Er det knaldgod journalistik?
Hvis det ikke var tilfældet før, så er Radio4 nu kommet ud til den brede befolkning: I to dage har den mest læst historie på JP.dk været ”Høje støn og klask i morgenradioen: Journalist på Radio4 havde sex i nyhedsreportage om swingerklub”. Og hvad kan vi så lære af det, bortset fra det indlysende, at sex sælger?
af Thomas Pallesen
Hør her et udklip fra Radio4-reportagen med Louise Fischer vedrørende genåbningen af de danske swingerklubber.
Først og fremmest, at det indtil videre er en klar vindersag for Radio4. Radioen har fået omtale, der er stort set ingen kritiske røster, og der er endog en 5-stjernet anmeldelse af reportagen på EkstraBladet.dk. Til TV2.dk siger reporter Louise Fischer selv: ”Almindelige mennesker har skrevet ting til mig som ”stor respekt”, ”modigt” og ”god journalistik” på Instagram og Facebook”. Danmark lader sig ikke forarge.
Det er et kendt journalistisk værktøj i såvel research som formidling, at reporteren engagerer sig personligt under reportagen: Man spiser en is i den nye iskiosk, bliver klippet under interview med frisøren eller får ligefrem en gratis tusch ved reportagen fra en tatovør. I udlandet har vi mere ekstreme eksempler. I Super Size Me lever instruktøren i en måned af McDonald’s-mad. Og flere mandlige journalister har skrevet detaljeret om deres sexoplevelser i artikler. Så at en kvindelig journalist nu lader lydoptageren køre under et knald, er kun en gradsforskel, ikke en væsensforskel.
Louise Fischers knald var på alle måder fint afklaret med ledelsen på Radio4, og jeg, som selv er arbejdsmiljørepræsentant, har intet at udsætte på dette. En erfaren journalist må sætte sine egne grænser, og det ligger i fagets natur, at man som journalist selv vælger sine redskaber – inkl. de tilfælde, hvor det indbefatter ens egen krop.
Det er til gengæld en markant gradsforskel, og det er interessant, at den kommer på et tidspunkt, hvor blufærdigheden er større end længe, og hvor især mange unge er mere forsigtige med at dele ud af deres privatliv end tidligere. Derfor var det særdeles forfriskende med indslaget i morgenradioen på Radio4 i mandags. Især, fordi indslaget på alle måder blev holdt i en afdæmpet, dagligdags tone, nærmest som om reporteren blot havde spist en is i den nye iskiosk. Derved forstærkede Louise Fischer sit budskab om, at det bare var endnu en fritidsaktivitet, der fik lov til at åbne. Dette bliver i øvrigt forstærket af, at Louise Fischer gennem samtalen med ”swinger-mutter” får skabt masser af identifikation med reporteren.
På den måde er Louise Fischers knald glimrende journalistik og i princippet et eksempel til efterfølgelse.
Swinglands runddel, hvor knald og interview sker. Foto: Swingland.
Men er der slet ingen problemer? Jo, der er to.
Det første er helt elementært. Når vi én gang har hørt en reporter knalde i en swingerklub, bliver den næste reportage fra en swingerklub uden knald lidt tam og farveløs. Og hvad skal man så finde på? Den form for inflation i virkemidlerne har altid været et vilkår for de professionelle formidlere, så det klarer vi nok.
Den anden udfordring hænger sammen med dette og kan teoretisk set være en slags arbejdsmiljøproblem. Når Louise Fischer går en ekstra mil for sin historie, opstår der naturligvis en forventning om, at andre reportere også kan gøre noget ekstra. Erfarne reportere ved, at det er en del af jobbet, at man engang imellem skal ofre lidt blod, sved og tårer for den gode historie. Men vi ved også, at der er en grænse ved liv, ære og velfærd. Hidtil har sex været på den anden side af den grænse. Sex har fortsat en særstatus som en aktivitet, man ikke ”bare gør” med fremmede, heller ikke selvom man har lyst. Denne status bliver for tiden udfordret af fænomener som sugardating og swingerklubber, men hidtil er det noget, de fleste går lidt stille med.
Louise Fischers knald var på alle måder fint afklaret med ledelsen på Radio4, og jeg, som selv er arbejdsmiljørepræsentant, har intet at udsætte på dette. En erfaren journalist må sætte sine egne grænser, og det ligger i fagets natur, at man som journalist selv vælger sine redskaber – inkl. de tilfælde, hvor det indbefatter ens egen krop.
Bekymrede kollegaer kunne mene, at dette kunne give et pres på andre journalister eller endog praktikanter for at bruge deres seksualitet på måder, de vil opleve som grænseoverskridende. Det ser jeg ikke noget tegn på. Den åbne måde, Radio4 har tacklet sagen på, giver os tværtimod mulighed for at tale konkret om det: Hvad ville jeg egentlig selv gøre i sådan en situation? Hvor går min grænse? Og hvordan kan man tale om det i redaktionslokalet? Netop denne åbenhed – og diskussionen af Fischers knald – kan være med til at kvalificere diskussionen om andre journalistiske tiltag, som måske virker oplagte for redaktionscheferne, men grænseoverskridende for journalisterne. Den journalistiske autonomi, som Louise Fischers reportage er et udtryk for, er efter min opfattelse en af de bedste garantier mod overgreb og pres fra den redaktionelle ledelse.
Jeg ønsker Louise Fischer til lykke med det gode knald, og som journalistunderviser glæder jeg mig over, at den journalistiske værktøjskasse nu er blevet udvidet
