Stockfotos’ fortryllende verden

Der findes over 80 millioner stockfotos på internettet, hvilke bare ligger og venter på at blive topbilledet på den rigtige artikel eller det perfekte eksempel på et indsigtsfuldt tweet. Nogle af dem ender som go-to-billeder, når der skal skrives en artikel om agile arbejdsmetoder; nogle af dem bliver til verdenskendte memes, og de fleste af dem bliver til en meget lille del af en meget stor digital version af det der familiefotoalbum, som ingen gider se på, fordi der blev brugt tre engangskameraruller på at fotografere den samme middag. Her er en gennemgang af nogle af de tendenser, man vil opdage, når man tager på stockfotosafari.
Ældre herre flyver på hovedet over tennisnettet, imens han taler i telefon og slår til bolden samtidigt.
Ældre herre flyver på hovedet over tennisnettet, imens han taler i telefon og slår til bolden samtidigt.
af Alexander Nordahl
Ville du ikke ønske, at der fandtes en verden, hvor alt var præcis, hvad det udgav sig for? Hvor følelser og udtryk ikke var noget, man skulle gå og tolke på eller gætte sig frem til? Hvor alle nuancer var deklareret, og al subtilitet var helt unødvendig?
 
Jeg bringer her det glade budskab om stockfotos’ forunderlige verden! Er du glad? Tag en hånd over hovedet. Er du rigtig glad ? Tag begge hænder op, og råb mod himlen. Er du rigtigt, rigtigt glad? Hvad med vejrmøller og gadedrengeløb med alle dine venner i solnedgangen på en frodig kornmark? Her er ingen grund til at læse mellem linjerne, bare tænk på en stemning, du vil vise, så er den blot et par anslag i søgefeltet væk.
 
Autentisk billede af en drøm, jeg engang havde efter at have spist en cookie fra en fremmed på Roskilde Festival.
 
I denne utopilignende verden er alle mennesker udstyret med velstrøgede skjorter og kridhvide tænder, der ville få en Scientology-rekrutteringsvideo til at ligne medielinjen på Bimsebjerg Efterskoles afgangsfilm. Det er så overproduceret, at selv søgetermen “homeless” resulterer i et billede af en person, jeg muligvis ville have castet i Aquaman i stedet for Jason Momoa.
 
 Okay, Aquaman, hvis den var instrueret af Coen-brødrene. Intentionen var at illustrere en hjemløs.
 
Stockfotos bliver ofte brugt af marketingafdelinger, blogs og medievirksomheder, der ikke lige havde tid og ressourcer til at lave et skræddersyet fotoshoot til lejligheden. Fair nok, hvem har også det? Det betyder bare, at de tilgængelige billede bliver en smule generiske i forhold til tematikken i den ellers mere specifikke artikel om sygeplejerskekonflikten. Bare for at nævne et eksempel.
 
Og generisk er et nøgleord, når det kommer til stockfotos. Faktisk kunne man nok overbyde her og sige, at “sjæleløst” er en bedre beskrivende term med alle de billeder af forskellige modeller i perfekt belysning, der beskriver den præcis samme situation. For eksempel var 2018 året, hvor det mest søgte ord på de største stockfotosider var “Office”. Fordi alle står jo lige og mangler billeder af folk, der sidder ved en computer og arbejder?
 
Og bevares, om der ikke også er op imod en halv million resultater på Getty Images af white collar-arbejdere, der bare har super optur på over at være en del af et fantastisk SCRUM-team, hvor de får lov til at holde 15 minutters briefing hver eneste morgen, inden de fortsætter designsprinten. Og husk, at demografisk diversitet er en topprioritet. 
 

Hvad er det første,du tænker på, når jeg siger stockfoto? Office-motivet er muligvis det mest stockede stockfoto nogensinde.

 


Kvantitet frem for kvalitet

 
Det sjove ved stockfotos er, at fotograferne tydeligvis fokuserer på kvantitet frem for kvalitet. En klar idé om, hvilke metatags man vil satse på, bestemmer, hvilke rekvisitter, lokationer og stemninger der skal med i billederne. For eksempel kan man jo lige spørge sin papfætter, om han ikke tager kæresten med ud og sidder på en bænk i en halv time, mens de ser ud, som om de ikke kan blive enige om aftensmaden, kaster en rose ind for symbolværdien, og så har man faktisk alt, hvad man kunne forestille sig at få brug for af billeder, der udviser “konflikt i parfoholdet”. Ikke?
 
“Show it, don’t tell it”… Eller “Show it, then show it again, and tell it too.”

Et klassisk eksempel på point-and-click fotoshootet, der gik helt galt, er “Distracted Boyfriend”-memet, der startede som en række stockfotos i 2015. Idéen var jo god nok: Vi skal lave en billedserie, der viser jalousi og begær. Kvinde 1 tager en rød kjole på, mand kigger tørstigt efter hende, imens kvinde 2 kigger surt på mand, og så kalder vi det en dag. 
Resultatet endte med at ligne et eksempel, Mark Zuckerberg ville bruge, hvis han havde skrevet en bog med titlen “Menneskeligt kropssprog – lær at forstå det”.
 
Det kan godt være, græsset virker grønnere på den anden side, men helt ærligt, har man hørt om diskretion?
 
Et andet kendt fænomen, der florerer på de store databaser, er billeder af kvinder, der spiser salat, mutters alene, mens de griner højlydt. En lidt underlig og stereotyp portrættering af kvinder, der selvfølgelig tager det sunde valg og vælger salaten, så de holder sig slanke. En blogpost fra 2011 kaldet “Women Laughing Alone With Salad” blev en velkendt satirisk kommentar i kampen om at få et mere nuanceret kvindesyn i medierne.
 
Man kan ikke andet end at beundre denne kvindes ro efter at få smidt to meget aggressivt strakte arme imod sit ansigt på den måde.
 

Dark stockfotos

 
En anden faldgrube, der kan opstå, når man lader fotosessionen stikke lidt for meget af, er, at billederne simpelthen bliver for mærkelige. Det er lidt ligesomt, hvis du fejlvurderer, hvorvidt du skulle skrive en linje om, hvordan den legendariske bytur, du og din ven havde, endte i personens bryllupssang. Alle grinte af det, men ingen var der, og bagefter er der en lidt mærkelig stemning. 
 

Når din kat kommer hjem efter at være løbet hjemmefra for tredje gang.
 
Der findes en Twitter-profil, der har dedikeret sig til at finde billeder, der må tvinge den, der ser på, til at spørge “Hvorfor? – Hvad i alverden ville nogen dog nogensinde kunne finde på at bruge dette billede til?”. Her er det nemlig livets mørke aspekter, der bliver kommunikeret. Ting som depression, angst, vold etc. Dog stadig i en poleret kontekst, hvor aktørerne ser ud, som om de har stået stille i den givne position i minimum 30 minutter.
 
 
Man skal passe på, hvad man bestiller online. I yderste konsekvens kan man ende med at blive fanget på trappen med panden limet fast til albuen og 50 euro i hånden.
 
 
 
“Hey børn, kan I lige lade, som om I tramper og peger på Magnus, imens jeg tager et billede?”
 
 
Af en eller anden grund optræder julemanden ofte i dark stockfotos.  
 
 
Jeg ved ikke, hvad det her er, men man finder det nok ikke i IKEA-kataloget.
 
 
Dark stockfotos kan godt give en ubehagelig mavefornemmelse, når man har set nok af dem igennem, så for at slutte af på en opløftende note bringer jeg fokus på et andet legendarisk stockfoto, der ligesom “distracted boyfriend”-billedet transcenderede til meme-status. 
 
Memet “hide the pain Harold” startede med at være et stockfoto, der nok forsøgte at kommunikere noget i retning af “old man with a telephone”, men hovedpersonens sørgmodigt dragende blik fik internettet til at gøre ungarske András Arató til at blive den ultimative afbildning af “tragikomisk”.
 
Ligesom Mona Lisa siges det, at dette billede indeholder 35 % glæde, 40 % sørgmodighed og 25 % frygt.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også