Var Langelandsmanøvren i virkeligheden en sejr?

”Har været dansk journalist i mere end 30 år. Aldrig har jeg følt mig mere fremmed i egen branche end i dag.” Sådan lød det onsdag den 26. maj 2021 klokken lidt i 08.00 på Paula Larrains Twitterprofil. Paula Larrains forældre flygtede fra Chile efter kuppet mod Salvador Allende i 1973. Hun har ofte overraskende vinkler på samspillet mellem medier og magten.
Foto: Tim K. Jensen/Ritzau Scanpix. "Er billeder af fremmedangste borgere for evigt blevet væsentligere mediestof, end hvorvidt Danmark overholder internationale spilleregler for håndtering af flygtninge?"
Foto: Tim K. Jensen/Ritzau Scanpix. "Er billeder af fremmedangste borgere for evigt blevet væsentligere mediestof, end hvorvidt Danmark overholder internationale spilleregler for håndtering af flygtninge?"
Hun præsenterer sig på sin profil som systemkritiker før journalist.
 
Fremmedgørelsen skyldes det, Paula Larrain kalder ”Langelandsmanøvren”.
 
Hun forklarer uddybende sine følgere på Twitter, at #dkmedier ligger under for #dkpol og ikke selv kan se det.
 
I denne analyse forsøger jeg at forfølge hendes tese, som jeg tolker den.
 
Er redigeringen i visse store toneangivende medier så fokuseret på nærhed og drama, at politikerne kan spille på dem, bare de arrangerer de rette begivenheder?
 
 
Er det blevet vigtigere – i en slags symbiose med tonen på Christiansborg og den lette adgang til kilder – at dække danskernes frygt for de fremmede end at lave det besværlige arbejde med at demontere, udfordre og nedspille frygten?
 
 
Er billeder af fremmedangste borgere for evigt blevet væsentligere mediestof, end hvorvidt Danmark overholder internationale spilleregler for håndtering af flygtninge?

 
Spørgsmålene fremstår aktuelle, efter at en demonstration i cirka 25 danske byer mod regeringens flygtningepolitik fik markant mindre mediedækning end et pludseligt og angiveligt nærmest spontant regeringsudspil om et udrejsecenter på Langeland – som blev aflyst efter bare seks dage.
 
Dette har fået kritikken til at hagle ned over regeringen, der kritiseres for at have mistet grebet om magten.
 
Men måske cementerede regeringen bare magten på den lange bane?
 

Den store finale

I forløbets grande finale har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) stoppet planer om at oprette et udrejsecenter på Langeland. Beskeden blev officielt givet tirsdag den 25. maj på ministeriets hjemmeside.
 
Dermed blev der sat et slags punktum i et forløb, der effektivt har bremset dækningen af en anden debat:
 
Kritikken af, at den danske regering har besluttet at begynde at hjemsende syrere, der har ikke får forlænget opholdstilladelsen.
 
Beslutningen om at hjemsende syrere kan der være meget ubehagelige stemmer, billeder og følelser i.
 
Der kan – endnu værre – også være potentiel international kritik, fordi pludselig går Danmark enegang.
 
Det handler ikke mindst om kvinder og børn. Herunder en 18-årig ung mand, der skal sige farvel til sin traumatiserede mor og to små søstre – trods advarsler om, at hjemsendelsen er farlig.
 
Den vinkel vil regeringen helst ikke se på CNN eller BBC.
 

Den nye diskurs

For at forstå forløbet skal vi huske, at der er indført en ny standard i dansk politik.
 
I dag bliver politikere holdt op på, om de overholder deres løfter om en stram udlændinge- og flygtningepolitik.
 
Det bliver i dag regnet for en svaghed at argumentere med humanisme.
 
Dette noterer jeg blot som en historisk forandring.
 
Erfaringerne fra tidligere tiders åbne indvandrings- og flygtningepolitik er blevet vekslet til kontant afregning, der fint flugter med den folkestemning, som luftes i debatfora på sociale medier.
 
I den nye orden vil vi ikke høre historier om succesfuld integration.
 
I den nye orden spørger journalister ikke kontra, når borgere på udokumenteret grundlag skaber falske rædselshistorier om udviste flygtninge, der vil rasere deres by og indtage deres haver. Man citerer dem.
 
I det nye system skal ejeren af et byggemarked have tilskud til flere kameraer, hvis han er nabo til et udrejsecenter. Også selvom der ikke har været indbrud overhovedet.
 
Det lyder måske, som om jeg er indigneret og forudindtaget, men det er blot fakta. Der er i dag bred konsensus om, at det er bedre, at flygtninge ikke flygter til Danmark, fordi det er farligt for dem at sejle i gummibåd.
 
Vi siger, de skal overleve tæt på deres hjemlande, som de skal hjælpe med at genopbygge senere.
 
Det er en anden måde at sige på, at vi har besluttet, at vi ikke har plads og råd til at huse dem i Danmark.
 

Det er den nye orden

Den kulminerede forleden i, at en pæredansk far på en video bandlyste en familie med to små børn i et sprog, som politikerne efterfølgende stod i kø for at lægge afstand til.
 
Det er moderen, der har lagt videoen op.
 
I den gamle verden ville politikerne have diskuteret, hvordan det var kommet så vidt. Det gør vi ikke i det nye system, for vi ved det godt.
 
Manden reagerer i logisk overensstemmelse med den omstilling, Danmark har gennemlevet i synet på de fremmede.
 

Stilrent manus

Mattias Tesfayes manuskript var stilrent, da han aflyste planerne om udrejsecentret på Langeland. Ministeriet oplyste, at der var flertal i Folketinget imod planerne om, at 130 udviste kriminelle udlændinge skulle flyttes fra Kærshovedgård ved Ikast til Langeland.
 
Udlændingemyndighederne havde ellers allerede bekendtgjort, at de havde købt ejendommen Holmegaard på det sydlige Langeland for at indkvartere de udvisningsdømte udlændinge. Nu skulle Ikast og omegn befries.
 
Jyllands-Posten har lavet en tidslinje over forløbet, som du kan se her, hvis du er abonnent.
 
Men planerne blev – måske ikke så overraskende – mødt med stor modstand lokalt og ikke mindst fra regeringens støtteparti SF, der har borgmesterposten på Langeland.
 
”Hvis partierne kommer med forslag til andre mulige og nye placeringer, er min dør altid åben, og jeg har kaffe på kanden. Men som det ser ud nu, så betyder det desværre, at udrejsecentret foreløbigt må blive, hvor det er,” lyder det fra ministeren.
 
Spørgsmålet er, om Langelandsmanøvren dermed er landet præcist, som regeringen havde kalkuleret. Om spillet i medierne i virkeligheden er vundet big time.
 
Eller om Kommentatordanmark har ret, når det aflyste udrejsecenter fremhæves som regeringens første store fallit.
 
Hvem har vundet forløbet, hvis det hele ender med, at Folketinget aldrig finder en så isoleret geografisk dansk udørk, at ikke en eneste borgmester brokker sig? Og Folketinget når frem til, at det bedste sted at placere de udvisningsdømte i virkeligheden er i den nye lejr i Rwanda, hvor temperaturerne også er meget mere behagelige end i Ikast. Eller noget.
 
Kun fantasien sætter grænser under den nye diskurs.
 

Pilou Asbæk blander sig

Vi skal tilbage til starten af maj, hvor skuespilleren Pilou Asbæk skruer op for retorikken på Twitter, hvis vi skal forstå bagtæppet for Langelandsmanøvren.
 
Den 4. maj raser han over, at man skal tvinges til at give hånd.
 
Den 5. maj raser han over, at Danmark ligger i forhandlinger med Rwanda om en lejr for flygtninge, der vil til Danmark.
  
 
”DET HER ER SÅ FUCKED UP…hvad sker der #dkpol,” skriver han blandt andet – med opfølgningen:

”Lejre i udlandet, hvor man deporterer mennesker, som er uønsket i ens land…!!!?? Åh, hvad dælen er det nu, de hedder??”
 
Og 6. maj tweeter han, at han gerne støtter en demonstration mod Danmarks flygtningepolitik. #nokernok lyder et af de hashtags, han bruger.
  
 
Et budskab han sætter en tyk streg under den 7. maj:
 
”Del gerne. Og selvom Folketinget i går stemte for at Syrien er sikker, hvilket er en mærkværdig afstemning i min optik, så synes jeg, vi skal bruge for demokratiske ret til at sige fra overfor den politiske beslutning om begyndende hjemsendelse til Syrien.”
  
 
Den kendte skuespillers opbakning vækker stor glæde hos arrangørerne, der vil samle folk til demonstrationer i cirka 25 byer landet over. Det ser ud til at blive en massiv manifestation.
 
De tweeter tilbage: ”Beskyt syrerne i Danmark – Syrien er ikke sikkert.”
  
 

En ny flygtningepolitik

Demonstrationen er arrangeret af blandt andet Amnesty i Danmark og Mellemfolkeligt Samvirke.
 
Arrangørerne forklarer, at demonstrationen skyldes, at regeringen vil inddrage opholdstilladelser for syrere i Danmark og ”udvise dem til Assads brutale regime.”
 
900 syrere fra Damaskus skal have deres opholdstilladelse revurderet og skal måske hjemsendes under tvang, lyder det.
 
Arrangører opfordrer til, at Danmark i stedet følger anbefalingerne fra FN og ikke går enegang. Og Amnesty International skriver i et brev til Mattias Tesfaye, at hjemsendte borgere fra Damaskus risikerer forfølgelse i Syrien.
 
Kritikken lyder:
 
”Den uhyrlige situation, vi nu ser med trusler om udvisninger af syriske flygtninge, viser konsekvensen af den inhumane flygtningepolitik, Danmark står tilbage med efter paradigmeskiftet i 2019.”
 
Kort sagt: Pilou Asbæk støtter direkte en mission, der både nationalt og internationalt kan sætte spørgsmålstegn ved regeringens politik. Og han gør det med gennemslagskraft.
 
Og fra dette øjeblik er Pilou Asbæk jaget vildt.
 

”Selvfedme og historisk uvidenhed.”

Fredag den 7. maj skriver debatjournalist på Berlingske Troels Heeger på Twitter, at han i denne uges debatanmeldelse giver 0 stjerner ud af 6 til Pilou Asbæk.
  
 
I anmeldelsen lyder det:

”Nu vil Pilou Asbæk også bemærkes for sin kritiske distance til regeringens udlændingepolitik. Det sker med en iøjnefaldende kombination af selvfedme og historisk uvidenhed”.
 
Det skal kun blive første skridt i en kritik, hvor Pilou Asbæks kritik af systemet og flygtningepolitikken bliver mødt med en personlig kritik, der skal forsøge at demontere hans troværdighed.
 
Det er et greb, der fungerer uhyre effektivt i en digital virkelighed, hvor budskaber båret af fynd og klem, ofte får mange reaktioner, fordi de er nemme at være enige i, uden at man behøver at sætte sig ind i sagen – endsige forstå den.
 
I dag kan kritik pareres gennem en mur af likes og delinger, der isolerer afsenderen i den digitale manege. Før i tiden havde det førte argument større gennemslag.
 

Socialdemokratiet opruster

Snart tegner der sig et billede. I de følgende dage kommer ikke mindst socialdemokrater efter Pilou Asbæk. Hver gang er teknikken den samme. Vi taler ikke om den politik, han kritiserer. Vi går efter manden, ikke bolden.
 
Indfødsretsordfører Lars Aslan Rasmussen skriver for eksempel, at Pilou Asbæk ikke skal moralisere, når han selv har reklameret for et bettingfirma.
 
Og tidligere folketingskandidat Malthe Johan Poulsen antyder på Twitter, at Pilou Asbæk er dobbeltmoralsk.
 
”Husk nu, at når Pilou Asbæk og andre velstillede fra den kreative klasse siger, at vi godt kan tage imod flere flygtninge. Så mener de, at I godt kan tage imod flere flygtninge.”
 
Det ville vi tidligere kalder underlødig argumentation, vi ikke skal lære vores børn. I dag er det nærmest god digital tone og anerkendt som et virkemiddel.
 

DR samler op

Den 12. maj skriver DR en opsamling af forløbet, hvor ekspert i digital kommunikation Benjamin Rud Elberth konkluderer, at Socialdemokratiet er meget effektive til at slå kritik ned online:

 
”Noget tyder på, at der sidder en eller anden form for tæskehold klar,” udtaler han – en vurdering kritikerne afviser.
 
Benjamin Rud Elberth nævner, at ud over et par socialdemokrater, der ”altid bider”, så har partiet også professionelle i presseafdelingen samt debattører, der opmuntres til at støtte igennem Facebookgrupper.
 
”Socialdemokraterne kan alle debattrickene. De har infrastrukturen, som man får ved at være et stort parti så længe,” lyder Benjamin Rud Elberths konklusion.
 
Han sammenfatter, at strategien er at skræmme kritikeren væk, så historien ikke får gennemslag i de klassiske medier.
 

Mohamed Alata kom aldrig i TV Avisen

Demonstrationen, der finder sted adskillige steder i landet, skal starte onsdag den 19. maj klokken 16.30.
 
Politiken – der gennem optakt og reportage dækker demonstrationen på Rådhuspladsen – mener, der var cirka 3.000 til stede.
 
Her taler den 18-årige Mohamed Alata. Han fortæller om, hvordan Danmark vil splitte hans familie og sende hans søstre og syge mor tilbage til det Syrien, hvor hans far blev dræbt.
 
Den velintegrerede unge mand fortæller, at han gerne vil i gymnasiet i Vejle, når han har afsluttet 10. klasse. Men moderen og søstrene har fået afslag på at få forlænget opholdstilladelsen.

”Mit hjerte bløder, når jeg tænker på, at min mor og mine søstre skal retur til Syrien,” siger han blandt andet.
 
Han siger også, at han drømmer om at blive læge. Det kræver familiens opbakning.
 
”Danmark må ikke tage min mor og mine søstre fra mig!”, bønfalder han.
 
Det er stærke ord. Og det er ord, der normalt ville kunne få bred omtale også i de billedbårne tv-medier.
 

Overhalet af Langeland

Men samtidigt med, at det digitale tæskehold fra Socialdemokratiet har slået løs på Pilou Asbæk, der har forsøgt at promovere demonstrationen, har regeringen forberedt et udspil, der skal få tv-stationerne til at omdirigere sendevogne og mandskab.
 
Demonstrationerne landet over drukner i en lang række toneangivende medier i, at regeringen nu pludselig vil oprette udrejsecenter på Langeland. Bygningen, der skal huse flygtningene, er sågar købt weekenden før.
 
Den historie slippes fri af regeringen omkring klokken 08.30 samme dag som demonstrationerne og sætter sig på store dele af mediebilledet hele dagen.
 
Historien er hovedindslaget i TV Avisen samme aften, hvor vrede naboer til det nye udrejsecenter totalt og aldeles har distanceret angste syrere, der frygter for hjemsendelse. Og de danskere, der sympatiserer med dem.
 
Det er rene følelser og absolut ingen regeringskritisk substans, der kommer til udtryk:
 
”Det er ikke et klientel, jeg ønsker at bo så tæt op ad,” som det lyder. ”Det er der ingen, der gør!”
 
En anden siger fordømmende:
 
”Så skal vi huske at låse!”
 
Kort sagt: Med det, der ligner perfekt timing, får regeringen både optimal omtale af et udspil – og samtidigt ikke mindst kvalt spredningen af kritiske røster fra en demonstration.
 
Resultatet ser i skrivende stund ud til at være, at udlandet ikke ser et eneste levende billede fra danske demonstrationer mod håndteringen af syrerne. 
 
I alt får Langeland 8 minutter og 30 sekunders omtale i TV Avisen, mens kritikken af regeringens flygtningepolitik får 0 sekunders omtale.
 
Det er værd at notere, at TV Avisen selv definerer sit udgivelsesgrundlag således:
 
”TV Avisen giver hver dag et overblik over dagens vigtigste nyheder fra Danmark og verden omkring os og samler op, giver overblik og perspektiv på de største begivenheder og historier i tiden.”
 
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler selv i indslaget, at han da nødigt ville bo ved siden af de mennesker, vi taler om her.
 
Spørgsmålet er, om ministeren ikke her selv viser, at Langelandsmanøvren er en afledningsfinte. Han skaber så at sige selv det efterfølgende sammenbrud ved at fodre kritikken.
 

Konklusionen er …

For kort fortalt er resultatet, at et påstået og meget medieprofileret ønske om at indrette et udrejsecenter for udvisningsdømte udlændinge på Langeland er blevet sløjfet af regeringen på seks dage.
 
Angiveligt, fordi der var modstand i Folketinget bredt.
     
Og jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke er en øvet analytiker af politik. Det har andre stemmer gjort kompetent meget længe.
 
Men måske er disse kompetente og erfarne stemmer indfanget i den gamle virkelighed. De måler måske nederlaget på de gamle præmisser.
 
Måske gav regeringen medierne dette nederlag, fordi den gøder jorden for fremtidige og meget større sejre.
 
Måske fejlede regeringen ikke. Måske iscenesatte den bare fremtiden gennem behændigt mediearbejde. Var det det, Langelandsmanøvren var?
 
Det virker vel reelt mere sandsynligt, end at regeringen, der hidtil benhårdt har styret Danmark, Folketinget og medierne gennem en pandemi, pludselig begynder at fejle så eklatant. Er det ikke rigtigt?
 

Perspektivet på den lange bane

Den stærkt billeddækkede Langelandsmanøvre, hvor frådende, grædende og angste danskere bekræfter nødvendigheden af tidens flygtningediskurs, vil helt sikkert betyde, at ingen kommuner nogensinde igen vil acceptere, at de skal huse et udrejsecenter for dømte udlændinge. Hvis det kommer på tale, ringer de efter TV Avisen.
 
Ikast og omegn bliver den sidste danske region, der finder sig i den behandling.
 
Og derfor kan det være, at syrerne ender i Rwanda. Var det det, Langelandsmanøvren skulle bane vejen for?


Den tanke blev allerede luftet i det politiske analyseprogram Tirsdagsanalysen på TV 2 News den 4. maj.
 
Her drøftede ”Mogensen og Kristiansen” dagens samråd rejst af Dansk Folkeparti, hvor Mattias Tesfaye forklarer, at regeringen arbejder på at etablere et udrejsecenter i Rwanda.
 
Og det var i den stemning og kontekst, at Michael Kristiansen sagde disse ord syv minutter inde:
 
”Det, det handler om i Rwanda, det er et modtagecenter. Men vi har jo også diskussionen om et udrejsecenter i Kærshovedgård,” sagde han og holdt en lille pause.
 
Fortsættelsen lød:
 
”Altså, hvem … Måske bliver det sådan i fremtiden, hvis du er kriminel asylansøger, og den eneste grund til, at du ikke kan komme hjem til dit hjemland, det er, at de ikke vil tage imod dig, så kan du komme til Rwanda! Hvem tør være imod det?”
 
Det vil i givet fald stemme fint med, at Mattias Tesfaye allerede har sagt i forløbet om Langeland, at udrejsecentret helst skal ligge ”længst muligt væk fra det danske samfund!”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job