”At that moment, I knew I had lost the election.” Ordene er sagt af demokraternes præsidentkandidat og tidligere vicepræsident Walter Mondale og henviser til en debat med Ronald Reagan i 1984-valgkampen, hvor Reagan med et overskud af charme fik vendt en svaghed til en styrke i et afgørende øjeblik af valgkampen.
Mondale gik fra debatten med en erkendelse af, at valget var tabt. Man kan fundere over, om der på noget tidspunkt er løbet en lignende erkendelse igennem Trumps hoved efter en af årets præsidentielle debatter, hvor han overordnet set ikke har formået at matche Clinton i den præsidentielle arena.
Trumps brug af fornærmende afbrydelser og korte, emotionelle argumenter viste sig at være succesfuld i primærvalg-debatformatet, men det har været det stik modsatte her i det nationale format, hvor kommentarer som ”such a nasty woman” og ”Mosul, so sad, so sad” ikke hjælper ham med at vinde nye vælgere.
Skal man kort opsummere, hvor Trump har fejlet, er det på 1) manglende evne til at komme over ”den præsidentielle tærskel”, 2) manglende evne til efter debatterne at reagere effektivt på fejlene begået under debatterne, 3) manglende evne til at udvide sin kampagnes budskab, så den kan appellere til de vælgere, der ikke stemte i partiernes primærvalg.
Trumps stil virker ikke længere.
Clinton derimod har haft succes med at 1) forholde sig rolig i forhold til kritikken og derved fremstå som den mest præsidentielle kandidat af de to, 2) få medierne til at fremhæve de rigtige øjeblikke fra debatterne, 3) målrette sit kampagnebudskab mod flere vælgergrupper i takt med debatternes udvikling, hvor hun har skiftet fokus fra at hente mandlige vælgere i den hvide arbejderklasse til at være mere entydigt fokuseret på kvindelige vælgere.
Den præsidentielle tærskel
Grunden til, at outsideren har mest at vinde ved de præsidentielle debatter, er, at den mere erfarne kandidat ofte allerede har optrådt i rollen som nationens talerør. Det gælder særligt siddende præsidenter, der forsøger at blive genvalgt. De har så at sige trådt over den præsidentielle tærskel i forhold til andre politikere og kan tale mere troværdigt for nationen.
I tilfældet Hillary Clinton har hun haft mulighed for at tale på vegne af USA i både sin rolle som førstedame og som udenrigsminister. Trump har ikke repræsenteret USA på samme måde eller bevist sit retoriske værd i dette hverv. Det havde han mulighed for med de præsidentielle debatter, hvor hans vigtigste opgave var at fremtræde præsidentiel,
hvilket Trump i vanlig selvsikker stil har udtalt er meget nemt.
Når Trump har talt om at være præsidentiel, har det dog ofte været for at nedgøre præsidenters måde at tale på, hvor han har brugt de retoriske traditioner, der knytter sig til embedet, til at parodiere den og udstille den som kedelig i forhold til sin egen, mere underholdende stil. Det har dog også gjort det sværere, snarere end nemmere, for ham at træde ind i rollen her under debatterne.
Udfordringen for Trump er desuden, at store dele af det, der kan beskrives som præsidentiel retorik, strider imod, hvad der kommer ud af Trumps mund. Med hans manglende forberedelse til debatterne blev dette udstillet hen over de tre debatter. Trump kunne dog have overlevet den første debat, hvis den rette strategi var blevet lagt for efterspillet.
Efterspillet i medierne skarpvinkler udfaldet af debatten
Trumps anden store svaghed blev udstillet i ugen efter den første debat, hvor Clintons sejr blev udnyttet maksimalt af hendes kampagne i forhold til hvilke taleøjeblikke, der blev gentaget i medierne. Trump kunne have forsøgt at fokusere på de dele af den første debat, hvor han trods alt havde fået konstrueret en konkret kritik på Clintons politik i forhold til frihandelsaftaler som TPP og NAFTA.
I stedet fokuserede han efter debatten på at kritisere Miss Universe-vinderen i Clintons slutreplik, som havde fået en reprimande af Trump for at tage for meget vægt på.
Dette har været en strategi, der har fungeret for Trump i primærvalgene: at angribe et kritikpunkt ved at gøre akkurat, hvad dette kritikpunkt udstiller, for derefter at kritisere folks fine fornemmelser og politiske korrekthed. Trump var tilbageholdende nok til ikke at gøre dette under den første debat, men han kunne ikke holde sig tilbage efterfølgende, og derfor fremstod Clintons sejr også større en uge senere, end den gjorde dagen efter debatten.
Den første debats efterspil viser, hvordan medierne lægger sig fast på et resultat af en debat og derefter intensiverer denne vinkel de efterfølgende dage, medmindre kampagnerne og kandidaterne modgår denne kritik effektivt. Trump evner dog ikke at give et subtilt modsvar på kritik, da han ikke magter at moderere sine udsagn.
Alting er enten det værste, man kan forestille sig, eller det bedste. Men det går bare ikke, når han i både den anden og tredje debat siger at ”nobody has more respect for women than I do”, efter at hele nationen har oplevet virkeligheden fortælle en anden historie.
#pussygate i begyndelsen af oktober 2016.
I stedet har Trump forsøgt at engagere Clinton i en personlighedsfejde fremfor en politisk debat, da han i den indledende del af den anden debat tidligt bragte Bill Clintons utroskab på banen – noget, han afsluttede den første debat med at sige, at han ikke ville gøre.
Clinton har delvist undgået at gå ind i disse persondiskussioner, men hun har stadig ikke kunnet dy sig for at fokusere på Trumps person fremfor hans politik, hvilket den første del af debat nummer to også er et eksempel på. Her veg Clinton ikke tilbage for at bruge en stor del af debattens første halve time på den famøse video fra 2005.
Debat nummer tre foregik i et generelt mere sobert toneleje og med et øget fokus på politik, men Clinton fremhævede nok engang de samme udtalelser fra Trump om mexicanere, kvinder, muslimer etc. for at understrege hans personlige fejl.
Clinton kritiserede igen Trumps udtalelser.
It’s the women, stupid
Hvem har så formået at få størst tilslutning til sin kampagne via debatterne? Trump vandt republikanernes primærvalg, bl.a. fordi der var stor splittelse i det republikanske parti omkring at finde en anden kandidat at stemme på. Han vandt også ved at appellere til en meget bestemt vælgergruppe, der ikke har noget problem med hans kontroversielle udtalelser.
Det er den samme gruppe af vælgere, han i stigende grad har talt til i det nationale valg, hvor traditionen ellers byder, at kandidaterne forsøger at søge mod midten med deres budskab. Trump har i stedet satset endnu mere entydigt på kontroversielle budskaber og udtalelser, som under den anden debat, hvor han udtalte, at han, hvis han vandt valget, ville få sin justitsminister til at udpege en særlig anklager til at se nærmere på Hillary Clintons e-mailsag.
Umiddelbart efter fulgte han op med en sidebemærkning om, at Clinton ville være i fængsel, hvis han var præsident. Disse sidebemærkninger begyndte også at falde i den anden debat, og Trumps kernevælgere vil formodentlig ikke have noget problem med Trumps ”such a nasty woman”-kommentar. Det vinder ham dog ikke mange flere vælgere.
Clinton derimod har fortsat med at søge nye vælgere. Selvom hendes appeller til at fokusere på et bredt funderet USA med plads til forskellige minoriteter har fyldt en del, så har hendes kritik af Trump også målrettet hendes vælgerappel i den sidste afgørende del af valgkampen.
Rage, rage against the dying of the light
Selvom Trump måske ikke selv vil erkende det, så kom han til kort i det præsidentielle format i debatterne. Han klarede sig bedre i den tredje debat end de to første, men spørgsmålet er om ikke det er for lidt og for sent. Clinton selv har dog heller ikke formået at undgå mudderkastningen fuldstændig.
Det er sjældent, at de præsidentielle debatter har været med til at påvirke et valg på den måde, som de synes at have gjort her. Skaden er sket for Trump, og mens Clinton synes at ville træde så meget ud af offentlighedens spotlys som muligt i de sidste par uger af valgkampen, lader det til, at Trumps strategi bliver at give den hele armen på den national politiske scene, hvor han er ”free of the shackles”, som republikanerne har haft på ham.
Det obligatoriske afsluttende håndtryk.
Spørgsmålet er så, om han vil gå så langt, at han ikke kun skader denne valgcyklus, men gør amerikanerne permanent desillusioneret omkring valgprocessen i USA.