Snip SLAPP snude, journalisten er ude
Luk munden på dine kritikere ved at sagsøge dem sønder og sammen. Det er en tendens, der i stigende grad er blevet taget i brug over for kritiske journalister, medier og NGO’er i udlandet. Fænomenet kaldes SLAPP (Strategic Lawsuit Against Public Participation), og nu er det også dukket op i Danmark. Det mener i hvert fald Dansk Journalistforbund og med dem adskillige journalister og medier.
Men hvad er SLAPP – og hvad er det ikke? For det er nødvendigt at sondre mellem, hvad der er borgeres og virksomheders helt indlysende ret til at kunne forsvare sig juridisk mod ubegrundede anklager og injurier, der både kan have voldsomme personlige omkostninger og risikere at ruinere en virksomhed, og hvad der er målrettet chikane for at forsøge at lukke munden på kritikere – eller i hvert fald få dem til at holde igen.
Med udgangspunkt i Wikipedia, der har en meget omfattende gennemgang af begrebet, kan SLAPP defineres nogenlunde på denne måde: I den typiske SLAPP-sag forventer sagsøgeren normalt ikke at vinde retssagen. Sagsøgerens mål nås, hvis sagsøgte bukker under for frygt, intimidering, stigende sagsomkostninger eller simpel udmattelse og opgiver at fastholde det kritiske fokus.
I nogle tilfælde kan gentagne useriøse retssager mod en sagsøgt øge omkostningerne til juridisk bistand og tidsforbruget så meget, at det går ud over en organisations eller virksomheds evne til at fungere. Ofte forsøger man at rette søgsmålet mod enkeltpersoner som en forfatter eller journalist og ikke mod den virksomhed, de arbejder for, hvilken har publiceret deres materiale, og som ifølge presselovgivningen i de fleste lande står med det formelle ansvar for indholdet i det, de publicerer. Men den enkelte står typisk mere skrøbelig og udsat i kampen.
En bisætning i en TED Talk
To britiske retssager belyser denne balancegang. Centrum i den ene er den britiske mangemillionær Arron Banks, der har doneret mange penge til diverse politiske formål, bl.a. til Leave-kampagnen op til den britiske Brexit-afstemning. I en TED Talk fra april 2019 om Facebooks rolle i Brexit-afstemningen siger den anerkendte og prisbelønnede britiske graverjournalist Carole Cadwalladr, i en bisætning, at Arron Banks har løjet om sine forbindelser til den russiske regering.
Det fik Arron Banks til at anlægge sag, både for udtalelsen i TED Talk’en og for i et opslag på Twitter at have linket til samme TED Talk. Og sagen blev anlagt mod Carole Cadwalladr og ikke mod TED Talks, ikke mod YouTube, hvor videoen ligger, ikke mod Twitter og ikke mod medierne The Guardian og The Observer, der har trykt en lang række af de artikler, hvor Carole Cadwalladr har skrevet om, hvordan udenlandske regeringer og superrige forretningsmænd i disse år forsøger at manipulere med valghandlingerne i Vesten, og hvordan tech-giganterne ikke gør nok (noget?) for at forhindre det.
I en foreløbig kendelse afgjorde den britiske High Court (svarer til Landsretten, red.) i december sidste år, at en del af anklageskriftet var ”langt ude (far-fetched) og uden sammenhæng med den specifikke kontekst, hvori disse ord blev brugt”, hvilket tydeligt peger i retning af definitionen på en SLAPP-retssag. Alligevel måtte Carole Cadwalladr gennem en fem dage lang retssag i januar, hvor hun bl.a. blev krydsforhørt i tre hele dage af sagsøgerens advokater. Dommen er endnu ikke faldet.
Sagen har medført, at Carole Cadwalladr har været udsat for en veritabel shitstorm fra tilhængere af Brexit, russiske trolde og andre, mange af dem med groft sexistisk indhold. Modsat har 19 organisationer og fremtrædende mediepersoner med britiske PEN og Journalister uden Grænser i spidsen bakket op om Carole Cadwalladr, og det samme har mange andre i den offentlige debat. Men helt så simpelt er det ikke, skriver journalist Andrey Kazankov i Weekendavisen i en kommentar med overskriften Et forsvar for oligarken.
Russiske oligarker skal også behandles fair
Han henviser til en anden retssag, de samme 19 har kaldt en SLAPP-sag, som ikke mindre end tre russiske oligarker og milliardærer sammen med den russiske oliegigant Rosneft havde anlagt mod journalist og forfatter Catherine Belton og forlaget HarperCollins, hvor hun havde udgivet bogen Putin’s People: How the KGB Took Back Russia and then Took on the West.
Hvorfor forsvarer jeg ikke forfatteren, spørger Andrey Kazankov og svarer selv, ”at de rige russere desværre havde gode grunde til at protestere mod flere sensationssøgende påstande i bogen, der reelt misinformerede læserne”.
Som eksempel nævner han, at Belton i bogen hævder, at milliardæren Roman Abramovitjs køb af fodboldklubben Chelsea i 2003 var orkestreret af Ruslands præsident, Vladimir Putin, der beordrede Abramovitj til at købe klubben. Og så hedder det: ”Putins Kreml havde nøje regnet sig frem til, at vejen til at blive accepteret i det britiske samfund gik gennem landets største kærlighed, dets nationalsport.”
Denne påstand blev underbygget af russiske eksil-oligark Sergej Pugatjov, der imidlertid ifølge en række tidligere afgørelser i High Court er et gennemført utroværdigt sandhedsvidne. HarperCollins og Belton indgik derpå i december et forlig, hvor man gav Chelsea-ejeren en undskyldning samt ændrede og tilføjede flere passager i bogen. Som Andrey Kazankov skriver:
”Abramovitj fik blandt andet god plads til at afvise de fremførte påstande. Vigtigst blev ’Putins Kreml havde nøje regnet sig frem til …’ rettet til ’Ifølge Sergej Pugatjov havde Putins Kreml nøje regnet sig frem til…’. En faktuel oplysning blev ændret til en påstand fra en kilde. Allerede i sommer indgik Belton og HarperCollins lignende forlig med milliardærerne Pjotr Aven og Mikhail Fridman. Til gengæld måtte oliegiganten Rosneft droppe sit søgsmål mod den britiske forfatter.”
”Således viser Belton-sagen ikke, at der er behov for at ændre den britiske lovgivning, men at det snarere er vigtigt at leve op til gængse journalistiske principper. Også når man skriver om russiske oligarker,” konkluderer Andrey Kazankov
På vej i Danmark?
Men hvad så med de to danske eksempler, der er kommet frem på det seneste? I den ene sag har journalist Jonas Rimer Hansen gennem flere år, først hos Børsen og nu på Berlingske, skrevet om det, Berlingske kalder ”en række kritisable forretningsmetoder hos et netværk af forretningsmænd, der står bag en række webshops”.
Afdækningen viser, skriver Berlingskes nyhedschef, Simon Bendtsen, ”at der bag linjerne er tale om en regulær webshopkarrusel, hvor stærkt kritiserede webshops åbnede og lukkede på stribe. I kølvandet trækker de mange webshops et spor af vrede kunder – i nogle tilfælde fra hele Europa – som mener at være blevet snydt og bedraget af alt fra abonnementsfælder til ulovlig markedsføring og værdiløse, defekte og potentielt farlige kopivarer.”
To af hovedpersonerne har nu anlagt sag mod Berlingske, og efterfølgende også Børsen, med krav om 5 millioner kr. i erstatning for den skade, artiklerne har påført dem. Deres advokat i sagen er Vibeke Borberg, der er advokat med møderet for Højesteret, ph.d. i presseetik samt forskningschef og docent på DMJX. Sagen indeholder desuden det pikante twist, at Vibeke Borberg i december 2021 blev udnævnt til formand for Medienævnet, der skal fordele de godt 365 millioner kr., staten hvert år giver til en række danske medier (ud over støtten til Danmarks Radio).
Retssagen er anlagt, efter at de to ikke fik medhold i en klage til Pressenævnet. Alligevel skriver Vibeke Borberg til Berlingske, at journalisten har skrevet ”en række artikler med alvorlige og klare faktuelle fejl”, og hun mener, at det fremover skal fremgå i forbindelse med alle artikler om sagen, skrevet af journalisten, at denne er blevet part i en retssag. Af samme grund nægter hun at udtale sig til journalisten.
Sagen opfylder således en række af kriterierne for at være en SLAPP-sag. Modsat er retssagen ikke rettet mod journalisten, men mod medierne.
Olfi blev frifundet med hensyn til indholdet i ti af artiklerne, men blev dømt til at betale 50.000 kr. i erstatning. Kilde: Olfi.
Stor hammer mod lille medie
Hvor Berlingske-koncernen har økonomiske og juridiske muskler til at takle retssagen, forholdt det sig anderledes med det lille netmedie Olfi, der skriver kritisk om dansk forsvar. Kernen i sagen, der er anlagt mod mediets chefredaktør, omhandlede 11 artikler, der sætter kritisk fokus på en række handler mellem bestemte virksomheder og Forsvaret. Virksomhederne og den centrale person bag anlagde sag med krav om 200.000 kr. i erstatning for ærekrænkende udtalelser, der har skadet såvel virksomhedernes som personens anseelse.
Olfi blev frifundet med hensyn til indholdet i ti af artiklerne, men blev dømt til at betale 50.000 kr. i erstatning for i en artikel om Forsvarets køb af militære jetski at have skrevet, at det var ”en historie om magt og måske i virkeligheden også om korruption, som Transparency International definerer som ’misbrug af betroet magt for egen vindings skyld’.”
Er det en SLAPP-sag, som Dansk Journalistforbund påstod i sagen mod Berlingske, hvorimod man ikke har brugt begrebet i forhold til Olfi – det har Olfis chefredaktør derimod? Jo, tjo, bum, bum. I så fald i den milde ende, heldigvis.
Modtræk mod SLAPP
Breder tendensen sig med på denne måde at anlægge omfattende retssager, vil det være en trussel mod kritisk, uafhængig journalistik og debat. Ingen tvivl om det. Uanset hvor meget selv russiske oligarker og andre skumle personer selvfølgelig har krav på, at det, der skrives om dem, enten er faktuelt rigtigt, eller at det deklareres som en påstand fremført af diverse kilder.
Derfor er man rundt om i verden, især i USA, Canada og Storbritannien, begyndt at indføre forskellige modtræk, ofte kaldet SLAPP-back-love. I nogle lande er det sket ved at give en sagsøgt mulighed for i den indledende fase at kræve et søgsmål afvist med den begrundelse, at sagen er et spørgsmål om ytringsfrihed eller har offentlig interesse. Sagsøgeren skal derefter sandsynliggøre deres påstande, og de kan i sidste ende blive pålagt at betale en bøde for at have rejst sagen.
Så langt er vi hverken i Danmark eller på europæisk niveau. I november 2020 vedtog EU Parlamentet en resolution, der udtrykte bekymring over tendensen og opfordrede EU-Kommissionen til at gøre noget ved det, f.eks. i form af et direktiv, der stiller krav til sådanne retssager.
Siden er der ikke sket noget. Men det er helt sikkert et problem, medie- og kommunikationsbranchen kommer til at beskæftige sig meget mere med – og debattere – i de kommende år. For hverken fag, medier eller samfund kan leve med Snip SLAPP snude, journalisten er ud.
