Hvad bilder du dig ind
Vi er billedskabende dyr. Det er evnen til at skabe billeder og danne visioner, der gør os menneskelige. Billedet er sjælens valuta, ræsonnerer neurologen Antonio Damasio. Forestillingsevnen eller indbildningskraften er hjertets muskel, er andre udtryk, han og andre beslægtede forskere anvender om det unikt menneskelige. Men hvordan forholder det sig med denne evne i de nye AI-billedprogrammer, hvor vi i den grad kan være billedskabende? Bliver vi mere menneskelige? Det at tegne holder op lidt før puberteten, fordi barnestreger ikke går længere; det skal ligne. De nye billedprogrammer har fået alle i gang uanset alder.
af Bent Fausing
Der er efterhånden en del, der har beskrevet den middelbare fascination, som alle har følt ved at tegne ved AI-programmerne. Det har i den grad været en på opleveren, der ofte sammenfattes til et wow. Det er ikke det, jeg vil gentage, men betragte fænomenet på sympatiserende afstand og se, hvad den umiddelbare fascination består af. Hertil kommer spørgsmål om de nye sprog-og-billede-forhold og om det, jeg benævner det digitalt ubevidste. Desuden vil jeg se AI-billederne i forhold til ændringerne til de digitale kameraer.
”Hvad bilder du dig ind?” er en vending, der står i gæld til indbildningskraften, men også markerer, at man kan gå for langt i sin billedskaben. I de nye AI-billedprogrammer er der så at sige ingen grænser, og det er attraktivt. Samtidig ved vi heller ikke helt, hvad der bliver skabt af billederne. Det vil dog vise sig, at der er de grænser, algoritmer og billeder samlet i programmerne sætter for gengivelse af alder, køn og etnicitet.
Et smukt og dragende AI billede, der arbejder med et klassicistisk interiør med et fremmedelement af en kæmpe snebold. AI billeder kan ofte virke tunge og lukkede, men genskinnet og det åbne gulv har givet bevægelse i og anden atmosfære til billedet. Copyright Lev Manovich, 2022.
De mentale landskaber
Jeg har studeret og arbejdet med de nye AI-billedprogrammer i teori og praksis. Jeg mener, værdien af disse billeder ligger i, hvad de viser om de mentale billeder i vor tid. Hvilke billeder har vi i os? En anden værdi er, at folk, der ellers er holdt op med at tegne og visualisere, pludselig begynder igen. I en korrespondance (4.9.22) med AI-ekspert og professor Lev Manovich nævnte jeg, at jeg havde taget alt mit tegneudstyr med på ferie, men kun fik lavet noget ved AI-billedprogrammerne. Manovich, der også har en kunstuddannelse bag sig, havde samme oplevelse og fortalte om den vitalitet og ungdom, det gav at opleve et nyt medie blive til og bruge det. Essensen af fascinationen er, at programmerne giver en lystfyldt fornemmelse af kontroltab og kontrol. Ambivalensen er fascinationens kerne.
Børn tegner, indtil de er omkring 10-12 år gamle. Så bliver de bevidste om, at tegningerne ikke ligner virkeligheden. Ifølge Damasio og lingvisten Misty Adoniou er det forkert, at vi holder op. At tegne gør os nemlig i stand til at afprøve og lege med følelser og idéer på måder, vores sprog vanskeligt kan. Tegningerne lærer os at se detaljeret og formulere os verbalt om det sete. At blive kønsmoden går sammen med at have kontrol over visuelle udtryk i egen fremtoning og perspektiv i det, man tegner. Nu kommer AI alle til hjælp.
Games of Thrones er ikke blevet vist forgæves. AI-billedprogrammerne er fyldt med fantasy-billeder, der bygger på tv-seriens skildringer af kvinder, eller motiverne er hentet fra fantasy-videospil-figurer, som heller ikke er så langt fra tv-serien. Et andet generelt kendetegn er de dystopiske dommedagsmotiver i landskaber og arkitektur, der minder om renæssancelandskaber med tilføjet senmodernistisk eller postmedial miljø og mørke. Det er til stede som en atmosfære af sorgarbejde. Eksplicitte ord og billeder om sygdom og død bliver filtreret fra. På den måde får vi et interessant indblik i de ord og billeder, som mange alligevel synes at bære i sig, og som er parate til at ”føde”, idet de projiceres ud som billeder via ordvalg i prompten. De styres dog ikke kun af ordvalg, men af prækodning, algoritmer og – med et udtryk, som jeg udbygger senere – det digitalt ubevidste med hilsen til kulturanalytikeren Walter Benjamins term ”det optisk ubevidste”.
I mine øjne er billederne ikke så interessante, som nævnt. Det interessante er de mentale landskaber, de viser os om de nutidige indre billeder, og som der nu er en tilgang til som aldrig før gennem skærmprojektioner.
Der er andre tendenser i de nye billeder fra AI end de to nævnte. Min undersøgelse er eksemplarisk i metode (Benjamin) for at vise nogle hovedtendenser, ikke alle tendenser. Der arbejdes også med logo- og plakatdesign, mere minimalistiske by- og landskaber osv. Hver dag sker der noget nyt. Vi er i orkanens kreative øje. AI-billederne kan ikke stoppes; nu vil flere og flere professionelle tage over, og vi vil ikke kun se nye billeder, men vores tilgange og undersøgelser vil blive påvirkede og ændre sig. Ord- og billedrelationen har også ændret sig markant fra den tidligere toneangivende, som beskrevet af semiologen Roland Barthes' klassiske undersøgelse i billede-ord-relationerne (fra Billedets retorik, opr. 1964). Ordene fastholder nu ikke én af billedets mange betydninger, men sætter dem fri.
Midjourney er et af de centrale nye AI-billedprogrammer, og grundlæggeren David Holz har erklæret, at brugerne synes, at dets tekst-til-billede-interaktioner er en "dybt følelsesmæssig oplevelse" med potentialer til at være terapeutisk. Han tilføjer desuden: ”Der sker en masse smukke ting”, når programmet bruges. Midjourney og lignende programmer leger med genrer og former ved at bruge eksisterende principper, der længe har været en del af mediedesign, såsom ikke-linearitet, gentagelse og remix fra arkivet af visuelle muligheder. På den måde bliver AI-billedprogrammerne også visuelle hukommelsesmaskiner.
I de hovedtendenser, der fremstår, når man har været igennem de mange billeder, der bliver lavet via AI billedprogrammerne, er en meget dystopisk vision med vægten lagt på antropomorf arkitektur. Der mimes visuelt og æstetisk både ’Rumrejse 2001¨(Stanley Kubrick) og ’Solaris’ (Andrej Tarkovskij). Copyright Grim Chazer, 2022.
Digitale kameraer og mobilkameraer
Da jeg købte mit første digitalkamera i 2003, var Nokia ude med en kameratelefon. Den havde 2 mill. pixel, højere ville man aldrig komme; det var teknisk umuligt, forlød det. Den højteknologiske udvikling af mobiltelefoner og smartphones viste, at man tog fejl.
I 2007 blev der købt over 110 millioner digitale kameraer på verdensplan, men i 2021 købte verden kun 8,4 millioner. Mobiltelefoner kommer nu med flere kameraer, der indbefatter forskellige brændvidder, makrofotografi og fotografering med lang eksponering, men den virkelige værdi ved disse kameraer ligger i den direkte adgang til software.Mobiltelefoner vil altid have en markant fordel i forhold til de digitale kameraer, fordi de er umiddelbart forbundet til internettet. De har umiddelbar adgang og processorkraft til at køre den software, der har ændret branchen radikalt. Fotografisoftware er ved at blive så god, at det snart vil være i stand til at tage ethvert billede af enhver kvalitet og gøre det flot.
Det bemærkelsesværdige teknologiske fremskridt er sket i de sidste par måneder. AI-billedgeneratorer som det nævnte Midjourney eller Dall·E 2 er kommet på markedet. Der findes andre såsom DeepAI, Stable Diffusion og Big Sleep; jeg holder mig primært til de to førstnævnte. Disse programmer kan øjeblikkeligt skabe billeder i høj kvalitet gratis ved blot at indtaste nogle få nøgleord. Det vil mindske de grafiske design- og illustrationsvirksomheder, men hvad har det med fotografering at gøre? Nye opdateringer giver disse programmer muligheder for at skabe uendelige former og med tiden mere og mere fotorealistiske billeder ud fra selv meget simple forlæg.
.png)
Dette interiørbillede mimer den samme tåge og mørke kvaliteter, som er i de ydre arkitektoniske AI billeder, men har meget mere dybde i al betydninger af ordet og samtidig detaljerigdom. Her er der spor tilbage til Hollandsk renaissancemaleri. Copyright Lev Monovich, 2022.
De nye ord-og-billede-forbindelser
Jeg mener i forlængelse af poststrukturalistiske teorier, at man ikke kan analysere et billede færdigt sprogligt. Denne opfattelse er også inde i selve den visuelle kultur; ”uden titel” blev ofte titlen på mange modernistiske og senmodernistiske værker, som på den måde vil undgå begrænsende sproglige og fortællende tilgange. Men så kommer de nævnte AI-tekstprompt-billedgeneratorer i 2022, som vender tekst- og billedforholdet på hovedet sammenlignet med sædvanlig opfattelse. Nu skriver man en tekst i prompten og frem kommer… et billede.
Centralt i semiologen Roland Barthes’ tidlige undersøgelse af ord- og billedforholdet er begreberne ”fastholdelse, styring” (ancrage) og ”afløsning” (relais). Ordenes styring fastholder én betydning ud af billedets mange betydninger, dets polysemi. Kan det overføres til det nye billedes programmer, hvor du skriver et ord eller flere ord ind i prompten, som så oversættes visuelt i forhold til den bestand af billeder, ord og sætninger, som programmet har indlejret? Nej, det kan det ikke. For i det øjeblik ordet skrives, bliver det oversat via en række associationer, konnotationer, nuancer og følelser, som brugeren ikke er opmærksom på eller har tænkt til ende: ”This stuff is far beyond what I expected”, må en bruger, Alante Carter, konstatere (7.11.22 i gruppen AI Universe, Facebook). Der kan altså skabes billeder, som er meget bedre og ”far beyond”, hvad man forventer. Fascinationens dobbelthed igen. Jeg ser også denne egenskab knyttet til den ”vitalitet” og ”ungdom”, dette wow, som jeg tidligere nævnte i forbindelse med min Messenger-snak med Manovich.
Programmets ubevidste er ikke styret af ordet, men oversætter frit til en række lag med mange flere betydninger, end brugeren har forestillet sig. I stedet for ”kontrol” eller ”styring” kunne man erstatte med et begreb som ”frigivelse” af billedlige betydninger og associationer. Frigivelse kan minde om Barthes’ andet begreb, ”afløsning”; det vil jeg lade stå med denne bemærkning her. Desuden er der ingen faste billeder til ét eller flere ord, fordi ordet eller ordene vil frembringe et nyt billede eller nye billeder, hver gang man opdaterer koden. Den samme tekstprompt kan altså bruges til at generere mange forskellige versioner af et billede. Hver gang du ”kører koden”, så at sige, dukker en ny opfattelse af ordene og dermed en ny visuel verden op.
Roland Barthes mente, at alle konnotationer til et billede kunne samles i en enkel denotation. AI korrigerer Barthes’ opfattelse ved at fremhæve, at der ikke findes en ren denotation til en betydning. AI skaber mangfoldige billeder ud fra samme tekstprompt, så denotationen er ikke ren eller enkel, men også mangfoldig.
Alante Carter er en af dem, der arbejder med de nye AI billedprogrammer i forlængelse af den klassiske portrættradition. Hun er samtidig en, de bevidst arbejder imod den kønslige, aldersmæssige, etniske og racistiske bias, der er indbygget i de AI billedprogrammerne algoritmer. Copyright Alante Carter 2022.
Det digitalt ubevidste
Benjamins begreb ”det optisk ubevidste” sigter til, at vi ser noget via optikken og teknologien, som vi ikke var opmærksomme på, at vi så. Via optikken bliver vi opmærksomme på det ubevidste syn, som optikken er i stand til at vise.
Det digitalt ubevidste sigter til, at det samlede forråd af billeder, algoritmer og andre inputs er større end vores verbale habitus. Billederne viser noget andet, mere og større, end vi kunne forestille os.
Det digitalt ubevidste i AI er ikke uendeligt; det er delvist samlet og ordnet og bærer ud over de æstetiske udvidelser og fascinationer også kønslige, etniske og aldersmæssige bias. Ligesom der ikke findes en ren denotation, så findes der heller ikke et rent og uskyldigt ubevidste. Det digitalt ubevidste sigter samtidig til, at det samlede forråd af billeder, algoritmer og andre inputs er større end vores verbale formåen. Billederne viser noget andet, mere og større, end vi kunne forestille os. AI hjælper forestillingsevnen.
AI-billeder er datamønstre indskrevet i billeder, og de fortæller os historier om datasæt og de menneskelige beslutninger bag. Det er derfor AI-billeder kan blive ”læselige” som objekter. Inden for videnskab om visuel kultur og æstetik forstår vi, at billedskabere ubevidst koder billeder med bestemte betydninger, og at seerne afkoder dem gennem bestemte rammer. Billeder henter deres kraft fra samlinger af valg, styret mod formålet med kommunikation. Men samtidig kunne billedet, der blev skabt, altså være meget mere ”far beyond”, hvad vi forstillede os, og overgå vores verbale formåen.
Når vi laver billeder, medbringer vi referencer. Når vi ser på billeder, giver vi mening gennem referencer. Disse referencer orienterer os mod eller væk fra bestemte forståelser. AI har intet bevidst jeg – og derfor intet ubevidst jeg – men den producerer alligevel billeder, der refererer til kollektive myter, minder på tværs af tid og personer (intergenerationelle erindringer) og nonverbale antagelser. I stedet for at blive kodet ind i beskuerens eller kunstnerens ubevidste sind, er de indskrevet i data.
Når vi laver et datasæt, opererer vi inden for kulturelle, politiske, økonomiske, sociale og mentale kontekster. Hvordan vi rammer et datasæt, svarer meget til den måde, som et billede rammer os på. Processen er blot vendt om. Vi har et ord eller nogle ord, vi gerne vil undersøge visuelt. Vi ”tager” billedet til os, når vi føler os forstået med overraskende syn, vi ikke havde tænkt kunne skabes og ses. Fascinationen via det digitalt ubevidste.
Jeg skriver endnu en tekstprompt ind og venter utålmodigt på, at min prompt fremtryller sit visuelle svar på et minut eller under. Alt imens jeg spekulerer på rækkevidden af teksten ind i algoritmens kode, og i hvor høj grad den måske også omkoder mig lidt efter lidt til AI-standard. Hurtigt kommer et resultat, der kan være fordomsfuldt, men der vil også være noget, hvor jeg siger: Det er vildt og favner meget mere, end jeg forestillede mig.
Fascinationen ved at (gen)skabe
I beretninger, der eksisterer om at benytte AI billedprogrammer og fascinationen, der er knyttet til benyttelsen, går det igen, at man fortæller, at ’jeg kan ikke tegne’. Derefter er det en stærk oplevelse at se, at jeg alligevel kan tegne og samtidig ikke altid ved hvad der kommer. Fascinationen er vedvarende, den er som et kaninhul, det ikke er til at komme op af. Jeg kan pludselig noget, og jeg er aldrig helt sikker på, hvad der kommer ud af indsatsen. Hertil kommer hurtigheden og sikkerheden. Man er kreativ, uden alder, det går hurtigt og sikkert og alligevel med ubekendte overraskelser og vedvarende en på opleveren.
Jeg tænker: AI ,tegn mig et får. Eller en panda på skateboard ved Rådhuspladsen. Eller to menneskelignende robotter, der maler dommedag... I dag er det, takket være de nye kunstige intelligensværktøjer, muligt at anmode om et hvilket som helst billede og få det straks.
Vi har fået et morsomt legetøj og en inspirerende teknologi, der skaber billeder anderledes og hurtigt og derfor kommer med overraskelser og indimellem vilde udveje. Det gør amatører i stand til at lave fabelagtige billeder, som ingen kunne drømme om. Det giver den professionelle et perfekt udstyr, der overflødiggør mange tidligere led (stockfotos, atelier, modeller, stylister mv.). Vi kan skabe noget, og vi kan genskabe noget, vi ubevidst har i os.
Men fascinationen lever også på, at noget ikke kan vises. Midjourney kan ikke skabe kvinder, der er over 39 og under 60. De må heller ikke bære briller. Ansigter, der opfylder disse kriterier, eksisterer simpelthen ikke i databasen. ”Vil du have en smuk 20+? Intet problem! Vi kan skaffe en milliard af dem! Vil du have en rynket bedstemor? Det kan også klares! Vil du have en rimelig attraktiv midaldrende kvinde med et behageligt udseende med flot hud? Beklager, de findes ikke, men vi kan lave nogle barske, alkoholiske zombier til dig i den alder.” (Shepperd 2022). Her er bias pointeret i forhold til køn og alder, men findes også i forhold til etnicitet.
Algoritmer er ikke uskyldige, de er kulturelle, og ligesom der ikke findes en ren denotation, så findes der heller ikke en ren algoritme.
Det er, når verden inden i os er ødelagt, at vi må samle den på ny, indgyde liv i døde fragmenter. Sådan beskrev psykoæstetikeren Hanna Segal den kreative skaben og genskaben. I al abstrakthed kunne det samme siges om kreativiteten ved AI. Det nye er, at kreativiteten genfindes; jeg har aldrig kunnet tegne, jeg har ikke tegnet i lang tid bliver til, jeg kan. I løbet af et minut eller mindre er en atmosfære genskabt billedligt via et ord eller flere i prompten.
Man regner med, at et AI-billedprogram som Dall·E 2 har 12 milliarder digitale enheder og algoritmiske muligheder. Det betyder, at intet menneske nogensinde vil kunne forstå, hvad det er, Dall·E 2 har fundet af mønstre – bortset fra fåindlysende komponenter. Det er derfor, man bruger begrebet ”kunstig intelligens”, eller AI. Den foretager sig ting, vi ikke længere forstår. Det er fra det digitalt ubevidste, overraskelserne kan komme på godt og ondt.
Det digitalt ubevidste sigter til, at det samlede forråd af billeder, algoritmer og andre inputs er større end vores verbale formåen. Billederne viser noget andet, mere og større, end vi kunne forestille os.
En anden hovedtendens er smækre kvinder, Måske er en række af de billeder, der slumrer i bevidstheden
den forbudte nydelse og hengivelse til fantasy-kvinden, som man kender fra videospil og Games of Thrones.
AI giver lov, og tegner og fortæller om min slumrende og måske ubevidste drøm. - Nærorientalsk bikini
og krop, fra en serie der hedder Egyptian Swimmwear Collection. Copyright Thomas Despin 2022.
Den moderne indbildningskraft
I en række billeder fra mellemkrigstiden vender Paul Klee tilbage til øjet. Selv i Klees sene billeder fra nazismens diktatur er øjet centralt. Som om han gennem det registrerende øje ville fastholde en jeg-styrke og i bedste betydning en magt-vilje selv under de nærmest umulige despotiske forhold. Individets evne til at se og danne billeder er væsentlig at fastholde, under alle omstændigheder. Også nu under AI. Det er en mulighed for ikke kun at tegne og være øjet, der ser, men også at blive tænksom.
Selv uden motiver knyttet til død og sygdom er de dystopiske billeder fremherskende nu under AI. Vi er medspillere med vores sansninger. Vi har at gøre med et lystfyldt kontroltab, hvor vi bevæger os ned i et kaninhul, og sproget styrer ikke mere entydigt de billedlige betydninger, som Barthes forestillede sig det. Det gør algoritmerne. Så dermed er der skabt en kontrol, også ideologisk. Nu er den indlejret i teknologi. Men vi har stadig øjet og jeg-viljen, der kan se, registrere, forme og begynde at reflektere over og styre kontrollen.
Designere og kunstnere ser det nye medie som en mulighed for at kunne lade AI lave tegningerne, så de kan koncentrere kreativiteten om softwaren: ”Moderne kunst er oprettet ved hjælp af nye værktøjer – algoritmer, maskinlæringssystemer, al slags software. Kunstneren har ikke skabt ”fra et blankt lærred” i lang tid, men har delegeret det ud til computeren at skabe billeder,” forklarer kunstneren Aleks Shugin i forbindelse med udstillingen Programmed Art (New York 4.10.22).
”Hvad bilder du dig ind?” er nu både en lystig forsvinden i et kreativt hul, men også en åbning mod at blive bevidst om mere og mere af de styringer, der ligger i AI-teknologien. Det er muligt at lave så meget, at vi kan bilde os næsten alt ind med AI.
Det fremmede, det fjerne, tilbage til fremtiden via fortiden. Igen den markante mørke og tåge, Nacht und Nebel, stemning. Dystopien har igen taget form, denne gang i orientalske arkitektur. Anonym 2022.
Referencer:
Barthes 1964:
Roland Barthes ‘Billedets retorik’ (1964) in: Bent Fausing/Peter Larsen red. Visuel kommunikation 2020 (1980).
Ch 2022:
Elenee Ch ‘Midjourney AI vs OpenAI DALL·E2’ in: Medium August 4, 2022.
Fausing 2020:
Bent Fausing ‘Derfor elsker vi emojis. Det universelle emoji-sprog’ in: K-Forum, 29. juni 2020.
Fausing 2022:
Bent Fausing ‘Mental Image Projections. Observations on AI images’ in: Facebook, September 2. 2022. Holdt som oplæg den 23.9 ved SIS, Sensoric Image Science.
Godwin 2022:
Mitch Godwin ‘Synthetic futures: my journey into the emotional, poetic world of AI’ in: The Conversation, October 9, 2022.
Gøttsche 2020
Nikola Gøttsche ’Derfor holder børn op med at tegne tegninger ... og derfor burde vi alle sammen begynde igen’ in: Zetland 7.6. 2020.
Jerrik 2022
Jonathan Jerrik ‘Picasso er en robot’ DR 23.10.22.
Manovich 2022:
Lev Manovich ‘Image-text relation in AI image synthesis’ in: Facebook, September 3, 2022.
Meisller 2022:
Daniel Meisller ‘Battle of The AI Art Engines: Midjourney vs. DALL-E’ in: Daniel Meisser blog, August 22, 2022.
Morris 2022:
Lee Morris ‘The end of professional photography’ in: Fsroppers, August 30, 2022.
Shepherd 2022:
Jennifer Shepherd, comment on the page ‘Midjourney’ in: Facebook, September 4, 2022.
