stod midt i en finanskrise.
 
Trump førte muligvis den mest eksplicitte kampagne mod den politiske elite i amerikansk historie. “Drain the swamp” lød hans slogan under valgkampen i 2016. Ligesom med Obama så amerikanerne i Trump en outsider, der hamrede løs på den politiske elite. Under valget sagde Trump: “The leadership class in Washington D.C., of which Hillary Clinton has been a member for thirty years, has abandoned the people of this country. I am going to give the people their voice back”.
 
Om det er “change” eller “drain the swamp”, betyder ikke det store. Trump og Obama vandt deres respektive valg ved at vinde vælgernes tillid, og de vandt vælgernes tillid ved at have et stærkere anti-Washington-budskab end deres modstandere.
 
Der er noget galt i Washington
Spørgsmålet er bare: Hvorfor opbygger man troværdighed ved angreb på den politiske elite? Amerikanerne stoler ikke på deres politikere. Ifølge en måling fra 2018 var det vigtigste emne for hele 77 % af befolkningen: at bekæmpe særinteressers indflydelse og korruption i Washington. Andelen af folk med tillid til staten er faldet fra 77 % til 17 % på 55 år, og ca. tre ud af fire misbilliger den nuværende kongres’ arbejde. Washington, siger de fleste med god grund, er blevet overrendt af lobbyister og store virksomheder. Kongressen er holdt op med at repræsentere den menige mand. Folkestyret er gået i stå, og forandring virker fjernt.
 
Befolkningens tiltro til Washington er ikke imponerende.
 
Amerikanernes mistro til staten kan koges ned til to enorme begivenheder: Vietnamkrigen og Watergate-skandalen. Under Vietnamkrigen faldt tilliden til staten med 24 %-point, og med god grund. Hver dag ville Det Hvide Hus, om det var med John F. Kennedy, Lyndon B. Johnson eller Richard Nixon i spidsen, nedtone udfordringerne i Vietnam samtidigt med, at de i privaten anerkendte, at krigen var umulig at vinde. Som Johnson internt måtte indrømme til en rådgiver ét år, før han sendte omkring 200.000 soldater afsted: “I don’t think it’s worth fighting for and I don’t think we can get out”.
 
Watergate, den største politiske skandale i amerikansk historie, fik bægeret til at flyde over. Politisk svindel, Nixons åbenlyse korruption og efterfølgende benådning, var en katastrofe for demokratiet, og på blot ét år faldt tilliden til staten fra 53 % til 36 %. 20 år efter Watergate opsummerede avisen Chicago Tribune erosionen af tillid således: “Along with Vietnam, Watergate ushered in an age of cynicism and distrust in government and institutions that hasn’t ended yet.”
 
Drivkraften i de mest succesfulde valgkampagner har deraf været en kamp mod Washingtons rådne politiske kultur. Fra Jimmy Carter, der i kontrast til den skandaløse Nixon gik til valg på sloganet “A leader, for a change”, til Ronald Reagan, der så kendt i sin indsættelsestale sagde: "Government is not the solution to our problem, government is the problem”. Fra George Bush til Bill Clinton, fra Barack Obama til Donald Trump: I 50 år har den amerikanske befolkning søgt en leder, der har kunnet hele sårene fra Vietnam og Watergate.
 
Jimmy Carter profilerede i høj grad af, at han stillede op i kølvandet på den største politiske skandale i USA's historie.
 
Washington-outsideren
Den tidligere formand for Repræsentanternes Hus Tip O’Neill sagde engang: “Al politik er lokalpolitik”. I USA’s politiske klima ville det nok være mere passende at omformulere formandens ord til: “Al succesfuld politik er lokalpolitik”.
 
Ud af de sidste syv præsidenter har kun Bush Senior haft mere end to års politisk erfaring i Kongressen, før han blev valgt. De fleste moderne præsidenter har haft en baggrund langt fra Washington. De har kunnet kigge ind udefra og pege fingre af et ødelagt system. De har kunnet hæve sig over et ineffektivt og frastødende system og præsentere sig selv som dén modgift, amerikanerne så inderligt har længtes efter i et halvt århundrede.
 
Grundet den indædte mistro mod Washington-politikere har folkelighed været et mål i sig selv. Kandidaterne har på hver sin måde forsøgt at præsentere deres kandidatur som David i kamp mod Goliat. Det bedste eksempel er nok Jimmy Carter, der i samtlige TV-reklamer sad i det klassiske amerikaner-arbejderoutfit: skovmandsskjorte og denimjeans. I én reklame lød budskabet: “Jimmy Carter knows what it is like to work for a living. Until he became governor, he put in 12 hours a day in his shirtsleeves, during harvest at his farm. America needs someone like this as president“. Carter gik så langt i sit forsøg på at vise folkelighed, at han døbte sit kampagnefly “Peanut One” i henvisning til sin tid som jordnøddebonde.
 
 
Bill Clintons øjeblik
Andre præsidenter har signaleret folkelighed på mere subtile måder end Carters meget åbenlyse ‘jeg har arbejdet på en gård’-appel. Som fx Bush Jr., der scorede stort på at tale med et lavere lixtal end sin studentikose modstander Al Gore. Eller som Bill Clinton under valget i 1992, hvor især ét øjeblik i en debat mellem ham og Bush Senior var udslagsgivende for sejren: Øjeblikket, hvor Clinton cementerede sig selv som det folkelige valg.
 
De to kandidater skulle traditionen tro svare på spørgsmål direkte fra vælgerne. En vælger spurgte: “Hvordan har den dårlige økonomiske situation personligt berørt jer?” Bush gav et tonedøvt svar. Han talte hen over hovedet på den unge kvinde, der havde stillet spørgsmålet.
 
Clinton derimod rejste sig op, kiggede vælgeren direkte i øjnene og sagde: “Well, I’ve been governor of a small state for 12 years. I’ll tell you how it’s affected me. Every year Congress and the president sign laws that make us do more things and gives us less money to do it with …  I have seen what’s happened in this last 4 years — in my state, when people lose their jobs there’s a good chance I’ll know them by their names“.
 
 
På to minutter udpenslede Clinton sort på hvidt kontrasten mellem sig selv og Bush. Hvor Bush stod tilbage som den fjerne Washington-kandidat, der ikke kunne sætte sig ind i andres situation, stod Clinton tilbage som outsider-kandidaten, der i 12 år havde arbejdet side om side med almindelige amerikanere om at overkomme problemerne skabt i Washington.
 
Demokratisk drama
Det bringer os tilbage til i dag. Om under et år skal amerikanerne vælge en ny præsident. De skal beslutte sig for, om Trump skal have fire år mere i Det Hvide Hus, eller om en demokrat skal erstatte ham.
 
Når amerikanerne stemmer, vælger de oftest den kandidat, de stoler mest på. Og amerikanerne stoler, som beskrevet, mest på anti-establishment, folkelige Washington-outsidere. Derfor, når to tredjedele af demokraternes vælgere foretrækker at stemme på en kandidat, der kan vinde valget, frem for en kandidat, som de er politisk enige med, skal de stille sig selv spørgsmålene: Hvem kan vinde vælgernes tillid, og hvem kan overbevise vælgerne om, at de fundamentalt kan ændre Washington?
 
Stiller man demokraterne de spørgsmål i dag, lyder svaret: Joe Biden. Han fører sikkert i meningsmålingerne, og det gør han, fordi vælgerne opfatter ham som havende den bedste chance mod Trump. Problemet er bare, at han er den eneste af de fire førende demokrater, der ikke har et anti-Washington-budskab. Han har udelukkende et anti-Trump-budskab.
 
 
Biden har siddet i Kongressen i over 35 år samt været i magtens centrum som Obamas vicepræsident i otte år. Bidens enorme politiske erfaring fra Washington kan risikere at blive hans akilleshæl, som det gjorde for Hillary Clinton i 2016. Han risikerer at blive fældet på samme angreb som Clinton: ‘Du har siddet ved magten i snart 50 år, hvorfor har du ikke gjort noget ved alle problemerne?’.
 
Hvis historien er nogen indikator, og hvis demokraterne vil vinde vælgernes tillid, gør de klogt i at vælge en af de tre kandidater, der har lagt sig i anti-Washington-sporet. Bernie Sanders, der hele sit liv har været en outsider, er for anden gang gået til valg på at ændre det, han kalder et “corrupt political system designed to protect the wealthy and the powerful”. Ved at stemme på ham, siger han, stemmer man på en “political revolution”.
 
Elizabeth Warren, der gennem sin politiske karriere har kæmpet mod store virksomheder, er gået til valg på et budskab om “big structural change”. Hun kalder det politiske system et “rigged system that props up the rich and powerful and kicks dirt on everyone else”.
 
Elizabeth Warren kæmper mod de store virksomheder, der har alt for meget magt. Hun går også på valg med et budskab om forandring af det politiske system.
 
Pete Buttigieg, borgmesteren fra South Bend, en mindre by i delstaten Indiana, er gået til valg på et budskab om, at Washington ville have godt af at ligne USA’s mest effektive og bedst ledede byer, i stedet for den anden vej rundt. Han er den eneste seriøse tilbageværende kandidat, der, som seks ud af de sidste syv præsidenter, ikke har en længerevarende baggrund i Washington.
 
"Washington experience is not the only experience that matters," sagde Buttigieg under demokraternes debat i november. "There is over 100 years of Washington experience on this stage and where are we right now as a country?”
 
 
Tilliden til de folkevalgte er fortsat rekordlav. Meget tyder derfor på, at valget kommer til at følge de sidste 50 års politiske rytme. Hvem vælgerne stoler på, bliver højst sandsynligt endnu engang alfa og omega. Hvis det vigtigste for demokraterne er at vinde, skal de altså ikke gå til valg på at slette Trump fra den kollektive erindring. Det er et sidespor. De skal gå til valg på én gang for alle at rydde op i et ødelagt system og reparere det demokrati, amerikanerne holder så meget af, men ikke længere har tiltro til.

Relaterede artikler

Trump: Tossernes kandidat - Donald Trump er den dygtigste og mest moderne kommunikator af alle opstillede kandidater til præsidentvalget i 2016. Han...
Twitter-tossen Trump - Ondskabsfuld, narcissistisk og underholdende. Sådan lyder de mest anvendte ingredienser i den p.t. mest succesfulde opsk...
De ved, hvad du spiser til morgenmad - Din primære vælger er en kvinde +65, der går i kirke mindst to gange om ugen. Lige præcis den oplysning kunne Ted Cruz t...
Sådan vinder du den amerikanske valgkamp - Det amerikanske primærvalg blev afgjort i går. Demokraterne og Republikanerne har nu fundet deres endelige kandidater, d...
Trump er ren Hollywood og omvendt - Som regel er det fiktionen, der afspejler virkeligheden, men under det igangværende amerikanske præsidentvalg synes det ...
Nationens katarsis - Valgaftenstalerne er første skridt i nationens katarsis ovenpå et valg, der for en gangs skyld er reel kandidat til titl...
Derfor vandt Trump valget - Udfaldet af det amerikanske præsidentvalg kom som en stor overraskelse for de fleste danskere og for langt hovedparten a...
Hvad kan K-branchen lære af Trump? - Hvordan kunne det ske? Vi har bedt ti eksperter om deres bud på, hvad vi kan lære af Donalds Trumps præsidentvalgkampagn...
Zack Exley - kongen af græsrødderne - Zack Exley er absolut mest kendt for sin rolle som rådgiver for Bernie Sanders under dennes præsidentvalgkamp i 2016. Me...
Kan Trump tweete sig til sejr den 6. november? - Om 14 dage går USA til valg, og selvom præsidenten ikke står på stemmesedlen, så er ingen i tvivl om, at midtvejsvalget ...
Fake fake Facebook Warren - Gennem de seneste tre amerikanske præsidentvalg har vi fulgt, hvordan sociale medier har spillet en større og større rol...

Giv din stemme

11 stemmer
4,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

50 JOB

Erfaren presse- og kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationskonsulent

Frist: 19. januar

Teamleder

Frist: 19. januar

Projektleder

Frist: 27. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.