Hvornår finder designerne ud af, at deres hyperæstetiserede formgivning og farveleg også skal kunne give mening på et dybere plan?
Design er mere betydningsfuldt end nogensinde. Dårligt designede sociale medier kan sende millioner af mennesker ud i depression, og dårligt designede selvkørende biler kan sende folk i grøften med dødelig udgang. Design handler ikke længere bare om æstetik, men også om etik. Designere træffer dagligt beslutninger, som kan have radikale konsekvenser for almindelige menneskers liv og lemmer. Alligevel opfører de sig som forkælede primadonnaer, der går mere op i cremaen på deres cortado end de etiske konsekvenser af deres arbejde. Det er på tide, at designere vågner og indser, at deres fagområde har brug for en hippokratisk ed om at gøre gavn i verden.
Danmark er en designnation. Der findes ikke mange andre lande, hvor almindelige mennesker med stolthed i stemmen kan opremse navne som Arne Jacobsen, Børge Mogensen, Werner Panton eller Bang & Olufsen. Vi er en lille nation, men kendt i verden på grund af vores svin og vores smukke produkter.
På trods af den enorme betydning for vores lille lands selvforståelse plejede design alligevel at være en ubetydelig disciplin uden de store konsekvenser for liv og helbred. En dårligt designet stol var måske ubehagelig at sidde på, og en uheldigt designet højttaler passede måske ikke lige ind i dagligstuens indretning, men i dansk designs guldalder blev ingen mennesker dræbt af dårligt design.
Børge Mogensens spanske stol, fra dengang design ikke slog nogen ihjel.
Design dræber dig
Fast forward til i dag, hvor dårligt design med jævne mellemrum slår folk ihjel. Et eksempel er
Bobbi Duncan – en lesbisk pige på et universitet i USA. Som så mange andre unge amerikanere levede hun et hemmeligt liv med sin homoseksualitet, men meldte sig alligevel til universitetets sangkor for homoseksuelle. I en mere uskyldig verden kunne hun sagtens have gjort dette uden de store konsekvenser, men i en verden, hvor design og interfaces spiller en afgørende rolle for vores liv, viste denne beslutning sig fatal.
Lederen af sangkoret tilføjede hende (ganske rutinemæssigt) til korets Facebookgruppe, hvilket Facebooks algoritme så valgte at publicere i Bobbis newsfeed. Konsekvensen var, at hendes forældre opdagede hendes homoseksualitet, gjorde hende arveløs, og Bobbi selv forsøgte at begå selvmord.
Facebooks algoritmer påvirker i dag 2,2 milliarder mennesker, og selv de mindste designændringer i algoritmerne og brugergrænsefladerne kan have enorme konsekvenser for millioner af mennesker. Det kan være folks liv, ry, rygte og pengepung, der bliver direkte påvirket af selv de mindste ændringer i designet.
Moderne biler er et andet eksempel. Tesla har for eksempel valgt at designe deres biler sådan, at de faktisk kan køre selv. Det må de naturligvis ikke endnu, så budskabet til bilejeren er, at ”din bil kan køre selv, men du må ikke lade den gøre det”. Et temmelig ambivalent budskab, som naturligvis også har haft den konsekvens,
at adskillige Tesla-ejere har kørt sig selv ihjel, fordi de overlod rattet til Teslas designere.
Bobbi Duncan, som fik afsløret sin homoseksualitet ved en fejl, er i dag lykkelig for at være sprunget ud og skal snart giftes. Hun ville dog ønske, hun selv havde haft mulighed for at røbe sin sande seksualitet frem for at blive 'outet' af en algoritme.
Design ruinerer dig
Og det er naturligvis ikke bare vores helbred, der er udfordret af dårligt design. En dårligt designet investeringsplatform kan gøre dig fattig på få sekunder, hvis du trykker på de forkerte knapper og investerer i nogle dårlige derivativer. Og et uforståeligt interface fra dit pensionsselskab kan sætte din alderdom over styr, når du læser grafen forkert og investerer hele din opsparing i højrisiko tech-aktier et par år før, du skal pensioneres.
Design er allevegne. Design spiller i dag en afgørende rolle for, hvordan vi lever vores liv, hvordan vi interagerer med andre mennesker, hvordan vi forvalter vores økonomi, og hvordan vi bevæger os rundt i verden. De eneste, der ikke rigtig har bemærket dette, er designerne.
Som designere har vi godt bemærket den øgede opmærksomhed omkring vores arbejde, men det har ikke haft den store konsekvens for, hvordan vi arbejder. Designere har altid haft en høj grad af faglig stolthed og en erkendelse af, at man i hvert fald var anderledes end ingeniøren, projektlederen og CBS’eren.
Men den faglige stolthed har altid handlet mere om, hvorvidt knappen skulle være rød eller grøn, end om, hvorvidt knappen kunne slå mennesker ihjel. Vores faglighed har været indadvendt og fokuseret på nørdede detaljer, som gav mening i 50’ernes uskyldige designæra, men som virker barnlige og håbløst forældede i en tid, hvor design er brudt ud af møbelfabrikken og har vævet sig ind i alle dele af vores samfund.
Højtbetalte cortado-drikkende primadonnaer
Designere i dag er forkælede, højtbetalte primadonnaer, som hænger ud ved firmaets dyre kaffemaskine og diskuterer, hvorvidt navigationen på websiden skal sidde til højre eller venstre. Vi er opslugte af mantraer som ”move fast and break things” og ”minimum viable product”. Det handler om at få produkter ud over rampen. Innovation er kun innovation, hvis det går hurtigt, og hvis man skal slå et par æg i stykker i designet af omeletten, så er det bare collateral damage.
Hvornår har du sidst diskuteret, om dine designbeslutninger kan have negative konsekvenser for brugerne? Hvornår har du sidst haft en etisk diskussion med en kollega, som er mundet ud i, at du har sagt nej til chefen, fordi dit design ikke levede op til dine høje etiske standarder? Aldrig!
Og det er egentlig underligt, for andre faggrupper kan godt finde ud af at have høje etiske normer for sig selv. Læger har siden Hippokrates’ tid stillet krav til sig selv og deres måde at agere i samfundet på. Advokater har sammenslutninger, som sikrer, at medlemmerne lever op til etiske standarder og sørger for at ekskludere brodne kar. Og journalister har et etisk nævn, som måske ikke kan ekskludere folk, men som i hvert fald holder journaliststandens medlemmer op imod faggruppens fælles etiske idealer.
Design er lige så vigtigt som jura, medicin og journalistik
Hvorfor findes der ikke et etisk nævn for designere, når nu design spiller en mindst lige så afgørende rolle for vores samfund som jura, medicin og journalistik?
Mange designere ville sikkert indvende, at de ikke har behov for et etisk nævn, fordi deres design ikke er så vigtigt. Og det er måske også rigtigt for mange designere det meste af tiden, men det ændrer ikke ved det faktum, at der dagligt er grafiske designere og UX’ere, som sidder og træffer beslutninger om design, som kan slå folk ihjel, ødelægge deres ry og rygte eller ruinere dem.
Problemet i dag er, at vi som designere aldrig bliver tvunget til at forholde os til etiske spørgsmål. Der er aldrig nogen, der kigger os over skulderen, og der er ingen autoriteter, vi kan vende os imod, hvis vi er i tvivl om, hvorvidt vores løsning nu også gør verden til et bedre sted.
En anden indvending er, at et etisk kodeks ville sænke innovationshastigheden. Og det er også sandt. Al tankevirksomhed og tvivl sænker hastigheden, men måske er det netop, hvad vi har brug for i denne verden, hvor teknologibranchen i stigende grad er ved at blive ædt op af sin egen grådighed og sygelige fascination af fart. I stedet for ”move fast and break things” skulle vi måske ”move slow and build useful things”.
En tredje indvending er, at designeren er en flygtig størrelse. Jared Spool tweetede for nylig, at enhver person, der påvirker designprocessen, er designer. Det gælder projektlederen, forretningsejeren, udvikleren, ingeniøren og så videre. Så hvem er det egentlig, der bærer det etiske ansvar for designet?
Dette er en valid indvending, men i sidste ende handler det bare om, at man skubber aben videre og udvander ansvaret. Som designer bør man føle et etisk ansvar for sine produkter, som gør, at man faktisk kan stille sig op og sige NEJ til projektejeren. Som designere bør vi udskifte primadonnahatten med nejhatten, rette ryggen og have vores meningers mod. Men det er svært at gøre alene, og det er netop derfor, at vi har behov for én eller anden form for etisk nævn.
Den hippokratiske ed for designere
Problemet i dag er, at vores professionelle organisationer er alt for splittede og alt for fokuserede på kommercielle hensyn. Som UX’er har jeg aldrig følt nogen særlig tilknytning til organisationer som Design Denmark eller Danish Design Center, og de fleste grafiske designere er komplet ligeglade med UX’ernes nørdede faglige sammenslutninger.
Derudover er designorganisationerne alt for opslugte af skåltaler, prisuddelinger og kommerciel udbredelse af den danske designgospel til at tage sig af etiske spørgsmål.
Som designere har vi brug for en hippokratisk ed, som vi dagligt kan ihukomme, når vi står over for etiske dilemmaer. Og vi har brug for en stærk faglig organisation, som kan dække vores ryg, når vi møder modstand i forhold til vores etiske standarder.
For et halvt år siden skabte en række tech-entreprenører ”
The Copenhagen Letter”, som minder meget om en hippokratisk ed for designere af teknologiprodukter. Dokumentet udstikker en række etiske retningslinjer om blandt andet åbenhed, tillid og samfundsbevidsthed.
Initiativer som The Copenhagen Letter er vigtige første skridt på vejen til en øget etisk bevidsthed hos designere, men skal Danmark bevare sin globale position som en design-nation, skal der mere til. I en verden, hvor de store teknologivirksomheder er ved at knække midt over af etiske dilemmaer, kunne Danmark blive et foregangsland ved at være bannerfører for etisk, menneskevenligt, langsomt og eftertænksomt design. Men det kræver stærke faglige organisationer og et velfungerende etisk nævn, som kan håndhæve de etiske principper.