Den synkende borgerlige skude
Blå brok – den svageste opposition i mands minde

Jakob Ellemann-Jensen står i spidsen for en historisk svag opposition. (Philip Davali/Ritzau Scanpix).

Skrevet af

Anton Lykketoft

27 artikler

0 indlæg

Alt imens Mette Frederiksen nyder rekordstor opbakning i befolkningen, står det borgerlige Danmark i afmagt på sidelinjen. Pandemien raser, arbejdsløsheden stiger, og virksomheder drejer nøglen om. Den økonomiske situation bliver mere og mere dyster, og blå bloks manglende planer understreger blot, at oppositionen er historisk tandløs.
I starten kunne oppositionen ikke gøre andet end at give regeringen plads til at tage de nødvendige sundhedsmæssige skridt i kampen mod corona. Det håndterede oppositionen med respekt og ansvarlighed.
 
De var med til at vise, at det danske folkestyre er et af de bedste i verden. Hurtige og konsekvente beslutninger, hen over midten. Politisk fnidder blev sat til side, og fokusset rettet mod det sundhedsmæssige. Det skal de selvfølgelig krediteres for.
 
Men sidenhen er det gået ned ad bakke.
 
Ifølge Berlingske Barometer står rød blok til 58 % af stemmerne mod blå bloks 42 %. For et par uger siden kom der endda en måling, der viste, at Socialdemokratiet alene var større end hele oppositionen tilsammen. For at føje spot til skade vurderer Danske Spil da også, at der er en 80 % sandsynlighed for, at Mette Frederiksen vinder næste valg.
 
Hvordan er de borgerlige nået dertil? En del af svaret ligger så sandelig i, at Mette Frederiksen har været utroligt dygtig. Hun har vist sig at være en enorm kompetent leder i en svær tid. Og danskerne er vilde med hende.
 
Men en anden del af svaret ligger i, at det borgerlige Danmark har været fuldkomment visionsløse. Mens verden har været lukket, og økonomien står i flammer, har blå blok stået på sidelinjen.
 
Især tre ting har kostet dyrt: Man har kommunikeret i intetsigende politiske floskler; interne stridigheder har udfoldet sig for åben skærm, og dårligt politisk håndværk har understreget blokkens svagheder. Lad mig uddybe punkt for punkt.
 
"Jakob Ellemann-Jensen fik Venstre til at være det eneste parti, der stemte imod, at man måtte kramme sine bedsteforældre igen."
 
Intetsigende politiske floskler
Truslen fra corona hænger stadig over vores hoveder, og det skal tages seriøst. Men i skyggen af samfundets nedlukning, rejser der sig en mindst lige så alvorlig krise: den økonomiske. Den reelle arbejdsløshed nærmer sig hastigt 300.000, og det forventes, at økonomien kan skrumpe helt op til 6 %.
 
I den sammenhæng er det decideret politisk håbløst, at de borgerlige partier, og i særdeleshed Venstre og Jakob Ellemann-Jensen, stirrer den største økonomiske krise i moderne tid i øjnene uden en egentlig plan. Men hvad værre er, så forsøger de at dække over det ved at tale i politisk nonsense.
 
Det eneste, de borgerlige reelt har kunnet samle sig til at sige, er, at vi skal “bruge skattepengene klogt”, og at “pengene skal tjenes, før de kan bruges”. Sådan! Godt brølt!
 
Nej, det er ikke taget ud af en sammenhæng. Det er direkte citater fra en kronik, partilederne i blå blok skrev sammen. Ser man bort fra, at citaterne er klassiske borgerlige klicheer, så er de også rungende hule. Er der et eneste rationelt tænkende menneske i kongeriget, der mener, at vi skal bruge pengene dumt?
 
Generelt har Venstre præsenteret den ene intetsigende politiske floskel efter den anden. I en annonce, der i øjeblikket kører på Facebook, tager de fx dette modige standpunkt:

“Vi starter der, hvor der kommer mest gang i hjulene og flest arbejdspladser, og hvor vi sikrer danskerne deres levebrød”.
 
 
Hvis ikke det havde været for Venstres visionære tilgang til corona, havde Danmark nok startet der, hvor det satte mindst gang i hjulene og skabte færrest mulige arbejdspladser. Mine damer og herre, hold på hat og briller, Jakob Ellemann-Jensen har en plan. Og dog.
 
Hvis man vil stoppe blødningen til rød blok, bliver man simpelthen nødt til at være et reelt alternativ til den linje, regeringen fører. Det borgerlige Danmark har i årtier pralet med at være mere troværdige og ansvarlige, når det kommer til økonomi. Det kan derfor ikke være rigtigt, at der ikke findes en borgerlig løsning på et borgerligt kerneproblem.
 
Hvis ret skal være ret, har de Konservative været ude at foreslå en nedsættelse af selskabsskatten fra 22 % til 19 %. Det har Venstre da også støttet op om. Men selv liberale økonomer ville aldrig påstå, at en skattelettelse på 3 % ville redde en virksomhed, der har mistet størstedelen af sine indtægtskilder.
 
Regeringen har gennemført en hjælpepakke, der betaler 80 % af hjemsendte medarbejderes løn. Det er kæmpestort. Det er altomfattende. Hvor er oppositionens modspil? Hvor er den altomfattende borgerlige hjælpepakke?
 
Givet, coronakrisen har gjort det svært at være alt for tvær over for den populære regering. Men de er populære for håndteringen af virussen, ikke nødvendigvis af økonomien.
 
Interne stridigheder for åben skærm
I politik er kun én ting værre end dårlige meningsmålinger: dårlig stemning. Den barske sandhed er dog, at når man først har det ene, følger det andet som regel med. Og den nuværende situation i blå blok er ingen undtagelse. Stemningen stinker.
 
Samtidigt med, at de har haft svært ved at skære igennem med et reelt budskab, har de gået og hakket på hinanden. Internt i partierne og partierne imellem.
 
Først og fremmest er der Lars Løkkes corona-enegang. I en række klummer i B.T stod han i epidemiens begyndelse stort set ene mand i spidsen for oppositionens coronastrategi. Han luftede store ideer om samlingsregeringer og coronakommissioner. Men Venstres officielle linje, eller rettere mangel på samme, ændrede sig ikke.
 
Løkke tog altså teten fra Jakob Ellemann-Jensen, fra partiet, fra blokken. Et politisk lovbrud, der et par måneder forinden havde kostet Kristian Jensen alle sparsomme ordførerskaber, efter han havde talt om en reformplan hen over midten.
 
Kort sagt, fordi en handlingslammet Ellemann ikke kunne straffe Løkke, hvor han havde straffet Jensen, stod han svagere internt end nogensinde.
 
Sophie Løhde stod i spidsen for Venstre i forhandlingerne angående den nye udligningsreform. Efterfølgende var hun ude at kritisere De Konservative. Det skulle hun ikke have gjort. (Philip Davali/Ritzau Scanpix).
 
Men den helt store eksplosion af gnavenskaber og blå brok kom forleden, da Venstre, som det eneste borgerlige parti, indgik i regeringens udligningsreform. I sig selv ikke en dårlig beslutning, da det altid kan betale sig at være for og ikke imod. Det viser ansvar.
 
Det var til gengæld en dårlig beslutning, at Sophie Løhde oven på partiets enegang var ude at kommentere, at hun havde ønsket, at de konservative var forblevet i forhandlingerne. Det vakte nemlig et mindre vredesudbrud i Det Konservative Folkeparti.
 
Først udtalte Mette Abildgaard, politisk ordfører, at Sophie Løhdes udtalelser var et udtryk for et “meget illoyalt” Venstre. Senere støttede partiets gruppeformand, Mai Mercado, op om Abildgaard: “Enig. Illoyalt og løgn. Venstre kører solo. Ikke megen samling på blå blok der”.
 
 
Også Rasmus Jarlov luftede sin frustration: “Dette er Venstres spinmaskine, når det er værst”.
 
 
Generelt har udligningsfadæsen ført til overskrifter som: “De Konservative føler sig svigtet af Venstre” og “Splid i blå blok”.
 
Jævnfør det første afsnit, så har det borgerlige Danmark brug for en klar vision. De har brug for en køreplan. Men for at give projektet troværdighed kræver det en samlet indsats. En blå plan kan være nok så fin, men Venstres 43 mandater i Folketinget er ikke nok til at få den gennemført.
 
Blå blok har ikke brug for retning. De har brug for fælles retning. Om det så kræver tillidsøvelser mellem Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen. Uden en samlet front kan de kun tilbyde vælgerne et fragmenteret alternativ til Socialdemokratiets velsmurte politiske maskine.
 
Dårligt politisk håndværk
Sidst, men ikke mindst har det politiske håndværk haltet. Resultaterne i de sidste par måneder har kun understreget blå bloks svagheder.
 
Tag bare hele forhandlingsprocessen omkring den delvise genåbning af landets plejehjem. Her lykkedes det Venstre ikke bare at splitte blokken yderligere, men at ydmyge sig selv enormt i processen.
 
Venstre har gennem det meste af coronakrisen været frustreret over, at Mette Frederiksen så entydigt styrer slagets gang. De har derfor ønsket at markere sig. De har ønsket at trække en streg i sandet. 
 
En god politisk markering kan have en enorm positiv effekt og være helt afgørende. Det kan ændre den offentlige mening, og det kan skabe god energi. En fejlslagen markering er i bedste fald ydmygende og i værste fald destruktiv.
 
Da regeringen lagde op til forhandlinger om genåbning af landets plejehjem, så Venstre deres snit. De valgte at forlade forhandlingerne med den officielle begrundelse, at der skulle flere penge på bordet. Den reelle begrundelse, som Kristian Madsen så fint penslede det ud i Politiken, var nok, at der skulle tages “særligt hensyn til deres 43 mandater”.
 
Resultatet blev, at alle andre partier, inklusiv alle de andre borgerlige partier, lavede en aftale uden om Venstre. Sagt på en anden måde: Jakob Ellemann-Jensen fik Venstre til at være det eneste parti, der stemte imod, at man måtte kramme sine bedsteforældre igen.
 
Ikke nok med, at det udstillede Ellemann som den nye dreng i klassen, det understregede også splittelsen mellem partierne i blå blok. Alle sammen, rub og stub, stemte imod deres statsministerkandidat og oppositionslederen.
 
Med en bedre stemning i blokken var Venstre ikke blevet hængt til tørre af de andre borgerlige partier. (Philip Davali/Ritzau Scanpix).
 
Hvordan graver de borgerlige sig selv ud af det hul? Visioner og sammenhold. Først og fremmest skal de til at lave nogle planer. Hvis man vidste, hvad man ville med landet, ville man også vide, hvornår man skulle tage kampen op, og hvornår man skulle lade den ligge, som Venstre burde have gjort med genåbningen af plejehjemmene.
 
Her bør de borgerlige være de første til at foreslå en fuld genåbning af erhvervslivet. Det må nødvendigvis være dem, der først tager debatten om menneskeliv vs. økonomien op. Som CEPOS’ analysechef har skrevet: “Drop forargelsen. Staten er nødt til at sætte en prisseddel på, hvad et menneskeliv er værd”.
 
Dernæst skal man få styrket båndet partierne imellem. Med en bedre stemning i blokken var Venstre ikke blevet hængt til tørre af de andre borgerlige partier. Derudover ville en samlet blå blok gøre det politiske håndværk en del lettere. Det siger sig selv, at de borgerliges 79 mandater giver en bedre forhandlingsposition end de individuelle partiets mandater hver for sig. 
 
Her kunne man fx starte med at udvikle visionerne for fremtiden i fællesskab. Hvis man er enig i den overordnede linje, eller hvis blot man har en linje, ville man aldrig føle sig svigtet, hvis de andre indgik i bestemte forlig. Den borgerlige udligningsfadæse springer i bund og grund ud af, at der ikke er blevet taget en ordentlig intern debat, før forhandlingerne er gået i gang.
 
En utaknemmelig opgave
Verden over har statsledere set en enorm tilstrømning af vælgere. Det er den såkaldte ‘rally round the flag’-effekt. Under nationale kriser har vælgerne det med at stille sig bag den nationale ledelse. Sådan har det også været i Danmark.
 
Blå blok står altså med en utaknemmelig opgave. De skal sætte spørgsmålstegn ved de valg, en kompetent leder tager under en national krise. De skal være bussemanden, der peger fingre af den samlende landsmoder. Det er oppositionens demokratiske opgave.
 
Det er i den kontekst forståeligt, at man er meget varsom med at være alt for kontrær.
 
Det borgerlige Danmark har som konsekvens gravet sig ned. Strategien er at gemme sig, indtil Mette Frederiksens støtte lige så stille falmer. Til det kan man kun spørge: Hvad så bagefter? Hvad er jeres visioner der? Hvordan har I til den tid tænkt jer at samle en blok, der unægteligt er splittet?
 
Indtil videre har regeringen fået frit slag. Mette Frederiksen er blevet mere og mere populær. Et borgerligt flertal virker længere væk, end det har været i årtier. Første skridt i at vende den synkende blå skude: Ændr blå brok til blå blok.

Relaterede artikler

Løkke ligner jo en hollandsk huguenot - Fra fulde folk og algorimter skal du høre sandheden. Nu har Googles algoritme fundet ud af, hvem du ligner, hvis du hang...
Formand, farmand, Ellemann - Jakob Ellemann-Jensen stiller op som formand i Venstre. Noget af det, der tegner Ellemann og har gjort ham til formandse...
Siumut! En Marche! Fremad med Simon Emil og Christina! - Det gik for stærkt, da det seneste parti i højrefløjens smølfelandsby blev lanceret. Resultatet var et førstehåndsindtry...
Efter gensidig overenskomst - At blive fyret er en ydmygelse, hvordan man end vender og drejer det. Ønsket om at redde ansigt er stærkt, naturligt og ...
Likebarometer: Vermund vinder sommeren - Hvilken politiker er mest indflydelsesrig på de sociale medier? Hvem taler til det største publikum? Og hvem er den beds...
Coronarcissisme - “Hvad kan vi lære af pandemien?” er et retorisk spørgsmål, som vi hurtigst muligt skal lade være med at bruge. Det afspe...
Partilederdebat: Stemningen var simpelthen lidt for hyggelig - Gårsdagens partilederdebat skulle have klargjort linjen. I stedet kørte Mette Frederiksen de andre rundt i manegen, i hv...
Klumme: Tak til dig, der demonstrerede - I søndags gik ca. 15.000 københavnere på gaden i protest mod strukturel uretfærdighed. Og jeg skal da lige love for, at ...
Erik Valeur: 'Svineriet blev skjult' - En lokal, forurenet dråbe i Vadehavet blev pludselig til en sag om landsdækkende spildevandsudledninger. De forurenende ...
Mette får et stort 12-tal - Det er nu et år siden, Danmark fik en ny regering. Ergo tid til en kommunikativ årskarakter. Det bliver en fin karakter,...

Giv din stemme

14 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

44 JOB

Global Communications, Brand and Marketing Director

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Presserådgiver

Frist: 16. august

kommunikationsrådgiver

Frist: 26. august

Kommunikationsrådgiver

Frist: 17. august
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.