Verdens mest populære app, du aldrig har hørt om

Tjekker man regelmæssigt de forskellige oversigter over de mest populære apps i verden, er nogle af stamgæsterne som regel de aldrende kendinge som Facebook, Instagram, Snapchat og Chrome. Men i løbet af 2018 – og særligt de seneste måneder, er navnet TikTok dukket op igen og igen. Flere gange endda helt i toppen.
TikTok er en platform, hvor brugerne kan se og optage videoer, som de så kan dele med hinanden. Egentlig kommer appen ikke med noget nyt eller revolutionerende, men den formår på en eller anden måde at tryllebinde sine brugere.
TikTok er en platform, hvor brugerne kan se og optage videoer, som de så kan dele med hinanden. Egentlig kommer appen ikke med noget nyt eller revolutionerende, men den formår på en eller anden måde at tryllebinde sine brugere.
Hvad er TikTok?
TikTok-appen er helt kort en platform, hvor du kan se og selv lave videoer på op til 15 sekunder. Der er filtre, musik, livestreaming og masser af effekter at krydre dine videoer med. Det lyder jo alt sammen som noget, man har set før. Og det er det også. Men TikTok samler det hele på en virkelig fin måde. Og så er det en af de apps, som du på en eller anden måde bare kan finde ud af fra første gang, du åbner den. De funktioner og den brugervenlighed kombineret har skabt et massivt internationalt netværk af indholdsskabere med det fælles meget ærbare mål at underholde verden. Velkommen til.
 
 

Der er noget for enhver smag på TikTok. via GIPHY

 
TikTok er noget så gammeldags som et frirum. Vi kan også bare kalde det en legeplads, hvor mennesker fra hele verden underholder hinanden. Man styrer uden om TV-stationer, pladeselskaber, redaktører, eksperter og alle former for gatekeepers og bare vælter indhold ud i håbet om, at en eller anden derude vil synes, det er sjovt. Det er svært ikke at holde af på sådan et helt grundlæggende plan.
 
 

TikTok er noget så gammeldags som et frirum. Vi kan også bare kalde det en legeplads, hvor mennesker fra hele verden underholder hinanden.

 

 
TikTok var med sit kinesiske ophav tidligere primært et asiatisk fænomen, mens en af hovedkonkurrenterne, Musical.ly, dominerede i USA. Men firmaet bag TikTok har købt og annekteret alle de gamle Musical.ly-brugere, og nu er den for alvor global.
 
Der er rigtig mange på TikTok, hvis bedste idé til en video er at danse og bevæge læberne til popmusik, men der er faktisk meget blandet indhold derudover. Personlig er jeg fx blevet grebet af en bruger, der udelukkende lægger videoer ud, hvor hun gennemfører grundigt iscenesatte operationer på vindruer (stentransplantationer etc.). Man bliver lidt nødt til selv at gå på opdagelse med andre ord. Du behøver ikke at oprette dig som bruger, men gør du det, vil en ret velfungerende algoritme hurtigt begynde at fodre dig med indhold, der får dig til at altid liiiige at skulle swipe op en sidste gang.
 
Challenges er en stor del af TikTok. Her er samlet nogle af de mest populære for oktober 2018.
 
De helt unge brugere
Som man måske har kunnet fornemme, er det altså primært den del af verden, der ikke var her til årtusindeskiftet, der skaber indholdet på platformen. TikTok har ikke offentlige tal for aldersfordelingen af deres brugere, men alt tyder på, at en meget stor del af dem er under 18.
 
Med andre ord er brugerne netop den del af befolkningen, som alle dem (os) med budskaberne og varerne, der skal sælges, har sværest ved at nå. Og det er nok det, som folkene bag også håber på, at de snart finder en måde at kapitalisere på. Efterhånden som enhver offentlig styrelse med respekt for sig selv har kørt en influencer-kampagne med hvad end youtuber, der kunne være plads til i budgettet, skal der hele tiden findes nye kanaler, og mon ikke TikTok også snart bliver en del af den virkelighed?
 
 

Desuden har privatlivsindstillingerne kun to positioner: meget privat og meget åben. Hvilket en tror du, er default?

 

 
Og der skal nok også inden så længe komme det bekymrede indlæg om TikTok i Politiken fra en af de evigt bekymrede skribenter, som de tilsyneladende aldrig løber tør for. For det hele er da også lidt flosset i de digitale kanter. Selvom aldersgrænsen fx er 13, er der tilsyneladende ikke rigtig nogen, der tjekker ID ved døren, og den er ikke helt god med databeskyttelsen. Desuden har privatlivsindstillingerne kun to positioner: meget privat og meget åben. Hvilket en tror du, er default? Sådan er det desværre for det meste i 2018, men realiteten er altså, at appen er voldsomt udbredt.
 
Paradoksalt nok har TikTok faktisk også fået ros for at være bedre end de fleste andre platforme til at holde øje med det potentielt anstødelige indhold. De lidt mere strikse rammer skyldes formentlig, at de kinesiske ejere er bange for det statslige internetpoliti. Men som det nok desværre altid vil være tilfældet på den slags platforme, har der været sager med voksne mænd, der har prøvet på lidt af hvert.
 
Brugerne kan også samarbejde med andre om at lave videoer.
 
Og hvad så?
Ja, hvorfor egentlig gide at beskæftige sig med, hvad de synes er sjovt i 8. klasse? Dels fordi appens popularitet er så massiv, og dels fordi det kan pege frem på nogle tendenser, som man kan forestille sig, at vi kommer til at se meget mere til. I dette tilfælde altså disse stærkt redigerede korte videoer. Video er ikke ligefrem nyt, men den måde, som TikTok giver mulighed for at kombinere kreativitet og teknologi inden for skarpt definerede rammer, er interessant. Man kan næsten ikke rigtig nå at kede folk på 15 sekunder, men man kan faktisk nå at fortælle rigtig meget.
 
TikTok har på ingen måde opfundet korte videoer, og folkene bag det gamle Vine, som var tidligt ude med det format, har allerede annonceret, at de snart vender tilbage med en app, som tyder på at ville udfordre TikTok. Og så har Facebook faktisk allerede udgivet sin egen TikTok-kopi, men hvis du overhovedet kender navnet på den, er du en af de få. Det gik med andre ord mindre godt, men at de har set noget i samme tendens, er værd at bemærke.
 
 
Googler man TikTok, er Ke$has efterhånden otte år gamle hit om at drikke sig fuld hele tiden stadig dominerende i toppen af søgeresultaterne. Om appen TikTok er i lige så god form om otte år, er mere tvivlsomt. Fænomener som dette har det med at dø ud. Ofte fordi der mangler sikre måder at tjene mange penge på. Med Vine så man fx, at efterhånden som de stærkeste brugere blev kendte, begyndte YouTubes annoncekroner at virke meget tillokkende. Noget lignende kunne sagtens ske igen for TikTok, men lige nu er det mest bare for sjov. Og det er egentlig også helt fint.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også