David Trads: Jeg er vild med Hillary

Åh, jeg indrømmer gerne – hvis nogen skulle være i tvivl – at jeg er vild med Hillary Clinton; at jeg inderligt håbede, at hun havde vundet valget i 2016; og, ja, at jeg er så forbandet træt af alle dem, også danskere, som kalder hende uduelig.

Hillary er simpelthen et amerikansk ikon – for den karriere, hun har haft, er enestående.

Frontfigur i kvindesagen og borgerretskampen! Unik kamp for børns rettigheder i Syden! Stormfuldt partnerskab med Bill Clinton! Suveræn senator for New York efter 9/11! Den første kvinde, som vandt primærvalg! Fremragende udenrigsminister, som genrejste USA’s status! Den første kvindelige præsidentkandidat! Wauv!

Trods alle disse historiske sejre er der mange, der kun definerer hende ud fra hendes to store nederlag – til Barack Obama ved primærvalget i 2008 og til Donald Trump ved præsidentvalget i 2016.

Det er så rasende uretfærdigt – især, hvis man, som så mange gør, forsømmer sådan rigtigt at ville forstå, hvorfor hun tabte.

Hillary tabte især af to årsager.

For det første, fordi hun var en kvinde i en nation, som fortsat har det så svært med at forestille sig kvinder i den absolutte top.

For det andet, fordi hun efter årtiers bashing fra højrefløjen var sværtet af urimelige anklager om at være korrupt og magtsyg.

Der er også en tredje og meget central årsag til, at hun aldrig endte i det allerøverste embede – nemlig, at hun aldrig har anerkendt det måske vigtigste princip i amerikanske valgkampe, som Mario Cuomo, mangeårig guvernør i New York, og i øvrigt far til Andrew Cuomo, den nuværende guvernør, berømt fastslog det:

”You campaign in poetry, you govern in prose.”

Man kan også sige det mindre smukt, men måske mere letforståeligt: Du fører kampagne som en populist med nemme, hurtige løfter, mens du regerer som ansvarlig leder i en langsommelig, kompliceret virkelighed.

Hillary er alt det modsatte: Hun er helt åbenlyst en fremragende politisk håndværker, som beviseligt via hårdt slid og møjsommelig indgåelse af kompromiser i netværk, som er plejet i år og årtier, får verden til at flytte sig i hendes retning. Langsomt, men sikkert. En reformator. Aldrig revolutionær.

Hendes stærkeste scene har aldrig været der, hvor vælgerne skal begejstres. At stille sig op på ølkassen er ikke hendes hjemmebane. Det er derimod det udvalgslokale, hvor kompromiser skrues sammen; hvor beslutningerne træffes.

Der er en scene i den eminente dokumentar Hillary – en enestående kvinde, produceret af Nanette Burstein og tilgængelig på DR’s hjemmeside, som trækker den pointe fuldkommen skarpt op.

Vi ser først Bernie Sanders, hendes rival, holder rally for tusinder af især begejstrede unge, hvor han råber sit mantra ud om, at ’vi er de 99 %, og at det er på tide, at vi tager magten fra den ene procent!’ Folk jubler, der er ekstase i rummet – og helt vildt bliver det, da Bernie ruller sig helt ud:

”Og, ja, samtlige offentlige colleges og universiteter skal være gratis!”

Det er det næste klip, der er dødeligt, for her ser vi en tilhører på et noget dovent vælgermøde spørge Hillary om, hvad hun mener om netop det forslag.

Hun trækker vejret dybt og siger så – ordret:

”Jeg mener, jeg har en bedre plan for at gøre det overkommeligt at gå på college. Jeg støtter gældfri undervisning. Ingen skal låne penge for at kunne betale. Og så gør vi det muligt at refinansiere gælden og gøre den mindre ved hjælp af en tilbagebetalingsordning.”

WTF! står der nærmest malet hen over ansigterne på tilhørerne, som ikke rigtigt forstår, hvad Hillary egentlig mener. Dokumentaren klipper nu til Robby Mook, hendes kampagnechef i 2016, som forklarer, at ’folks største styrker tit er deres største svaghed.’

Hendes største styrke var, at hun kendte det politiske maskinrum ind og ud, ja, hun vidste, hvad der kunne lade sig gøre:

”Hvis nogen spørger hende, hvordan man nedbringer collegegæld, sætter det straks en indviklet ligning i gang i hendes hjerne, hvor hun gennemtænker alle mulige støtteordninger og alle de nødvendige bureaukratiske tiltag. Og så fremlægger hun en politik, som hun mener, rent faktisk kan udføres. Det er hendes superpower. I en valgkamp er det bare hendes største svaghed, fordi vælgerne har brug for klare, firkantede svar. Det går stærkt i dag – og det er de svar, der egner sig til at dele på de sociale medier,” forklarer Mook med et smil i dag.

Dokumentaren skifter straks til det lange interview med Hillary, som instruktøren har lavet med hende, og som er den røde tråd gennem dokumentaren.

Hillary fortæller, at folk bad hende, tryglede hende, om bare at sige det simple, som Bernie havde succes med, men, nej, det nægtede hun, for hun ville bare popularisere sin politik:

”Det gør mig til en mindre ideel politiker. Det forstår jeg godt. Jeg er en fortræffelig embedsmand! Jeg lider virkelig af et ansvarlighedsgen. Jeg vil nødig sige noget, jeg ved, er usandt. Jeg vil nødig sige noget, jeg vil gøre, som jeg ved er umuligt. Det er bandlyst hos mig.”

Jeg er vild med scenen ovenfor – fordi den viser, hvilke problemer Hillary havde som kandidat i populismens tidsalder; fordi den understreger, at hun er både morsom og reflekteret; og endelig, fordi den er så godt et billede på, hvor fremragende en dokumentar, Nanette Burstein har lavet.

Over fire timelange afsnit får vi virkelig den samlede fortælling. Vi er med fra opvæksten i en konservativ forstad i Illinois over hendes formative år som stjernestudent på eliteuniversiteter, hvor hun som kvinde måtte kæmpe for overhovedet at blive taget alvorligt, og helt frem til nutiden, hvor hun hudløst ærligt reflekterer over sejre og nederlag.

Især det til Trump.

Se den – og jeg lover, at du vil huske Hillary som meget, meget mere end det talende Excel-ark, især som en skøn politiker, som, hvis hun i dag havde været præsident, ville have styret sin nation og resten af verden på en måde, der ville have været enestående.