Den retorisk retræte fra Kabul
Bidens bagvendte krigsretorik

Bidens styrke som taler har ofte været hans evne til at tale med patos, uden at det blev for følelsesladet – selv for en amerikansk præsident. Foto. Getty Images.

I en tale om evakueringen af de sidste amerikanske soldater fra Afghanistan bakkede Joe Biden godt nok sit land ud af dets længste krig nogensinde, men han stod fast på sin beslutning og forsvarede sig med perspektivering, tal og en vis grad af patos. Det var omvendt krigsretorik, som fokuserede på at få USA ud af en konflikt frem for ind i en.
Tilbage i 2008 stillede Joe Biden op som den vidende statsmand, der skulle støtte den uerfarne Barack Obama – særligt, når det gjaldt udenrigspolitik. Efter otte år som vicepræsident var budskabet stadig det samme i 2020-valgkampen. Biden ville genskabe USA's renommé på verdensscenen efter Trumps kaotiske enegang med ”America First”. De seneste par ugers begivenheder i Afghanistan har dog sat Biden under gevaldigt pres på en måde, som de hjemlige udfordringer i forbindelse med COVID-19 ikke har været i nærheden af. Tirsdag aften leverede han så sit syn på, hvordan evakueringen af Afghanistan skulle ses.
 
 
Biden har holdt flere taler om afslutningen på krigen i Afghanistan. I hver af dem har han trodsigt holdt fast i sin beslutning om tidspunktet for tilbagetrækningen af de amerikanske tropper.
 
Når en præsident afslutter en krig
Der har igennem tiden været en del taler om krig fra de amerikanske præsidenter. Det har handlet om at vise viljestyrke som statsleder, om at anerkende militærets store indsats og så forklare den amerikanske befolkning, hvorfor krigen var nødvendig via et troværdigt narrativ, som ofte fremhævede det uundgåelige i brugen af militæret.
 
Alle disse elementer var til stede i Bidens tale, men de blev nærmest benyttet til det modsatte. Biden ønskede at vise viljestyrken i sin beslutning om at afslutte frem for at forlænge krigen, levere en anerkendelse af militærets ofre i forhold til omkostningerne i deres liv efter slagene på krigsmarken og så fortælle historien om, hvorfor USA skulle flytte sit fokus fra Afghanistan til et større perspektiv på global terrorisme.
 
I stedet for at sidde ned og tale fra Det Ovale Værelse gik Biden pressen i møde gennem Cross Hall-gangen i Det Hvide Hus. Siden George Bush har dette talested været favoriseret for at skabe billedet af en mere handlekraftig commander in chief, der er trådt ud af arbejdsværelset. 
 
Præsidentens overordnede narrativ for både de sidste to uger og de sidste 20 år handlede altså mere om, hvorfor USA skulle træde ud af en konflikt frem for ind i den. Grundlæggende var det dog samme præmis som ved indgangen til en krig: “Vi kunne ikke have handlet anderledes pga. vores modstander” – og allierede tilføjede Biden med henvisning til Talibans hurtige nedkæmpning af den afghanske hær.
 
 
Reelle frem for alternative fakta
Biden gik også til valgkamp i 2020 på at lukke ned for Trumps hang til overdrivelser og faktafordrejninger fra talerstolen. I talen tirsdag aften slog Biden da også på en lang række tal for at understrege både det historiske i, hvad der var opnået under evakueringen, men også, hvad krigen havde kostet amerikanere.
 
Krigen havde været en dyr fornøjelse og kostet mellem 150-300 millioner dollars om dagen. Selvom mere end 100.000 var blevet evakueret, så havde prisen igennem de 20 år også været høj i menneskeskæbner for USA. 800.000 soldater havde tjent i Afghanistan. 20.000 var blevet såret og 2.461 var døde – inklusive 13 i den seneste uge, hvilke Biden anerkendte i denne sammenhæng. På denne måde påtalte han kortvarigt det seneste angreb på amerikanske soldater, men valgte i stedet at sætte det i perspektiv af alle de tab, der var sket gennem tiden i Afghanistan. Den underliggende strategi for Biden var her heller ikke ulig tidligere amerikanske statsledere, der har prøvet at tale øjeblikkets fejlslagne taktik ned med et blik for den større bagvedliggende strategi, der nok skal føre landet sikkert videre på den lange bane.
 
Biden talte også om sit ansvar som militærleder, men det var ikke med fokus på fejlene begået, snarere på det tunge ansvar, som han valgte at påtage sig i modsætning til sine forgængere, som indledte krigen og lod den fortsætte. Særligt Donald Trumps strategi blev fremhævet som et bånd på Bidens muligheder: 
 
“My predecessor, the former President, signed an agreement with the Taliban to remove U.S. troops by May the 1st, just months after I was inaugurated. It included no requirement that the Taliban work out a cooperative governing arrangement with the Afghan government, but it did authorize the release of 5,000 prisoners last year, including some of the Taliban’s top war commanders, among those who just took control of Afghanistan. And by the time I came to office, the Taliban was in its strongest military position since 2001, controlling or contesting nearly half of the country.”
 
Narrativet inkluderede her forhandlingen mellem Trump-administrationen og Taliban, hvor Biden fik talt sig frem til det uundgåelige i hans beslutning. USA måtte ud af Afghanistan. Det var bare et spørgsmål om hvornår.
 
Missionen – ikke stedet
Talen var også et opgør med den sidste rest af lyst til ”nation-building”, der måtte være i USA efter glansperioden under Bush-administrationen. Dette gjorde Biden ved at tale om endnu et konfliktfyldt område i verden, Yemen, og hvorvidt amerikanerne var gået ind i Afghanistan, hvis ikke det var fra dette land, at Osama bin Laden og Al Qaeda havde angrebet USA:
 
“I respectfully suggest you ask yourself this question: If we had been attacked on September 11, 2001, from Yemen instead of Afghanistan, would we have ever gone to war in Afghanistan – even though the Taliban controlled Afghanistan in 2001? I believe the honest answer is “no.” That’s because we had no vital national interest in Afghanistan other than to prevent an attack on America’s homeland and our friends. And that’s true today. We succeeded in what we set out to do in Afghanistan over a decade ago. Then we stayed for another decade. It was time to end this war.” 
 
Denne tale er en del af et længere argument, som Biden er i gang med at skitsere for USA i forhold til udenrigspolitikken. Det ses også her, hvor andre konflikter drages ind til sammenligning og spørgsmålet om, hvorvidt der skal tænkes nyt, når USA's interesser er truet på den internationale scene. 
 
Patos blev brugt på soldaterne
Bidens styrke som taler har ofte været hans evne til at tale med patos, uden at det blev for følelsesladet – selv for en amerikansk præsident. Her argumenterede han for at tænke på de amerikanske soldater, når nye krigshandlinger blev overvejet. At ideen om en ”low grade war”, en lavbluskrig, var noget, der kunne lade sig gøre uden store omkostninger for soldaterne, virkede ikke troværdigt for Biden. Dette fremhævede han ved at tale om hjemmefronten for de soldater, der havde tjent USA's interesse i Afghanistan. De udfordringer, de stod over for i forhold til familielivet og forsøget på at vende tilbage til en almindelig tilværelse. Biden nævnte også her kort sin egen søn Beau Biden og dennes militærtjeneste i Irak for at vise sin egen forståelse af, hvad det kostede for de amerikanske soldater at være udsendt. Det blev understreget med endnu et tal: “18 veterans die by suicide every day.”
 
Stadig en grad af Bushism
Selvom talen var et stort opgør med Bush-årene og den retning, de satte for krigen mod terror, kunne Biden dog ikke helt slippe retorikken fra denne tidligere præsident, hvor Biden forsikrede USA's fjender om, at de ville blive jagtet til verdens ende: 
 
“We will not forgive. We will not forget. We will hunt you down to the ends of the Earth, and we will – you will pay the ultimate price.”
 
Hvorvidt denne internationale nidkærhed vil lede til en stigning i nålestiksangreb omkring kloden og i Afghanistan, vil tiden vise. Biden trådte ind foran kameraerne for at tale om krig, som en del præsidenter har gjort før ham. Men det var for at komme ud af én frem for ind i én. Ligesom med traditionel krigsretorik, hvor præsidenten ofte bruger flere taler til at fremme sit narrativ, så vil Biden have mulighed inden længe for også at bygge videre på historien om USA's exit fra nationens længste krig. 11. september 2021 er lige om hjørnet. Det er også et tal ladet med symbolik.

Relaterede artikler

Regeringen fortsætter som kaospiloter - Efter corona er politikere blevet kaospiloter, der skal styre os gennem alverdens samfundskriser. Men kan vi ud fra rege...
Scholzomatens effektive kommunikation - Europas vigtigste valg, nemlig valget af Tysklands næste Bundeskanzler, finder sted 26. september. Vi fire politiske nør...

Giv din stemme

14 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

54 JOB

Projektleder til enheden Kvalitets- og Driftsstyring

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.