Bogomslaget, der forsvandt

Litteratur læses og høres som aldrig før. Særligt under nedlukningen steg lysten til at drømme sig væk i absurde, smukke eller frygtelige fiktioner og til at tage tiden til den fordybelse, som det travle arbejdsliv ofte har gjort svært. Samtidig har litteraturen aldrig været lettere at få fat på med litterære streamingtjenester og digitale boghandlere, der har sørget for massevis af lyd- og e-bøger, mens biblioteker og boghandlere har været lukkede. Men har det ikoniske bogomslag i den proces mistet sin betydning? Og er anmeldernes stjerner og hjerter på forsiden et overstået kapitel? Eller kan det i virkeligheden gøres meget smartere, når det digitaliseres?

Vi lytter bøger som aldrig før

Ifølge Bogpanelets årsrapport 2020 ligger produktionen af lydbøger historisk højt. Renset for genudgivelser og retrodigitaliseringer udkom der 5.014 lydbøger i 2019, mens tallet i 2014 lå på 1.810. Den trykte skønlitteratur stortrives også, men generelt ligger produktionen af trykt litteratur ret stabilt, hvilket bl.a. kan skyldes, at antallet af oversat faglitteratur i 2020 lå på sit laveste i ti år.

Rapporten viser også, at der stadig bliver produceret klart flest trykte bøger, men tendensen er muligvis ved at ændre sig. Hvis man f. eks. ser på danske boghandleres sammenlagte omsætning fra 2013-2019 (fig. 1) fremgår det, at onlinehandlen stiger støt, mens den fysiske boghandel fra 2015 har været for nedadgående.

Survival of the flottest

I årevis har forlag og grafikere kæmpet om at fremstille de flotteste, frækkeste og mest farvestrålende omslag, der gør, at lige netop deres bog bliver købt eller lånt til fordel fra alle andre. Survival of the flottest kan man kalde det, men bogbranchen er under udvikling, og det kan meget vel være helt andre faktorer, der skal fokuseres på i en mere digitaliseret bogverden.

Betydningen af alt det, der ikke er tekst

Den franske litteraturforsker og bogelsker Gérard Genette skrev i 1987 bogen Seuils. Her introducerede han begrebet ”paratekst”, som betegner den samlede betegnelse for alt det, der ikke er tekst – et på det tidspunkt overset aspekt af bogen.

Genette skabte et sprog, der skulle beskrive læsernes første møde med værket, og samtidig skrev han sig ind i en dengang ung forskningstradition: Boghistorie og litteratursociologi, der små ti år tidligere for alvor var blevet etableret af den amerikanske kulturhistoriker Robert Darnton.

Et af boghistorikernes fokuspunkter er, at bogen er en litterær udtryksform, men også en fysisk genstand. På den ene side er bogen en åndelig og abstrakt størrelse, og på den anden side er den et håndgribeligt, ofte firkantet, produkt af papir, der i sidste ende helst skal kunne sælges.

Siden Genette gav alt det, der omgiver teksten, en plads i litteraturhistorien, er det blevet helt normalt at inddrage parateksten i litterære analyser. Se bare Marshall Arismans omslag til Bret Easton Ellis’ American Psycho, hvor det på mere end en måde antydes, at Patrick Bateman er en farlig type.

Eller det referencetunge omslag til Hassan Preislers Brun mands byrde; titlen i sig selv henviser utvetydigt til Hvid mands byrde skrevet af Mowglis far, Rudyard Kipling, som en undskyldende tekst for kolonisterne, der måtte bære over med den ”vilde” lokalbefolkning, mens billedet på Preislers forside er en tydelig visuel reference til børnebogen Lille Sorte Sambo. I Preislers autofiktive værk problematiseres den ”brune” Hassans liv og levned i den danske kulturelite – derfor indgår omslag og indhold i Brun mands byrde i et interessant og relevant samspil.

Begge omslag er grafisk stimulerende og skræddersyede til at vække opsigt i en boghandel, et bibliotek eller i en bogreol. Spørgsmålet er, om grafikerne havde brugt ligeså meget tid og tanke i forhandlingen mellem tekst og paratekst, hvis bogen udelukkende lå til streaming på Mofibo, hvor forsiden ofte er reduceret til et stort frimærke i øverste venstre side?

Tilbage til Genette, som ingen chance havde for at forudse i hvilket rasende tempo, digitaliseringen ville få suveræn status. Og i takt med, at den vandt indpas, forandredes præmissen for paratekster sig også. Derfor tilhører Seuils, der på dansk meget sigende kan oversættes til tærskel eller dørtrin, nu den analoge bogkultur, der herskede i den gutenbergske æra – sort sværte på hvidt papir, der eksisterede før digitaliseringen.

Den digitale tidsalder har forandret litteraturens vilkår. Boghandlere er digitaliserede, og biblioteker erstattes langsomt af onlinestreamingtjenester, hvor lyd- og e-bøger kan hentes i et væk. Og det fungerer jo faktisk ret godt. Litteratur er sagt med andre ord blevet multimodal, og det samme er tilfældet med kommunikationen rundt om bogen.

Leonora Christina Skov deltager aktivt i kommunikationen

Multimodalitet betyder groft sagt ”flere måder”. Det skal forstås på den måde, at kommunikationen, i dette tilfælde den litterære tekst, benytter flere forskellige kanaler eller udtryksformer, hvor papiret oprindeligt var den eneste mulige. Et af de bedste eksempler på en nyfortolkning af Genettes paratekstbegreb er ifølge litteraturforsker ved Syddansk Universitet Lars Handesten forfatteren Leonora Christina Skovs brug af sociale medier:

“Leonora Christina Skov er fremme i skoene rent digitalt i den måde, hun dyrker sin fanbase på. Gennem opslag og videoer opbygger hun en større relation til sine fans – og gør opmærksom på begivenheder i forbindelse med bogudgivelsen – eller deler gode eller dårlige oplevelser fra selve skriveprocessen. Især sidstnævnte kan være effektfuld, da Skovs følgere og fans inviteres ind i forfatterens intime, private rum. Det styrker i den grad forfatter-læser-forholdet; noget, der før ikke har været muligt eller tradition for,” siger han.

Forlagene udvider med fortællinger på lyd

Andre forandrede omstændigheder kommer til udtryk ved, at flere af de store danske forlag udvider med en digital platform, som f. eks. Gyldendals Stereo og Lindhardt og Ringhofs SAGA, der primært skaber fortællinger på lyd. Det kan enten være en-til-en-indlæsning af en allerede udgivet bog eller en beriget lydbog, hvor musik, stemme og støj bliver en del af en dramaturgisk fremstilling.

Her får kommunikationen rundt om bogen en helt anden rolle, og websiden er nu det første, du ser. Anmeldelser er flyttet ud på websiden, og funktioner som ”læs mere om”, ”kommer snart” eller ”andre læste det samme” er kun et klik væk. Alt er forbundet ved links og genveje, hvilket er endnu en af de skelsættende forandringer, som betegnes hypertekstualitet: Indhold forbindes via links, der binder det enorme world wide web sammen i et edderkoppespind af informationer.

Læseren bliver til bruger – og indimellem anmelder

Udover multimodalitet og hypertekstualitet er interaktivitet, størrelse, og tilgængelighed andre faktorer, der forandrer omstændighederne for kommunikationen rundt om bogen. Så længe du har adgang til internettet, er al tekst og information tilgængeligt, og størrelsen, altså mængden af tekst og information, er blot et spørgsmål om bytes og bits – og dermed teknisk set ubegrænset.

Interaktiviteten som ny omstændighed kommer bl.a. til udtryk ved de markante ændringer for læserens, forbrugerens og streamerens roller: Læseren bliver i højere grad til bruger. Den nye interaktive brugerrolle kommer til udtryk ved feedbackfunktioner, hvor læseren selv kan gå ind på en distributionskanal og anmelde, kommentere eller karaktergive læseoplevelsen, som på bookmate.com, og saxo.dk.

De gode anmeldelser, der pryder de fysiske bogomslag, har også fået en fremtrædende plads på flere digitale streamingtjenester og onlineboghandlere. Her er siden ofte fyldt med anmeldelser, vurderinger og karaktergivning skrevet af både eksperter og læsere: Et clash, der opløser anmelderhierarkiet og den gamle, trykte medieverdens distinktion mellem ”professionel” over for ”amatør” – hvilket i bund og grund er misvisende, da de færreste i dag kan leve af at anmelde litteratur, så måske ”ekspert vs. bruger” er mere retvisende?

Tre nye tendenser

I den digitale tidsalder er en masse nye former for paratekst opblomstret, og især tre nye tendenser ligger så langt væk fra den oprindelige definition, at de er en undersøgelse værd. Det drejer sig om 1) læserens rolle som bruger og anmelder af bøger, som vi allerede har berørt, 2) den audiovisuelle paratekst, som f. eks. bogtraileren og 3) paracontent, som er begrebet for en tekst om teksten, der bliver en tekst i sig selv.

Langt de fleste streamingtjenester og onlineboghandlere udnytter allerede de nye muligheder ved brug af hypertekstualitet og interaktivitet, men digitaliseringen har i visse tilfælde kørt paratekstens betydning ud på et sidespor – og i andre tilfælde er potentialet håbløst underbrugt.

Bogtraileren er et eksempel på det sidste, da det synes oplagt at udnytte den lette adgang til potentielle læsere på de sociale medier. En af årsagerne til, at en bogtrailer som Kaspar Colling Nielsens er et sjældent syn, skyldes formentlig pris og tid. Løn til skuespillere og leje af locations er endnu ikke en fast post i marketingbudgettet. De fleste forlag udgiver dog en mindre audiovisuel præsentation af værket, hvor forfatteren ofte medvirker, til minimale omkostninger, se f. eks. Gyldendal og Erling Jepsens trailer til sidstnævntes Skolekomedie (2021).

Kaspar Colling Nielsen åbner nyt rum i bogtrailer

Traditionelt set har parateksten primært fungeret som indgangsvinkel til teksten, men denne nye form for audiovisuel paratekst får en langt større gennemslagskraft på sociale medier, der i højere og højere grad baserer sig på korte videoer med enkle budskaber.

I traileren til Kaspar Colling Nielsens dystopiske fremtidsroman Det europæiske forår (2017) visualiseres et af de mere absurde tekststykker fra bogen. To karakterer løftes fra teksten og ind i et audiovisuelt domæne, hvor de konkretiseres. Det er ikke længere op til læseren selv at visualisere karakterer og miljø. Den liderlige romankarakter, kunstneren Christian Funder, bliver legemliggjort af Nicolas Bro i Lacoste-sweater. Derudover blandes fiktionen sammen med virkeligheden, da forfatteren selv spiller en rolle i traileren, da han på afstand iagttager de to karakterer, mens han interesseret tager noter. Der skabes altså en ny fortælling ved siden af den oprindelige tekst, hvilken på den ene side fører tilbage til handlingen og på den anden side bygger videre på universet.

Mega-franchises som Pottermore.Ltd

Den tredje markante forandring er hybriden: Paracontent, der beskriver teksten omkring bogens udvikling fra omkringliggende tekst til tekst i sig selv. Et særskilt værk, der tager udgangspunkt i det samme fiktive univers som romanen.

Et eksempel herpå er virksomheden Pottermore.Ltd, der via onlineportalen wizardingworld.com ekspanderer – og ikke mindst markedsfører – Harry Potter-universet gennem hidtil uudgivet materiale, fan-fiction, merchandise, quizzer osv. Som med Kaspar Colling Nielsens bogtrailer er det også forfatteren selv, her business-troldkvinden J.K. Rowling, der er initiativtager, stifter og ejer. En form for udvidet skaberrolle, hvor forfatteren ikke kun er en skrivende skikkelse, der nedfælder de indre verdener på papir, men også er arkitekten bag et altid åbent og evigt udvidende narrativ på tværs af medier og kanaler.

En udvikling, der for de fleste vil vække genklang til filmens verden, hvor dominansen af mega-franchises på biografmarkedet har været støt tiltagende siden George Lucas i 1977 begyndte at lave både film, legetøj, bøger, videospil, stempelkander og alle andre utænkelige produkter centreret omkring den samme fjerne galakse.

Fra ikoniske omslag til hyggelige influencers

Selvom paratekst, når man tager de genetteske briller på, altså kan læses som et æstetisk og litterært virkemiddel, eller som en måde at udvide et elsket univers på, er det jo i bund og grund reklame for en tekst, der skal sælges. Det handler om at fange læsernes opmærksomhed, og det tyder på, at det kommercielle aspekt ved parateksten er ved at skifte. For den trykte bog, der findes ude i den gode gamle fysiske verden, er omslag, forfatterinterviews og oplæsninger nogle af de vigtigste kommercielle egenskaber ved parateksten.

I den digitale paratekst reduceres forsiden ofte til et mindre billede, mens anmeldelser og resumé får en mere fremtrædende rolle. Derudover fylder ads fra forlag og opslag fra forfatterne selv, men også fra influencers som eksempelvis Cecilie Frøkjær, Hella Joof og Lise Rønne som frontrunners for hhv. Mofibo og Saxo. Sidstnævnte tendens kan ses som endnu en ny form for paratekst, man kan kalde den influencerparateksten. Den er hverken skabt af forfatter eller forlag, men af en investeret tredjepart – naturligvis (økonomisk) engageret af distributørerne.

Ved at engagere denne tredjepart skaber distributionskanalerne et bindeled mellem dem og læserne. Når Hella Joof på TV 2 fortæller om sin egen læseglæde – og glæden ved at lytte til en bog fra Mofibo, uden nødvendigvis at agere litterær ekspert – skaber hun en relation til lydbogsbrugerne, som bogtrailere og omslag ikke nødvendigvis formår.

Influencerparateksten er således essentiel for streamingtjenesterne, da den enkelte tekst, det enkelte omslag eller det enkelte forlag mister sin relevans, så snart værket distribueres på en streamingtjeneste. Læseren skal i højere grad forholde sig til kanalens udtryk og ikke til det enkelte værk, hvorfor et velkendt ansigt udadtil bliver altafgørende.

Læserens dobbeltrolle

Udover influencers bruger distributørkanalerne også den direkte brugerinvolvering som et kommercielt greb. Ved at involvere læserne og opfordre dem til at udtale sig om læseoplevelser og lignende skabes der et yderligere bindeled. Og det bindeled kan i et større litteratursociologisk plan føre til, at brugeren kan få en dobbeltrolle i bogens værdikæde. I takt med, at læseren i højere grad bliver til bruger på de digitale flader, får de også en aktiv aktørrolle. Læserne har ganske vist ikke adgang til det upublicerede værk, men kan måske alligevel få en dobbeltrolle i bogens værdikæde. Litteraturforsker Lars Handesten forklarer:

”Værdikæden bliver udvidet, når læseren, der før var sidste led i kæden, nu kan skrive anmeldelser på diverse streamingtjenester, blogs og sociale medier. På den måde påtager de sig en dobbeltrolle som forbruger OG anmelder af et givent værk. Det kræver ikke mere end 500 følgere og et par delinger, før du har flere læsere end den gængse anmelder,” siger han og fortsætter:

“Man kan så spørge, hvad en amatør ved om litteratur. Der er sket et klart skred i, hvem der kan ”tillade” sig at beskæftige sig med litteratur, og derfor ændrer den kritiske anmeldelse sig ofte til en positiv anbefaling, når den tager form som et Instagram-opslag.”

Kort og billeder fra bogen er forsvundet digitalt

Selvom de fleste paratekster overføres fra trykt til digitalt, og i visse tilfælde udvikler sig til nye og mere effektfulde udtryksformer, forsvinder dele af parateksten, sådan som det ser ud nu. Kort og billeder forsvinder f. eks. ofte, hvilket er et stort tab for værkernes litterære kvalitet. Tag bare Hobbitten, og forestil dig den uden stamtræer, kort over Middle Earth og billeder af orker og elverfolk. I bund og grund burde det være simpelt at inkludere den slags paratekst, i hvert fald i e-bogsudgaverne, og det kan kun pege tilbage på uopmærksomme eller uinteresserede redaktører og grafikere.

Hvad angår lydbogsversionen, er det oplagt, at kort, billeder og lignende lægges i afspillerens umiddelbare nærhed, f. eks. via link på streamingtjenesten. Til gengæld kan man forestille sig, at kort og billeder blomstrer op på hjemmesider som Pottermore, der netop er en hyldest til det store, udvidede univers. De store paracontent-hjemmesider opstår dog stort set kun i forbindelse med mega-franchise-fortællinger som Ringenes Herre, Star Wars og Harry Potter, og man kan derfor frygte, at kort og tegninger fra f. eks. Knud Romers Kort over Paradis, Kim Leines Profeterne fra Evighedsfjorden, Martin A. Hansens Løgneren, Frank Jægers essays eller de legendariske grå sider kun for forrykte i Herman Hesses Steppeulven med flere forsvinder.

Forandringer medfører altid nye muligheder, men også uomgængelige tab, og tabet af parateksten er ikke kun et kosmetisk tab for litteraturen, men også et meningstab. Til gengæld er mulighederne for nyskabende og mere vidtrækkende paratekster uendelige i den digitale verden. Det er bare om at komme i gang med at udnytte dem.